“Sweden’s second largest city and the multi-cultural aspect and vibrant cultures of Malmö. Although smaller in size than Stockholm, both Gothenburg and Malmö offer a wealth of shopping, restaurants and cultural life. Malmö alone is a city of 164 nations and 100 languages. This is deliciously reflected in the myriad of restaurants and cafes here.”
“Sverige är i dag nummer ett bland utländska turister när det gäller Skandinavien, trots att både Danmark och Norge satsar mer för att locka utländska besökare.
– Danmark brottas med problem i efterdyningarna av Muhammedteckningarna och har satsat 400 miljoner danska kronor enbart för att tvätta bort sitt skamfilade rykte. Också Norge har problem, självaste Hurtigruten hotas av konkurs.” Deckare, gayturism och pigga äldre
Om “Danmarks plettede rygte” er Semmy Rülf tilsyneladende bedre orienteret, end jeg er. Vi danskere må altså nøjes med islamofobturismen, mens Malmø får alle krimilæsere, gamlingene, livsstilsturisterne fra Mogadishu og Basra og alverdens homoseksuelle . Den sidste gruppe skal nok tænke sig om mere end én gang, inden de rejser til Sverige, mens elskere af dårlige, socialt bevidste kriminalromaner i post- Sjöwahl-Wahlö stil, skrevet af socialistmillionærer, der bor på Österlen og i Syd -Spanien, vil givetvis få hvad de kommer efter. København er dog fuld af turister hele året, ikke mindst kinesere pt., de er sikkert aldrig blevet advaret om Danmarks dårlige rygte, eller også er de ligeglade. Krimielskere vil få, hvad de kommer efter: ROSENGÅRD 2008 – Mord, Bränder, Gängkrig & Andra Incidenter og Fox News – Malmoe og Visit Sweden. En del af turisterne er så glade for Sverige, at de aldrig rejser igen. Derfor slår befolkningsøgningen nye rekorder hvert år, “en velsignelse for Sverige”, som aviserne kalder det. (foto – det er os der har fotograferet dette fra skærmen. Da det nu er så udbredt, at det findes på flere håndfulde svenske blogs, har vi i dagens anledning forbedret lidt på kvaliteten. Udsendelsen findes på You Tube:“Malmö känns som ett arabland”
Lisbeth Knudsens “Det Fri Berlingske Tidende”
Har et længere interview med det sympatiske, politiske stortalent, Johanne Smidt-Nielsen (Enhl.), mens Lars Hedegaard nu må skrive i Jyllands Posten: Sov sødt, Søllerød. Han savner ikke Lisbeth Knudsen. Det kommer vi andre heller ikke til. Kan det mon skyldes at “Han er blandt de allersidste, der benytter mange anledninger til at sprede sit kritiske syn på kvindekønnet.”, som en angiveligt journalistuddannet lidt kryptisk udtrykker det ? Hvis jeg forstår Dorte Toft ret, så har vi en feminofob på hænderne. Jeg kom engang i pænt selskab til at sige, at hvis præster og kvinder ikke havde stemmeret, så ville de Radikale ryge ud af Folketinget, og Danmark ville aldrig igen få en socialistisk regering. Selvom det er valgstatistik og ikke opinion, vil jeg alligevel fraråde andre at sige det samme. Det forløb skidt.
Fjogethed i stedet for argumenter mod Hedegaard
Hvis nogle af vores læsere har set kritik af Lars Hedegaard der ikke er personangreb eller kritik af ‘tonen’ i hans skriverier, men gendrivelse af de oplysninger og argumenter han fremfører, hører jeg gerne nærmere. Jeg har nemlig ikke set eksempler på saglig kritik. Der et således et retorisk kneb som er velkendt i denne slags debatter, som man kunne betegne som latterliggørelse ved brug af stråmænd der tilskriver modparten paranoiske og megalomane træk – og helt glider udenom kritik af modpartens argumenter eller de fakta de inddrager.
