Well you really got me this time, And the hardest part is knowing I’ll survive. I have come to listen for the sound, Of the trucks as they move down, Out on ninety five, And pretend that it’s the ocean, coming down to wash me clean, to wash me clean, Baby do you know what I mean. I would rock my soul in the bosom of Abraham , I would hold my life in his saving grace, I would walk all the way from Boulder to Birmingham, If I thought I could see, I could see your face.
Nu har jeg hørt på Cheb Khaled i en lille uge (det er i aften han spiller i Vega), så skal det være noget andet. Det skulle have været fra hendes seneste fra 2008. Men jo mere jeg hørte, desto længere kom jeg tilbage. “Back when I was a brunette” – da Emmylou Harris træder ud som voksen i 1975 med en sang om sin sorg over Gram Parsons død. Parsons foldede hende ud fra en Joan Baez-klon til….Emmylou Harris. Her med Johnny Cash´svigersøn, Rodney Crowell. Og så er hun blevet bedre og smukkere for hvert år der er gået. Sådan er det med gamle kærligheder. Den kreative klasse var i uenig med mig. Det er “folkeligt”, det vækker utryghed hist og her i hovedstadens dyrere forstæder. Country er white trash, tror de. Men det er også “american music”, som Johnny Cash sagde på sine gamle dage. Harris er det allerede fra starten. Hun er Andersens beåndede Nattergal. Man kan høre “Gold” fra sidste år. Eller In My Hour of Darkness eller Love Hurts (se bort fra billederne) fra dengang før Parsons døde.
Når man så er blevet godt varm på Emmylou kan hun yderligere opleves i disse anbefalelsesværdige klip: Evangeline, med backing af The Band fra deres afskedsfilm The Last Waltz. De multitalentede musikere bytter rundt i nummeret her: Nu afdøde pianist Richard Manuel gør det på trommer, organist Garth Hudson trakterer trækharmonika, trommeslager (i dag skuespiller) Levon Helm spiller mandolin. Og gå ikke glip af Hard Times Come Again No More, med canadiske Kate & Anna McGarrigle, samt Kates søn Rufus Wainwright der er blevet en stjerne i sin helt egen boldgade – storladen, teatralsk bøssepop – siden denne tv-serie fra starten af 1990’erne. (Steen & LFPC)
Jakob Hougaard har islamofober på hjernen

Man kan ikke gøre andet end jævnligt at tage bestik af situationen: Hos vores modstandere benyttes der i stor udstrækning stadig klichésprog og apologi der i vores lejr kun kan fremkalde hånlatter. Ingen illustrerer dette bedre end Københavns integrationsborgmester Jakob Hougaard.
Islam er overhovedet ikke en trussel mod Danmark. Tværtimod er højrefløjens besættelse af islam en trussel. […]
I stedet bør nydanskere og etnisk danskere række hænderne ud mod hinanden, og love at vi skal leve fredeligt og respektfuldt sammen.
Hmm, her øjner jeg det første problem hvis hænderne på “nydanskeren” ved min side sidder på en indpakket muslima.
Sammen kan vi skabe et fredeligt, mangfoldigt og fremgangsrigt samfund. […]
For integrationen går jo godt. Lad mig blot nævne, at i de seneste tre år er 7,5 procent flere nydanskere kommet i arbejde. […]
Rituel demonstration af at Jakob ser sagen fra alle sider – men skylden findes hos de onde danskere:
Jeg er dog nødt til at komme med en lille kritik af nogle indvandrermiljøer. For i nogle – også i enkelte arabiske – kredse er der kommet en tendens til at lukke sig om sig selv. At dyrke sin egen kultur og religion og koncentrere sig mindre om resten af verden. Det er forståeligt, når man ser på den tone, som man især som muslimsk nydansker møder i medierne […] Jakob Hougaard: Vi må åbne os mod hinanden
Mon ikke den går rent hjem hos socialdemokratiske kernevælgere? Grafen viser forekomsten af ordet “islam” i Infomedia fra 1995 til i dag. Hvor gerne jeg end ville tro det, Jakob, kan stigningen nok ikke tilskrives “højrefløjen” og onde bloggere som os (LFPC).
