Nu er det ‘kun’ de 12.084 der er direkte knyttet til asylindustrien, – og der er tale om en storindustri, det er ikke for at være sprogligt ubehøvlet, – men ser man på arbejdsmarkedet, hvor hovedbidragyderne er landene Egypten, Bangladesh, Syrien, Kina, Iran, Irak, Mongoliet, Pakistan, Tyrkiet og Ukraine, så kan man spørge sig hvilken ekspertise de tilføjer Sverige på et tidspunkt hvor de har en arbejdsløshed på 7.7 % og en ungdomsarbejdsløshed på 25.5 %, der har sendt 80.000 svenskere til Norge. Selv nede i min lokale Netto sidder en svensker fra Mellemøsten. Det må han gerne, men hvor mange ‘svenskere’ skal Norge og Danmark bruge?

Bemærk familiesammenføringerne. Holder tendensen sig, bliver det 35.296 i hele 2012, men prognosen i år lyder på 59.500 familiesammenføringer i år og 53.000 næste år på grund af ændrede betingelser for somaliere. Til sammenligning havde Danmark 2.914 famliliesammenføringer i hele 2011, altså langt under en tiendedel. De store grupper familiesammenførte kommer fra Somalia, Iran, Irak, Kosovo, Serbien, Bangladesh, ‘Statsløse’ (palæstinensere), Syrien, Tyrkiet og Thailand, og må overvejende anses for tungt integrerbare. Beviljade uppehållstillstånd och registrerade uppehållsrätter innevarande år, första och andra instans

Der er indkommet 10.005 asylsøgninger til Sverige i de første fire måneder af 2012. Der er 35.562 ventende på afgørelse i det svenske asylsystem. Sammenlignet søgte 3.811 asyl i Danmark i hele 2011. Sverige får altså ti (10) gange så mange asylansøgninger som Danmark og tolv (12) gange så mange familiesammenføringer. I danske asylcentre befinder sig 4.287 personer.

Politikerne minus 20 SD mandater synes at dette er i skønneste orden år efter år, årti efter årti. 94 % af befolkningen synes det åbenbart også, og så kan det ikke jo være anderledes. I 1992 kunne svenskerne påstå, at de ikke var advaret om følgerne, men det kan man ikke dække sig ind bag mange milliarder kroner og mange tragedier efter. Sverige vil være en ‘failed state’ fra engang i midten af dette århundrede. For os der har holdt øje med detaljerne over tre årtier, er den det allerede i det små, men i dag ser også det utrænede øje de opløsningstendenser, jeg skrev om for 12-15 år siden. Om kun 38 år er svenskere i minoritet i 13 af de største kommuner i landet.

Jamen, kan det ikke også gå godt? Det er fuldstændigt utænkeligt. Hvis det skulle gå godt, ville en cost benefit analyse have vist det nu efter 40 år, men det gør den ikke ligegyldigt hvilket parameter man måler på. Det er allerede forlængst gået dårligt. I dag er det kun et spørgmål om, hvor dårligt det kommer til at gå og om det kan man kun gisne. – SE også: Utländsk bakgrund i alla kommuner 2050, Om Sverige hade haft dansk politik. Sveriges invånarantal passerade 9,5 miljoner i går. Ökningen består främst av invandring.

Ingen multikultur hos multikulturalisterne

Det politisk korrekte venstrefløjsparti, Enhedslisten har store problemer med mangfoldigheden.Partiet er næsten lige så hvidt, som Dansk Folkeparti, mens SF har fire kandidater med anden herkomst end dansk, og mens borgerlige partier som Venstre og De Radikale har adskillige. Men hos Enhedslisten skal man lede længe for at finde en indvandrer. Blandt de 42 kandidater til Folketinget, som partiet ved en vejledende urafstemning har ranglistet, er de 41 etnisk danske.

Nede på en ydmyg placering som nummer 37 på listen finder man Namdar Khezry. Han har næppe store chance for at blive opstillet i en af de 26 kredse, der kan give valg. Måske skal årsagen også søges i det faktum, at han stiller op på et program, der hylder sovjetkommunismen og lover at skabe det klasseløse paradis på under et år. Enhedslisten renset for indvandrere

Dette til trods vil partiet, der som det står skrevet i dag “befinder sig på månens bagside” Enhedslistens størrelse er et termometer på vores mest akutte eskapisme:

Vi vil lufte ud efter ti år med Dansk Folkeparti. En ny regering skal føre en anstændig udlændingepolitik. Enhedslisten vil fjerne 24-års reglen, tilknytningskrav og pointsystemer. Vi vil sikre asylansøgere ret til arbejde og uddannelse, mens deres sag behandles. Og så vil vi afskaffe starthjælp og kontanthjælpsloft.

