Tale af chefen for Den Kongelige Livgarde oberst, kammerherre Lasse Harkjær , chef for »Verdens ældste regimentsforening« oprettet af Kong Frederik 3 den 30. juni 1658.(video Snaphanen)
350 års dagen for svenskernes storm på København, da Danmark hang i et stykke kinesertråd og på nogle få centimeter is. Feberredninger, en altid populær, dansk nationalidræt, der er ikke synes at ville gå af mode. Den har altid været abbonenter, der har villet forny den. 1848, 1864,1920 da de Radikale forærede Flensborg bort.1983, da de var på færde igen og tvang Schlüter ud i smatten, og da de ni år senere gjorde samme senere med Nyrup. You name it. En sejr har tusind fædre, nederlaget er forældreløst. Vi kan dog med lethed navngive vores ulykkers fædre og mødre.
En reception i Tøjhusmuseets Kanonhal blandt tyske V-1 raketter og engelske feltkanoner fra Montgomerys´Ørkenrotters Nordafrikakorps, let brugte, givet til den danske hær i 1945, er der ikke mange kunstgallerier, der kan hamle op med, og måske er der slet ingen samtidskunstnere, der kan matche. Og øl og flæskesværd dertil. Hvem fejrer sine spinkle sejre og selvforskyldte nederlag så flot som vi, en nation af drømmere, der hidtil er vågnet op i næstsidste og sidste sekund ? Der har aldrig været mangel på folk, der enten ville gamble med eller direkte forrråde deres land, som Corfitz Ulfeld dengang. Det er måske magtens, og nu om stunder især demokratiets grundvilkår, at leve på kanten og bringe sig selv i fare med jævne mellemrum, som den pris man betaler for sin tillid til øvrighedens sunde dømmekraft, idet man anser den for det mindst mulige af onder. Måske det passer. Vi er ikke imponerede af den, hverken dengang eller nu. Men vi blogger for at afdække og spørge, sjældnere end for at svare og dømme. Vi dokumenterer hellere end at spekulere, selvom det sidste ikke kan undgås, når man selv bestemmer og tager “weblog” delvist bogstaveligt – en uundgåelig, subjektiv netdagbog. So be it ! ( klik fotos.)
Den egentlige mentale og folkelige grænse mellem Danmark og Sverige går, som Palle Lauring sagde, der hvor den gik i 800 år rent fysisk: melllem den skånske slette og de svært forcerbare smålandske skove, hvor man måtte transportere sig på vandvejen Lagan, Helgeåen osv. Nordfor er Upp-Sverige, det uendelige udland, ja, främlingar vil vi driste os til at kalde dem. På nations-, elite- og medieplan, går grænsen i dag midt ned gennem Øresund (på den forkerte side af Ven, desværre), til manges stadige beklagelse på begge sider. Vi lever med det, vi har 350 års øvelse.
landet diskuterar skånsk dialekt, och gör mer eller mindre avancerade försök att härma skånska ord. “Apejävel!” säger de. Sedan försöker de med “blattajävlar”.
De fraser som polisen använde i Rosengård “är omöjliga att tänka utan att göra det på dialekt”, skrev Aftonbladets kulturchef Karin Magnusson i söndags. Hon beskrev poliserna i filmen som “en ny urban variant på rasse-skåningen att lägga till dem vi redan känner: de främlingsfobiska Vellingemoderaterna och de inkrökta bönderna i Sjöbo.”Vi kan tycka vad vi vill om det. Många pratar så här om Skåne nu.
När jag flyttade till Skåne för snart tolv år sedan slogs jag av den vitala diskussionslusta som finns här. Det är liksom en högre nivå på det offentliga samtalet än i Östergötland. Vassare och ofta blixtrande intelligent. Folk tycks inte lika konflikträdda heller.Motsättningarna ligger mer i öppen dager. Att Sverigedemokraterna valts in i kommunfullmäktige i 32 av 33 skånska kommuner är ett tecken på det. I Region Skåne slåss partiet för att hålla den skånska dialekten fri från “ovälkomna avarter i form av brytning på arabiska och serbokroatiska”. Sydsvenskan (se kommentarerne til artiklen)
“Man skulle kunna tro att vi lever i en rasistisk förtryckarregim som ständigt kränker de mänskliga rättigheterna. Nu får vi väl ändå stå upp för vårt välfungerande demokratiska system, istället för att ständigt kritisera det sönder och samman,” menar Annika Borg, som fått nog av den svenska masochismen. Präst i Svenska Kyrkan: Svensk polis är snäll och ungdomarna på Rosengård inga söndagsskolebarn
Idag markeres i København 350 års dagen for svenskernes mislykkede storm på København i 1659. Både hæren og kommunen deltager, for belejringen grundlagde byens magistratstyre. Også de dansk skånske foreninger deltager, både den der vil ha Skåne hjem til Danmark, og den der “bare” vil have skånsk selvstændighed. Desværre er begge dele en umulig drøm, men de holder da idet mindste den historiske hukommelse vedlige. Skåningene blev yderst brutalt og blodigt forsvenskede, da vi mistede dem. Virkede det ? Aldrig helt.Vold har sine naturlige begrænsninger. Men der er næppe nogen tvivl om, at skåningene selv, ville have foretrukket at Stockholm leverede krigsbyttet tilbage – det rigeste kulturlandskab i Norden, – fremfor at forære det til palestinensere, albanere, gamibianere, irakerne, somaliere, eller hvem der ellers nu terroriserer lokalbefolkningen i den forlorne Riksdagshumanismes navn . SE Et kig tilbage på stormen på København 1659 og Stormen på København 11 feb. 1659.
Svenskernes tab af menneskeliv var stort, omkring 3000 mand, i modsætning til danskernes som end ikke nåede 100 mand. Stormgade og Stormbroen, som senere byggedes her, fik navn efter begivenhederne. Datoen – 10-11 februar – er skrevet på broen, og i Stormgade på Nationalmuseets mur er der en mindetavle. Stormen mindes desuden på Christiansborg i portgangen.
Dagens begivenheder her:














