Om Nimis, Ladonia, Oscar Wilde, kunstens unyttighed, rundkørsler, kunstverdenens holdning til tabuer og om at vænne sig til at leve under amatørers trusler. (Se i HD)
I “plurietniciteten” er én mulighed udelukket
Og den mulighed er selvfølgelig at tage udgangspunkt i, og identificere sig med, de værdier der har skabt det samfund der får andre etniciteter til at komme strømmende fra hele verden. Som altid er det selve mangfoldigheden der er pointen i artiklen her; fascinationen af rodløsheden, uden stillingtagen til godt eller skidt, ønskværdighed eller – karakter af pestilens. Via Gates of Vienna (LFPC).
A pluriethnic, plurinational identity that is constantly changing: the French Academy has dedicated the expo with the title “The Mutants”, opened today in Rome, to this topic. In this exhibition, the first since he became director of the French Academy in Rome, Eric de Chassey has chosen an issue that is always in the news, choosing five artists who will embody the multicultural aspect of modern societies. Five works of Adel Abdessemed and Djamel Tatah (Algeria), Adrian Paci (Albania), the French-American Stephen Dean and the American Ellen Gallagher Adrian (who has lived in Rotterdam and New York for years), all children of the same generation (born between the mid-’60s and the early ’70s), will be presented in Rome. These artists, according to De Chassey, belong to an age in which individual identity in the Western World ”is shaped by migrations and colonial and postcolonial situations, in which integration and assimilation no longer exist, only hybridisation”. […]
A friend of Djamel Tatah – who painted him in one of the paintings present at the exhibition – the French-Algerian musician likes to call himself “French for all days and Algerian forever”. Like Tatah, he is a dedicated artist with a clear opinion. In his music he denounces, or as he specifies “observes”, the injustice suffered by immigrants. Like his painting friend, he often speaks of “fascism”. “A reality that unites many Arab nations and some Western countries”, he adds. But they are also the product of these changing times, of art that is changing and opens its doors for artists who have become French after years, however never forgetting their origins.. EXHIBITS: ‘THE MUTANTS’ AT VILLA MEDICI, CHANGING IDENTITY
Landskronamordet: Frygter selvtægt
På flera internetsajter har deras personuppgifter lämnats ut. Familjen kommer från ett land i Mellanöstern och många rasistiska och hotfulla kommentarer sprids nu kring hans anhöriga. – Jag vågar inte skicka barnen till skolan, hur kan polisen få läcka sådana här uppgifter? När vi träffar honom i bostadsområdet Koppargården är han mycket rädd och ser sig om hela tiden. De långa förhören har tärt på honom. ”Hur kan polisen få läcka så här?” ”Hur kan polisen få läcka så här?”, 23-åringen nekar till brott.
Der har været adskillige alvorlige tilfælde af selvtægt i Sverige, endda mord. (For eksempel mordet på Jennifer Anderssons morder, der blev skudt på en udgang fra fængslet.) De fremkommer på denne enkle måde: Man applicerer det gamle, homogene folkehjems syn på forbrydere, at de er syge, har brug for en lempelig straf og behandling, inden de returnerer som omvendte borgere. Det syn er kommet ynkeligt til kort overfor overvældende mængder, grov, samvittighedsløs, importeret kriminalitet. Sådan driver man en befolkning ud i selvtægt. Der er kun én kur for at undgå dette onde – en markant straffeskærpelse, herunder rigeligt med udvisninger. Den anholdte palestinenser antyder at poltiet har lækket familiens identitet. Det er slet ikke nødvendigt. Der er altid nogen på nettet, der lækker anonym information. I dette tilfælde kom familiens navn ved via numeret på deres røde Mazda. Det kan enhver slå op i det åbne samfund, Sverige.
Landskrona-kommentar: Mediedramaturgien
Det vi ser utspela sig i svenska media just nu är helt förutsägbart. Media följer sin eviga dramaturgi. Inga överraskningar där.
När någonting sådant inträffar som mordet i Landskrona på den 78-åriga kvinnan utbryter panik på landets redaktioner. Ångesten tätnar som dimma över fälten en fuktig sommarkväll. Ångesten handlar inte om hur man ska kunna belysa det inträffade på ett korrekt och allsidigt sätt. Nej nej. Bekymret är det här: Hur ska man nu bära sig åt för att det inte ska blossa upp “främlingsfientliga stämningar” hos den svenska befolkningen? Hur ska man hålla dem i fortsatt narkos så att de inte upptäcker sambandet mellan en vansinnig invandringspolitik och en dramatiskt ökande och allt våldsammare kriminalitet?




