Af Julia Caesar

Copyright Julia Caesar, Snaphanen och HRS. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

Sju år gammal är pojkpalten. En liten linlugg som tusentals andra. Nu står han framför den enorma vita byggnaden med en oro som stångas och hamrar i bröstet. Fyra våningar hög är byggnaden, ett riktigt slott. Ett så stort hus har han aldrig sett tidigare. Han håller sin nioårige bror hårt i handen. Den här dagen tar deras barndom slut, så mycket förstår de. Sanningen att säga har det inte varit så mycket bevänt med barndomen tidigare heller. Pojken är tre år gammal när hans mor dör och lämnar fadern ensam med sju barn. I fyra år har fadern försökt sköta både arbete och den stora barnaskaran. Nu går det inte längre. Den enorma vita byggnaden är socknens fattighus, och där lämnas pojken och hans bror in för att tillbringa resten av sin barndom. Sju år senare när pojken är fjorton år anses han vara vuxen nog att försörja sig själv och blir städslad som dräng på en bondgård. Lönen är mat och logi, två kostymer per år och 50 öre till jul och midsommar.

Vi vill inte gärna inse det. Men när vi betraktar det förflutna är det en spegelbild av oss själva och det samhälle vi byggt som vi ser. Under ett lager av tekniska och medicinska framsteg finns de människor som har levt före oss, de som byggde Sverige. Gör ett tankeexperiment och tänk bort bilar, flyg, datorer, Internet, telefoner, preventivmedel, legala aborter, antibiotika, vaccin, radio och television, sociala och medborgerliga rättigheter, rinnande vatten och centralvärme – allt det som vi i dag räknar som självklart. Fattigsverige – ett u-land – ligger inte så långt tillbaka som många vill tro. Bara en tunn hinna av modernitet skiljer oss som lever i dag från det förflutna.

Ett brutalt klassamhälle

Hundra år tillbaka är Sverige ett brutalt klassamhälle med avgrundsdjupa klyftor mellan rik och fattig, mellan utbildad och outbildad, mellan män och kvinnor. Stora delar av befolkningen lever i smuts, svält och armod. Vanliga barnsjukdomar skördar tusentals liv. Tuberkulosen härjar i trångboddhetens kyffen och tar både barns och vuxnas liv. Kvinnor dör i barnsäng och köksbordsaborter. Barn som föds utanför äktenskapet kallas ”oäkta”, och oönskade barn mördas i tusental av änglamakerskor, men också av sina egna föräldrar.

Alkoholmissbruket dränker landet i sprit och misär, lön för arbete betalas ofta i form av brännvin, och mängder av svenska män super ihjäl sig. Den framväxande industrialismen har påbörjat omvandlingen av Sverige från jordbrukarsamhälle till industrination, samtidigt som en ny egendomslös underklass av arbetare utan medborgerliga rättigheter växer fram.

När Karl Valdemar Lundgren kom till fattighuset

Så ser bakgrunden ut i grova drag när sjuårige Karl Valdemar Lundgren och hans bror kommer till fattighuset. Året är 1905. Han har fötts 1898 i en liten banvaktsstuga vid norra stambanan. Vid den här tiden är järnvägen landets oumbärliga och snabbt expanderande blodomlopp. Den sköter de nödvändiga transporterna av varor och människor långt innan det finns några bilar. Karl Valdemars far är banvakt, och järnvägen ska komma att bli pulsådern även i sonens liv. ”Statens kaka är liten men säker” heter det.

När modern dör 1901 försöker fadern hålla ihop den stora barnaskaran, samtidigt som han sköter sitt arbete. Det är långt före daghemmens och fritidshemmens tid.

”Min äldsta bror var då femton år. Min äldsta syster som var tretton fick sköta om oss så gott hon kunde. En syster som var åtta år fick komma till släktingar, och en syster som bara var nio månader fick komma till en kusin till min pappa som var gift och bosatt i samma by som vi” berättar Karl Valdemar många år senare.

”Ingen hjälp fanns att få, för far hade ju så liten lön och ingen ville väl arbeta för ingenting. Så flyttade vi, och min far fick arbete på godsmagasinet vid järnvägen. Min syster var hemma och hjälpte far ett tag medan vi var ganska små men tyckte väl att hon ville tjäna en egen slant, så hon tog plats i en familj. Vi fick ett fruntimmer som skulle sköta om oss. Men det var inte så stor ordning på henne, ty ibland var hon inte nykter och då vet man hur det blir. Till slut såg far att det inte gick längre, så han ansökte om att jag och min bror som var två år äldre fick komma in på fattigvården som det hette då. Man hade inget annat val.”

Fattiga auktioneras ut till lägstbjudande

Den obligatoriska intagningsritualen går via den stora lusugnen i gjutjärn i fattighusets källare. I den stoppas alla de nyintagna hjonens klädpaltor för avlusning. Hjonen själva får avlusningsmedel. Sedan kan de börja åtnjuta fattigvården i tacksam undergivenhet. På fattigstugorna runtom i landet blandas psykiskt sjuka – ”dårarna” – asociala personer, utvecklingsstörda – som vid den här tiden kallas ”efterblivna”, ”imbecilla” eller ”idioter”-, fysiskt handikappade, gamla människor och föräldralösa barn huller om buller med varandra. De kallas fattighushjon och har ett enda gemensamt: oförmågan att ta hand om sig själva. De ligger samhället till last.

När Karl Valdemar och hans bror kommer till fattighuset 1905 gäller 1847 års fattigvårdsförordning. Från att fattigvården sedan medeltiden hade varit kyrkans ansvar är det socknarna som ska ta hand om alla dem som inte kan försörja sig själva. Inte förrän 1956 ersätts fattigvårdslagen med lagen om socialhjälp. Fattigauktioner är vanliga under flera årtionden in på 1900-talet. Föräldralösa barn och andra som anses kunna arbeta och göra rätt för sig auktioneras ut som bonddrängar och annan arbetskraft till lägstbjudande. Har man tur kommer man till en ordentlig familj som ger en mat och husrum. Har man otur hamnar man på fattighuset.

Slottet på samhällets botten

Långt senare, 1960, ska en av de svenska arbetarförfattarna, Åke Wassing (1919-1972), beskriva fattighuset i den självbiografiska romanen ”Slottet i dalen”. Själv är han dödgrävarens pojke som placeras på fattighuset av samma skäl som Karl Valdemar Lundgren och hans bror. Fadern kan inte både arbeta och ta hand om barn. Mot sin vilja hamnar pojken som anstaltsbarn i detta samhällsslott, lyckas verkligen överleva fångenskapen och så småningom också återvända till stora landsvägen med de flesta av sina sinnen i behåll. Åke Wassing skriver:

”Det var en gång ett slott… Nej, varför det? Slottet är lika verkligt i dag som då. Det ligger i en dal som kallas samhällets botten, ty den måste ju något namn ha. Slottet är uppfört i fyra våningar vitrappat tegel som lyser så grant i solen att alla som kommer den stora landsvägen förbi måste stanna och utropa: ”Nej, men titta! Där ligger det ett slott. Där skulle jag vilja leva och dö.” En del får också sin vilja fram, de kommer dit, lever en tid och dör.”

