Det svenske gymnaisum er ikke som det danske, bare almendannende og studieforberedende. Det er beregnet til, at alle skal kunne klare at gå der, kommende astonomer såvel som damefrisører. Det er lighedstanken ført i bund, men virkeligheden har spillet tankerne et puds. Når 31 % af en årgang nu ikke kan kvalificere sig til så beskedne krav, er deres skolekundskaber endog særdeles ringe og deres fremtidige anvendelighed svær at få øje på. Sverige er heldigt hvis dette kommende storproleratiat vil nøje sig med blot at være en social dødvægt.
I Sverige ligger alle de “gymnasiale uddannelser”, som man kan læse efter folkeskolen under den såkaldte gymnasieskole. De er ikke som i Danmark spredt ud på forskellige uddannelser som f.eks. HF og HHX. På en svensk gymnasieskole finder man således både praktiske værkstedslinier og mere teoretiske og studieforberedende linier som f.eks. samfundsfag.I alt har den svenske gymnasieskole 17 linier, som kaldes for “nationella program”. 13 af de 17 programmer er direkte erhvervsorienterede. Andre “programmer” er mere alment dannende, som f.eks. samfundsfag eller naturvidenskab. Disse programmer minder meget om linierne på et dansk gymnasium, og retter sig mod studerende, der planlægger at videreuddanne sig.
Politisk flertal fordobling af straf for voldtægt
Må være af interesse for vores svenske venner med nu totalt 14.06 gange flere anmeldte voldtægter (5.879) end Danmark.
Straffen for fuldbyrdet voldtægt skal fordobles til fem års fængsel. Sådan lyder det fra Venstre, der mener at den nuværende »normalstraf« på cirka to år og tre måneder er alt for mildt. Og et bredt politisk flertal er klar til at gå med på de strengere straffe. Sidste år blev 418 tilfælde af voldtægt meldt til politiet. Udover straffordoblingen indebærer Venstres udspil at alle dømte sexforbrydere skal mentaltestes. Både K, SF og DF taler varmt for strengere voldtægtsstraffe. Venstre vil fordoble straf for voldtægt
Medielåget på Sverigedemokraterna igen
Först ser man [medier og politikere] till att SD inte mer nämns, inte finns med på den politiska dagordningen.Sedan skördas resultat, i form av denna nedgång för SD.När Dagens Nyheter nyligen skulle låta läsarna partirösta fanns således bara de sju med, inte SD. Där fanns ett alternativ ”Något annat parti”, och det fick 15% av rösterna. ”NAP” blev det näst största partiet…
T.o.m. när Agenda i ett tidigare program hade SD som ämne för diskussion hölls partiets egna företrädare borta från TV-studion. Partiets motståndare – däribland Mona Sahlin och Maud Olofsson, som båda mosats av Jimmie Åkeson de gånger de mött honom i debatter – fick vara med, men inte Åkesson. Man talade om SD, inte med SD.Vad som nu uppenbarligen står på agendan är att helt försöka förtiga Sverigedemokraterna. Man har inte för avsikt att låta SD vara med heller fortsättningsvis i TV:s valdebatter. Helt på tvärs mot hur man i tidigare valrörelser behandlat både det pyttelilla Feministiskt Initiativ och Junilistan. Klart är hur man här mäter med olika mått, men med detta kan man komma undan – vilka skulle kritisera media? Knappast media själva. Jan Milld: Hade jag fel?
DIIS, Auschwitz-dagen og flad moraliseren
Valget af temaet »Farlige forestillinger« indbyder til en sådan flad moraliseren. Sagt på en anden måde: På Auschwitz-dagen talte Georg Metz i Odense, der var en af de kun seks byer, hvor der var større officielle arrangementer. Jeg behøver ikke have hørt Georg Metz’ tale for at vide, at den har indeholdt fordømmende referencer til følgende nøgleord: Jesper Langballe, Søren Krarup, Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti, regeringens udlændingepolitik, fremmedhadet i Danmark. Valget af Auschwitz-temaet »Farlige forestillinger« indbyder til, at man trækker eller antyder en parallel mellem nazisternes politik over for jøderne og en nutidig dansk udlændingepolitik, som man er uenig i. Man dæmoniserer sine modstandere og dramatiserer konsekvenserne af en demokratisk legal udlændinge- og integrationspolitik. Dette sker næsten hver dag i aviser som Politiken og Information. Det er dette lave niveau, DIIS understøtter med sit tema. [..]
Man må skelne mellem jødeforfølgelsen i Tyskland og i de besatte lande. I de besatte lande blev myrderierne gennemført uden hensyn til, hvad befolkningerne måtte mene, men man udnyttede i betydeligt omfang den historiske antisemitisme i landene. Dette skete også i Norge, hvor antisemitismen – ligesom i øvrigt i Sverige, men ikke i Danmark – i forvejen var ganske udbredt, ikke mindst i statspolitiet. Det var hovedårsagen til, at over halvdelen af de norske jøder omkom i Auschwitz-Birkenau. [..]
Det, man kan bruge Auschwitz-dagen til, er derfor at stille spørgsmålet: Hvordan kunne en sådan morderbande erobre den totale magt i Europas største land? Hvad sker der, hvis man går på kompromis med retsstaten? Hvad kan der ske, hvis man lader parallelsamfund (nazistpartiet dannede med bl.a. SA et parallelsamfund med egen retsorden) vokse sig for store? Hvordan skal vi forholde os til udenomsparlamentarisk aktivitet, og er civil ulydighed virkelig så romantisk og humant et fænomen, som det gøres til i disse år? Eller mulige konsekvenser af ungdomsdominans (gennemsnitsalderen i SS var under 30 år!). Claes Kastholm, kronik: Brug og misbrug af historien. (Jævnfør med svenske jøders situation idag, og politikene manglende vilje og evne til at forsvare dem effektivt mod tilvandret pøbel overhovedet. How Long Before Malmö is Judenrein? )




