Om totalitarisme, overbefolkning, hjernevask og Orwell. Et interview fra maj 1958 i tre dele.
Vildskud
For de fleste muslimer er det at hæve sig over offerrolletænkningen som at hive sig selv op ved det etageklippede hår. Allerede af den grund er ‘dialog’ en illusion, og enhver må så gøre op med sig selv om hvad fanden man så stiller op – når nu de to aldrig skal mødes. Jeg læste denne artikel uden i første omgang at vide hvem der havde skrevet den, men umiddelbart kunne der kun være tale om en RUC-letvægter, eller en klynkende muslim, og det var så det sidste. Ibrahim Faour har hovedet så langt oppe i en bestemt legemsdel at han ikke ville kunne høre svaret på spørgsmålet i overskriften “Hvorfor skyder vi os selv i benet?” Man kunne ellers have fortalt forfatteren – “skribent i skriveskolen c:ntact”, hvor de åbenbart har kurser i at skrive som 8. klasses skolepiger – at han burde have vendt spørgsmålet bare en lille smule ud af: Hvorfor skyder især muslimske indvandrerunge med skydevåben på danske gader, hvorfor skyder de sten efter brandbiler i ghettoerne, hvorfor er det lige hos “vagtholdet på Vestegnens politi” at han hører onde, onde islamofobiske bemærkninger? Men Ibrahim er som sine interviewemner så “utroligt chokeret” [sic] over den onde tone på kaffestuen, at han slet ikke er kommet dertil.
At Ibrahims hovede er et bestemt sted, åbenbares også i det uheldige valg af lige netop “muslimske fortalere” som “Imam Ahmad Abu Laban, Abdul Wahid Pedersen og Asma Abdol Hamid”. Laban, der groft skadede sit værtsland under Muhammedkrisen? Wahid Pedersen som ikke vil tage afstand fra stening? Abdol [‘Allahs slave’] Hamid der har demonstreret sammen med Hizbollahtilhængere ved en jødehaderdemonstration, og har udtrykt forståelse for drab på danske soldater? Kunne Ibrahim Faour ikke have valgt nogle bedre eksempler på “muslimske fortalere” der ikke fortjener spot og forhånelse på kaffestuen? Nåh nej, det er jo nok lige netop dér problemet ligger.
Jeg har personligt gået og tænkt en del over, hvorfor mange politibetjente med anden etnisk baggrund end dansk dropper politijobbet og uddannelsen.
Jeg synes, det er en vigtig problemstilling at tage sig af og har dermed valgt at interviewe politibetjente under uddannelse på politiskolen. Mine interviewpersoner vil helst være anonyme, derfor bliver de ikke omtalt med navn af personlige årsager.[…]
Artiklen er baseret på eksempler fra mine interviewpersoners hverdage på især vagtholdet på Vestegnens Politi.
Her fortæller en af mine interviewpersoner, at han gentagne gange har oplevet chikane fra sine etniske danske kollegaer. Han fortæller ydermere, at det er næsten helt umuligt for en person med anden etnisk baggrund at kunne gøre det godt blandt de etniske danske kollegaer. Her gælder det både fagligt men også socialt.
Her har min interviewer selv mærket, at han pga. religiøse årsager ikke kan drikke alkohol, for så bliver han holdt ude og isoleret. Derudover oplever han også, at man bliver bagtalt, fordi man netop ikke vælger at assimilere sig. Min interviewperson siger efterfølgende:
”Her er det et problem, for assimilation er med til at begrænse integrationen, hvilket jeg tydeligt mærker”.Han har også på vagtstuen oplevet, at flere etniske danske kollegaer gør nar af muslimske fortalere som Imam Ahmad Abu Laban, Abdul Wahid Pedersen og Asma Abdol Hamid.
Han har også oplevet, hvordan etniske danske kollegaer til briefing mødet banker hårdt i bordet og udtaler følgende:
” Er det nu de PERKERE fra Taastrupgårdsvej, som har lavet ballade igen”? […] Hvorfor skyder vi os selv i benet?
Ordet “perker” opfattes altså som problemet, mens den ballade som disse påfører det danske samfund ikke kommenteres med ét ord. Virkeligheden kunne ikke fremtræde skarpere og mere umisforståeligt, men Ibrahim og de fleste af hans trosfæller er så integreret i deres egen kultur at de aldrig vil kunne forstå det (LFPC).
Ytringsfriheden og islamismen
Av THOMAS NYDAHL
Några reflektioner kring islamisk väckelse och krav på inskränkningar av yttrandefriheten.
Helle Merete Brix:/Farshad Kholghi/Peter Legård Nielsen: Fri tale. Danske kunstnere om ytringsfriheden (Gyldendal, 2005).Ayaan Hirsi Ali: Kräv er rätt! Om kvinnor, islam och en bättre värld (Bonnier Fakta, översättning av Joakim Sundström, 2005)
Botho Strauss: Kopistens misstag (Norstedts, översättning av Lars W. Freij, 2000)
Jósef Tischner: Solidaritetens etik (Åsak, översättning av Anders Bodegård, 1984).
”Högmodet och inbilskheten att vilja härska bortom graven är det mest löjeväckande och oförskämda av allt tyranni. Människa äger icke människa, ej heller äger något släktled del av kommande släkten.” Så skrev Thomas Paine för mer än tvåhundra år sedan i Människans rättigheter, ett våldsamt angrepp på den engelska kungamaktens ärftliga tyranni. Thomas Paine hade idémässigt anslutit sig till franska revolutionen och därmed också till upplysningen. Mot denna fria människa satte tyranniet in allt vad den hade av kraft och möjlighet. Hur har tiden sedan dess visat att makten kunnat förhålla sig neutral till upplysningsidéerna och dess uttolkare? Tyranniet har förvisso fortlevt, om än inte i de länder där Thomas Paine drabbades av det.