Karl Valdemar Lundgren överlever fattighuset

Karl Valdemar Lundgren överlever fattighuset även han. Han och hans bror växer upp och ska livet ut behålla den nära relation till varandra som de haft under de svåra fattighusåren när allt de hade var varandra. Han vill helst inte tala om den tiden. Han bär alltihop inom sig. Den som har varit fattighushjon bär på en evig skam. När han äntligen vill berätta är han 75 år gammal och har bara ett år kvar att leva. Han är för svag att skriva själv, så han dikterar och hans hustru skriver med sirlig handstil. Han kallar fattighuset för ”ålderdomshemmet”, det var så det brukade kallas för att det låter bättre än ”fattighuset”. Ur hans berättelse stiger inte bara Karl Valdemar Lundgren och hans livsöde fram, utan också det Fattigsverige som vi nyligen har lämnat bakom oss. Nöden talar mellan de återhållsamma raderna, inte bara den fysiska utan framför allt den psykiska. Bakom upplevelserna finns ibland inte ett ”jag”, utan istället det mer neutrala och distanserade ”man”.

Kyrkoherden bjöd på kaffe

”Man fick ju mat och kläder och omvårdnad, fast man fick försaka mycket som barn får som växer upp i ett riktigt hem. Det var sträng disciplin, vi vågade inte göra något som vi inte hade lov till. En liten bit från ålderdomshemmet fanns en kälkbacke som dom kallade för Tröttbacken, dit gick vi några grabbar och åkte en dag utan lov, men när vi kom hem på kvällen fick vi stryk och fick gå och lägga oss utan mat, så det gjorde vi aldrig om mera.

Vi hade en lärarinna som var snäll mot oss barn. När vi gått färdigt i skolan hade vi avslutning, och kyrkoherden kom och hörde på oss och tyckte att vi var så duktiga att han bjöd oss på kaffe på Ekströms konditori. Det var en stor upplevelse för oss som inte var vana vid sådana saker. Jag fick springa ärenden åt ålderdomshemmet ibland, då brukade jag hälsa på en av mina äldre bröder som jobbade på bryggeriet. Jag brukade få en 25-öring av honom och ibland en läskedryck, och tänk vad man blev glad. Men denna min bror blev förkyld när han gjorde rekryten och fick TBC, så han dog och blev begravd på sanatoriets kyrkogård.

Två dagar efter att jag konfirmerats, jag var då fjorton år, kom en bonde och hämtade mig. Jag skulle komma till honom i Västanvik och hjälpa till på hans jordbruk med det jag kunde. Vattna och rykta hästarna och ge dom hö, hjälpa till med slåttern, bärga säden, ta upp potatis på hösten och göra alla möjliga småsysslor. För det fick jag mat, logi och kläder – en kostym på sommaren och en på vintern samt 50 öre till midsommar och 50 öre till jul. Jag var hos honom i två år. Sedan fick jag en annan plats där jag fick betalt några kronor varje månad. Då tyckte man att man var rik.”

Från u-land till Folkhem

Det land vi lever i har inte skapat sig självt. De människor som har levt före oss var de som med sina händers arbete byggde Välfärdssverige. Från ett u-land i svält, armod, religiöst förtryck och enorma klassklyftor till det Folkhem där det ”varken skulle finnas kelgrisar eller styvbarn”, som landets blivande statsminister Per Albin Hansson (s) sa när han skissade sin folkhemsvision i riksdagens remissdebatt 1928:

”Hemmets grundval är gemensamheten och samkänslan. Det goda hemmet känner icke till några privilegierade eller tillbakasatta, inga kelgrisar och inga styvbarn. Där ser icke den ene ner på den andre. Där försöker ingen skaffa sig fördel på andras bekostnad, den starke trycker icke ner och plundrar den svage. I det goda hemmet råder likhet, omtanke, samarbete och hjälpsamhet.”

Från 1932 börjar han och arbetarepartiet socialdemokraterna att bygga upp det Sverige där det ska råda likhet, omtanke, samarbete och hjälpsamhet. Utgångsläget är ett miljonhövdat proletariat av egendomslösa torpare och arbetare, de skymningslandets människor som utför hårt arbete för usel lön åt bönder och fabriksägare – i praktiken slavar utan några mänskliga rättigheter. Sådana som Karl Valdemar Lundgren som sliter för två kostymer per år och 50 öre till jul och midsommar. Då som nu finns det gott om människor som berikar sig och skaffar sig fördelar på andras bekostnad, och många är de starka som trycker ner och plundrar de svaga. Utan rösträtt har proletariatet ingenting att säga till om. De är arbetsmaskiner bara, som ska utnyttjas, slitas ut och kasseras.

Högtidligen utövar han sin rösträtt

När Per-Albin Hansson blir statsminister 1932 är Karl Valdemar Lundgren 34 år. Han och hans 30-åriga fru Elsa Viola är två av de svenskar som ingår i uppbyggnaden av det svenska Folkhemmet. 1921 har Karl Valdemar för första gången högtidligen fått utöva sin allmänna rösträtt. Rätten att rösta har ända fram till det året varit förbehållen de privilegierade, jordägande klasserna, och enbart män. Stoltheten kvillrar som en kanariefågel i bröstet på honom den där dagen när han går till vallokalen. Han har klätt sig fin, i mörk kostym och slips, och hatt på huvudet. Han hade aldrig vågat drömma så långt – att han, fattighuspojken, skulle bli en betrodd man med rätt att rösta i ett demokratiskt val.

Karl Valdemar arbetar vid järnvägen, som sin far. Han är en man i staten, på uniformen står det SJ som i Statens Järnvägar. Han reser på Norrland, med ständiga övernattningar i metropoler som Mellansel, Långsele och Östersund. Dagar och nätter arbetar han för att försörja sin familj. Barnbidragen är ännu inte uppfunna, de kommer först 1948. Tillsammans får han och Elsa Viola sex barn, varav ett dör vid späd ålder i en barnsjukdom. 1936 tar de det stora steg som representerar det definitiva uppsvinget för enkelt folk. Då köper de ett hus i stadens utkanter för den svindlande summan av 9 000 kronor. Ett stort rött trähus för den växande familjen.

När välståndet når utedassen

Fortsæt med at læse “Söndagskrönika: Landet som försvann”

Hver jul i årene 1963-69 modtog medlemmerne af The Beatles’ fanklub en såkaldt flexidisc med indspilninger lavet specielt til dem. Gruppens tilbageværende medlemmer og rettighedshavere vogter nidkært over deres eftermæle, og som så mange andre perler i gruppens samlede værker er julesinglerne aldrig blevet udsendt i almindelig cirkulation. Heldigvis er de lettilgængelige i uofficiel distribution ude på det vilde internet, og ingen fans bør snyde sig selv for denne herlige oplevelse. Det er fascinerende at høre hvordan singlerne udvikler sig i takt med gruppens egen musikalske og personlige udvikling – de første viser gruppen som unge mænd med den velkendte Liverpoolhumor der fik verden til at falde pladask for dem. Herefter stiger ambitionsniveauet markant, og singlerne fra 1966 og 1967 fremtræder som egentlige sketches med brug af de samme rødder som senere udmøntede sig i Monty Python, og med brug af alskens tekniske effekter. 1968-69 afspejler så gruppen under afvikling, med individuelle optagelser redigeret sammen (LFPC).

Nå ja, skriger og hyler som et vist andet herrefolk. I øjeblikket har de vist rigeligt at gøre frem for at erklære jihad mod Tyskland. I Syrien skal endnu en sekulær diktator væltes i løbet af få måneder – Syria’s Bashar al-Assad is doomed – Egypten står og vipper på randen af kaos og i det af os befriede Libyen lurer en modrevolution mod revolutionen. Man skulle tro det var krig nok, men jordanske rettroende vejrer mellemøstligt forår og den jordanske sheikh vil “den totalen Krig.” – “Islam er fred,” sommer er vinter og løgn er sandhed.

