Nu det er store rettighedsdag, læg mærke til David Littman, som Spencer omtaler i video 2:
“Vid en hearing i juni skulle professor David Littman från Association for World Education plädera för inkluderandet av kvinnors mänskliga rättigheter i de mänskliga rättigheterna. Utan att använda begreppen islam eller sharia, vilka ju är förbjudna i HRC, avbröts han efter 22 sekunder av den egyptiske delegaten med orden ”islam skall inte korsfästas i detta råd”. Mötet fick ett skandalöst och högst ovärdigt förlopp – Littmann avbröts sexton gånger. Så förbjöds Littmann att tala om könsstympningen i Egypten trots en förbudslag från 1997. Enligt Unicef könsstympades tre miljoner flickor varje år i 32 länder varav 29 är medlemmar av OIC. Likaså förbjöds han att kritisera den officiella giftasåldern för flickor i Iran – nio år och steningen av kvinnor som våldtagits. “Rättigheter under attack”
»Inklusionsseminar«
Jeg havde lovet at tage forbi Rådhuset midt på dagen, for at se om der var nogle fotos at tage, nu festsalen lagde rum til Konference om kulturliv og menneskerettigheder – se program. Jeg havnede midt i “Hvad betyder det religiøse tørklæde for integration og ligestilling”. Antropolog Britta Mogensen og Lone Nørgaard prøvede at gøre forsamlingen begribeligt, at tørklædet er mere end religiøst signal og ikke et hvilket somhelst Dagmarkors. Jeg tror ikke den sank ind. Iøvrigt følte jeg mig ikke særlig “inkluderet”, da forholdet kvinder til mænd var cirka 35: 1, uden at jeg skal være fræk og elaborere mere på det. De få ældre kvinder var de vidende. Jeg sprang derfor “Opera over arabiske digte”, præsentationen af Inklusions T-shirtén, Gerner Nielsens “Inkluderende design”, Dukketesten, Regnbuefamilier og “Hymn to Human Rigths” over, og gik direkte til den store buffet i kantinen. Der er ikke et ord, ikke et begreb, ikke en idé, der er så god, at krakilere ikke kan skamride og ødelægge den til kvalmeniveauet. Derfor, når jeg hører ordet “Menneskerettigheder” bliver jeg fjern i blikket, indstiller mig på at skulle have moralske bølle- bank og mærker efter om jeg nu har min (lovlige) lommekniv i lommen. Levebrødsidealisternes virksomhed er med andre ord kontraproduktiv. Dét eneste man efterhånden ønsker sig i julegave, er nogle opsagte og overtrådte konventioner.Da jeg forlod Rådhuset så jeg, surprise, imam Abdul Wahid Petersen vimse over Rådhuspladsen mod dagens lokkende program. Overborgmesteren var ikke at se. Hun skal være tilgivet. (fotos Snaphanen).

Video: I en ny, tankevækkende dokumentar-kortfilm fra Institut for Menneskerettigheder, skal brune, danske børn vælge den flotteste dukke. Næsten alle vil have den hvide dukke. , Københavns Kommunes kampagne “Oplev forskellighed”
Kritik af religion alligevel tilladt? Så kan kun et skarn vel være mistroisk?
Så vil jeg hermed erklære mig et skarn. Skal vores fremtid baseres på naiv tillid ud fra nogle ikke-bindende her-og-nu erklæringer, eller på 1300 års historiske erfaringer? Jeg ved godt hvad jeg vælger at holde mig til. Lidt tankevækkende, at både Tariq Ramadan og den myrekrybsinducerende FN-rapportør for ‘racisme’ (hvilken race er islam?) Doudou Diene næsten samtidigt kommer med en lille godbid der vel skal gyde olie på vandene: Det er skam ikke meningen, at kritik af islam skal kriminaliseres.
I en tid hvor moské-kaserner skyder op som svampe i europæiske byer, og alle andre religioner end islam er forbudte i Saudi-Arabien, må der naturligvis helt andre boller på suppen: Der må som en goodwillgestus til en start opføres en domkirke, en synagoge, et hindutempel og en pagode i Mekka. Hvis dette så virker oprigtigt nok, kan vi gå i gang med at stille ultimative krav om en reform af islam der fjerner alt det supremacistiske, dvs. herrefolksmentaliteten, i denne religion/ideologi, én gang for alle. Så er vi måske så småt på rette vej. De forblommede ord citeret her gør mig om noget endnu mere mistroisk. Dette er ren taktik der skal lulle os i søvn til den dag vi endegyldigt står med ryggen mod muren (LFPC).
[Tariq Ramadan:] To criticize the religion and Muslims is not Islamophobia; a critical attitude towards religion must be accepted. But to criticize someone or discriminate against them only because they are Muslim-this is what we can call Islamophobia, this is a kind of racism. […] TAREK VERSUS TARIQ
[…] Paris Senegaleseren Doudou Diene overraskede alle på en konference om ytringsfriheden i Paris, da han afblæste hele striden mellem Vesten og de muslimske lande om, hvorvidt kritik af religioner skal sidestilles med racisme og fremmedhad. […]
»Blasfemi og ærekrænkelser mod religioner er ikke et af de dokumenter, der ligger på bordet. Arbejdsgrupperne arbejder kun på at implementere det, der blev vedtaget i enstemmighed på Durban I konferencen i september 2001,« sagde Diene. […]
»Læren [af Muhammedkrisen] er, at man ikke kan betragte enhver kritik mod en religion som en racistisk diskrimination. Men også, at der under diaboliseringen af islam efter 11. september 2001 var grupper, der spredte had mod islam ,« sagde han og forsikrede, at intet i den aktuelle proces forsøger at begrænse ytringsfriheden, hverken karikaturer eller religionskritik. […] [Vesten har intet at frygte på racisme konference [sic] JP 10.12.2008, ikke online]
Kronik: Den herskende skinhellighed fejrer sig selv
Menneskerettigheder Den herskende menneskerettigheds-ideologi er en forfalskning af menneskelivet, som ikke blot fratager os retten til at hævde og værne, hvad vi har kært, men som også ophæver den lov og ret, som retssamfundet bygger på………Den meget bigotte og meget frelste Eleanor Roosevelt, forkvinden i FN’s kommission til udformning af en verdenserklæring om menneskerettigheder, anede virkelig ikke, hvad hun indlod sig på. I hende samledes den puritanske, amerikanske tradition i sin mest sværmeriske udgave. Kristeligt Dagblad
¨Søren Krarup fejrer også dagen med en debatartikel i Berlingske Stidende: “60 år med religionserstatningen”.








