Og professor Jytte Klausen skifter med dem. Selv akademikere i humaniora kan lære at svømme, når vandstanden stiger. Det er ingen skam at blive klogere, kun når man bliver mindet om hvad man sagde for nylig, kan det give et lille stik.
Professor Jytte Klausen, februar 2006: Tonen i den danske debat har været helt siden af hvad den har været i USA og andre steder. Der har været skarpe meningsudvekslinger herover, og i hele Europa, om hvem muslimerne egentligt er, men der har ikke været den samme tone, det er jo en stor krise for Danmark, og nu er jeg jo nok mere dansk i mit synspunkt, jeg er meget ked af hvad der er sket for Danmark, og jeg synes ikke det er så godt at Danmark har været et lærestykke i denne her sag… Det er en god ting, at det nu står klart at der er korsfarere på begge sider af denne her konflikt. Der er kristne korsfarere der siger at islam ikke kan forenes med demokrati og ikke hører hjemme i Danmark osv., og der er også muslimske korsfarere – men de taler jo ikke for flertallet. Der er mange problemer at læse her, men hvis man kan få en tone der er baseret på respekt…Apologet Jytte Klausen slagtet for åben skærm af Irshad Manji
Jytte Klausen, marts 2006: “Danmark kan så godt lide myten om den uartige dreng, som bare kan sige, hvad han vil. Economist kalder tegningerne “en drengestreg”. Det synes jeg er meget præcist. Uffe Ellemann har ret, når han kalder tegningerne “pubertetsagtige”, og når han siger, at danskerne må lære, hvordan man siger tingene i et internationalt samfund, og hvordan man behandler sine mindretal.”
Jytte Klausen, maj 2007: “The week before the cartoons were published on September 30, the [Danish] cultural minister stood up at the annual party conference and said we, meaning the government, have been engaged in a cultural war for the past four years and we are now facing the second half.” “It is important to understand that the paper was putting out these cartoons as part of what was, and is, a political movement on the part of some Danish neo-liberals to emphasise this cultural war.““There was cynicism and grandstanding on both sides of the divide — defiant diatribes from xenophobes defending free speech, and defiant diatribes from Muslim leaders bent on stirring religious radicalism. But after the hysteria died down, Danes were in for some soul-searching. They didn’t like that the rest of the world suddenly thought they were racists.”
Do you say publishing the cartoons was not about freedom of speech but was in fact a deliberate act of provocation?
“It was – I’m quite familiar with this newspaper Jyllands Posten because it’s the paper that’s on the coffee tables in my family, it’s the paper I grew up reading when I was a kid. It is a provincial newspaper about 150,000 copies in circulation and it has always minded the sensitivities of the provincial middle class and the wealthier agrarian groups.
Jytte Klausen, september 2009: Forfatteren, Jytte Klausen, var målløs over beslutningen, da hun blev orienteret i juli. Hun siger til AP, at de muslimske diplomater, der har været involveret end ikke har læst bogen, og hun understreger at flere lektører, anbefalede at tegningerne skulle med i bogen. Hun er af den opfattelse, at tegningerne ikke i sig selv udløste generel vrede i den muslimske verden. Det skete først da de blev gjort til symboler af ekstremister.Vrede over Muhammed-selvcensur
Det humanvidenskabelige ekkorum
Man skal ikke forfalde til billig antiintellektualisme, men når det drejer sig om stillingtagen til samfundsmæssige spørgsmål med konsekvenser for ens egen fremtid er det klogt at erindre, at de udmeldinger man mødes med fra akademisk hold ikke nødvendigvis afspejler saglighed eller virkelighed. En meget underholdende illustration af dette er den såkaldte ‘Sokal’s hoax’, en sag om en artikel bestående af ren nonsens, som en fysiker ved navn Alan Sokal fik optaget i tidsskriftet Social Text (LFPC):
In 1996, Sokal, a professor of physics at New York University, submitted a paper for publication in Social Text, as an experiment to see if a journal in that field would, in Sokal’s words: “publish an article liberally salted with nonsense if (a) it sounded good and (b) it flattered the editors’ ideological preconceptions.”
The paper, titled “Transgressing the Boundaries: Towards a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity”, was published in the Spring/Summer 1996 “Science Wars” issue of Social Text, which at that time had no peer review process, and so did not submit it for outside review.[3] On the day of its publication, Sokal announced in another publication, Lingua Franca, that the article was a hoax, calling his paper “a pastiche of left-wing cant, fawning references, grandiose quotations, and outright nonsense”, which was “structured around the silliest quotations [he] could find about mathematics and physics” made by postmodernist academics. Sokal affair
Inden Dansk Folkeparti bliver ‘halshugget’
Den Pavlov’ske førdømmelse hagler som forventet ned over Dansk Folkeparti for fotomanipulation af to sværd på toppen af den kommende shi’a-muslimske stormoské. Den virkelighed som billedet afspejler tiltrækker sig lige så sædvanligt ingen opmærksomhed. Det burde den, for i både det iranske og det saudiarabiske flag indgår der sværdmotiver i en eksplicit muslimsk sammenhæng. Det saudiske sværd er placeret under trosbekendelsen “der er ingen anden gud end Allah, og Muhammed er hans profet”. På det iranske flag (indført i 1980 efter Khomeinis revolution) indgår et stiliseret sværd sammen med fire halvmåner. Tilsammen udgør elementerne ordet Allah, hvor sværdet er det andet ‘l’. Kun de selvpåført blinde kan
hævde at sværd og anden voldsretorik ikke er en uadskillelig del af islam.