“We Declare Jihad Against… the German State, For Refusing to Allow Islam to Spread to the People of Germany… We Give Them a Choice: Either to Convert to Islam – Or to Pay the Jizya and Submit to the Laws of Islam”

Sheikh Ahmad Abu Al-Quddum is a leader of the Tahrir party in Jordan. According to Islamist forums, this was the first time a member of the Tahrir party appeared on a Jordanian television channel. Sheikh Ahmad Abu Quddum of Jordan’s Tahrir Party Discusses Jihad Against Germany, Pledges to Impose ‘Jizya’ Poll Tax on Non-Muslims, and Vows to Annihilate Israel.8,12. 2011.

Apropos herrefolk, så høre jeg i går programmet “Den store roman” på den nye radiostation, og det var interesant filosoffen Søren Gosvig Olesen inde og tale om sin bog Hitler- en introduktion. Han har selv oversat dele af Mein Kampf, det vil sige ført den tilbage fra de forskønnende, forståelsesfremmende oversættelser til hvor irrationelt, svulstigt, knudret og prætentiøst Hitler i virkeligheden udtrykker sig. Den kan være nok så meget bestseller i Mellemøsten, der er ikke én der kommer igennem den. Programmet handler og noget af det eneste Hitler i virkeligheden havde forstand på, nemlig at tale i timevis og forføre med sit foredrag, ikke sit indhold. Jeg ved det, for jeg læste den selv dengang livet var langt nok til så dårlige bøger. Det eneste man kan tage med sig fra den er, at det hele stod der inden det skete i virkeligheden. Altså: hvis nogen truer med noget, skal man overveje at stole på deres ord. Programmet anbefales meget.

Sverige får adgang til 80 procent af norsk data- og mobiltrafik

Stoler man nu nok på Big Mother og dialogpoliserne til det?

Svensk politi vil om kort tid få tilgang til nesten all e-post, og en stor del av SMS-er og mobilsamtaler inn og ut av Norge.Flertallet i den svenske riksdagen er nå enige om en lovendring som gir politiet rett til å overvåke tele- og datatrafikk mellom Sverige og utlandet.Store deler av denne trafikken går til og fra Norge.

Post- og teletilsynet rykker nå ut mot lovendringen og ber folk beskytte seg best mulig mot det svenske overvåkningsregimet: – Dette er en klar utvidelse av hjemmelen til å lese trafikk til og fra Norge. Vi anbefaler alle til å ta forholdsregler og beskytte sensitivt innhold som sendes til mottagere i utlandet, sier Ørnulf Storm i Post- og teletilsynet, til VG. Svensk politi får overvåke din mobiltrafikk og e-post.

Hvor kommer alt det had dog fra?

C’est le Coran, stupide. Mit franske er efterhånden temmelig rustent, men så meget desto mere skræmmende er det at ingen semantik kan formilde udtrykket i denne video. Der bliver allahuakbaret og råbt død over jøderne, og sværdet på Hamas’ flag er et internationalt piktogram der betyder ‘islam’. Disse mennesker skulle hjemsendes fra Europa tres tres vite (LFPC).

Sort snak for vulgærateister: De store spørgsmål

Historien fra hotair.com handler om at amerikanske kongresmedlemmer ikke må ønske Merry Christmas i breve sendt fra kongressens postkontor, men derimod gerne ‘Happy Holidays’. En i sig selv interessant ny facet i den løbende fortælling om kulturel selvafvikling, men Tina Korbe runder historien af med en fremragende opsummering af hvad det er der driver mennesket til at søge svar i religion. På få linjer får hun sat ord på de indlysende dimensioner i menneskelivet der er fuldstændigt fraværende i tidens gøglende monomane folkeateisme på nettet og i læserbreve – religion er for svage mennesker / religion er skyld i alskens krig og ulykker / religion er fantasifuldt hokuspokus som oplyste mennesker som netskribenten har gennemskuet, etc. etc. (LFPC).

[…] An unrelated by related thought for both the PC police and that particular brand of atheist who finds public Nativity displays offensive: Freedom from religion isn’t really possible. Why? Let’s think about it for a moment. What is religion, really, but an attempt to grapple with certain inescapable, inevitable, unavoidable, pesky, problematic questions that plague all of us at one time or another? Questions like: Who am I? Why am I here? What is the meaning of life? And, above all: What happens when we die? Adults sometimes like to toss these questions aside as adolescent incoherence, but they’re not adolescent, even if they are elementary. Not everybody accepts divine revelation, but everybody has a suspicion of an answer to these questions. Let’s work with the last one, as that’s inexplicably the simplest. What happens when we die? Few of us can speak from experience. But, in general, people believe one of two things about it. Either we enter a different kind of existence or we simply cease to exist. Either of those beliefs is the foundation for an eschatology of sorts. Which eschatology you choose, in turn, informs your soteriology. If you believe in existence after death, you will likely seek some kind of eternal salvation — a happy otherworldly existence, in other words — and that will likely require some kind of savior. If you don’t, you’ll look for some kind of salvation here on earth (progress, perhaps, or utopia). Your eschatology and soteriology will inform your morality … and so on and so forth until you have adopted for yourself some kind of rudimentary religion. It might not be the right one — it might not be true — but it’s a religion, nevertheless. It’s no good to seek to avoid every reminder of the questions you don’t want to ask yourself. They’re inside of you, waiting to ambush when a loved one dies or when a child is born or when you lose a job or gain one. The only mature way to grapple with them is to embrace them, to follow where they lead. Those people seeking freedom from religion would be surprised at the freedom they’d find if they would. Tina Korbe: Congressmen can’t say “Merry Christmas” in mail

Vanity Fair: The Immortal Rejoinders of Christopher Hitchens.

He led a picaresque, bohemian life of intellectual enquiry, literary criticism and many long lunches and late nights. Contrariness and controversy were never far away. He began his journalistic career firmly on the left but in later life was attacked by former comrades for becoming a strong supporter of President George W Bush’s wars in Iraq and Afghanistan.For Hitchens there was no contradiction – his new target was “Islamo-fascism” a term he is thought to have coined. Christopher Hitchens on life, death and lobster. (Se også: Christopher Hitchens and Tariq Ramadan Debate.)

“Det är uteslutande muslimer”

Langt flertallet af svenske politikere og medier er for fejge til at nævne Malmøs racister og jødehadere ved navn, og så må jøderne jo selv gøre det. Sandheden kommer altid frem, unanset hvor upopulær den er, men fremtiden ser sort ud alligevel. Når det spås, at der ikke længere findes jøder i Antwerpen om 50 år, så er der heller ingen tilbage i Malmø eller i hele Sverige, for den sags skyld. Demografi er trumf. Det er realiteterne på gadeplan barberet for politiker-flomme.

”Vi accepterar inte antisemitiska strömningar”. Vi finns. Vi har rätt att gå på Malmös gator utan att behöva dölja våra symboler. Och vi kan inte skrämmas bort.Det var det budskap som en liten grupp judar ville förmedla till resten av staden när de i lördags trots­ade stormvindarna och i grupp, iförda kippor och Davidsstjärnor, gick den knappa kilometern mellan synagogan och Triangeln – på malmöitiska Triangelen – en av stadens knutpunkter.
– Det var alltså ingen demonstration. Däremot en värdig promenad, utan plakat men med våra judiska symboler, för att visa att vi inte accepterar de antisemitiska strömningarna i Malmö, säger Fredrik Sieradzki, ordförande i informationskommittén i Judiska församlingen i Malmö. [..]