Her tilskriver Anders Lund Madsen i strid med sandheden Hedegaard det synspunkt at han selv står ene med sin islamkritik. Argumentet er derimod at egentlig, substantiel og kritisk dækning er så godt som fraværende i mainstreammedierne – man undlader at stille kritiske spørgsmål, eller man undlader perspektivering i forhold til islams dogmatik og historie. Hvis Madsen ellers gad – i stedet for at poste selvsmagende ligegyldigheder – kunne han nemt efterprøve denne påstand ved f. eks. at søge på specifikke islamiske termer på Infomedia. Stort set alle forekomster er i læserbreve, debatindlæg eller boganmeldelser. Ikke journalistiske. Således er ‘taqiyya’ kun brugt én gang af en journalist, som eufemistisk kaldte det “et arabisk krigsudtryk som betyder at narre fjenden”.
Jeg burde have set det. Men midt i glædesrusen over ansættelsen af vort lands så godt som eneste, fremmeste og mest frygtløse islambetvinger Lars Hedegaards ansættelse på Morgenavisen Jyllands-Posten var der ligesom en hel del, der glippede min opmærksomhed. For hvor har Hedegaard dog ret i, at ingen i dette land tør tale disse religiøse fanatiskere ret imod! Der er jo så godt som ikke nogen egentlig debat om emnet i Danmark, og således kan islamisterne frit udøve deres meningsterror, mens de sidste frie danske debattører lever skyggetilværelser og må friste kummerlige tilværelser uden anerkendelse, støtte eller fred. Prøv da blot at åbne denne avis en almindelig dag! Slå op på debatsiderne og læs! Jeg beder Dem! De vil opdage, at emnet er ikke-eksisterende. Ingen tør. Ingen gider. Ingen magter. […]
For fyringen var selvsagt politisk. Hedegaard hævdede straks, at han var fyret, fordi han ikke måtte skrive mere kritik af islam, og hvis Hedegaard siger det, så passer det. Man behøver blot at se på det danske generelle debatklima for at finde bekræftelse af hans påstand. Som jeg nævnte ovenfor, så er der praktisk talt ingen, der skriver om emnet i Danmark. […]
Et sikkert tegn på en islamdebattørs inkompetence er ureflekteret opstilling af moralsk ækvivalens. Argumentet er ikke at “alle muslimer [er] tossede fanatikere”. Det er – lidt for subtilt for en fjoget klumme? – at islams dogmatik virker i én bestemt retning, til skade for os vantro, og at der ikke er en moderat islam som kan danne modvægt (jfr. Ibn Warraq: Der findes moderate muslimer, men islam er ikke moderat). Den moralske ækvivalens med tossede amerikanere er latterlig og underlødig – som om disse amerikanere markerer sig i verden med parallelsamfund, rekruttering i fængsler, terrorbevægelser og krav om særbehandling i vantro samfund (LFPC – som er medlem af Trykkefrihedsselskabet).
Jeg var f.eks. engang lige ved at tro på, at alle muslimer var tossede fanatikere, indtil en kær ven, som faktisk bor i Beirut, kunne fortælle mig, at det ikke er sådan. Alle muslimer er ikke tossede fanatikere. Nogle er. Men langt de fleste prøver bare at få livet til at hænge sammen uden at blive vanvittige. Det er ligesom med amerikanerne. Nogle amerikanere er tossede fanatikere. Men langt fra alle. […] Anders Lund Madsen: Debatklima: En rejse ind i selverkendelsen og ud på selveste indsigtens fagre sletter (JP 16.11.2008, ikke online)
Tu quoque: “Manisk, hadefuld og unuanceret”
Måske fokuserer Snaphanen i vel høj grad på pressedækningen af Lars Hedegaard, men det er jo en kendsgerning at denne er illustrativ og et lærestykke i hele misèren omkring dækningen af fredens religion ikke blot i danske medier, men verden over. Til den fjogede og indholdsløse tilgang jeg omtalte oven for kan således også føjes en man kunne kalde ‘talismanisk besværgelse ved afstandstagen fra ikonisk, uanstændig figur’. Ingen mestrer denne særlige form for betoning af egen stuerenhed bedre end den radikale Bjarke Larsen, der i uhørt grad har fået Hedegaard på hjernen. Således kan man dykke ned i hans læserbrevshistorik på Infomedia, hvor guldkorn som disse findes: “Eller tag Lars Hedegaard, der mod honorar og med fri adgang til debatsiderne på Berlingske Tidende nu et par år flere gange om ugen systematisk har tilsvinet alt islamisk” [Politiken 19.2.2003]; “Islam fremstilles [af L. H.] som en verdensomspændende, homogen, nærmest topstyret bevægelse, der forsøger »en demografisk overmanding af Europas indfødte befolkninger«. Den slags hadefuldt vrøvl skal han naturligvis have lov til at ytre, men det giver ham ikke ret til automatisk at blive optaget i enhver forening” [Berlingske Tidende 13.1.2004];” Kritikken [L. H.s] af islam derimod skal bare have hele armen. Jo grovere, jo bedre” [Politiken 22.12.2004].
