Its climax is contained, very theatrically, in a stairwell, with the players in Molière’s company carrying their tubercular actor-manager up to a destination that will never be reached. One gets the distinct impression, watching, that the players are running up and down and up and down on the same two or three steps, the way one might perform such a scene onstage. Molière’s death is one of the most famous ever recorded in the annals of the theatre. He was in the middle of a performance of Le Malade Imaginaire, a play about a hypochondriac, when he collapsed onstage, coughing up blood. He got up and completed the performance before collapsing again and being carried home to his death, still in make-up and costume. Ryeberg.
Molierére: Theatre du Soleil, 1978. min 255. Musik: Henry Purcell: The cold genius,“What Power art thou, who from below….Let me breathe again.” Opera King Arthur.
Sprogbesidderne vinder
Lad os tage udgangspunkt i ordet “främligsfientlighet”, der vel forkommer 200 gange hver dag i svensk presse. Det er hvad det siger, eller hvad er det i grunden ? Studerer man hvad velskrivende og oplyste svenskere i dag skriver rundt på nettet uden for pressen, så er der noget der ikke stemmer. I den udstrækning de overhovedet er “fjendtlige” over for fremmede, drejer det sig om groft kriminelle der misbruger deres ophold i Sverige. De er langt overvejde “fjendtlige”, det vil sige legitimt politisk uenige med politikere og journalister. At disse drejer denne uenighed om til noget, enhver kan blive uenig om at fordømme, “rasism och främligsfientlighet”, er et så billigt og fejgt sprog- trick, at det ikke burde kunne lade sig gøre: “Kritiserer du mig, er du fremmedfjendtlig.” Men det kan det, se bare ex(?) kommunisten Åsa Linderborg i AB idag. At hun, Lena Sundström og tusinder af andre letvægtsintellektuelle kan have sådan en succes, skyldes at de har over 70 års knusende kulturmarxistisk sejr i ryggen. De flyder ned ad en flod, og behøver hverken bevæge hovede, arme eller ben, for at komme frem. De det hele med hjemmefra. De skal bare sige “islamofobi” (et andet sprogligt svindelnummer) – så klapper samtlige politikere og kolleger i takt af dem. Det er et system, der belønner holdninger, ikke talent.
Det er af samme grund at svenske borgerlige, som både Enzensberger og Huntford har bemærket, ikke har deres eget sprog, og derfor blot er pseudoborgerlige, det vil sige plastikliberalister og temmelig enige med kulturmarxisterne i at afsky nationalstaten og al dens væsen. Derfor forsvinder den svenske nationalstat – forstået som et sammenfald af sprog, kultur, religion og etnicitet indenfor samme grænser – så hurtigt at man ikke tror sine øjne. Selvom de alle skulle ombestemme fra idag, vil den være borte om en generation. – Der er en stor sorg og en overvældende vrede i Sverige idag. Det ser jeg selv, og jeg hører det fra venner. Men skal man dømme ud fra opinionsmålinger, så er den ikke nær stor nok til at ændre noget væsentligt i det parlamentariske billede i Sverige, hvad der selvfølgelig ikke skal være en grund til ikke at forsøge. Den folkelige, sunde fornuft og indignation er ikke bare oppe imod en knusende medial overmagt, de er oppe imod hele det propaganda-sprog der anvedes i den offentlige samtale i landet, en ulige kamp. Når man som dansker følger svensk debat -at deltage er i praksis umuligt – er det i høj grad at træde ind i en fremmed associationsramme, som det kræver år at tyde. Følger man derimod den pluralistiske engelske, tyske eller franske, finder man altid noget der lyder hjemligt, hvor det bare er sproget, der er anderledes. Så gennemgribende er den officielle svenske tankeverden fjernet fra den main-stream europæiske, hvor ingen statslig centralmagt har kunnet udøve samme dominerende indflydelse over åndslivet. I Sverige kan man have dissident-agtig status. Den prækære situation opstår, når man har opnået at gøre 20-30 % af befolkningen til dissidenter.