– Men annars är det i miljöer där den judiska identiteten är känd som trakasserierna förekommer och i synnerhet drabbas våra skolungdomar, fortsätter Fredrik Sieradzki.Frågan, vilka det är som ligger bakom hetsen, besvarar han utan att sväva på målet:
– Det är uteslutande muslimer. Vi har ett problem i Malmö; att här finns muslimer som inte gillar judar. Men det är något som media väljer att förtiga. Att tala om det anses inte politiskt korrekt och man är väl rädd för att framstå som rasistisk. Men man måste ju ändå säga sanningen.Nu sätter Malmös judar ner foten.

“At sige glædelig jul er værre end hor og drab”

Forandringsuparathed

Jeg plejer at drille mig selv med, at jeg hader enhver forandring ,selv til det bedre. Det er ikke helt sandt, men det er heller ikke helt løgn. De forandringer jeg selv laver, kan jeg acceptere, men jeg kunne ikke acceptere at bloggen overnight så anderledes ud, selvom jeg medgiver at den kunne være kønnere. Det kan den blive, men foreløbig er den tilbage ved det gamle, og jeg kan skrive igen befriet for forandringsuparat væmmelse.

Tove Ditlevsen skrev i sin allersidste bog, En Sibylles Bekendelser fra 1976, essayet “Min skrivemaskine.” Det er lige så mange år siden, jeg har læst det, men jeg husker hendes grænseløse tilknytning til sin skrivemaskine, en østtysk Erika model 1958 fra Dresden. Den var uopslidelig, fungerede altid og skulle kun have skiftet farvebånd en gang om året og en tur til rensning for cigaretaske og brødkrummer en gang imellem. Den var af metal, havde en helstøbt valse og vejede antagelig over 10 kg, selvom den kaldtes en rejseskrivemaskine var det en maskine, der gav motion. Hun kunne ikke skrive på andet, heller ikke selvom Gyldendal prakkede hende en elektrisk skrivemaskine på i bedste mening.

Jeg har selv haft sådan en siden jeg lavede skoleblad fra 10-års alderen, det er derfor jeg kalder den “Model Tove Ditlevsen” og jeg har den endnu. Den har rejst med mig jorden rundt, den har taget ækvatordåben og holdt mig i forbindelse med forlængst midaldrende skønheder derhjemme via luftpostpapir, den har endda skrevet læserbreve i Politiken (!) Jeg kan ikke få det over mig, at smide den ud. Jeg kan lige præcis føle tasterne i fingrene, hvilket tryk der skulle til at få dem ned, hvornår man endnu kunne fortryde, så man ikke skulle igang med radérpapir, – det var en anden måde at skrive på, sætningen skulle være klar i hovedet, inden man begyndte at skrive den ned. Og hvordan den lød når valsen kørte ud mod venstre til det lille “kling”, der betød at man skulle hive i linjeskifteren oppe til venstre. Den var også af solidt metal. Det var og er en smuk maskine, og det er ganske ufatteligt, at det var DDR der producerede den.

Fabrikken i Dresden gik ned i 1969, et udmærket bevis på at man ikke kan drive forretning på at lave evighedsmaskiner. Det var først i år 2000 nogen med anseelig overtalelse fik mig til at købe en computer, som jeg indtil da havde set på med den allerstørste foragt. Havde hun ikke gjort det, var der ikke blevet nogen blog, og var der ikke det, var jeg ikke begyndt at tage video, som jeg også så på med foragt. Sådan går det, og man ved aldrig hvor man havner, eller hvem der overhovedet styrer det hele. Der er skumle kræfter på spil.Dette kun for at sige, at nu ligner bloggen sit gamle jeg, så man kan få lidt fred.

SVT´s program Heligt Krig fra i går, var en udsendelse med et formål som i snesevis af andre fra SVT programmer gennem årene. SVT er altid TV med et formål,  man ser dem ikke lave neutralt undersøgende programmer, som f.eks. det om English Defence League, som DR 2 sendte den 31.8, når talen falder på islam og indvandring. Det er uden interesse, for SVT´s eneste formål var at forbinde Breviks forbrydelse til Sverigedemokraterne via Kent Ekeroth, og det formål underlægger deres journalistik sig nærmest pr. instinkt. Programmets artikler antyder diskret, hvilken vej vinden blæser: SD-man aktiv i rörelse som manar till våld. “Rörelsen” er counterjihad, en løst sammensat græsrodsbevægelse uden medlemskab, men med prominente foredragsholdere, som vi skal høre mere om.

Tilsnigelserne og fordrejningerne i Uppdrag Granskning er for mange til at komme ind på, men lad os fremdrage to tilfældige: Mailadresserne på de 1000, Breivik sendte sin sidste mail med manifestet til – ikke én af de personer Breivik citerer, har modtaget mailen, ikke én der på noget tidspunkt har optrådt på et Counterjihad møde, har modtaget mailen. Ganske underligt når programmet om lidt forbinder Breivik med dem. Mødet i København i  foråret 2007 foregik ikke på Arbejdermuseets ølkælder, som SVT beskriver på en måde, der næsten kun mangler underlægningsmusik fra en Hitchcock film, men såmænd på ex-kommunisten, forhenværende MF Preben Møller Hansens kro. Han overværede det hele fra et hjørne, for han havde sin særlige erfaringsbaserede viden og mening om islam fra mange år som sømand. Møller Hansen ville i Sverige have været vänsterpartist, havde det ikke været for partiets nærmest kriminelle blåøjethed hvad angår islam.

Gates of Vienna og Uriasposten har skrevet om programmet i går, men Kim Møller har ikke deltaget i de omtalte Counterjihad-møder, der er helt centrale i programmet, og GoV er ikke vant til at afkode svensk TV og forstår ikke svensk. Derfor må vi nødtvungent skrive et par linjer i stedet for at følge den umiddelbare impuls, nemlig at ignorere SVT som livet virkelig ikke er langt nok til.

I går drejede det sig altså om at få gnisten til at springe helt fra terroristen Anders Breivik til Sverigedemokraterne og SD-medlem Kent Ekeroth. Det er er længere spring, hvortil behøves nogle mellemstationer. Først etablerer SVT forbindelsen mellem Breivik og English Defence League, dels ved hjælp af masser af demonstrationsbilleder, dels ved enkelt-voldtilfælde og dels ved vidner som “tempelridderen” Paul Ray (Lionheart) på Malta, der er flygtet fra Luton fordi kriminelle muslimer bragte hans liv i fare. Han siger ikke gerne siger nej til at komme i TV eller møde frivilligt op hos norsk politi, selvom ingen har spurgt efter ham. En linselus og en løs kanon, men nu ved vi altså, at English Defence League, er et fedt: voldelige højreekstremister og potentielle massemordere. EDL kan selvfølgelig diskuteres, men set fra Danmark er de først og fremmest interessante som en symptom på en demokratisk forsømmelse. Den er tilstede i England og i Sverige, men ikke f.eks i Holland og Danmark, selvom der vist er ti forkølede mennesker nede på Lolland, der kalder sig Danish Defence League. Det er politikikernes opgave at sørge for, at de aldrig bliver en folkebevægelse, hvis de magter den.