Liége: Ihsane Jarfi myrdet for sin homoseksualitet

Den unge, åbent homoseksuelle marokkaner Ihsane Jarfi blev fundet tævet ihjel i en skov efter at have været forsvundet i en uge. Fire ‘af udenlandsk herkomst’ er anholdt, de tre har indrømmet mordet i følge belgiske medier. Det er ikke det første ‘homofobiske’ mord i Belgien, blot de første man har kunnet konstatere. I Sverige er der forkommet flere bøssemord, mest iøjenfaldende de to kosoalbanere Abdurraham Kushtrim Nika og Kushtrim Ademis mord på Daniel Nordström i Malmø den 20 december 2008. Det blev aldrig dømt som en ‘had-forbrydelse’ selvom det var helt oplagt var inspireret af Koranens had til homoseksuelle. De var 15 og 17 på tidspunktet, så de går frit omkring i Malmø i dag: Varför mördades Daniel Nordström? og Islamistiska Rosengårdselever mördade homosexuell i Malmö. Svenske medier tog sig det temmelig let. Race og religion trumfer selv de udvalgte køn, så er den historie overstået og Daniel kan sove videre i sin grav. Man må vende mig mod eufemismen ‘fobi’, når der ganske tydeligt er tale om religiøst betinget had, der efter mine begreber skulle dømmes som en religiøs terrorhandling.

He said: “We suspect the general population and the government underestimate homophobia and we demand the government provide us with a anti-discrimination plan. This probably isn’t the first homophobic murder, but it will be the first one to be officially labeled as such. Since 2006 public prosecutors and police are obliged to mention such motives.”Two suspects said the deceased man was still alive when they left him in the field, having physically beaten him. RTL reported that they claimed the victim had made a sexual advance. The third suspect denies everything. Pink News (Belgique: le meurtre d’Ihsane Jarfi était bien homophobe, Le meurtre d’Ihsane qualifié d’homophobe.) Video, fransk utekstet:

Af Lene Kattrup, dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd

Jeg var 10 måneder, da jeg første gang var her i denne dejlige park eller mindelund. Siden er jeg kommet her hvert år den 4. maj, bortset fra nogle få år, hvor jeg var bosiddende i Jylland. Min far, læge Johannes Stefan Jørgensen fra Gentofte, var aktiv først i BOPA siden i Holger Danske. Men i forbindelse med en aktion blev han skudt (2.3.1945), pågrebet af tyskerne og fik det ene ben sat af i tysk fangenskab. Hele livet igennem havde han betydelige fantomsmerter. Han døde, da jeg gik i 3. G og var atten år. Min fars far, min farfar, kommunelæge Stefan Jørgensen, blev dræbt af tyskerne ved et hævnmord, et clearingmord (24.4.1944), hvilket ikke fik min far til at neddrosle sin aktivitet som modstandsmand.

Min far var altid var glad den dag, vi var i mindelunden.

Vi plukkede de blomster, der var kommet frem i haven, købte flere hos blomsterhandleren, iførte os det fineste tøj, vi havde, og tog i mindelunden. Hele familien samt min farmor, onkler og tanter. Den 4. maj, besøget her i Mindelunden, hvor alle mine fars kammerater fra modstandsbevægelsen kom, samt den storslåede fest bagefter, hører til nogle af de lyseste minder, jeg har fra min barndom. Der var en særlig glæde blandet med sorg og tab. Også blandet med taknemmelig, lettelse, ydmyghed samt en vis skrøbelighed.

Tove Ditlevsen rammer noget, der ligner, set med pigeøjne i sit digt Erindring om en familietur til Søndermarken:

Min far har glemt sin sorg. Min mor er glad.
Kun i mindet finder hjertet fred.
Min mor var ung. Det så jeg aldrig før.
Min far var glad. Og lykken bor et sted
bak Søndermarkens grønne tremmedør.

Det hun beskriver her og stemningen passer meget godt med, hvad jeg kan huske

Det er klart, at det gjorde et meget stort indtryk på et barnesind at komme her fra lille af og se henrettelsespælene, alle gravene og få at vide, at ens far havde været i krig, det var derfor han manglede et ben, som han havde ondt i, og at krigen også var grunden til, at man aldrig ville møde sin farfar, samt at en del af fars kammerater lå i jorden her i denne pæne park.

Jeg tænkte meget over det og begyndte langsomt at forstå, selvom jeg undrede mig over det

Jeg var den yngste af fire børn, og var måske nok den, der var mest videbegærlig med hensyn til denne krig. Jeg ønskede at forstå så meget som muligt vedr. dette med, at min far og hans venner, som jeg fra lille af så op til, havde været i krig. Derfor stillede jeg både min far og hans kammerater rigtig mange spørgsmål. De var meget åbne, og igennem årene fortalte de mig en del om aktionerne, også om stikkerlikvideringerne, og om den motivation, der drev dem. Om angsten presset, tankerne og deres følelser. Jeg må sige, at den beskrivelse og beretning som bl.a. Peter Øvig Knudsen er fremkommet med i nyere tid af frihedskæmperne, som værende modige og med en særlig trang til spænding, ikke er noget, jeg kan genkende ud fra deres svar og beretninger. De var uhyre forskellige, men jeg fik et klart indtryk af, at deres motivation for at gå ind i modstandsbevægelsen var ret ens. Hvis der var noget fælles over dem, så var det det. De var først og fremmest alle drevet af en vrede og en følelse af forpligtigelse og nødvendighed, som fik dem til at træffe et aktivt valg. De kunne også have valgt at overlade det hele til andre, til skæbnen eller til politikerne. Hvilket jo også ville have været at træffe et valg.

