I undersökningen uppger 7 procent av poliserna att de utsatts för en eller flera former av påverkan de senaste 18 månaderna, motsvarande siffra för de civilanställda är 3 procent. Poliser i yttre tjänst och närpoliser löper störst risk att utsättas. Det rör sig om hot och trakasserier, snarare än våld, skadegörelse och korruption. Den enskilt vanligaste formen är trakasserier, som väljs medvetet av vissa påverkare eftersom det ofta inte är en straffbar handling. Påverkan sker i tjänsten, i kontroll- och ingripandesituationer, och riktas därför mycket sällan mot familjen.
BRÅ Rapport: Hot och trakasserier vid försök att påverka poliser.Der er knap 17.000 politifolk i “yttre tjänst” i Sverige. Dvs. truslerne omfatter cirka 1200 politifolk i 18 måneders-perioden. (Frankrike: 113 brott per polis och år, Holland: 154 brott per polis och år , Sverige: 254 brott per polis och år SvD 2003). Det var måske et tema for Thomas Bodströms næste kriminalroman ? Seks år som justitsminister skulle give rigeligt med virkelighed at øse af :
Spænding i hverdagen
Sveriges fhv. socialdemokratiske justitsminister Bodström er debuteret som krimiforfatter med romanen “Idealisten”. Man ser at DR ikke er alene om at konstruere usandsynlige, politisk korrekte plots:
I Thomas Bodströms nya bok möter vi Mattias, Susanne och Gerd igen. Ett brutalt mord på en ung framgångsrik politiker skakar Sverige. När ytterligare ett politikermord sker blir läget akut. En spännande historia med en mycket oväntad upplösning.
En ung politiker med invandrarbakgrund, Carlos, startar ett upprop mot rasismen tillsammans med en äldre kollega, socialdemokraten Jan-Olov. De sitter båda i justitieutskottet där Gerd är ordförande. Det blir ett uppmärksammat initiativ eftersom man jobbar över partigränserna. När Carlos brutalt skjuts ner utanför sin villa i Nacka går misstankarna direkt mot Sverigedemokraten Carl Struwe och hans rasistiska anhängare. Nordsteds Forlag
Når man spørger sig, hvorfor svenskerne skriver alle de krimier (og hvorfor nogen overhovedet orker læser dem), er svaret gerne at Sverige er så “tråkigt” og begivenhedsløst, at ens lyst på det makabre må tilfredsstilles kunstigt. I et land med 1.377.854 anmeldte forbrydelser ? (2008). Folks appetit må være ubændig. Bare jeg har set en svensk provinsavis, er jeg mæt af gys for hele dagen. Det spørgsmål har trængt sig på længe, hvorvidt svenske krimier overhovedet henter sine motiver fra virkeligheden.
Broken news: Uriasposten og Snaphanen “forarger”
Der er måske ikke nye boller på suppen her, men fristelsen til at kommentere på negativ omtale af Uriasposten og nærværende blog er for stor. En fotograf Freddy Hagen skriver bl. a.:
Jeg bliver forarget, når jeg læser Trykkefrihedsselskabets bloggervenner, som også kommer til deres arrangementer. Det er islamkritiske blogs, såsom Uriasposten og Snaphanen, der overvåger et utal af medier for derefter at trække dét ud, som har at gøre med muslimer.
Vores store arbejde – “overvåger et utal af medier” – bliver altså bemærket, fint nok. Men bemærk, at forargelsen er bygget op omkring dette ord “utal”. Det er samme form for ad-hominem-argument der benyttes mod f. eks. Lars Hedegaard for at være fanatisk og at have muslimer på hjernen, i fraværet af faktuel kritik og debunking. At Hagen benytter dette greb, og ikke netop påvisning af fejl og dårlig argumentation, afslører jo derfor at det kan han heller ikke. Det er det pæne menneskes forargelse, dette her. Den jomfrunalske afvisning af ubehagelige kendsgerninger.
Uriaspostens Kim Møller gør ofte det, at han kort introducerer et tema, hvorefter han copy-paster artikler ind. I disse artikler fremhæver han så de sentenser, som han finder mest betydelige. Derefter er det op til alle dem, der kommenterer på hans poster, at gøre det så rabiat og usmageligt som overhovede muligt. Det er denne form for frasigelse af hvad andre siger og gør, omend man stiller rum til rådighed for dem der er villige til at gå et skridt videre, som gør det usympatisk.
Kim Møllers næsten ubegrænsede ikke-censur lægges ham altså til last. Et legitimt synspunkt. Hvad der ikke er legitimt – og faktisk direkte usympatisk – er at Freddy Hagen belyver Møllers begrundelse for denne redaktionelle politik: “Derefter er det op til alle dem …”. Hagen (samme efternavn som Corleone-familiens advokat) kan ikke undgå at tale mod bedre vidende når han slår de mange forskelligartede kommentarer under ét, og mener at kunne tilskrive dette onde intentioner fra blogejerens side. Dette kaldes “at lyve”, Hagen.
Der er altså al mulig god grund til ikke at møde op til Trykkefrihedsarrangementet.
Er der nu også det? Jeg har ellers fået det indtryk at dialog altid er at foretrække? Dialog med de værste af de værste antidemokrater fra den arabiske verden, osv.? Det klinger da ikke rigtig af “kulturudveksling”? Men det mener han altså ikke? Freddy Hagen – et hestehoved bag virkeligheden – skal være velkommen til at skrive et mere substantielt indlæg her, men det gør han næppe, for disse smæderier kan han ikke argumentere for (LFPC).
Børnetime med Hamas: “We Jews love to drink blood of Muslims and Arabs”
Den polariserede debats hængedynd
På vores side af værdidebatten finder vi nok hver enkelt vores niche afhængigt af bl. a. temperament. Jeg tager hatten af for dem der ufortrødent kæmper håbløse kampe endda i de intellektuelt mest udfordrede miljøer, avisernes læserkommentarer. De har bestemt en pointe ved også at prøve at slå igennem her, for måske kan enkelte puffes ud i kognitiv dissonans ved konfrontation med de facts som journalister ikke gider, evner eller tør forholde sig til. Men jeg har forlængst indset at jeg ikke dur her. At se disse de værste klicheer fra Muhammedkrisen for tre år siden gentaget og gentaget af folk der er uimodtagelige for uddybende viden og perspektivering dræner mig, og, det indrømmer jeg, gør mig stærkt irriteret. På dagbladet Information er journalister og læsere (takket være en hårdhændet udrensning af skribenter med afvigende synspunkter) rørende enige om at være udenfor rækkevidde i idiotisk grad. Dette var ugen hvor det bl. a. kunne meddeles, at danske trykkerier ikke turde lave genoptryk af Muhammedtegningerne [JP 2.4.2009], og BBC ikke turde bringe et interview med Kurt Westergaard. Ikke at dette forhindrede Informations journalist i at fremstille den tre år gamle sag i manipulerende vendinger:
Trykkefrihedsselskabet har genoptrykt den mest omstridte af Muhammedtegningerne og sat den til salg. Foreningens formand mener, at det er nødvendigt at gøre opmærksom på ytringsfriheden igen, da pointen ikke trængte ordentlig ind under Muhammedkrisen. […]
– Hvorfor har I valgt at genoptrykke tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen og sætte den til salg? […]
– Blev pointen om ytringsfrihed ikke understreget nok under Muhammedkrisen? […]
– Behøver man krænke andre religioner, bare fordi man har ret til det? Kunne I ikke have fundet noget andet at tjene penge på? Muhammed-tegninger for 1,4 mio. kr.
I kommentarerne pludrer Informations læsere løs med vendinger som “ytrings-galninge” og “ytrings-terrorister”. Det er nok en god ting en gang imellem at gøre status over hvor ‘de andre’ befinder sig i disse spørgsmål, og det være hermed gjort. Men jeg overdriver virkelig ikke når jeg siger at det er udmarvende at læse (LFPC, medlem af Trykkefrihedsselskabet).
Sharia infiltrerer Tyskland
Dr. Sami Alrabaa, (Sharia Infiltrates German Courts, Schools, and Ministry of Foreign Affairs)
Once again a German court ruled by referring to Shrai’a (Islamic law), which predominantly incites to denigration of women, hatred, violence.
Most recently, Lisa, a German woman (46) married to an Egyptian, called the police seeking protection for herself and her 17-year-old daughter from assaults by her husband. Magdi, Lisa’s husband, threatened to kill their daughter who had been raped by a man. Magdi, a practicing Muslim, believes that his daughter committed “Zena” (adultery). He told his wife that he was always suspicious of his daughter who clandestinely had a German boyfriend. Lisa filed a divorce case against her husband, and requested deporting him.
Det er altid interessant at se Danmark anskuet udefra, dog undtaget når det drejer sig om forudsigelig og stereotyp Politiken-propaganda. De følelser som vi danskere tillægger Muhammedkrisen og Anders Fogh Rasmussens håndtering af den, må naturnødvendigt adskille sig fra dem som iagttagere der er fjernt fra os, nationalt og/eller kulturelt, tillægger samme. Baron Bodissey på Gates of Vienna er en stor ven af Danmark, omend jeg personligt nok synes han har tillagt Foghs attitude for tre år siden noget større perspektiver og personlig antidhimmitude end der måske var belæg for. Så meget desto mere interessant er det at se hans vurdering af Foghs udmelding vis-a-vis netop Muhammedkrisen. Noget af en skærpelse, kan man vist godt sige (LFPC).
Kritik af Fogh fra interessant hold, både personmæssigt og partimæssigt. Bemærk i øvrigt billedet her: Den tidligere iranske præsident Khatami trykker Foghs venstre hånd. Umiddelbart ville jeg opfatte dette som helt uhørt, men svaret må formentlig findes i islams legalisme og nyttemoral – enten at der må dispenseres når den hilsende er afskåret fra at bruge højre hånd som her, eller fordi det diplomatiske møde kan skønnes at tjene islams interesser, og derfor kan tilsidesætte sædvanlige tabuer. Omvendt gives der åbenbart ikke dispensation for forbudet for muslimaer mod at give hånd til mænd. Ville der være dispensation hvis dette ikke blot blev accepteret af danskerne, men hvis ligefrem islams status i Danmark direkte afhang af denne gestus?
Det gjorde de jo også for fire år siden i London, og her var islams “peace” gravens fred (LFPC).




[…] A group calling itself the Whitechapel Anarchist Group – or WAG – is using the ramshackle building as its ‘war den’, where tales of violence against the police and capitalist buildings are swapped. It was here that my infiltration began. During the secretive discussions in the shabby building, it soon emerged that this group was central to the violence and incitement which marred yesterday’s protests. At the first meeting, the leader of the bizarre group of misfits – mostly white working class British men in their twenties – revealed that he was taking orders from Chris Knight, a 66-year-old anthropology lecturer.