Nu har vi de voldsparate højreekstremister på plads. Så skal gnisten springe til den intellektuelle samfunds- og islamkritik, det løse netværk Counterjihadbevægelsen. Her må SVT bøje polerne på tændrøret ved hjælp af to oprørte udtalelser fremsat lige efter Utøya af Alan Lake og to citater af Peder Jensen/Fjordman, hvoraf det ene slet ikke er af ham, men af den amerikanske forfatter og neurobiolog Sam Harris. SVT påstår som et faktujm, at Alan Lake er medlem af og har financieret EDL med store beløb, noget der helt benægtes af formand Tommy Robinson. Han fremstilles som central i Counterjihad-netværket, men har kun har talt på ét møde som en taler blandt mange. Han er så perifer at jeg, da The Telegraph forrige år spurgte mig om jeg kendte ham måtte sige, at det var jeg ikke sikker på. Til ære for denne blogpost, måtte jeg spørge en ven, om jeg nogensinde har mødt ham, og det har jeg så uden at opdage det. Noget af en grå eminence! Han reder selv sine mildest talt uheldige udtalelser  ud i programmet, at han fortrød dem og at de kun lå online i mindre end 24 timer. Dernæst fremholder SVT to Peder Jensen citater, hvoraf det første er blevet berømt, selvom det dårligt kan siges at være en opmuntring til vold og mord:

I started out writing about Islam, and I still stand by every statement I have ever made about Islam and Muslims. Yes, the Islamic creed by itself is inherently violent. No, it cannot be reformed, and Islam in any way, shape or form does not belong in the West. Islam, and all those who practice it, must be totally and physically removed from the entire Western world. When Treason Becomes The Norm: Why The Proposition Nation, Not Islam, Is Our Primary Enemy, 9 juni 2011.

As Sam Francis reminded us, “every real nation is a country of a common blood. The only nations that claim to be defined by creeds are — come to think of it —totalitarian states. The Soviet Union, a 20th century descendant of the French Revolution, really was a credal nation, and it survived only because it rested on the same Terror that reigned in France. When the common blood dries up and the civilization founded on it withers, all that’s left is the state.” When Treason Becomes The Norm: Why The Proposition Nation, Not Islam, Is Our Primary Enemy, 9 juni 2011.

Fjordman selv kalder det første citat det mest vidtgående, han nogensinde har skrevet, og jeg ville ikke selv skrive sådan, så meget desto mere, som det er helt urealistisk at drømme sig islam bort, men Peder Jensen har ret til at skrive hvad han vil indenfor loven, og det er en hel del mindre rabiat end hvad muslimer over hele Europa har sagt offentligt og ustraffet. Det andet citat er som sagt ikke af Fjordman, men af Sam Harris.

Alan Lake og Fjordman er altså hele krumtappen, Uppdrag Granskning drejer sig om. De er selve forbindelsen mellem Breiviks forbrydelser og den artikulerede kritik af islam og indvandringen, som det er SVT´s eksistensberettigelse at skamme ud af den demokratiske samtale, så den senere truer med at dukke op som ren gadefascisme, ikke mindst i Sverige. Udarter det en dag til det, bærer SVT på et tungt medansvar.

Når rubrikken her hedder SVT´s frygtsomme kommisærer, så er det  1) fordi SVT politiserer og svigter sin demokratiske alsidighedsforpligtelse og  2) er frygtsomme, fordi de ikke tør konfrontere Counterjihadnetværkets scholars, parlamentarikere, historikere, advokater, journalister, men trækker enkelte ud, som de tilmed er nødt til at bøje, så de passer til formålet. Jeg har hørt de fleste af dem, og jeg kan forsikre om, at det ikke er ekstremister, der opfordrer til vold.

SVT  er den løkke, der ligger om Sveriges hals, og svenskerne er tilmed tvungne til selv at betale for rebet. SVT er ikke bare utilstedligt, politisk ensidigt, de er antidemokrater gennem at støtte riksdagsflertallets storstilede en bortgivelse af landet, som det svenske folk aldrig er blevet taget med på råd om, og til det formål er de så fulde af løgn som det til enhver tid kræves. Her taler Ekeroth og EXPO i munden på hinanden i otte minutter, arketypisk TV:

Programmet Heligt krig, 58 minutter kan ses her. I SVT Debatt kl.22 i aften diskuteres udsendelsen fra i går. Her taler Kent Ekeroth og EXPO i munden på hinanden i otte minutter, sådan som TV skal være.

Historien her fra Pakistan, det ultimativt blasfemi-paranoide helvede på jorden, er desværre triviel. Men den illustrerer det muezzin-råbende hykleri som professor Jakob Skovgaard-Petersen og andre autoriserede akademikere samt islamofile i almindelighed lægger for dagen når de beskylder islamkritikere for at lægge alt for meget vægt på de religiøse tekster. Underforstået: Sofistikerede mennesker ved godt at islam er en helt utrolig varieret størrelse, og at almindelige muslimer knapt nok ved hvad der står i Koranen og ahadith.

Sagen er jo, at der i muslimske lande lægges langt mere vægt på Koranen end vi nogensinde vil være i stand til. Og også i vestlige lande kan afbrænding af papir påtrykt bemeldte skrift faktisk lande én i fængsel. Så vægtlægningen eksisterer helt uafhængigt af os, og en forkert tilgang til den ‘evige og uskabte’ Koran kan koste én livet.

Den virkelige historie er derfor hvorfor denne åbenlyse kendsgerning forsøges retoucheret væk, som i Skovgaards tilfælde ved fjoget henvisning til “grønspættebogen”, som det hed i den kronik af ham vi omtalte for et par dage siden. Et andet velkendt afledningsfif er den med at vi har “islam på hjernen”. Ingen har næppe mere islam på hjernen end de uvaskede horder i Pakistan. Skovgaard-Petersen og andre ved jo godt alt dette. Findes der ret mange andre mulige forklaringer på proportions- og perspektivforskydningen end forsætlig manipulation i erkendelsen af at det der er relevant for offentligheden er såre usofistikerede værdidomme, og ikke den helt utrolige mangfoldighed i et dynamisk samspil med italesatte variable de føler sig kaldet til at missionere for? (LFPC)

LAHORE: Shahdara police have arrested a Christian man after a charged mob blocked GT Road for three hours demanding that he be booked in a blasphemy case for burning pages of the Holy Quran.

The police registered an FIR under Section 295-B of the Pakistan Penal Code against Khurram Masih on the complaint of Zulfiqar Ali and arrested him on Monday night. Masih was produced before a judicial magistrate on Wednesday and remanded in judicial custody.

A mob of about a thousand people wielding sticks took to GT Road at Shahdara Chowk and blocked traffic with burning tyres on both sides of the road.

They damaged several vehicles and later ransacked Shahdara Town police station. Senior police officials went to the scene and appeased the protesters with promises to arrest the accused. […] Blasphemy case: Christian man arrested for burning Quranic pages (Pakistan billed 4th saddest country in world)

 

(NB: Nogle ubehagelige billeder midt i, Levant advarer inden.)

Libyska soldater i Skåne

Af Thomas Nydahl

Igår meddelade Lunds universitetssjukhus att de inte har en enda ledig vårdplats och att pengarna är slut. Ett enda exempel, alla vet att man kunde rada upp dem, oändligt. Sjukvården i Skåne går på knä. Köerna blir allt längre.

För någon vecka sedan meddelade Skåne-landstinget att man skulle låta en delegation flyga till Libyen för att hämta krigsskadade män till vårt län och ge dem vård. Det ansågs det finnas utrymme och resurser till.

Det fanns reservationer. Människor var skeptiska. Erfarenheten från Danmark, mindre än en månad gammal, visade hur svårt det kunde bli. Att ta emot män från den arabiska fronten var kanske inte så enkelt som man kunde tro. Nu är de här. I Lund, i Trelleborg, i Hässleholm och i Kristianstad. När de flögs hit undrade jag över om urvalet endast skett på medicinska grunder, eller om landstingets herrar också funderat på klaner och andra identiteter i det libyska samhället. De aspekterna är bra mycket viktigare än vad herrarna i Skånehuset ens kan föreställa sig. Eller är det så enkelt att Sverige på grund av deltagandet i sönderbombandet av Libyen har en moralisk/ekonomisk förpliktelse gentemot landets soldater?