Det lyder måske mærkeligt, men faktisk husker jeg den første gang, jeg stillede min far det første store spørgsmål om krigen. Jeg husker det, fordi han blev så hamrende vred, så det stadig står klart i min hukommelse. Det var inden, jeg startede i skolen. Jeg talte først, da jeg var noget over fem år, så jeg har nok været ca. seks år. Det ærgrede mig, at jeg aldrig ville møde min farfar. Ja det var jeg faktisk vred over. Jeg vidste, han havde været læge her i Gentofte, sådan som min far også var det, og jeg vidste, at tyskerne havde skudt ham midt i konsultationen.

Jeg tænkte også på, at der kunne komme krig igen. I så fald var jeg ikke i tvivl om, at min far og hans kammerater igen ville være aktive, men jeg tænkte, at som etbenet ville min far nok ikke klare den næste gang. Jeg fortalte ham, at jeg havde tænkt meget over, hvad vi burde eller kunne gøre, hvis der kom krig igen. Når fjenden, tyskerne igen eller hvem det nu måtte være næste gang, kom hertil og i en stor samlet trop marcherede imod os – sådan forstillede jeg mig det ville være – så skulle man lade mig gå forrest alene hen imod hele regimentet med min nye gule kjole med brune broderinger på. Jeg troede ikke, de ville skyde en pige, forklarede jeg min far. Og så ville jeg spørge dem, om ikke vi skulle være venner og sige ”hvad er det I vil have?”, og det skulle vi så give dem. Så ville der ikke blive krig. Nu ville jeg høre, om han ikke syntes, at det var en god ide.

Fortsæt med at læse “4. maj: Tanker fra Mindelunden i Ryvangen”

Filmen bygger på det eneste overlevende referat af konferencen nr. 16 ud af 30, som amerikanerne fandt i tyske udenrigsministerielle papirer i 1947. Eichman havde skrevet dem med ordre til deltagerne om at læse det og brænde det. Filmen fanger miniportrætter af de 15 medvirkende konferencen, de urolige jurister, den vulgære, storædende Dr. Gerhard Klopfer, den iskolde Roland Freisler, den overfladisk charmerende Reinhard Heydrich, “Slagteren fra Prag, “Det blonde uhyre” som Kenneth Branagh spiller med en menneskeliggørelse, der gør virkningen om muligt værre. Endelig den golde, kejtede teknokrat Adolph Eichman, en virkelig nullitet, der til slut sætter adagioen fra Schuberts Strygekvartet i C dur på og afslutter med ordene: “Jeg har aldrig forstået passionen for Schuberts sentimentale wiener-lort.” Man tror ham. – Originaldokumentet: Protokoll der Wannsee-Konferenz vom 20. Januar 1942

Pim Fortuyn rehabiliteret på P 1

De fleste husker nok hvordan Fortuyn énstemmigt blev beskrevet for ti år siden da han blev myrdet af en fanatiker, der kun var en anelse mere ‘progressiv’ end journaliststanden. Det er tankevækkende, at journalister og akademikere der i dag føler sig kapable til at dømme over, hvem der er ‘populist’ og hvem ikke, har en dømmekraft og en politisk tæft der befinder sig mindst ti år efter deres befolkningers. Betænk blot, at 41% af svenske journalister i en undersøgelse 30 marts stemmer på det post- og pseudokommunistiske Miljöpartiet, der er 100 procent virkelighedsbefriet. Hvem skal denne avantgarde i egen indbildning rehabilitere om ti år ? Man har lov at gætte.

“Han advarede og hans analyse har vist sig at være lige på kornet. Hollænderne stolede før på eliten, det gør de ikke mere. De er bedre informeret og bedre uddannede end før, og de resultater de ser fra politikerne, imponerer dem ikke. De ser politik som et forældet teater med gamle løsninger på nye problemer. De Hond opfatter situationen i Europa som eksplosiv og måske præ-revolutionær. Jeg tror vi er tættere på den situation, end folk er klar over. Der skal bare en gnist til.”

På søndag, den 6 maj, er det 10 år siden, at den kontroversielle hollandske politiker Pim Fortuyn blev myrdet.Orienterings Jacob Langvad har været i Amsterdam, og tale med Maurice de Hond om sporene efter Fortuyn i hollandsk politik. De Hond står bag et af landets førende opionsmålingsinstitutter.Arven efter Fortyun, P 1 Orientering 03. maj 2012. Hør indslag (11:01)

Bin Laden Welcomed That “Arab Spring”

“The fall of the remaining tyrants in the region was inevitable,” he continued, and said al-Qaeda must increase efforts by “educating and warning Muslim people” about “half solutions” touted by the Muslim Brotherhood and similar Islamist groups. If al-Qaeda were successful in recruiting the newly freed rebels, bin Laden said, “then the next phase will [witness a victory] for Islam”.

He said al-Qaeda could capitalise on the revolutions, including “inciting people who have not yet revolted and exhort them to rebel against the rulers” and calling for jihadis to unite in a broader media campaign to that point. Bin Laden supported Arab spring

Man kan se hele korrespondancen her på engelsk fra september 2006 og frem: Letters from Abbottabad: Bin Ladin Sidelined?

Antifacister banket af salafister i Solingen Halløj på ekstremisthotellet – ‘Pang i bygget’ som det hedder. Salafisterne ville også stene politiet. Det gik ikke godt.

