Just back from a trip to Cairo and Alexandria. While I was there at the weekend, my recent debate against Tariq Ramadan went out on BBC World. It is now available on YouTube among other places. And as I promised I would post it when it came out, here is the first section (of my and Ramadan’s opening speeches) below. The rest follows on YouTube.
The motion was “Europe is Failing its Muslims”. I’m happy to say that Flemming Rose and I convincingly won the argument, with the audience voting overwhelmingly (and despite considerable intimidation in the hall on the night) that Europe is not in fact failing its Muslims. […]
It is grotesque to argue that Europe has failed its Muslims. It has been made repeatedly obvious that it is Islam that has failed Europe, indeed that it is Islam that has failed Muslims. I am delighted that the audience in the hall on the night agreed. And that most of the audience around the world who have emailed me since transmission – currently including people from as far afield as Nigeria, Pakistan and Iraq – appear to agree with that too. Douglas Murray: Europe is not failing its Muslims. But Islam has failed Europe
Folkemordet på armenierne, måske og lige akkurat og hvis det nu passer os
Den svenske Riksdag har med én stemmes flertal vedtaget, at folkemordet i 1915 faktisk fandt sted. Incroyable. Hvad hvis der havde været én stemmes flertal for, at det ikke fandt sted ? Tyrkiet hjemkalder deres ambassadør fra Sverige på grund af vedtagelsen. Lene Espersen og Carl Bildt stod og kvidrede på dansk radio om den nye multikulturelle harmoni i anledning af det nordiske møde for udenrigsministre, men Bildt er ikke helt tilfreds Riksdagens opdaterede syn på historen om muslimers massenedslagtning af kristne i 1915. Sverige vil have Tyrkiet i EU. Sverige vil så meget:
Jag döljer inte att jag är oroad för en situation där vi med detta öppnar för att fatta riksdagsbeslut om komplicerade historiska skeenden också I andra delar av världen och de konsekvenser detta kan få för våra möjligheter att fortsatt verka för fred och försoning.Till detta skall också läggas en viss oro för att föra in gamla konflikter rätt in i vårt svenska samhälle. Jag oroas av tonläget mellan organisationer I Sverige som företräder olika nationaliteter som under årens lopp kommit till och blivit viktiga delar av vårt samhälle. Carl Bildt: Politisering av historien skadar försoning, Ett olyckligt beslut,Med en enda rösts övervikt slog Sveriges riksdag i går kväll fast att det skedde ett folkmord på armenier i det ottomanska riket 1915.
De mere litterært interesserede anbefales Franz Werfels: The Forty Days of Musa Dagh. Den findes på dansk. Hans “Sangen om Bernadette” (fra Lourdes) fik mig næsten til at tro på katolske mirakler. Jeg kan som hedning stadig komme i tvivl, om end ikke ligefrem på den Carl Bildt´ske facon. Den troendes tvivl er respektabel, de kristne har den hele tiden, men den troløses hjemløse tro er interessantere, i al fald for ham selv. Den er ikke noget man drager i krig eller danner foreninger for. Kætteri er en vuggegave. Mine unge forældre boede på en kvindes hotel i Lourdes, hvis barnebarn jeg meget senere skulle bo flere år sammen med. Ikke nok til at gøre én religiøs, men nok til at ønske sig til Werfels og hendes Lourdes en skønne dag. Og hvem F….bryder sig om overklasseløget Carl Bildts “visioner” for et nyt, historieløst Europa andre end Lene Espersen ? Det er en divergens, vi havner uvægerligt tilbage på Musa Dagh, hvad enten Bildt og Tyrkiet vil det eller ej. De undslipper ikke deres Vergangenheitsbewältigung, heller ikke ved at smide millioner af chauvine tyrkere ind i Vesteuropa.
