By now, we are all so used to stories of EU profligacy and intrusive ineptitude that surely we should be inoculated against amazement or outrage. Nevertheless, the revelations over the weekend about the activities of Lady Ashton, the EU High Representative, still take the breath away.It appears that the noble Baroness and British Labour Party loyalist — who is effectively the EU foreign minister — is interviewing prospective ambassadors and senior officials to create the European External Action Service (EEAS) of EU diplomats.
Governments were originally promised that this new bureaucratic empire, which has been brought into being by the Lisbon Treaty (the one that created the EU constitution on which the British public were denied a vote), would entail no extra cost to taxpayers.But a former chief accountant of the European Commission has estimated that it is likely to cost at least an extra £45 million to set up. (395 mio DKK)
And just look at what is being established here. The EEAS will control a budget of £5.8 billion, (godt 51 mia. DKK ) including the EU’s enormous aid and development packages and the costs of peacekeeping operations in global trouble spots. To administer this, a vast infrastructure is being created of 7,000 civil servants, with embassies around the world. [..] That’s why, as Britain’s embassies and consulates in smaller countries are forced to shut down, their duties will be passed to the new network of 136 EU embassies.……The German magazine Der Spiegel called her ‘a walking disaster’, with a German MEP saying she was ‘simply out of her depth’. Melanie Phillips: Britain’s Lady Pooh-Bah and the EU hall of mirrors
51 milliarder DKK svarer omtrent til udgifterne til den danske Undervisningsministerium og Udenrigsminsterium – tilsammen. Så skal man også lige huske ladyens løn på godt 2.4 mio kroner, det dobbelte af en dansk statsministers. Det er sandelig krise- og sparetider i Europa ! Vi har ikke bedt om denne snylter-klasse, men nu vi blev heldigvis for dem heller aldrig spurgt. Jeg hørte netop Kinas viceudenrigsminister sige idag, at Kina ikke havde mærket meget til den udenrigspolitiske forandring. Det er stadig europæernes moraliserende menneskerettighedssnak, og ikke meget andet, og hvadenten man synes om det eller ej, så har kineserne vigtigere prioriteringer, rigets enhed, første prioritet gennem 2.300 år. At løfte yderligere 800.000 mennesker ud af fattigdom, som eksempler. (SE evt. om Lady Ashtons uidentificerede østblok-midler i 1982-83.)
To luftkasteller gisper efter luft
EU’s asylsystem bryder sammen, skriver Information. Rigtig diagnose, forkert kur ordineret af Andreas Kam. Det nuværende har allerede ændret Europas storbyer til ukendelighed og til stor risiko for vore efterkommeres sikkerhed. Mere af det samme, er hasard, men desværre er det sandsynligste vel, at EU vil ordinere det nuværende asylsystem kunstigt åndedræt og tvinge os til endnu mere selvødelæggelse og endnu større udgifter, indtil alt er kaos og lidt mere by-guerilla a la Grenoble over det hele. Få det overstået, – opsig den Flygtningekonvention fra 1951, hold op med sat give vores land væk, der er ingen ende på det og det kan dårligt blive mindre, end det allerede er. Et andet luftkastel er Dokumentations- og Rådgivningscentret: Regeringen skjuler racisme for FN, påstår Niels Erik Hansen. Det er da muligt. Ingen ville hellere end vi ønske os en fuldstændig opgørelse over “racistiske” ytringer og gerninger i Danmark, inklusive alle dem begået mod den indfødte befolkning, naturligvis. Det ville være chokerende tal, hvis de kunne skaffes, men det lader sig selvfølgelig ikke gøre i praksis. Der er imidlertid ingen grund til at tvivle på, at hvem der må tåle mest, – tænk bare på danske jøders eller homoseksuelles drastisk ændrede sikkerhedssituation – men da det ikke tæller helst så meget for Hansen, og hele området kort sagt flyder i vage, partiske fornemmelser og definitioner, lader hans bebrejdelser af regeringen os kolde. Nedlæg det center én gang for alle. Ingen af disse ting vil imidlertid ske. Vi vil sejle videre som hidtil i mange år og mod en fremtid, man ikke tør tænke på. De, der er unge, har virkelig noget at se frem til: ”Ved EU´s og Niels Erik Hansens store sejre, som har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny ordning i politisk-økonomisk henseende under EU´s og Hansens førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt, aktivt samarbejde med dem begge.” (let modificeret opdatering.)