Ah, a chance to use that excellent German word Schadenfreude. On 1 May in Solingen, the German anti-Islam movement PRO NRW (Pro North Rhine Westphalia) held a demonstration. Hundreds of assorted Muslims and far-left extremists turned up to harass and intimidate them. Two of these “antifascists” found themselves in the midst of a horde of Salafist Muslims, who promptly started beating them up with bits of wood. Even after they were lying helpless and passive on the ground, the Muslims kept laying into them. One was bad;y hurt in the head; the other in the arm. Both required hospital treatment. Apparently it wasn’t a failure of recognition either. The Muslims knew that these were leftist anti-fascists who had come to protest against the “islamophobes”. They beat them up anyway. German “Antifascist” Leftists Badly Beaten Up by Salafist Muslims, Linke in Solingen verprügelt

Om muslimsk invandring till Europa utifrån det brittiska exemplet.

Af Thomas Nydahl

I sin bok om det nya Europa, med delvis ny befolkning, tog Christopher Caldwell inledningsvis upp Powells tal och dess kontext. Caldwell är krönikör i Financial Times och medverkar också i The New York Times Magazine och Weekly Standard. Han är bosatt i Washington men är en flitig Europaresenär. Han ser i sin bok utvecklingen både med icke-europeiska ögon och med den kunniges utgångspunkt.

Caldwell konstaterar att Powell håller sitt tal bara två veckor efter det att Martin Luther King mördats och kravaller brutit ut i flera amerikanska städer. Ett halvt år senare håller Powell ännu ett tal, nu för en Rotary-klubb i London, där han varnade för, att om invandringen fortsatte på den utstakade vägen, så skulle

”hela städer i Yorkshire, Midlands (…) domineras av eller helt få en afro-karibisk befolkning (…) I hela dessa områden kommer ursprungsbefolkningen, Englands folk, som kärleksfullt betraktar detta land och dessa områden som sina, att ha fördrivits – Jag använder med avsikt det mesta neutrala ord jag kan hitta (…) Englands folk kommer inte att stå ut med det.”

Caldwell hävdar att all brittisk diskussion om invandringen sedan dess har handlat om huruvida Powell hade rätt eller ej. Men man har, säger han, blandat samma två olika tolkningar av ordet rätt – den moraliska meningen och den faktiska. Powells varningar orsakade också en klassmässig klyfta gällande vilken av dessa två tolkningar som är politikens viktigaste. De politiska eliterna, säger Caldwell, fokuserar på frågan om huruvida Powell hade moraliskt rätt. Mediatäckningen av hans tal gick helt emot honom. Men den folkliga opinionen fokuserade på huruvida han rent faktiskt hade rätt. Och i det avseendet hade han rätt, bortom varje tvivel. I sitt Rotarytal chockade han åhörarna med att säga att den icke-vita befolkningen i Storbritannien skulle öka från en miljon till över 4,5 miljoner år 2002 (den nationella folkräkningen 2001 fastställde antalet till 4.635.296 personer). I 1970 års valrörelse sa han till väljarna i Wolverhampton att ungefär en femtedel eller en fjärdedel av deras stad och Birmingham skulle bestå av invandrade från samväldesländerna och deras ättlingar (enligt folkräkningen 2001 blev de i Wolverhampton 22.2% av befolkningen och i Birmingham 29.6%). Hans prognoser skulle visa sig stämma förbluffande väl.

Caldwell säger att vanliga britter ”älskade Powells Birmingham-tal”. Han fick enorma mängder brev från britter som uttryckte stöd, hela 100.000 de första tio dagarna, och då sägs endast 800 av dem ha uttryckt kritik mot honom. Powell hade dock fel på en avgörande punkt, säger Caldwell. Om engelsmännen inte kunde acceptera den diagnostiserade invandringen då – mellan 1968 och 1970 – har det visat sig att man nu, på 2000-talet, i väldigt hög utsträckning har gjort just det. Jo, säger Caldwell, ”blod har förvisso flutit” – han nämner både så kallade ’raskravaller’, rasistiska mord och terrorism som exempel – men utvecklingen har inte ”fått floderna att skumma”. Vad var det då han misstog sig på? Caldwell anger som första orsak britternas ”skam”. Den allt dominerande moraliska stämningen i efterkrigstidens Europa, präglades av ånger inför två historiska missdåd, kolonialismen och nazismen:

”Det är sant att Storbritannien, ensamt bland de västeuropeiska länderna, saknade anledning att känna ånger för ha utfört, uppmuntrat eller passivt ha betraktat fascismens övervåld två eller tre årtionden tidigare. Storbritannien hade dock nyligen upplöst, eller jagats bort ifrån, världshistoriens största imperium, vilket fått många människor att känna sig skamsna och avvikande. Powell var ett undantag. Som en av det gamla imperiets tillskyndare, som drogs med av romantiken kring det, saknade öra för ångerns sorgesång, och förstod inte att hans samtida hörde en annan sorts musik”.

”För Powell”, säger Caldwell, ”var massinvandringen till Europa inte en fråga om individuella invandrare som ’letade efter ett bättre liv’, som det bekanta uttrycket lyder. Det var frågan om en organiserade massa som krävde ett bättre liv, en önskan med helt andra politiska konsekvenser.”

För de engelsmän som delade Powells syn, kom det kanske allra tydligast till uttryck i West Midlands, där motståndet mot invandringen samlades under parollen ”Keep Black Country White”.