Islamisk Trossamfund og Muslimernes Fællesråd ser ud til at være blevet ‘coach’et’ i en ny mediestrategi: I stedet for at råbe og skrige krænkelse, forsøger de sig med en overbærende stil. DF udstiller bare deres uvidenhed osv. Sigende nok fortæller de intet om det faktuelt forkerte, og Berlingskes journalist har ikke skænket det en tanke at undersøge spørgsmålet. Muslimer jubler over DF-annonce (LFPC).
Zuhair Butt Hussain, mediernes præmiemuslim
Zuhair Butt Hussain er et af de overbærende interviewemner jeg henviser til ovenfor. En glatsnakkende angiveligt moderat, der bare har det problem at han ikke taler helt klart og umisforståeligt, men overfor velvillige journalistfrøkener som Berlingskes udsendte har han dog intet at frygte. Det er uhyre let ved hjælp af Google at finde – mildest talt – problematiske citater fra Hussains hånd:
Hvad angår Koranen og dens forståelsesramme, så har tid og kontekst en afgørende betydning. […] Desværre er der muslimske grupper, både i og uden for Danmark, der ynder at benytte sig af udvalgte passager taget ud af konteksten – ingen nævnt, ingen glemt.
Der, hvor jeg mener kimen til uoverensstemmelse imellem handling og det skrevne opstår, er, hvor de lærde – eller mangel på samme – søger hjemmel i Koranen til deres holdninger, handlinger og opfordringer. Situationen bliver heller ikke bedre af, at tilhørerne til fejludlægningerne måske er analfabeter eller sidder i en elendig livssituation. Sidstnævnte kan være medvirkende til udførelsen af de desperate handlinger, vi har set.
Det, at søge hjemmel i Koranen og profeten Muhammeds sunna for ens handling som muslim, er ganske naturligt, vil jeg mene. Men at udnytte det skrevne imod dets ånd og retningslinier, ser jeg som ganske forkasteligt, og jeg vil endnu engang på det kraftigste understrege, at der hverken i Koranen eller Muhammeds sunna er belæg for drab på uskyldige mennesker – uanset hvor desperat en situation man er i. […] Terrorangrebet set med dansk muslims øjne
Han formår her at benytte de fleste velkendte afledningsmanøvrer i bogen: Kontekstkortet som rent postulat; afvisning af at præcisere (“ingen nævnt, ingen glemt”); fattigdomskortet, til trods for at mujahediner ofte er veluddannede; anerkendelse af at terrorister føler berettiget vrede (“desperate”); manglende afklaring af hvem der er “uskyldige”; og endelig også lodrette usandheder – intet belæg i Koranen og hadith. Dette sidste er let at tilbagevise, idet sunnilovskolen Shafi’is manual ‘Umdat al-Salik leverer righoldig dokumentation for legitimering af drab på mennesker vi vil anse for uskyldige: Forældres og bedsteforældres drab på børn og børnebørn, drab på frafaldne, stening for ‘hor’ og homoseksualitet, og kamp for kalifatets indførelse. ‘Umdat al-Salik er certificeret som gyldig vejledning af sunni-islams højeste institution al-Azhar i Cairo:
“…We certify that this translation corresponds to the Arabic original and conforms to the practice and faith of the orthodox Sunni community (Ahl al-Sunnah wa al-Jama’a).” al-Azhar, the Muslim world’s most prestigious institution of higher Islamic learning (Cairo; February, 1991) What is the Shariah?
Kontekst- og fattigdomskortet holder altså ikke til et nærmere eftersyn. Butt Hussain har desværre stadig alt for let gang i de danske mainstreammedier (LFPC).
Den skruppelløse pastor Ramsdal
Præst Per Ramsdal lånte Brorsons Kirke ud til unge aktivister fra Ungdomshuset, da de planlagde at erobre et nyt ungdomshus.
Aktionen blev planlagt i kirken, og inden mødet fortalte de unge i en pressemeddelelse, at de ville “informere om hvordan vi kommer ind i huset”. […]
Per Ramsdal gav på sin egen blog på brorsons.dk udtryk for, at han sympatiserede med de unge brugere af Ungdomshuset, og i forbindelse med politiets rydning af Jagtvej 69 erklærede han, at Brorsons Kirkes døre er åbne for aktivister. Politiet kommer til gengæld ikke ind.
– Jeg lukker ikke politiet ind, hvis de leder efter nogen. Folk har ret til at søge tilflugt i en kirke, og jeg behøver ikke at spørge, om de er tyve eller mordere. Her har kirken en asylret, sagde han til Kristeligt Dagblad 2. marts 2007. […] Ramsdal lånte kirke ud til aktivister
Debatt i parlament och medier eller nynazistisk pöbel ?
Thomas Nydahl anmelder Lena Sundströms Danmarks bog i Kristianstadsbladet:
Inför en alltmer polariserad verklighet står många människor så frågande att de antingen väljer att blunda, eller att ansluta sig till nya politiska rörelser som i nationalismen försöker se svar och lösningar. Det djupa misstroendet mot den politiska eliten gör det möjligt att finna en plattform för sådana budskap. Men detta är inte en ”politisk fråga” för valplakat, utan en social, kulturell och politisk förändring som pågår i hela Västerlandet. Väckelsen inom islam, och den därpå följande islamismen med terror och hot som vapen, är en avgörande faktor för denna utveckling. En annan är ökad social segregation med förortsområden som förvandlas till rena invandrarområdet, ökad arbetslöshet och socialt utanförskap. Problemen har länge förnekats eller förringats, och resultatet av den strutspolitiken ser vi nu, också i vårt eget land.




