Kasper Støvring skriver videre på sit blogindlæg i en dyster kronik. “Vi var leoparderne, løverne; det bliver sjakalerne, hyænerne, der kommer i stedet for os”, som vi lader Giuseppe Lampedusa sige i indlægget ovenfor. I Sverige nedenfor går det over, men når det kommer tilbage, bliver det en tand værre:
Alt skrider, og det betyder, at alting eskalerer, og at kulturkonflikter som ovenstående når som helst kan bryde ud igen. De er latente konflikter, og den næste konflikt bliver værre end den foregående, skriver Kasper Støvring.
Mit seneste indlæg på min blog her i avisen har på kort tid fremkaldt adskillige reaktioner. Jeg må have ramt noget, så lad mig derfor i det følgende prøve at fremstille og udbygge mine synspunkter. […]
Grupper af venstreradikale autonome og uintegrerede indvandrere med muslimsk kulturbaggrund er ved at ødelægge landets større byer. Vi er nogle, der har taget konsekvensen og flyttet på landet. Man skal bestemt have stor respekt for de mennesker, der bliver og forsøger efter evne at gøre noget ved problemerne. Spørgsmålet er bare, hvor længe man vil lade sine børn undgælde for det multikulturelle eksperiment.Politiet søger med sved på panden at dæmpe gemytterne og henviser til, at der ikke er mere uro end tidligere. Politiets opgave er jo at skabe ro, og her kan retorik være en del af løsningen, og statistik over vold er notorisk vanskelig at tolke på grund af de mange mørketal. Hvad der står tilbage er dette: Der er sket en eskalering udi brutalitet, når selv politiet angribes med skydevåben. Kronik: Den molekylære borgerkrig
»När ska det sluta?«
spørger Gøteborgs Posten afmægtigt om optøjerne i forstæderne der har varet næsten uafbrudt siden 13 august. Formentlig aldrig, andet end måske temporært. Man skal være religiøs, for at tro det slutter helt, dvs. købe den officielle ortodoksi, at det “är en klassfråga“. Men man kunne dog begynde med at bure forbryderne inde i stedet for at invitere til bekymringssamtaler. Politiet har “lugtet en rotte”, men kan næppe sige mere end dette:
Det borde finnas andra saker [än visitationer] att lägga som grund för oron i förorterna. Men vill man att detta skall vara den tändande gnistan, så blir det förstås det. Jag är förvånad över att man skyller på just detta, särskilt eftersom det har varit oroligt i området med larm om skottlossningar och skadegörelse ända sedan i våras.
Nya bilbränder i Göteborgs förorter.Dörr sprängd i lägenhetshus i Göteborg, Flera greps efter bärsärkagång i Göteborg.
Bent Blüdnikow anmelder Gunnar Ekberg
Gunnar Ekberg havde et nært samarbejde med ikke mindst Jan Guillou, og det er ikke et smukt billede, der tegnes af den fanatiske Guillou, der helhjertet støttede de mest ekstreme blandt den palæstinensiske bevægelse. Det er ikke blot billedet af propagandisten Jan Guillou, der dukker frem i skildringen, men også af den farlige aktivist. Gunnar Ekberg beretter, at Jan Guillou allerede i 1969 var i København sammen med den ledende palæstinensiske aktivist David Kaloti på en mission for PFLP for at fotografere sikkerhedsforholden e ved El Al-fly. Det fremgår også af bogen, at Jan Guillou sammen med Göran Rosenberg i 1970 var i Israel for at inspicere Tel Avivs lufthavn for PFLP.
Gunnar Ekberg fortæller også, at han selv og Jan Guillou ved flere lejligheder havde kontakt i København med folkene i Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF), altså de folk der blev kernen i Blekingegadebanden. Ekberg skriver: »Jan havde også kontakt med KUF, Kommunistisk Ungdoms Forbund, hvilket var interessant, fordi organisationen havde nær kontakt med PFLP, et samarbejde som efterhånden fik et hemmeligt og konspirativt indhold.« Hvor tæt forbindelsen mellem Jan Guillou og Appels folk var, skriver Gunnar Ekberg ikke om, men at Appel-gruppen havde gode kontakter til svenske ligesindede fremgår flere steder i bogen. Men Ekberg var også selv flere gange i forbindelse med Appel-gruppen: »Jeg nåede et hurtigt besøg i København for at besøge KUF efter sommeren. Det var interessant. De talte mere om at danne hemmelige celler og at arbejde med kurerer og hemmelige meddelelser end om ideologi. Vi udvekslede en del information, og de spurgte, om jeg ikke skulle ned og besøge PFLP snart.« [..]
I Sverige er der en skyhed i pressen oven på publiceringen af Gunnar Ekbergs bog. Ingen tør gå rigtig til Jan Guillou, der er en slags ukronet debatkonge i folkehjemmet Sverige og i øvrigt netop har udgivet endnu en selvbiografi, hvor han intet afslører. Gunnar Ekbergs historie er en del af den mest dramatiske fortælling om Den Kolde Krig, der viser, at selv i det pæne socialdemokratiske folkehjem foregik der skumle og farlige ting. Berlingske: Spion blandt fanatikere
Det sidste har Blüdnikow sandelig ret i. Der er kommet lidt flere anmeldelser: De ska ju ändå dö. Tio år i svensk underrättelsetjänst. Osannolika berättelser om den svenska vänstern. Ingen går som Världen Idag gjorde i dybden med Guillous påståede KGB forbindelse: Boris Grigorjev, f.d. sovjetisk underrättelseofficer i Sverige: ”Guillous avslöjanden gjorde stor nytta för oss.”
Kunsten at holde kæft
Fra valget i 2006 og frem, første Mona Sahlin den røde blok stort over den regerende alliance i lang tid. Frem til foråret havde svenske socialdemokrater stadig over 41 % af stemmerne uden rigtig at have gjort noget for det. Så lancerede Sahlin, Ohly og Wetterström et fremstød, lidt lig det Thorning og Søvndal netop har gjort, og straks begyndte SAP ´s tal at vige kontinuerligt. Nu har Sahlin ikke sagt et kvæk i flere måneder, så styrtdykket er stoppet og partiet har stabiliseret sig på omkring 32 procent, men Alliancen fører stadigvæk, hvis de vil bruge Sverigedemokraternes stemmer. Hvad har Sahlin lært af det ? Ingenting, for nu skal der satses igen (Rød-grön.se) :
För Sverige var ett föregångsland, ett föregångsland för jämställdhet, ett föregångsland för jämlikhet. Nu är det ett skattesänkarland bland andra, men högre arbetslöshet än vad EU-genomsnittet är.
Vi andre tænker, at Sahlin dårligt kan undgå at blive den første S partileder i mands minde, der ikke bliver statsminister. Ikke engang partiets egne, til døden tro kernevælgere har hende som andet end tredje valg. Herhjemme synes Sohn-Søvndal at have perfektioneret kunsten at holde kæft, når det behøves og når de genkender et decideret ikke-emne: SF-top tavs om asylsag, så deres chancer for bingo er nok bedre end Sahlins. Det må være surt for rigtige skakspillere at skulle trækkes med en glad amatør som Kristen Touborg, hvis hæderlige bondemoral byder ham at sige hvad han tænker. Wager: ”Ett år kvar till valet”. Pittelkow: Løkke vinder næste valg.
Burka: Et dybt had til kvinder
Martin Krasnik interviewer Mona Eltahawy:
»I har perfektioneret kvinders rettigheder. Jeg forstår ikke, at feminister i hele Skandinavien ikke instinktivt kan se, at den skal forbydes,« siger Mona Eltahawy.


Siger han ikke her at mennesket skal sætte sig i Guds sted og forsøge at rette op på hans skaberværk? Hvordan skal dette ende med at se ud, og hvem afgør det? Iflg. samme artikel har Ramsdal “hængt et billede af en korsfæstet Abu Ghraib-fange op i sin kirke”. Det er en nærliggende antagelse at det drejer sig om det gengivede billede her. Som man imidlertid kan se af signaturen forneden, og billedet under det, er der tale om en kunstners arrangement.
grumsede verden af såre menneskelig politik (LFPC).
En af de historier der umiddelbart kalder på hånlatter, men som ved eftertanke er endnu et eksempel på et samfund og en kultur med grasserende dødsdrift, og uden andre værdier end goldt ligemageri og inklusivitet at identificere sig med. Som eksemplet viser er der stadig land at opdyrke for de kreative, nye minoritetsgrupper at beskytte, og Ragnar her er da også godt på vej til at tolke omgivelsernes reaktion som diskrimination. Via 