Caldwell menar att vi måste nyansera och förstå att invandringsvågorna i Europa är av minst två slag. Många européer, säger han, flyttar till och/eller mellan olika EU-länder. Det är inte en immigration, utan en inomeuropeisk förflyttning som saknar egentliga problem. Han säger att runt 10% av alla människor i dagens Europa i ett eller annat avseende är att betrakta som migranter. Också tidigare utvandringsländer som Irland och Spanien har idag en invandringsnivå som befinner sig ungefär där andra europeiska länders gör, Irland med 14,1% och Spanien med 11,1%.

Det han vill belysa med sin bok är något helt annat, nämligen ”invandringen från icke-europeiska länder och kulturer. För att ytterligare förtydliga, så handlar den om vissa problem skapade av icke-européers önskan att bosätta sig i Europa för gott, de problem som hänger samman med multietniska och mångkulturella samhällen.”

Han pekar särskilt ut den muslimska invandringen som problematisk. Jag tror att han instämmer i Bernard Lewis ord till en tysk journalist: ”Europa kommer att bli en del av västra arabvärlden, av Maghreb”. Madrids borgmästare, Alberto Ruiz-Gallardón sa 2006 att islam ”inte är och inte heller vill bli mångkulturell”. Med grundläggande kännedom om islam och islamism kan man istället konstatera att denna religion/kultur/politik befinner sig i en utveckling som kräver inte bara inflytande och deltagande i invandringsländerna, utan de faco makt över institutioner och samhällsliv. Sitt kapitel om Powell och hans Birmingham-tal avslutar Caldwell med att göra analyser av hur man kan betrakta den europeiska utvecklingen. Den pessimistiska synen delar jag i allt väsentligt. Han menar att ”européer vet mer om arabisk kalligrafi och kente cloth ((Nwentoma, ett tyg där man vävt samman bomull och silke, och som produceras i Ghana och Elfenbenskusten)och mindre om Montaigne och Goethe.”

Längre fram i betraktelsen diskuterar Caldwell utvecklingen från slutet av 1950-talet till idag. När invandringen från länder som Turkiet började också i de nordeuropeiska och skandinaviska länderna, var det väl inte någon som hade trott att ”det ett halvt århundrade senare skulle finnas tusentals moskéer över hela kontinenten”. Hade européerna vetat det, säger han, ”skulle de aldrig ha tillåtit det”. Skillnaden mellan den tidens migration och den som pågår just nu är ändå mycket stor. Majoriteten av dem som kom till norra Europa, från länder som Turkiet, Jugoslavien, Grekland (och Finland i Sveriges fall) kom för att arbeta. De flesta som idag kommer är för det första muslimer (från Irak, Palestina, Afghanistan, Somalia) och för det andra hamnar dessa människor i mindre eller högre grad i befintliga getton, där det förstås vare sig finns jobb att få, eller vägar in i majoritetssamhället. Gettot definieras först och främst som en plats där man, tack vare ekonomisk rundhänthet från myndigheterna, klarar sig alldeles utmärkt utan att kunna ett ord svenska eller ha arbetat ihop en enda svensk krona. Minnesvärda är de ord som en ung irakisk kvinna fällde om Malmö: ”Jag stortrivs. Här är det precis som i Bagdad”.

Fortsæt med at læse “Segregation eller isolationism?”

Danske arbejdere vil have en Venstre-DF regering

De to partier ville kunne danne regering alene uden de såkaldt konservative, hvis faglærte og ufaglærte bestemte alene. Desværre skal de kvart- og halvintellektuelles stemmer også vejes ind. En VO regering har jeg ønsket i nogle år, arbejderne har helt ret, men nu skal vi lige komme over det momentane hjerneslip danske vælgere havde omkring den 15. september 2011. Det gik hurtigt over, men da var krydsene sat. Men bare vent, tider skal komme når Thorning er blevet forhenværende og EU kommissær. I ventetiden kan vi fornøje os med at se S, SF og Enhedslisten slides op af mødet med virkeligheden, og spekulere på hvordan de overhovedet skal holde sammen på miséren i tre et halvt år til.

Især det seneste halve år er den udvikling gået stærkt. Professor Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet har for altinget.dk undersøgt vælgernes vandringer på baggrund af mere end 30.000 Gallup-interviews fra det seneste folketingsvalg og frem til nu. Tallene viser, at Venstre er det suverænt største arbejderparti med 31,8 procent af stemmerne blandt faglærte og ufaglærte. Sammen med Dansk Folkeparti, der får 20,9 procent, vil de to partier alene kunne danne en flertalsregering, hvis det stod til arbejderne. Socialdemokraterne er med 22,5 procent kun lige akkurat en anelse større end Dansk Folkeparti. Danske arbejdere stemmer borgerligt

Sultan Knish/Daniel Greenfield: Israel om 50 år

Langt og stanglærd med en sort, underskruet humor. Om et land der har levet hele sit liv i en kronisk krise, undtagelsestilstanden som det normale, en tilstand kommende europæere kommer til at vænne sig til med millioner af humørlabile, voldsparate muslimer som deres naboer. Måske Israel-bashingen fra frelste europæere vil forstumme, når tilstanden bliver så manifest at den ikke længere kan lyves bort. Plug nogle hørebøffer på, læn dig tilbage og luk øjnene, der er alligevel ikke noget at se på. Foredraget er 1 t. 17 minutter, Q & A resten. Via Veritas Universalis.