En helt uvidenskabelig jagt på ‘essens’
Her er mit lægmandsræsonnement: Hvis islam var en religion som alle andre, skulle forekomsten af ordet i medierne, alt andet lige, hænge sammen med antallet af udøvere. Er der flere der følger en religion end en anden, vil den første også blive omtalt tilsvarende mere. Nu er alt andet som bekendt ikke lige, men det er alligevel interessant at sammenholde et hurtigt Infomedia-survey på ordet “buddhisme” med den graf for ordet “islam” jeg gengav før. De nøgne tal er som følger for 1995 til d.d.: 1995 77, 1996 106, 1997 96, 1998 109, 1999 119, 2000 188, 2001 173, 2002 215, 2003 334, 2004 253, 2005 323, 2006 257, 2007 434, 2008 622, 2009 398 – gengivet i hosstående graf.
Der skønnes at være 18-20.000 buddhister i Danmark. De absolutte tal fra Infomedia her er så små, at man næppe kan sige noget konkret ud fra dem – små og for samfundet som helhed ubetydelige begivenheder som sker i dette miljø vil kunne forskyde statistikken mærkbart. Dog bemærkes, at der ikke umiddelbart er nogen diskrepans set i forhold til det skønnede antal på 200-300.000 muslimer i Danmark, og disses repræsentation på Infomedia. Der hvor det bliver interessant er imidlertid stigningen for de to talsæt i samme periode. Et slag på tasken – omtalen af buddhisme stiger en firefaktor, mens islam stiger en tifaktor. Her skulle man – igen alt andet lige – synes, at stigningstakter der beroede på udviklingen i avismarkedet – så som gratisaviser, eller øget samarbejde mellem aviser og bladhuse, så det samme materiale går igen flere gange, og hver gang afføder et hit på Infomedia – skulle udmønte sig i ensartede stigningstakter. Det samme kunne alt andet lige siges om øget interesse for og fokus på religion. Men islam står altså for en markant større stigning i perioden, og ikke bare i årene med 9/11 og Muhammedkrisen. Ud fra en LFPC-i-kæret-betragtning, som læserne selvfølgelig opfordres til at kommentere og kritisere, ser det derfor umiddelbart ud som om det er islam der er ved at øge sit fodaftryk på det danske samfund. Denne verdens Jakob Hougaard’er vil formentlig fortsætte med at påstå at det er et spørgsmål om danskernes ‘tone’ (LFPC).
Berlin under belejring
Vi postede den nedenfor, men Politiken segmentet taler vist ikke tysk, så her er en tekstet version:
Kukuret og skibsskruen
og politikernes strategiske tilbagetog
Europæerne vil ikke have det. Længere er den ikke. De er ikke blevet spurgt, og de bryder sig helhjertet ikke om det. De er ikke “islamofober”, de bryder sig bare ikke om Islam og dens fremfærd, det er enhvers begrundede ret. Koranen dømmer os som fjender af islam, længe inden vi er fjendtlige. Den dag vi måtte blive det, går det hele ude af kontrol. En konflikt er forlængst sat på skinner, uanset hvad de skriver i Politiken og Information. Man skal være meget samfundsingeniør, for at tro man kan afværge enhver konflikt. At alt kan knævres ned til pandekagestørrelse. Som den henrivende svenske Folkpartist, der i går så sødt skrev: “Problemer er til for at løses“, underforstået, “lad os bare spæde på”. Hun har aldrig kendt problemer og konflikter, der ikke kan løses i Riksdagens forsamling af glade amatører, så hvem kan fortænke hende ? Hun er et barn på 62 år.
Jeg er (kultur) pessimist:det der kan gå galt, vil gå galt, det er kun en halv spådom, for det er sket allerede. Når Islam er inde i billedet, er der næsten 100 % præcedens for det. Krige lever deres eget liv. Politikerne signalerer kontrol, men den er allerede delvis væk. Georg Metz kan ikke skrive det bort. Det eneste lille lyspunkt er, at der er europæiske muslimer – især kvinder- der har fået smag på sækulariseringen. I den tråd hænger vores eventuelle, fredelige fremtid. De forvildede politikere tager sig mere og mere desperate ud, som marionetter og gidsler for deres egne våde drømme. Nu er burka lig med race op til folkeafstemningen i Schweiz. Politikerne har ryggen mod muren, og muren er kun begyndelsen. Det har ynglingen Jakob Hougaard ovenfor næppe den blegeste anelse om, dem der har valgt ham overhovedet ikke. Til november går næste akt løs i Schewiz:





