Nytår på Amalienborg Slotsplads
Dronningens nytårstale.

Læs mere »

Når man har boet mindst fire steder på et år, heriblandt i et sommerhus i Sydsjælland, en gammel landsbyskole i Småland, på en madras bag i en Volvo 855 SE “Kombi”, som den hedder i Sverige. Det er forenklende at bo i en Volvo, man skal ikke tage stilling til, hvor malerierne skal hænge, og man kan køre derhen, hvor der nu er et bad og en gang morgenmad. Der ud over nogle venners sofaer og et par hotel- og pensionatsværelser, så blev skruen og bloggen holdt i vandet. Det gik. Årets kardinalpunkter kom i kassen. 2011 begyndte i virkeligheden mentalt lidt før med Sveriges Første selvmordsjihadist: Taimour Abdulwahab.

Man tager en robust laptop og et hurtigt mobilt bredbånd, en driftsikker kollega, halvanden håndfuld helt uvurderlige venner og sætter det hele over for at simre i 12 måneder. Tilsidst havner retten der, hvor den skal. Man er tilbage. Hjemme, man slipper ikke godt fra at ignorere, at noget er hjemme og andet ikke er. Det er endelig spisetid igen.

Jeg ved ikke om det, at jeg har rejst mere og tidligere end de fleste, har gjort mig til mere hjemmefødning, men jeg vælger at tro det. Det stadig krigsarrede Europa i 50 ‘erne, USA og Fjernøsten i 60 ‘erne. Det tog syv dage at sejle til New York med MS Kungsholm, og 30-40 dage at sejle til Manilla, Hong Kong og Yokohama med MS Arosia.

Vi, die Nachgeborene, forstod ikke hvad vi så i Hamborg, Hannover, Göttingen og Kassel midt i 50’erne, men vi var vågne børn nok til at gemme billederne på nethinden. “Nie wieder”, står der stadig på torvet i Nürnberg på en plakatsøjle hvor Villy Sørensen studerede og Albrecht Dürer blev født. Den viser et luftfoto af den udbombede by, men “nie wieder” er en enkelt generations besværgelse, den er alerede glemt. Krigen er på vej tilbage til vores børn i en anden og meget giftigere skikkelse. Det skal man ikke tvivle om, selvom man bliver udstødt af det gode selskab for at advare om det 20 år i forvejen. Jeg vil om jeg så må sige fuldstændigt skide på det gode selskab, på deres parketgulve, professortitler og phd. grader. De er intellektuelle gidsler, på denne blog skriver frie ånder, der foretrækker virkelighedsreportage frem for universitære forestillinger. Hvordan er det på gadeplan? Punktum!

Hjem fik en tidlig betydning ved at bo flere år i Østen. Man kunne sende et telegram, hvis nogen døde, ellers var alle kære væk i uvished meget, meget længe. Måske var det tidens nåde, at man lærte sig at længes i årevis. I halve år anede man ikke et klap om hjemme, den tekniske affortryllelse af verden var endnu ikke gennemført, det var givetvis også grunden til, at jeg overhovedet slog rod fjerne steder og tog dem helt til mig.

Jeg var 22 i 1973 og blev en singaporeaner med hud og hår. Derfor blev jeg først opmærksom på min baggrund ved den fuldstændige seperation og en hjemkomst, eller rettere – min kærlighed til det tabte blev først vakt, da jeg havde forladt og mistet næsten alt og var vendt tilbage. “Evigt ejes kun det tabte,” siger Ibsen. “Julesorgen”, siger min veninde med Grundtvig, hun er præst. Vi talte om den juleaften, og vi vidste uden ord, hvad den var. Vi ved først hvem vi er, når det hele er gået galt. Svenskerne gør det, det ved jeg af daglig erfaring. Sverige er dødsdømt som nationalstat, ikke af alarmisterne, men af demografien. SD er al ære værd, Åkesson er imponerende, men han kæmper en tabt kamp. Løbet er kørt i løbet af denne generation. Demografi er skæbne. Evigt ejes kun det tabte. Enhver kan tage fejl, jeg gør det ikke så tit som andre.

Sådan er vi måske: De trygge, bekvemme og selvforvissede kan spille hasard med alt, alle andre der lever på kanten eller har været ud over, kan ikke. Høj gambling er de begunstigedes privillegium, Tøger Seidenfaden f.eks. Han døde som an honourable man, efter min ringe mening nogle år for sent til at gå over i historien som et fornuftsvæsen. Hvad var hans forbindelse nogensinde til under- Danmark andet end i teorien ? Var det ikke et sundt folkeligt instinkt at foragte ham og se ham som en parodi på sin far? Tøger blev en af de landssvigere, han far bekæmpede fra Stockholm under den tyske besættelse. En kulsort ironi der først vil dæmre i Danmark i løbet af de kommende to årtier, hvis man tør vove en spådom udover ens egen levetid.