Uppenbarligen visste och förstod de ingenting alls av det. De flög ner, besiktigade skadorna och valde de män de ville vårda i den skånska idyllen.

I Åhus, där vi vanligtvis njuter av havet, har man byggt ett antal nya, åttakantiga hus. För sommargäster. Där inhystes för dryga 48 timmar sedan de krigsskadade männen. För 24 timmar sedan bröt helvetet ut. Knivslagsmål. Poliserna som larmats till platsen attackerades och tvingades skjuta skarpt.

Vad är det vi gör? Hur naiva får vi bli? Jag är bara dum som använder ordet vi. Vad det handlar om är med all säkerhet en naiv svensk tjänstemannaklass som tror sig fixa bra affärskontrakt med den nya, islamiska, överheten i Libyen. De kommer att misslyckas. Vreden och rädslan som nu finns bland invånarna i Åhus har säkert sin motsvarighet på andra orter dit man tagit krigstaggade, hetsiga unga arabiska män som gärna fortsätter att slåss.

Egyptisk protest over Wilders’ ytringsfrihed

Egypt is concerned about a book that Freedom Party leader Geert Wilders plans to publish in the spring. Earlier today, the German Press Agency DPA reported that Dutch ambassador Susan Blankhart was summoned by the Egyptian Foreign Minister in November to explain anti-Islamic comments by the controversial MP.

According to diplomats, Egypt says it is unable to ignore Mr Wilders unacceptable behaviour. In early November, Egypt refused to issue a visum to Freedom Party MP Raymond de Roon after Mr De Roon accused Cairo of the ethnic cleansing of Christians Copts. As a result a parliamentary foreign affairs delegation of Dutch MPs cancelled a working visit to the Arab country. […] Egypt summoned ambassador over Wilders

Ikke min brors vogter
Der er en vis debat, især i Norge, om hvorvidt man bør udgive en eventuel bog skrevet af massemorderen Anders Breivik.
Det er da værd at diskutere, men umiddelbart kan jeg ikke se, at det kræver en særlig slags overvejelse. For det første må forlagene jo vurdere markedet, ganske som de plejer – vil der være salg i sådan et værk? For det andet må de vurdere værket som de plejer – er det sammenhængende, velskrevet, interessant?
Svaret på begge dele er jo nok et ja – der vil være interesse på markedet, og manuskriptet kan gives en form, så det er læseværdigt.
Problemet er selvfølgelig mere, hvorvidt man ønsker at udbrede hans tanker og holdninger i en bredere kreds. Men bør forlagene overhovedet være ledvogtere for offentlighedens adgang til noget som helst synspunkt, der er interesse omkring? Præmissen for diskussionen synes at være, at de har mulighed for at hindre udbredelsen af et bestemt tankesæt, og sådan forholder det sig jo heldigvis ikke.
Det andet argument imod at et regulært forlag udgiver Anders Breiviks eventuelle bog er, at det vil tildele ham en status, han ikke bør have. Kendt og berygtet er han dog i forvejen, så dét skib er sejlet, men bogen vil jo uden tvivl fremstille ham selv og hans gerninger i det bedst tænkelige lys, og er det nu rimeligt? Ja, for enhver der læser bogen vil vide præcis hvad han har gjort – at det hele endte med en nådesløs nedskydning af 69 ubevæbnede mennesker. Det er en uflyttelig kendsgerning.

Fortsæt med at læse ““Arabisk forår” – velbekomme!”

Dansk politi på patrulje i Sønderborg stopper bosnier uden kørekort for 44. gang. Får danske betjente et ordenligt smudstillæg af de politikere, der har gjort dette ved deres psykiske arbejdsmiljø? Man må virkelig håbe, at de to betjente er lidt venligere end normalt på grund af TV holdet. Hvad laver den infantile skrigabe i Danmark, udover at terrorisere politiet og koste formuer? English subtitled version here forsøgt oversat af undertegnede.

Hvornår er man terrorist?

En marokkansk muslim og våben-narkotika-sex og vaneforbryder, Nordine Amrani, skal møde op hos politiet, men går i stedet op på taget af en bygning hvorfra han bombarderer og beskyder civilbefolkningen og dræber indtil videre 6 og sårer 132. Han går ikke til angreb på politiet i “justistpalæet”. Aviser og belgiske politikere kalder det “en isoleret hændelse, ikke terror.”“Vi kender ikke motivet, men det er ikke teror.” “Manden er våbenfanatiker,” siger politiet. Det forklarer jo alt.

Samme dag i Firenze går forfatteren Gianluca Casseri til angreb og dræber to og sårer to senegalesere i Firenze. Mordet har racistiske motiver, skriver alle tingængelige medier samstemmende. Det er da højst sandsynligt. Han var medlem af Casa (Ezra) Pound, en identitær bevægelse, dyrkede Nietzsche og udgav et tidsskrift om J.R.R Tolkien.Casa Pound tager afstand fra hans handling, mens mere rabiate italienere hylder ham som en helt. Her demonstrerer sorte og råber racister, her og er rasende sorte ved at splitte byen ad og gå til angreb på indfødte. (video).

Men facit er, at vi ikke ved mere om den enes motiver end om den andens, og begge begik de selvmord så vi kan ikke spørge dem. Hvad vi ved er, at mord på senegalesere i Firenze a priori er racistisk terror, mens massemord på civile belgiere begået af en kriminel muslim, der ikke er sindssyg, på forhånd udelukkes som terror eller racisme. “Det er en enkeltstående hændelse,” forsikrer belgiske politikere bævende stemme, som om de skulle kom det alle tænker i forkøbet. Altså: Breivik er utvivlsomt terrorist. Gianluca Casseri er en racistisk terrorist. Nordine Amrani er “en enkelstående våbenfanatiker.” Jeg tror, vi har nærmet os svaret på, hvornår man er terrorist. Borgerne i den gamle kulmineby Liège var terroriserede uanset hvad: GRAPHIC: Amateur video of Belgium grenade attack aftermath og:

En kultur der svælger i “patetisk selv-heroiserende navne”

Der er ordspil og let ironi på den ene side, og der er taget-for-givet identifikation på den anden. Det taget-for-givne kan man nok roligt fastslå som en kendsgerning, fordi det som arabisk navngivning refererer til bevogtes med et hysteri og en voldsparathed der ikke er af denne verden.

Men professor Jakob Skovgaard-Petersen kunne, som vi så det i går, vrisse hånligt af de valgte blognavne Uriasposten og Snaphanen. Det rejser selvfølgelig det interessante spørgsmål hvordan Skovgaard-Petersen bærer sig ad med at opsætte vandtætte skotter mellem sproglige koder i hans egen kultur, og så dem der eksisterer i de kulturer han ernærer sig ved at beskæftige sig med. Hvis harmløse navne som Uriasposten og Snaphanen kan afføde en aggressiv reaktion som hans ord i WA om at vi havde valgt “patetisk selv-heroiserende navne”, hvordan håndterer han så en kultur der er sovset ind i grandiositet, voldelighed, vulgaritet og selvhøjtidelighed, som den arabiske er det? Det må da udgøre en voldsom udfordring at betragte araberne med akademisk distancerede øjne, vel vidende at deres referencer er så meget værre end benævnte danske blogs’? Man undres. For det drejer sig vel ikke om noget så simpelt som reflektorisk accept af det de ædle vilde nu går rundt og foretager sig i de varme lande?