I sproglig henseende var Danmark derfor langt bedre rustet til at klæde “de moralsk banale, oppustede, insinuerende fejlslutninger og dårlige argumenter af”. Det tog os kun 17 år og det er godt at leve i et land, hvor øregas ikke holder i længden. At Bæk Simonsen, Manni Crone, P 1, DIIS-og RUC-segmentet gasser videre, er uvæsentligt, for de gør det i deres små reservater. Danmark vandt, de tabte. Men vores pris er en lang, lang rekonvalcens, hvor Sverige bliver sygere for hver dag, for hver time der går. (Se også: Cultural marxism,The History of Political Correctness.)
Professor Helmuth Nyborg og den politiske korrekthed
Må man sige at nogle mennesker er klogere end andre? Er der tanker, man ikke må tænke? Politisk korrekthed er et begreb som mange har et anstrengt forhold til. Det oser af censur og begrænset ytringsfrihed, men måske kunne man også se politisk korrekthed som et nødvendigt hensyn til vores medmennesker? Eksistens handler om valget mellem politisk korrekthed og det ukorrektes pris. DR P 1 Eksistens.
Flemming Rose: “Tøgers trumkort til islamisterne”
Det er ikke bare i Danmark, at Tøger Seidenfadens selvpromovering som politisk aktør på bekostning af sine kolleger og sit land vækker mishag, det er i pressen i hele den frie del af verden. Det er en høj pris vi skal betale for at Politiken kan stå sig godt med Margrethe Vestager, Uffe Ellemann og Abdul Wahid Petersen. Vi er, som Rose siger i interviewet, i en langt værre situation end for fire år siden, og så vælger Politiken at gå ud og give opmuntringer til fanatikere, der hellere end gerne vil intimidere os yderligere. Tøger Seidenfaden må naturligvis tage på sin kappe de ubehageligheder ytringsfriheden og Danmark nu kan rammes af. Hverken den danske eller den udenlandske presse er ham nådig: Internationale presseorganisationer mener, at dagbladet Politikens undskyldning for at have genoptrykt Muhammed-tegningerne kan skade ytringsfriheden i hele Europa.
Aftenposten.no i Malmø
Vi blir trakassert, og vi blir fysisk angrepet. Det er ingen tvil om hvem som står bak, nemlig personer som har bakgrunn fra Midtøsten.
Det er informasjonsansvarlig i den jødiske menigheten i Malmö, Fredrik Sieradzki, som sier dette til Aftenposten. Blant Malmös mange innvandrere er det et stort antall mennesker som kommer fra ulike muslimske land i Midtøsten. Det finnes en strømning i den muslimske verden der man bedriver hets mot jøder. Denne hetsen får enkeltpersoner til å forfølge og trakassere Malmös jøder, sier Sieradzki.
Marcus Eilenberg, et annet medlem av den jødiske menigheten i Malmö, er blant jødene som har valgt å forlate byen.
– Mine barn er ikke lenger trygge her. Jeg tror ikke at hatet med tiden vil bli mindre, snarere tvert imot. Tenk at fantastiske Sverige ikke kan gi min familie trygghet. Det er uhyggelig, sa Eilenberg for kort tid siden mens han var i gang med å flytte fra byen.Han forteller at folk har kjørt forbi ham på vei til synagogen, og ropt «jævlig jøde!» til ham. De jødiske gudstjenestene må ha politibevoktning, og til den jødiske gravlunden kan man ikke under noen omstendighet gå alene.
Den jødiske menigheten i Malmö er nå på cirka 700 personer. Fredrik Sieradzki regner med at et 30-talls jøder har forlatt byen de siste par år. Dette er i hovedsak unge mennesker som ser det som umulig å stifte familie i byen. I den sørsvenske metropolen Malmö angripes og trakasseres jøder på gaten. Stadig flere av byens jøder forlater byen og reiser til Israel.






![khaledskaviarjc2[2]](http://snaphanen.dk/upload/2010/02/khaledskaviarjc22-600x215.jpg)