Nyt shopping-center åbnet i Gaza den 17. juli
Det er meget godt klaret uden beton. Synd vores aviser ikke viser det frem, når nu Danmark nu har været med til at betale det, 161 mio. kroner i bistand i 2009. Se på varerne: A nice new shopping mall opened today in Gaza. Another Luxury Shopping Mall. Luxury Shopping Mall Opens in Gaza City. (Gaza Malls hjemmeside) (Statistikker og fakta om Israels humanitære hjælp til Gaza., 2010)

Mao à la Française
How a dictator was transformed into an emblem of ‘liberation’: France 1968: The time and the place have attained iconic status as symbols of a grand turning point in contemporary history. To admirers, the student strike in May of that year—a strike soon joined by millions of French workers, essentially shutting down an entire country for two weeks—still stands for liberation, peace, anti-imperialism and the freeing of intellectual life from subservience to the interests of the military-industrial complex. But for critics, those fine thoughts are a sham, camouflaging a disastrous collapse of standards, culture, civility and reason at every level of society. Instead of promoting free inquiry, the short-lived revolt was stained by Marxist intolerance and censorship. Instead of fostering incisive political debate, the protesters spewed paranoid rhetoric and threats of violence. To such critics, France 1968 marked not a new dawn but a descent of darkness. David Gress anmelder bog om de franske maoister i Wall Street Journal. (Og apropos maoister: Författaren Henning Mankell kräver tillbaka ett manuskript från staten Israel.)
Amerikansk journalistik i gråzonen mellem sammenrend og konspiration
Jeg omtalte forleden den skandale der verserede i amerikanske blogmedier efter afsløringen af den kvasi-hemmelige debatloge JournoList, hvor liberal journalister og akademikere syntes at bevæge sig betænkelig tæt på koordinering og styring af medievinklingen i en politiserende retning. Hvorend oplysningerne kommer fra, er der nu højst blamerende nyt der yderligere bærer ved til den fornemmelse konservative mediekritikere længe har haft: Mainstreammedierne er skamløse propagandister for den liberal fløj i amerikansk politik, og under den seneste præsidentvalgkamp agerede man uden blusel på kandidat Obamas vegne. Sagen er rasende interessant i sig selv, og man skal selvfølgelig ikke læse ret længe før man begynder at stille sig selv det spørgsmål om noget lignende gør sig gældende herhjemme. Da der formentlig er tale om fænomener i en gråzone, snarere end om en regulær konspiration, er denne medieråddenskab utvivlsomt svær at få has på. Jeg kender kun én sikker måde at forholde sig på: Lad være med at give dine penge til mainstreammedierne (LFPC).
It was the moment of greatest peril for then-Sen. Barack Obama’s political career. In the heat of the presidential campaign, videos surfaced of Obama’s pastor, the Rev. Jeremiah Wright, angrily denouncing whites, the U.S. government and America itself. Obama had once bragged of his closeness to Wright. Now the black nationalist preacher’s rhetoric was threatening to torpedo Obama’s campaign.
The crisis reached a howling pitch in mid-April, 2008, at an ABC News debate moderated by Charlie Gibson and George Stephanopoulos. Gibson asked Obama why it had taken him so long – nearly a year since Wright’s remarks became public – to dissociate himself from them. Stephanopoulos asked, “Do you think Reverend Wright loves America as much as you do?”
Watching this all at home were members of Journolist, a listserv comprised of several hundred liberal journalists, as well as like-minded professors and activists. The tough questioning from the ABC anchors left many of them outraged. “George [Stephanopoulos],” fumed Richard Kim of the Nation, is “being a disgusting little rat snake.”
Others went further. According to records obtained by The Daily Caller, at several points during the 2008 presidential campaign a group of liberal journalists took radical steps to protect their favored candidate. Employees of news organizations including Time, Politico, the Huffington Post, the Baltimore Sun, the Guardian, Salon and the New Republic participated in outpourings of anger over how Obama had been treated in the media, and in some cases plotted to fix the damage.
In one instance, Spencer Ackerman of the Washington Independent urged his colleagues to deflect attention from Obama’s relationship with Wright by changing the subject. Pick one of Obama’s conservative critics, Ackerman wrote, “Fred Barnes, Karl Rove, who cares — and call them racists.” […] Documents show media plotting to kill stories about Rev. Jeremiah Wright