Det er oplagt her at nævne Saif “Sværd” Gadaffi, den detroniserede darling hos sofistikerede politikere og intellektuelle som Tony Blair og Anthony Giddens. Man skulle mene at det ville have været oplagt med et simpelt spørgsmål om hvorfor deres ph.d-protegé dog bar et så patetisk selv-heroiserende navn, og hvem dette “sværd” monstro var rettet imod? Man kan også kigge på en alfabetisk liste over arabiske/muslimske navne og deres betydning. Her et lille udvalg af oversættelser fra listen over navne med begyndelsesbogstav A:

Retfærdig; verden; sublim/ophøjet; civiliseret; intelligent; respektabel mand; af den allerhøjeste styrke; dristig/modig; person som undgår synd; Guds gave; islamisk kriger; veltalende; den allerstørste; retfærdighed; stedet hvor jord og himmel mødes; ren/kysk/from; ærlig; knejsende som et bjerg; lysende klar/velhavende/solen; bedste/ypperste; stærk; den højst priste; den bedste af alle; vis; stjerne/god mand; tapper soldat; løve; morgenens lys.

Som et minimum må man antage at Skovgaard-Petersen må iføre sig særlige briller når han arbejder, men dette er måske det der kaldes ‘the soft bigotry of low expectations’? (LFPC)

Sfinxens udsatte fremtid i det nye Egypten

Partiet Al-Nour blev nr. to vinder efter Broderskabet ved det nylige valg (LFPC).

[…] During the campaign, leading members of the Al-Nour Party seemed as if they came from a different era; it was a sharp contrast to Egypt’s liberal tradition. For instance, when party spokesman Abdul Munaim al-Shahat appeared on a TV talk show, he insisted that a divider be set up between himself and a female guest. In his most recent demand, he calls upon Egyptians to “destroy the temples!” He wants Egypt to finally put an end to the “idolatrous worship” of its pharaonic heritage. If Shahat had his way, sculptures, statues and portraits spanning 5,000 years of Egyptian history would be covered with a layer of chalk, and pharaonic street names would be Islamicized. […] Egypt Faces a Hardline Islamic Future

Med bla. Michael Ledeen om Iran og Walid Al Kubaishi. CBN 13 december.

Peder Jensen: Tull om islam
Af Peder Jensen, alias Fjordman, en replik i dag i papirudgaven af Adresseavisen til Store ord fortjener motbør, d. 9.12.2011.

Skribent Trygve Lundemo mener det faktum at psykiatrisk sakkyndige har gitt Anders Behring Breivik diagnosen paranoid schizofreni ikke bør skygge for at han via internett var del av et internasjonalt miljø med antiislamske “og andre ekstreme holdninger.”

Det er overhodet ikke noe ekstremt ved å mislike islam. Ordet islamofobi er meningsløst. Islamske skrifter oppfordrer klart til aggresjon, vold og hat mot andre, noe som dessverre ofte praktiseres. Ikke-muslimer har derfor grunn til å være skeptiske overfor islam. Dette er ikke noen “fobi”, altså en irrasjonell eller sterkt overdrevet frykt som å være redd for mus, men en godt fundert skepsis.

Jeg blir satt i sammenheng med Breivik, en erklært sinnssyk person jeg aldri noensinne har møtt. Et stort antall mennesker ble sitert i ABBs såkalte manifest, åpenbart mot deres vilje. Blant de mest militante var Winston Churchill og John F. Kennedy. Det var president Kennedy som uttalte at de som gjør en fredelig revolusjon umulig vil gjøre en voldelig revolusjon uunngåelig.

Per Anders Madsen, redaktør i Aftenposten, konkluderer med at det kanskje ikke var en ideologi som motiverte ABB, men at han tvert imot lette etter noe som kunne brukes som unnskyldning for hans egen, allerede eksisterende morderiske paranoia. “Ideologen ble ikke drapsmann, men drapsmannen ble ideolog.” Breivik var en ensom, forstyrret ulv på leting etter en flokk han kunne gjemme seg bak. Hvilken flokk det ble var nokså tilfeldig.

Adresseavisen hevder at en psykotisk drapsmann fra 2008 kan ha blitt påvirket av et miljø jeg visstnok er en del av. Aftenposten nevner Stormfront, et nynazistisk nettsted jeg aldri har postet på, og roguesci.org. Dette siste hadde jeg ikke en gang hørt om før, men jeg ser at det omhandler pyroteknologi, også bomber. Adresseavisen antyder altså at jeg er en del av et miljø av nynazister som snekrer bomber hjemme. Dette er klart uriktige og antageligvis injurierende påstander.

Nynazister misliker meg, blant annet fordi jeg er pro-israelsk. Det har gått rykter i mange år om at Fjordman egentlig skjuler en gruppe som jobber for CIA. Ironisk nok styrket disse ryktene seg i nynazistiske miljøer etter at jeg stod frem. Det finnes flere nettsteder som hevder at jeg er israelsk agent med en mistenkelig jødisk nese. Kommunister liker meg ikke heller, og det gjør definitivt ikke islamske grupper. Det betyr at alle de mest dødelige og undertrykkende ideologiene i verden hater oppsynet mitt, noe jeg personlig er ganske fornøyd med.

I mange vesttyske byer er der områder med en høj andel af udlændinge. Tyske unge er i disse allerede er i mindretal og er nu udsat for en daglig aggression af en ​​intensitet og brutalitet, der forlængst har overskredet det tålelige niveau. Det drejer sig altså ikke om en integrationsproblem, der hurtigt ville kunne løses. Tyskere kommer i mindretal i deres eget land og bliver af et agressivt, dynamisk flertal stillet over for valget mellem at tilpasse sig eller forlade bydelen, eller løbe den daglige spidsrod mellem forulempelser som “lorte-tysker” eller “tyske luderkælling.”

Vold imod tyskere er et problem alle kender, men som næsten ingen taler offentligt om. Derved bliver ofrene ubeskyttede i deres eget land. Tyske ofre har ingen lobby blandt deres landmænd, som er aktive i politik. Fortielsen og bagatelliseringen af problemet forværrer og forvrider billedet af situationen. Selv statsorganer som politiet har delvis opgivet deres magtmonopol eller opretholder det kun ved opbydelsen af deres yderste kræfter.

“Tyske ofre, fremmede gerningsmænd” viser baggrunden for og omfanget af en katastrofal udvikling. Forfatterene tilbageviser, at udlændinges vold mod tyskere er et socialt problem. Tyskland står langt snarere over for etnisk-kulturelle problemer af et hidtil uerkendt omfang. Hvor langt fremskreden denne ikke længere stille “for-borgerkrig” er kommet, viser en fortegnelse over flere hundrede dokumenterede voldssager fra årene 2006-2010. Udover bogen har forfatterne opbygget internetprojektet www.deutscheopfer.de, der bliver opdateret løbende.

Forfatterne Götz Kubitschek og Michael Paulwitz fremsætter tilsidst 15 debat-teser som minimumskrav i et for Tyskland eksistentielt spørgsmål.Deutsche Opfer, fremde Täter, Ausländergewalt in Deutschland, Hintergrund – Chronik – Prognose, 2011, indeholder kapitelfortegnelse og et kapitel uddag. Kan også købens via Amazon. (Snaphanens oversættelse ©)

Forfatterne er begge akademikere og tilhører Neue Recht, der af forskere både kaldes “nationalkonservative” og “højreekstremister.” “Antifascisterne” kalder dem selv sagt “fascister,” men de er heller ikke kendt for at erodere deres eget kundeunderlag. At volden eksisterer, har vi dokumenteret talrige gange gennem årene, f.eks.via ARD dokumentaren fra 2010: Kampf im Klassenzimmer Deutsche Schüler in der Minderheit.