I dækningen af hans planlagte udgivelse af Medinas Juvel har Bjarke Larsen vistnok ved hver lejlighed bedyret sine ædle motiver til at udgive den – og, igen, ved rituelt at distancere sig fra Lars Hedegaard. Med andre ord satser den stuerene forlægger på at undgå brandbomber mod sig selv og sin familie ved at dæmonisere en modstander som han vel at mærke kun har angrebet på ‘tonen’, og intetsteds – som jeg har kunnet finde – ved substantiel gendrivelse af Hedegaards fremlagte fakta og argumenter. Personlig sikkerhed på andres bekostning. Hvilken anstændighed (LFPC).
Han frygter til gengæld, at hans danske oversættelse af »The Jewel of Medina« bliver slået i hartkorn med den bog, som historikeren Lars Hedegaard snart udgiver.
»Vi har kritikken af visse sider af islam til fælles, men måden, jeg og Lars Hede- gaard udtrykker vores kritik på og så videre, er meget forskellig,« siger Bjarke Larsen, der blandt andet kalder Lars Hedegaards islam-kritik for »manisk, hadefuld og unuanceret«. Muhammed-bog ud trods brandbombe (Berlingske Tidende 15.11.2008)
Så er dagens Hedegaard kvote vist opbrugt
Hedegaard-gate fik samme forløb som Muhammedkrisen uden at der dog blev sat ild til noget. Den var et godt stykke tid om at varme op, og så kom det hele på én gang. Vi slutter med to bemærkninger: Jalving og Krause Kjær diskutere sagen i P 1 debat. Den debat ville have været meget kortere, hvis Krause Kjær havde bedt om at se den bog, han ytrede sig om. Den indeholder ingen billeder af profeten ! Han kunne ha sparet sig besværet, men sådan kan det gå, når man har en mening om alt på stående fod. Og så går Katrine Winkel Holm også fra Berlingske til Jyllands Posten, og tillykke med det.
Endelig: “Pia K. vil undersøge ex PET-chef”
Desværre er dette en tabersag for Dansk Folkeparti. Dækningen vil uden tvivl blive drejet til at partiet vil knægte Bonnichsens ytringsfrihed som privatperson, og ikke om hvorvidt han giver indtryk af at tale på vegne af sin gamle arbejdsplads – en uklarhed som vi også har gjort opmærksom på (LFPC).
Update: DF havde ikke en chance. Allerede Ritzau-spammen jeg citerer fra her indeholdt vendingen “Bonnichsen flere gange har forsvaret danske muslimer”. Politiken følger op: “DF træt af forsvar af muslimer“. Og Danmarks Radio: “SF: Bonnichsen har ret til at ytre sig“. Sådan, kære læser, opretholdes hadet mod Dansk Folkeparti dagligt. Det må kræve en ganske særlig fattet psyke at være politiker for dette parti. Jeg holdt ikke én dag til det.
Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, vil have justitsminister Brian Mikkelsen til at undersøge, om den tidligere operative chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Hans Jørgen Bonnichsen, “skader” sin tidligere arbejdsplads. […] Pia K. vil undersøge ex PET-chef