Vi har modtaget følgende fra Holland skrevet til Snaphanen. Man kan få kapitlet The Axe Versus the Pen fra Wilders’ nye bog gratis. Tast mail ind, så kommer det pronto. Det handler blandt andet om Kurt Westergaard og Muhammed Geeles attentatforsøg på ham (se også nedenfor.)

By Gielah

Just this very week I struck upon this quotation:

‘Remember: the two persons, who were móst important for western civilization…. Jesus Christ and Socrates… bóth were victimized by democracy..’.

And then I thought: but the same goes – in fact – for Mr. Geert Wilders.

Geert Wilders (1963) is a Dutch member of parliament and leader of the PVV ( Freedom Party) who is fighting against the ongoing islamization of western society and against the EU-superstate, which wants, promotes and facilitates this islamization. As long as the Netherlands are a part of the EU, islamization ( and that’s a certainty) will continue to flower…. you cannot have one without the other.

Every door we might want to close against becoming a kaliphate in the far or near future, is immediately kicked open again by the not-by-citizens-chosen EU-bosses and by EU-directives, which none of us, Dutch people, have ever formally agreed upon.

O yes… we have hád a referendum, in which we, the people of the Netherlands, were asked if we wanted to agree on participation in the European Constitution and on which more than 60% of the Dutch people voted ‘no’. But what happened? They changed the name ‘constitution’ in ‘ treaty’, made a few minor alterations in the text and concluded with relief, that under these circumstances the Dutch ‘no’ to the EU- constitution did not matter anymore and could be ignored.

The only politician in Dutch parliament , who firmly offered resistance to this course of things, was mr. Geert Wilders. This stance has costed him a lot! It took him his freedom, his safety and his reputation. Wherever he goes, he always has to be accompanied by security people, for his life is threatened all the time.The Dutch authorities and most of his fellow-politicians are treating him as if he is evil incarnate ( while he is, in fact , only trying to protect our country from the expansion-seeking followers of Mohammed).

When he brought out his film ‘Fitna’, Dutch politicians and diplomats nearly exploded with fury and they hastened to excitedly inform all kinds of islamic countries, that now some really terrible film was coming out… for which they, the Dutch authorities, were definitively nót responsible and which they did nót agree on…. while this documentary only consisted undeniable facts ( about islamic terroristic actions in past and present) which all the world allready knew about and it showed what exactly was the source, from which these actions originated: the Q’uran… without any doubt!

How could Arabic people be offended and insulted by a mere mentioning of actions, of which the majority of them – and quite openly so- were very proud… and which clearly were inspirated by the book, they considered to be holy and worth following?
Mr. Wilders was even brought to court! He was accused of discrimination, racisme even… as though islam is a race.

Fortsæt med at læse “Geert Wilders: A victim of democracy”

Da Westergaards økesemand apellerede til Landsretten, blev hans dom skærpet fra ni til ti år og udvisning. Han appellerede til Højesteret for at få prøvet, om hans overfald overhovedet kunne dømmes under terrorparagraffen og med begrundelsen at “Jeg vil gerne bede dommerne om at have med i tankerne, at det vil have katastrofale konsekvenser for mig og mine børn, hvis jeg bliver udvist fra landet. Med de forhold, der er i landet, vil jeg ikke kunne se dem igen.” Anklageren i Højesteret havde krævet dommen skærpet til 12 år, men han slap med ti og udvisning. Hvis ikke Somalia kan tage ham når han slipper ud om 6-7 år, kan Sverige givetvis. Hele provinsbyer er under somalisering.

Knap to et halvt år efter at Muhudiin Mohamed Geele den 1. januar 2010 trængte ind i tegneren Kurt Westergaards hjem med en økse og en kniv, er sagen endeligt afsluttet.Der var ikke blot tale om et angreb på Kurt Westergaard, men også på den danske befolknings tryghed og landets grundlæggende strukturer. [..]

“Højesteret finder, at forhold 1 er af en sådan grovhed og karakter, at der – uanset navnlig hensynet til T’s ægtefælle og fire mindreårige børn – ikke foreligger forhold, som afgørende taler imod udvisning,” lyder det i dommen.Muhudiin Mohamed Geele skal desuden betale sagens omkostninger.Det er første gang, at det danske retssystem har vurderet, om et drabsforsøg mod en enkeltperson kan takseres som terrorisme.Højesteret: Øksemanden begik terror.Dommen er en passende reaktion fra samfundet, siger Westergaard.

Westergaard tvivler på dommens præventive effekt, det kan han trygt gøre. DR trøster: Øksemanden kan ende med at blive i Danmark. Bla. derfor kommer der ingen præventiv effekt ud af udvisningsdomme andet end at vi ophober fanatikere på ‘tålt ophold,’ som vi overlader til vore efterkommere at prøve at holde styr på. Geele kan altså få et nyt forsøg på Westergaard omkring år 2020, hvis han ikke vælger et andet mål og et bedre våben.