Sverigedemokraterne slår opinionsrekord – medierne fortiet det

SD får rekordsiffror i en ny väljarundersökning, media tystar ned.

Sverigedemokraterna får idag 8,9% i en opinionsundersökning utförd av Yougov under november och december. Detta är det bästa resultat partiet någonsin har erhållit i en undersökning och är en ökning med 0,5-procentenheter sedan förra mätningen. Trots detta är det inga medier som redovisar SD:s resultat. Mätningen hittar du här, 8,9% – rekord i opinionen

Jakob Skovgaard-Petersen har ondt i rumpetten over Snaphanen

Måske man skulle starte med at slå nogle banale, men indiskutable sandheder fast: Islamdebatten handler om vores og andre almindelige danskeres liv. Det er ikke en akademisk diskussion, og Danmark har i øvrigt heller ikke teknokratstyre. Når professor Skovgaard-Petersen bryster sig af at repræsentere viden kontra modpartens ikke-viden, er dette i sig selv betydningsløst i et samfund der hylder den demokratiske debat.

Vinklen er dertil også falsk: For hvor de islamdebattører han ikke bryder sig om formaster sig til at drage konklusioner han finder usofistikerede, er det formentlig indiskutabelt at vores viden om emnet overstiger 97% af den danske befolknings faktuelle grundlag. Har Skovgaard-Petersen så endnu mere ondt over dem der absolut ingen viden har, og som ikke opponerer mod sagkundskaben – end han har af os der bruger timer hver dag på at lære om emnet? Nej da, selvfølgelig ikke. Man fornemmer hykleriet.

Vores vinkel er da for det meste heller ikke det han manipulerende betegner “dedikeret til at lave case-building imod muslimer samt bekæmpe forskernes forkerte sindelag”, men at være et korrektiv til det vi igen og igen kan konstatere at forskere som Skovgaard-Petersen udelader – forhold der er relevante for os som menige borgere i et demokratisk samfund.

Se f. eks. denne post jeg lavede på baggrund af en pludrende artikel i Dagbladet Information. En masse buzzwords om unge muslimer og Facebook, men intet om hvordan Skovgaard-Petersens “moderate krammedyr” Ahmed al-Shuqayri stiller sig mht. islams overhøjhed og krav på verdensherredømmet iflg. gældende dogmatik ved al-Azhar; intet om hvorvidt hans publikum er demokrater vi sagtens kan lukke ind i Danmark, og som kan acceptere kritik og spot af Muhammed. Hosstående billede viser al-Shuqayri i en video med en kæmpestor skulptur forestillende et sværd som baggrund. Hvad laver det sværd lige der? Hvorfor kommer Information og Skovgaard-Petersen ikke med relevante oplysninger der gør at menige danskere kan placere hans Wunderkind i en demokratisk sammenhæng?

Det er at vende tingene på hovedet at tale om at vi laver “case-building imod muslimer”. Islam laver som udgangspunkt en massiv case imod sig selv, bl. a. gennem daglige myrderier og voldshandlinger begået i dens navn. Ethvert rationelt menneske frygter islams tilstedeværelse i Danmark, med dens blodige og samfundsødelæggende historie in mente. Der påhviler ikke os et ansvar for at være akademisk distancerede over for hvad der er sket i lande som Tyrkiet, Irak, Iran, Egypten, Indien, Malaysia, Pakistan osv. osv.

Derfor er der brug for medier som Snaphanen, og uanset hvor meget Jakob Skovgaard-Petersen jamrer vil vi fortsætte med at stille ubekvemme spørgsmål. Det handler kort sagt om hvornår islam er godt nok i et fredeligt, harmonisk og demokratisk samfund som det danske (LFPC).

[…] Jeg har kort sagt aldrig skrevet en positiv linie om Saudi-Arabien, og mangen en kritisk linie om Egypten, herunder Det Muslimske Broderskab. Efter det seneste parlamentsvalg kan Weekendavisens læsere sikkert snart få endnu flere. Det føles bare lidt omsonst, når avisens egen journalist selv ser bort fra mine artikler og i stedet henter de citater, han anvender imod mig, på anti-muslimske hjemmesider med så patetisk selv-heroiserende navne som Urias-posten og Snaphanen .

Det er websites, der er dedikeret til at lave case-building imod muslimer samt bekæmpe forskernes forkerte sindelag. […] Jakob Skovgaard-Petersen: Kronik: Prinsen, den saudiske Casanova og bigotteriet [Weekendavisen 9.12.2011, ikke online]

Forår i mainstreammedierne? WA går Snaphanen i bedene

Når man nu dagligt rakker godt og grundigt ned på mainstreammediernes udeladelser mht. islam, her under omtale af det grotesk apologetiske billede der dyrkes som en afgud på universiteterne, vil ens integritet afhænge af at man også anerkender de undtagelser der forekommer. Derfor skal den artikel af Klaus Wivel som Jakob Skovgaard-Petersen harcelerer over også trækkes frem som lige netop det vi plejer at efterlyse. Man glædes over at pointer og pinlige kendsgerninger der ellers ikke når langt ud over blogverdenens kendskab her eksponeres i en avis som vistnok ikke affærdiges som højreekstremistisk og folkedrabsopviglende. Meget vil være kendt for Snaphanens læsere, ikke mindst den rolle som rigmanden og edderkoppen Prins Alwaleed bin Talal fra Saudi Arabien spiller i den akademiske verden og i medierne, ligesom Wivel holder Jørgen Bæk Simonsen frem i spotlyset for hans velkendte fortielser. Find artiklen på biblioteket eller i Infomedia: Klaus Wivel: Saudi-Arabiens vestlige ansigt, WA 2.12.2011 (LFPC).

Det nye Egypten: Turisme uden alkohol og bikinier

Islamists are dominating Egypt’s elections and some of them have a new message for tourists: welcome, but no booze, bikinis or mixed bathing at beaches, please.

That vision of turning Egypt into a sin-free vacation spot could spell doom for a key pillar of the economy that has already been badly battered by this year’s political unrest.

“Tourists don’t need to drink alcohol when they come to Egypt; they have plenty at home,” a veiled Muslim Brotherhood candidate, Azza al-Jarf, told a cheering crowd of supporters on Sunday across the street from the Pyramids.

“They came to see the ancient civilization, not to drink alcohol,” she said, her voice booming through a set of loudspeakers at a campaign event dubbed “Let’s encourage tourism.” The crowd chanted, “Tourism will be at its best under Freedom and Justice,” the Brotherhood’s party and the most influential political group to emerge from the fall of Hosni Mubarak. […] Egypt Islamists offer vision for sin-free tourism 

Ett lågintensivt inbördeskrig. Vi börjar bli härdade

Jag har just kommit hem från en inköpsrunda i lågprisbutiken: grönsaker, frukt, lite nödvändiga matvaror.På vägen förbi Österänggymnasiet ser jag att det står sex polisbilar parkerade utanför entrén. Jag säger skämtsamt till A: du ska se att några av eleverna idag berikat varandra med knivhugg. Vi börjar bli härdade.Väl hemkommen slår jag upp DN och läser. Exakt det har hänt.

Fortsæt med at læse “»Tyske Ofre, Fremmede Gerningsmænd«”