There’s a reason they brought one to get Osama bin Laden. Foreign Policy photo essay.
(U.S. soldier with the 10th Special Forces Group and his dog leap off the ramp of a CH-47 Chinook helicopter during water training over the Gulf of Mexico.) Det ser nu ud til, at Bin Ladens hus indvendigt var en ren svinesti der mest af alt ligner et shooting gallery for narkomaner. Bin Laden selv ligner den lokale bums i en mere selvoptaget udgave, man mangler kun at se sutteflasken. Ikke hvad man forestillede sig om en mand, der er beskrevet som “en sirlig, from og blid sheikh.”
All these assumptions prevailed until a few days ago, when it emerged that Osama, three wives, and 13 children had been living in town in a purpose-built pad round the corner from the Pakistani military academy for over half a decade. Brunch every Sunday with a couple of generals at his usual corner table at the Abbottabad Hilton? Eggs Benedict, hold the ham?
A decade on, our troops are running around Afghanistan “winning hearts and minds” and getting gunned down by the very policemen and soldiers they’ve spent years training. Back on the home front, every small-town airport has at least a dozen crack TSA operatives sniffing round the panties of grade-schoolers. Meanwhile, at the U.N., the EU, the Organization of the Islamic Conference, and in the “Facebook revolutions” of “the Arab spring,” the Islamization of the world proceeds: Millions of Muslims support bin Laden’s goal — the submission of the Western world to Islam — but, unlike him, understand that flying planes into buildings is entirely unnecessary to achieving it. Mark Steyn: Our Pakistani Allies
The western world imports, nurtures and celebrates its enemies; its dominant institutions render that fact undiscussable; and they’re prepared to demolish their own justice systems and prosecute the most absurd thought-crimes against those who decline to get with the program. Mark Steyn: For Whom The Bin Tolls
Brix: Med islam kommer altid sharia
To analyser af Helle Merete Brix. I artiklen Saudi Arabien indtager Børsen handler om den kommende udstilling i København, Islams Rejse til Danmark, der er et saudisk foretagende, der sejler under falsk flag, og i Kristeligt Dagblad bebrejderer hun vores forskere, at de holder politikerne hen i uvidenhed, så deres rådvildhed kommer os alle til skade:
Philips’ synspunkter må forekomme de fleste europæere og liberale muslimer ekstreme. Men den ubehagelige sandhed, som ikke mindst politikerne må se i øjnene, er, at Philips ikke er værre eller bedre end det væld af muslimske prædikanter, der igennem de seneste mange år har besøgt Europa, Skandinavien og Danmark.
Der er tale om prædikanter, der har hjemme i Mellemøsten eller Vesten. I disse år kommer de ofte fra Canada eller USA, og de er ofte konvertitter. Udadtil har de, ikke mindst hvis de kommer i mediestormvejr, lært de rigtige ord. Philips talte om “fredelig sameksistens”, andre taler om “dialog,” “retten til forskellighed” og den slags. Men på YouTube-videoer og cd’er finder man propaganda for sharia og en fjendtlig indstilling til de vestlige samfund.
Hvad de danske islamforskere for længe siden skulle have forberedt politikerne på er meget enkelt: at med islam kommer altid kravet om sharia. Skellet mellem islamisme og islam er egentlig kunstigt. Enhver mainstream- islamisk bevægelse har altid ikke blot et religiøst, men også et politisk formål. Det er helt i Muhammeds ånd. Politikernes klodsede dans om shariaen
Kan man overhovedet diskutere udlændingekriminalitet i Sveriges Riksdag?
Enhver der udstår at se disse 38 minutter igennem, ved at svaret er “nej,” og de vil sikkert takke deres gode gud for, at de ikke er medlem af denne forsamling, der debatterer på et så rystende lavt niveau. 28 % af de indsatte i Sveriges fængsler, er udenlandske statsborgere. (Hvor mange, der har svensk, men er af udenlandsk oprindelse, kan man jo gisne om, men det er ikke det det handler om. Mit gæt er mindst 70 % som tilfældet var i Schweiz.)
