siger statsvetaren Stigbjörn Ljunggren i minut 5, om udelukkelsen af Sverigedemokraterna fra den afsluttende partilederdebat. Sytemet er selvpræserverende, det er derfor der stort set intet sker i Riksdagens sammensætning, i modsætning til Folketinget (sammenligning gennem 77 år), hvor der er rigeligt med liv og udluftning. Grafikken siger mere end mange ord. Det er også derfor man ikke indfører det selvindlysende som i Danmark: Lad alle komme, der kan samle 20.000 underskrifter og blive opstillingsberettiget. Bemærk Lars Ohly, der ikke vil tale med Jimmy Åkesson og SVT chefen, som hvis man skulle sige noget pænt om ham godt kunne ligne en mand, der ikke trives rigtig godt med den rolle, der følger med jobbet. Del 2 her.
Monas visioner og tydelige løsninger
Den knæsatte svenske myte får endnu en tur i karussellen. “Analyse” eller “vision” er alt for store ord. Om hun selv tror det, eller ej, er ligegyldigt: Den er opskriften på katastrofe. Først for SAP, så alle de andre partier, der tror på det samme. Og så landet. Thorning og Lykketoft ville kunne fortælle hende tingenes rette sammenhæng på ti minutter: Danske S kom ti år i opposition, fordi de ikke “orkede at tage debatten,” men kørte over et folkeligt flertal i 20 år. Idag “orker” de. Ordet “demokratiska” befinder sig usædvanligt dårligt på Mona Sahlins tunge.
Om främlingsfientlighet: “Jag kommer aldrig att tillåta att socialdemokratin i Sverige gör samma misstag som vårt systerparti i Danmark gjorde. När de främlingsfientliga krafterna fick grepp om debatten så duckade de. Partiet orkade inte med att ta debatten, i stället anpassade de sina egna argument – med förödande resultat.
Det bidrog till att flytta hela det politiska fältet högerut. Vad vi lär av detta är att alla demokratiska partier måste ta debatten, att aldrig acceptera främlingsfientlighet i någon form och alltid möta de samhällsproblem medborgarna lyfter fram med tydliga lösningar.” Här är delar ur Mona Sahlins bok – exklusivt i Expressen
Samtidigt er der pletvist fuldstændig mangel på forbindelse mellem retorikken og virkeligheden: Barn avvisas utan förvarning, det är rena KGB-metoderna. Det betyder én af to ting: 1) Befolkningen skal ikke blandes ind i dette under nogen omstændigheder, og 2) Journalister og vælgere er idioter, dem fylder jeg med smukt klingende øregas, jeg ikke engang selv tror på. Nogen i Riksdagen må formodes at have set, at Sveriges Asyl-Europamesterskab kører på lånt tid. Hvad hun selv tænker, er ikke godt at vide. Hvem er der indeni Mona Sahlin ?
Til pindemadder og cocktails med Bernstein og The Black Panthers
Hvordan er det det hedder, historien gentager sig som farce, eller er det tragedie? Følelsen af at vor tid er déja vu er ikke til at ryste af sig i Tom Wolfes beskrivelse af hvordan amerikanske Gutmenschen anno 1970 hang ud med deres erklærede fjender ved et meget omtalt selskab arrangeret af Leonard Bernstein og frue. Wolfe beskrev det senere i Radical Chic (LFPC).
[…] As Wolfe tells the story, he was visiting his wife-to-be while she was working at Vanity Fair, and noticed an invitation on journalist David Halberstam’s desk to a cocktail party and fundraiser to be put on by the Bernsteins to raise money for the Panthers. Wolfe was intrigued, and called the number on the invitation to RSVP. A voice on the other end took down his name and told him he was added to the list. He arrived, the Bernsteins had some idea of who he was from his New York and Esquire articles, and in plain sight, he pulled out his reporter’s notepad and ballpoint pen, and began to jot down the evening’s events.
“I was openly taking notes”, he recently said, “but they just assumed that if I was there for New York magazine it was because I must have approved of what they were doing.”:
I just thought it was a scream, because it was so illogical by all ordinary thinking. To think that somebody living in an absolutely stunning duplex on Park Avenue could be having in all these guys who were saying, ‘We will take everything away from you if we get the chance,’ which is what their program spelled out, was the funniest thing I had ever witnessed.
By the time of the 1972 presidential campaign, the ultra far-left anti-American politics that Wolfe observed in miniature in the Bernstein’s duplex would come to dominate the Democratic Party–to varying degrees, right up to the present day. As I wrote last month, that was the year where the wheels really came off the Democratic Party:
Radical chic and punitive liberalism became the norm, to the point where McGovern compared Ho Chi Minh to George Washington in a Playboy interview, and his aides took to wearing upside down flag pins on their lapels.This was a very different Democratic party from the New Frontier of JFK and LBJ’s Great Society which, while it was a little too big government for me (particularly as it ballooned under LBJ), had lots of redeeming qualities: they were patriotic; believed in strong defense at home and trying to spread democracy abroad; had a vigorous space program; and at least with JFK, were willing to cut taxes. […] Ed Driscoll: ‘You Want Freedom? You’re Gonna Have to Kill Some Crackers’
Sommergæst: Bent Blüdnikow
Trods DR s martikalske annoncering, et absolut must at høre.
Undervejs i sit korstog, hvor han fik øgenavnet Bent Blod, præsterede han at få ændret beskrivelsen af “kommunisme” i den Store Danske Encyklopædi, han var med til at starte den borgerlige tænketantk CEPOS, han fik 3 bøger trukket tilbage på baggrund af grundige anmeldelser og fik som debatredaktør på Berlingske Tidende trykt 17 kronikker om venstrefløjens totalitære tanker.Men i virkeligheden er det nok ligeså meget religion som politik, der har drevet Bent Blüdnikow. Som barn af to af de jøder, der måtte flygte under 2. verdenskrig, har jødernes skæbne nemlig altid optaget ham. Og netop ved at studere deres skæbner, blev han sporet ind på de forskellige emner.Jødernes skæbne fik ham til at se, hvor forfærdeligt det totalitære kommunistiske styre i Sovjetunionen var, jødernes skæbne fik ham til at opdage Danmarks lidet flatterende rolle under 2. verdenskrig. Ligesom spørgsmålet om statens Israels berettigelse allerede i 70’erne var med til at støde ham væk fra venstrefløjen generelt: Jeg støttede Israels eksistens. Og jeg kan se, når jeg kigger tilbage, at det selvfølgelig også spiller en rolle i min intellektuelle udvikling. Den jødiske blodhund, min 56:36. (November 2009 – Bent Blüdnikow: ”Bombeterror i København.”)
Mellemøstlig racisme: Et selvmord om ugen
Idag findes de over hele Libanon og på tværs af den arabiske verden, hvor en voksende middelklasse har fået råd til tjenestefolk. Det behov har til gengæld fostret en stor underklasse, der mishandles og udnyttes i stort omfang. Mindst én udenlandsk stuepige om ugen begår selvmord i Libanon. Stuepiger er Mellemøstens nye underklasse (22:39) Fotograf Matthew Cassel: Suicide in Lebanon.
Det brøt ut brann i tre av bygningene på Lier ventemottak natt til onsdag. Alle byggene brant ned.



Stroilov er en ung russer, der kopierede 50.000 tophemmelige Sovjet-dokumenter overvejende fra firserne fra 