Johan Galtung: Mossad kan have stået bag Breivik

Enhver der færdes på skandinavisk net ved at den danske venstrefløj er håbløst agterudsejlet sammenlignet med norsk og svensk når det kommer til jødehad og konspirationsteorier. Det er stort set ikke til at opdrive en ærlig tilhænger af Sions Vises Protokoller eller ‘jøderne sidder på al mediemagt.’ Man kan fodre halal-slagtede grise med dem i Norge og Sverige:

Professor Johan Galtung har i flere årtier været den norske og europæiske venstrefløjs stjerne. Under Den kolde Krig var han en skarp kritiker af USA og NATO og fortaler for fredsinitiativer. Han er blevet kaldt “faderen til fredsstudier”, og hans fredsinstitut i Norge er oprettet med statslige midler. Hans tid som mediedarling er muligvis nu i fare. Han har i norske og israelske medier sagt, at massemorderen Anders Behring Breivik muligvis handlede efter ordrer fra den israelske efterretningstjeneste Mossad.

Han har givet udtryk for, at der var gode årsager til, at nazisterne ville jøderne til livs, fordi de sad på gode stillinger i det tyske samfund. Og han har sagt, at de amerikanske medier for 98 procents vedkommende bliver kontrolleret af jøder. Han anbefaler ligeledes, at folk skal læse om jødernes verdensmagt i bogen “Zions Vises Protokoller”, der detaljeret beskriver jødernes magt. Norsk fredsprofessor chokerer med jødehad. I Israel læser dem med: Pioneer of global peace studies hints at link between Norway massacre and Mossad.

Galtung skrev, at det er trist at nogen vil tabuisere, at Mossad kan have stået bag Breivik. Ja, ja, og Fjordman og Hans Rustad er jøder, man ser det på deres typisk semitiske frisurer. Trist at det skal vær et tabu:

Men den kan dukke opp igjen, og den sikreste måte å garantere det på er å tabuisere problemene, unndra dem debatt. Det er trist og skremmende når den meget dyktige svenske seniorforskeren ved Instiutt for fredsforskning blir unnsagt av direktøren fordi han i en artikkel i Nytt norsk tidsskrift også bringer inn hypotesen om at Mossad+ kunne ha stått bak Breivik, og nevner tempelriddernes inntog i Jerusalem i 1099, terrorbombingen av hotell King David i 1946, og Regjeringsbygningen-Utøya 2011: alle på samme dag, 22/7. Tilfeldig? Neppe. Fredsforskning er forskning, søk og søk igjen. Kanskje det burde bytte navn, til Norsk Sikkerhetsinstitutt? Skal bli interessant å lese politirapporten om Israel under rettssaken. Galtung: Om klare linjer og tvisyn. Et svar til John Færseth

Trailer. Hele del II kan ses her, min. 58:16. Programmet er nået frem til 2011 skudmordene. Intet om 2010, 2009, 2008, 2007 ofrene. I Danmark synes folk at tro, at alt er fredeligt blot fordi dansk presse ikke har en pludselig Malmø-raptus. Det er der ikke. Se nedenfor. Del I er lagt på You Tube her:

Altså: Malmø har fast mellem syv og tolv drab om året gennem de senere år. I Århus, der befolkningsmæssigt er lidt mindre, var der i 2011 – nul drab. Se også Våldet i Malmö. Sammanfattning* för april 2012.

I Sverige er det en hel fridag, en helligdag. Helgdagar ska inte vara politiska, skriver en ungdomspolitiker, og det har han da ret i. Det er det ikke i Danmark, hvor 1 maj i Fælledparken er en afglans af sig selv. Jeg kan ikke rigtig stå for Benny Holst og Jesper Jensen anno 1971. Her er to sange fra deres LP “Den Første Maj”. Generationer af samfundsbevidste pædagoger er blevet gift og begravet til den. Der er 20 år til kommunismen falder, 30 år til 9/11. Henover 40 år står tiden stille i 294 sekunder og så er farvefotos i videoen henna-farvede. Men hvis man er til genren, så er Jan Toftlund nok den ægte vare.

UPDATE: En venlig læser har været i Fælledparken i København, og sender et par stemningsbilleder fra Demos’ bod (kan klikkes op i helstørrelse) “Rigtige børn sparker racister af cyklen”:

Selvgodhedens snerper

Frihedsaktivist Lars Andersen har meldt udviklingsminister Christian Friis Bach til politiet for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf. Udviklingsministeren har nemlig offentligt udtalt, at han “har desværre set alt for mange tilfælde af ældre hvide mænd med fattige unge sorte kvinde. Det er ikke kærlighed, det er desparat afhængighed, grænsende til udnyttelse.”

Udviklingsministerens udtalelse, der faldt i løbet af weekenden på en åben facebookprofil, er sandsynligvis i strid med § 266 b, der siger at “den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.” Du kan læse Lars Andersens eksemplariske anmeldelse herunder.LARS KRAGH ANDERSEN KØRER § 266 B PÅ UDVIKLINGSMINISTER CHRISTIAN FRIIS BACH