Den omvendte burka i Holland
Naked Dutch woman mocks burkha rather well
At efteruddanne en journalist
Der blev sagt – ikke ganske uvittigt- om Tøger Seidenfaden under den danske Muhammedkrise, at han var “det største journalistiske efterudannelseprjekt i dansk presse.” Dette blev sagt af hans medarbejdere på Politiken, og tiden har givet dem ret. Efteruddannelsesprojektet Tøger Seidenfaden bare vokser og vokser. Man kunne jo tro i disse dage, at 18.000 svenske journalister, der også (ideelt set) lever af at udtrykke sig frit, ville slutte op bag Lars Vilks. Sådan er det naturligvis ikke. Artikler der falder Vilks i ryggen som Yxmannen Vilks som Raskolnikov, Vilks är lycklig, var helt forventelige. I overmorgen kan man tapesere en væg i Globen i Stockholm med dem, og de ville allesammen kunne være underskrevet Carsten Jensen, der jo godt må ytre sig i svensk presse i modsætning til mængder af landets borgere. Mere samvittighedsfulde meningsdannere ville betakke sig for et sådant privillegium. Forbehold på forbehold, jamen og aberdabei kunne man ikke også og så videre ? Ikke som Nobel medlemmets klarspråk nedenfor. En kunstner må nu ikke være et varemærke ? Hvad pokker, Per Kirkeby og Claus Carstensen tog til Köln og blev internationale varemærker. Svend Wiig Hansen og Palle Nielsen blev hjemme. Svend blev først verdenskunstner da han som gammel udstillede i New York og Rio, Palle Nielsen aldrig. Det er en gammel lektie, Warhol kunne den udenad, Vilks er heller ikke født igår, han kender markedets vilkår, men prostituerer sig ikke. Der er ikke noget odiøst i det.
Nu er Vilks er ikke en hvilken som helst “højreorienteret”, han er én af deres egne og derfor en klasseforrædder der vækker virkeligt anstød i journaliststanden, der for over halvfjerds procents vedkommende er rød og har gjort den svenske “klasserejse” fra nobody til somebody, i al fald hvad angår lønninger. Med anseelsen ligger det lidt tungere. (En av historiens mest statstrogna journalistkårer.) Jeg kan ikke se andre efteruddannelsmuligheder for svenske journalister end skibskatastrofer, hærværk og pludselig død. Det ville eventuelt kunne hive dem ud af deres fantasiverden, hvis noget kan. Bortset fra det, så har jeg allerede i flere år ment, at livet er for kort til svensk journalistik, så min indgang til den er nu udelukkende via er mere ærlig og mindre professionel blogverden, selv efter Kurt Lundgrens død. (Også mere listige steder, jeg ikke lige giver fra mig.) Journalister kan faktisk være elskede og beundrede. Ulf Nilson er én af meget få eksempler. Der skrives visselig noget kulturopinion af interesse, men når det kommer til det mere brandfarlige, den politiske, er der ikke noget at hente mere end et par gange om året. Hvem læser DN Debatt, der er så demineraliseret og selvtilfreds ? Hvem læser SvD Brännpunkt, hvor ingenting brænder på i årevis ?
Det svenske folk er i gennemsnit ikke spor dummere end andre, en udbredt misforståelse der kan herske i et Danmark, der ikke kender Sverige nærmere. Fjern en halv mia i pressestøtte, moms- og porto fritagelse, deres åndelige støttestrømper, og se om de har tænkt sig at vågne op til tilværelsen . Hvorfor ikke begynde med at give de borgere, der alligevel financierer dem over skatten, adgang til spalterne ? Det ville øge mediernes værdi ganske betydeligt og det ville fjerne den air af reservat, der ligger som en dunst over dem. Demokratiet er en kamp på åbne synspunkter, ikke på tabuer. Argumenter, ikke vold og trusler. Når intimideringerne for overtaget, er demokratiet på tilbagetog, så er det den største AK 47 der vinder, en kun alt for velkendt styreform. (se: Bryssel, Belgien)
Selvransagelse efter drabsplaner
I Sverige spørger man sig selv om, beskyttelsen af Muhammed-tegneren Lars Vilks har været god nok
af Uwe Max Jensen
Afsløringen af drabsplanerne mod Muhammed-tegneren Lars Vilks har skabt selvransagelse i Sverige. Torsdag stiller flere svenske medier spørgsmålstegn ved, om beskyttelsen af tegneren fra officiel side har været tilstrækkelig.
Kunstneren har forklaret til blandt andet Ekstra Bladet, at han sover med en økse ved siden af sin seng, og at han har indrettet sit hus med flere anordninger, der skal sikre ham i tilfælde af et attentat, og noget tyder på, at Lars Vilks i en helt anden udstrækning end den danske Muhammed-tegner Kurt Westergaard, der i flere år har haft et tæt samarbejde med PET, har været overladt til sin egen skæbne. I hvert fald var det ikke det svenske efterretningsvæsen Säpo, der orienterede Lars Vilks om drabsplanerne i Irland. Det var en bekendt, der kontaktede Lars Vilks og gjorde ham opmærksom på anholdelserne.
Fortsæt med at læse “Douglas Murray: Islam har svigtet, ikke Europa”