Ett tvärsnitt/en ögonblicksbild av hur det ser ut är att den 1 oktober 2010 fanns det 28 % utländska medborgare som kom från cirka 160 olika länder. De svenska medborgarna var 72 %.Däremot har vi inga siffror på hur många som är av utländsk härkomst eller är invandrade till Sverige. Kriminalvården
(Kriminalvården angiver, at i de tilfælde hvor en indsat har flere statsborgerskaber, hvoraf et er svensk, optræder han som svensk.) Sverigedemokraterne fremsætter forslag om udvisning af udlændinge, der har begået forbrydelser over en vis grovhed. I Kent Ekeroths fremføring aner man ekkoer af det schweiziske Ausschaffungsinitiativ, der blev vedtaget sidste år. SD´s forslag er dog ikke nær så vidtgående. Det interessante i dette klip er, den måde de andre partiers repræsentanter optræder på og snakker forbi emnet. Om det er dumhed eller debatsabotage, skal være usagt. Særligt falder den tre gange fysisk overfaldne centerpartist Frederick Federleys hovne uforskammethed i øjnene. Sverigedemokraterne kunne lige så godt fremsætte deres forslag for en kalkunfarm, så ørkesløst er det. Udenlandske mordere og voldtægtsmænd i Sverige kan leve videre i sikkerhed, deres kommende ofre ikke. Utvisning på grund av brott, Riksdagen avslår motionerna.
Se også Häktet i sollentuna är fullt. 3 av 55 är svenskar og Heller ikke i Tyskland kan intensiv-kriminelle udvises – tysk TV taler i det mindste “klarspråk” om forbryderne, over 200 mordere, grove volds- og voldtægtsmænd og røvere:
“En tysk jurist siger: I libansiske familier finder en konsekvent uddannelse til kriminalitet sted. Klanernes unge mænd, ved de handler kriminelt, men de har udviklet en selvbetjeningsmentalitet, så de tager hvad de nu vil have. I Tyskland lever 37.000 libanesere. 90 % er på socialhjælp.”
Politikerne sidderogså i Danmark på hænderne overfor indvandrere, der gir sig voldeligt på deres værter. Hvad vil der ske ? Befolkningerne vil – de apatiske svenskere givetvis undtaget – presset af omstændighederne vælge politikere, der får Geert Wilders til at ligne Mahatma Ghandi. Selvtægten vil brede sig, det bliver tilbageholdenhedens resultat. De ansvarlige for en sådan udvikling, har udpeget sig selv for længst.
Det åh, så tidstypiske ‘ubehag’ ved drabet på bin Laden
At dele af den vestlige verden er grebet af et kollektivt vanvid der viser sig i nogle bestemte, stereotype reaktioner på begivenheder der involverer magtanvendelse over for mennesker fra den tredje verden, ser man let når man befinder sig på den anden side af kløften – man ved med det samme disse nyheder bringes hvilken afsporende vinkling der følger i den kommende tid, så sikkert som nat følger dag. Det er således utænkeligt at nyhedsdækningen af elimineringen af en erklæret fjende af vores civilisation og frihed ret længe vil fastholde et fokus på den trussel som afdøde repræsenterede, og på hvordan trusselsbilledet efterfølgende ser ud. Der er en lemmingagtig drift henimod at gøre emnet til ‘vores’, eller i særdeleshed amerikanernes, ondskab eller svigt af egne idealer. Enhver der følger disse nyheder fra et andet udgangspunkt end mainstreams ved hvad der kommer, og det afføder også et ubehag, dog ikke af den æstetiske, selvsmagende slags som spiddes i den særdeles læsværdige artikel der her citeres fra (LFPC).
This week we have shuttled from an atmosphere of congratulation, even muted celebration, over the killing of OBL to what Rowan Williams, Archbishop of Canterbury and High Priest of the Chattering Classes, describes as a ‘very uncomfortable feeling’ about the killing of OBL. Those who dare to celebrate his death – mainly young American jocks – have been denounced as ‘abhorrent’ and ‘sickening’, and now the main way you advertise your decency, your membership of the civilised, upstanding, oh-so-unAmerican classes, is by wondering out loud if poor old OBL shouldn’t have been arrested and put on trial rather than having a bullet planted in his head.
This pity-for-Osama lobby, this bishop-led congregation of ‘uncomfortable’ moral handwringers, might pose as radical, denouncing America’s military action in bin Laden’s compound as ‘Wild West-style vengeance’. […]
It didn’t take long for these apparently decent lovers of justice over violence to expose their real fears: that the sight of a few young Americans chanting ‘U-S-A!’ in response to OBL’s death might invite even more Islamist retribution upon us. One writer described this ‘frat boy reaction’ as ‘abhorrent’ – it is ‘sickening’, she said, and, more revealingly, it has ‘no dignity’. […]
No, the now widespread ‘uncomfortable feeling’ with the shooting of bin Laden is really an expression of moral reluctance, even of moral cowardice, a desire to avoid taking any decisive action or expressing any firm emotion that might have some blowback consequences for us over here. It is the politics of risk aversion rather than the politics of anti-imperialism, the same degraded sentiment that fuelled the narcissistic ‘Not in my name’ response to the Iraq War in 2003. […] Brendan O’Neill: The rise and rise of a pity-for-Osama lobby
Samfundsomstyrter på socialhjælp
Fortsæt med at læse “War Dog”
