Sidst Jørgen Leth skulle korrekses for sin kunst og sit kærlighedsliv, kom det fra omegnen af ‘frisindets højborg, Politiken og Tøger Seidenfaden. Da denne har lovligt forfald nu, kommer det i stedet fra andre kredse omkring det Radikale parti, en udviklingsminister der er så god og rigtig, at han ikke magter at rumme det hele selv. Hans track record er så imponerende, at han allerede nu må være sikret en plads i paradis: organisationer som Amnesty International, U-landsimporten, WWF Verdensnaturfonden og FN-forbundet, initiativtager til dannelsen af Max Havelaar Fonden i Danmark. Fra 1997-2001 var han formand for Mellemfolkeligt Samvirke. Senest har han været med til at stifte Dansk Initiativ for Etisk Handel, han er også tidligere international chef i Folkekirkens Nødhjælp. Det er klart, at en så etisk person ikke kan lade Jørgen Leths privatliv gå upåagtet hen, men må udvide grænserne for, hvad der rager en minister. Det Radikale Venstre er det eneste rigtigt religiøse parti, vi har efter at DKP blev til en mikro-sekt. Det taler til et dybt savn i det moderne menneske efter en højere, autoritær retfærdighed, og så mangler vi en P.H. til at skrive en giftig vise om dem.- Minister: Nøgenfoto-udstilling kan legitimere dårlige forhold.

For ligesom at løfte perspektivet lidt, hør ”Jørgen Leths sidste rejse” – 24syv dokumentar. Den er helt frisk fra fad. Den elitære og folkelige Leth. Og De Radikale: Nyt pointsystem skal afgøre, om kærlighed til udlændinge er ægte.

Kurt Lundgren: Sandheden om EXPO

Apropos godhed når den slår over i det autoritære, så er der selvfølgelig de allerværste eksempler at hente i Sverige. Christian Friis Bach er kun en lille lomme-engel. Jeg surfede forbi Thoralf Alfssons blog og fik et pragtfuldt genhør med den afdøde journalist Kurt Lundgren. Han stemme savner jeg stadig i svensk debat, jeg startede min dag med Lundgren i årevis, så var der livsglæde og brændstof til resten af dagen. “Jeg håber at dette overklasseyngel Daniel Poohl kommer til at ruske tremmer en dag.” Det ‘halvkommunistiske, fascistiske, personregistrerede’ EXPO snylter desværre i bedste velgående videre på Sverige. 40 mio. kroner om året koster deres ekstremistiske propaganda.

Den radikale weekend

Af Drokles

En byge af radikaliserede udtalelser fra højtstående radikale politkere gjorde denne weekend til en i sandhed opsigtsvækkende weekend. Weekenden startede dog tidligt da den radikale Ligestillings- og Den Rette Trosminister Manu Sareen om torsdagen ved et debatarrangement i Korsgadehallen i København om tonen i debatten, sagde

Og for mig er der ingen tvivl om det været ikke kun har været et sort årti, men et sort kapitel i Danmarkshistorien, hvor vi har italesat og omtalt hinanden på den værst tænkelige måde.

Det sorte kapitel i Danmarkshistorien var den tone hvorved Manu Sareen opsummerede at Dansk Folkeparti havde været regeringsbærende. Manu Sareen kom derefter med det mest følelsesladede indlæg ifølge DR’s tilstedeværende journalist da han i samme tråd fortalte at familien Sareen med de små børn ikke følte sig velkomne i Danmark grundet tonen (tør man håbe på afrejse?). Og Sareen anklagede selvhelligt videre at der var “andre måder at italesætte de udfordringer vi står overfor“.

Omtrendt samtidig blev en gruppe af de “udfordringer” anholdt mistænkt for at ville bruge deresvåbenlager til terror. Motivet kender vi ikke, men med “udfordringernes” religiøse og etniske baggrund i betragtning drejer det sig sikkert om et had til frie ytringer, tegninger og jøder. I Odense lå “udfordringerne” i indbyrdes fladbrødskrig, noget ellers ukendt i dansk kultur og i Syddanmark er mere end hver tredie “udfordring” på støtten.

Udenfor Korsgadehallen, fortalte DR-journalisten udramatisk, havde tonen været lidt mere hård da der var blevet råbt og kastet med cykler, men det var overstået efter 10-15 minutter. Senere viste det sig at nogle sympatisører af Morten Messerschmidt var blevet overfaldet af et hurtigt sammensat tæskehold. Den radikale borgmester for beskæftigelses- og integration Anne Mee Allerslev mente at de voldelige overfald på politiske modstande var ‘civil ulydighed’ og at de overfaldne ved deres antagede holdninger selv var skyld i at være overfaldet. EkstraBladet

– Jeg synes ikke, at man skal provokere for provokationens skyld, selv om det er folks ret, og det er da klart en provokation for mange, at de dukker op til sådan et arrangement. Men samtidig er civil ulydighed heller aldrig ok, siger Anna Mee Allerslev (R)

Den radikale udviklingsminister fordømte levemanden Jørgen Leth’s privatliv fordi Leth kunne lide at have sex med en kvinde i en anden aldersgruppe, fra en anden indkomstgruppe og, måske værst af alt, med en anden hudfarve. Ifølge Politiken angreb ministeren borgerens privatliv med følgende svada

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) skrev i går på sin Facebook-profil, at hvis Jørgen Leth »tror, at hans forhold til en helt ung sort kvinde, fra begge sider handler om en ‘kærlighedsakt’ og … ‘lykke’ så er han for naiv«.

Indsigten i Leths privatliv hentede udviklingsministeren fra sin erfaring som bl.a.

Fortsæt med at læse ““Arbejdernes internationale kampdag””