Dette års rejse, der er meget kortere end min livsrejse, satte præget på billedudvalget. Der var Skånsk/danske middelalderkirker, midsommerfolklore, Sveriges nationaldag, smålandsk natur I og II, vinterlandskaber ved Østersøen, det gamle Småland, Linnés Råshult, processen mod Lars Hedegaard, besøg i København, hvor følelsen var som en turists – Gyldendal forfatterreception, Kunstindustrimuseet, lyset i byen – og meget andet, jeg sikkert har glemt. Det ville tage år at udtrykke i skrift, hvad der er på disse fotos, men heldigvis kan jeg skyde en genvej via Leica-Lumix geniale kompaktkamera, som Henri Cartier-Bresson burde have haft, og som passer præcis til en mand i en Volvo og en kuffert, der er for doven og uvidende og utålmodig til at skrive alt for lange artikler, ja som ikke engang er tålmodig nok, til at skrive en kladde.

At gense det hele nu den 30.12 nu er livsbekræftende, den tanke at et år virkelig er så langt, at det endda kan bæres oppe på venskabers nåde, det er en stor gave og taknemmelighed. Derfor er dette års nytårspost ikke “an die Freude”, men “an die Freundshaft.” Bortset fra at holde sig fri af død og sindssyge, er der intet vigtigere end venskaber. Skilmisser er af underordnet betydning, selvom de er modbydelige.

********

Og der var Norge. I de tidlige timer af morgenen den 23 juli fik jeg en mail fra Norge, der lød nogenlunde således: “Han hedder Anders Breivik, her er et foto af ham, han har kommenteret på Document.no for to år siden. Nu bliver det ondt.” Posten inden jeg gik i seng blev: Oslo: Anholdt identificeret – Anders Behring Breivik. (160 kommentarer). Hjemkomsten til København var allerede blevet til begyndelsen på en ny rejse. Den blev ond.

Jeg har som mine venner ved, meget mere at sige om den sag, der kom til at præge resten af året langt mere end jeg kunne ane, men det kommer til at foreligge særskilt og fyldigt en gang i løbet af første halvdel af det nye år, og det er en historie, der bliver vel værd at vente på.

En særlig tak til alle skribenter og kommentatorer, i er altid velkomne, et digt, en kronik, I kan højst få et afslag, men langt mindre sandsynligt end i jeres egne, statsunderstøttede medier. Og en særlig tak til vores svenske deltagere, forfatteren og vennen Thomas Nydahl, og vores kronikør og veninde, Julia Ceasar, der også lægger sit hjerte og sin faglige erfaring i sine søndagskronikker. De er ugens højdepunkt. Nu til billederne, hvoraf de mest interessante ikke engang kan publiceres endnu. Dem vender vi tilbage til. Godt nytår, allihopa! – De tilhørende videos fra året, kan findes her. (Se evt. også 2010 i billeder.)

På fotografierne: Lars Hedegaard, Katrine Winkel Holm, Kirsten Damgaard, Ingrid Carlqvist, Erik Meier Carlsen, Mikael Jalving, Rachel Ehrenfeldt, Jesper Langballe, Søren Krarup, Wafa Sultan, Søren Ulrik Thomsen, Klaus Rifbjerg, Johannes Riis, Klaus Rothstein, Niels Skousen, Henrik Nordbrandt, Ib Michael, Douglas Murray, Hans Rustad, Sørine Gotfredsen, Bent Jensen, Farshad Kholghi, Alex Ahrendtsen, Hamed Abdel-Samad og Siv Jensen. – Alle billeder kan klikkes op i helskærm.

This caricature, which first appeared on CagleCartoons.com, has been making the rounds on the Arabic blogosphere, and points to how democratic elections are serving to Islamize Egypt: average women enter the ballot box—”overseen” by the Muslim Brotherhood—only to emerge thoroughly veiled, thoroughly Islamized. [..]

Speaking of veils and the Brotherhood, here’s an interesting video of Egyptian president Gamal Abdel Nasser (1956-1970), showing just how much times have changed. Speaking before a large assembly, Nasser told of how back in 1953 he wanted to cooperate with the Muslim Brotherhood, and met with its leader. (Nasser eventually learned that the only response to the Brotherhood is suppression, not cooperation.) [..]

In other words, Sadat’s great mistake — which cost him his life —is that he conferred a degree of legitimacy on the Muslim Brotherhood, thereby allowing them to worm their way into Egyptian society. Such is the way of time: left unchecked, what was once ludicrous to suggest—for instance, the Brotherhood’s 1953 request “for every woman walking in the street to wear a headscarf”—slowly and gradually becomes part of the culture. It is for this reason that Sharia poses a threat to the West—not because it will be imposed on Westerners, but rather because, little by little, decade after decade, aspects of it may gradually worm their way in.Lessons on the Long Road to Hijab – Sammenlign evt. med Foreign Policys fotoessay: Once Upon a Time in Egypt.

Og til dem, der via DR eller Politiken skulle have fået den noget forenklede opfattelse, at myrderierne i Syrien drejer sig om en slags borgerrettighedsbevægelse, få det nuanceret lidt ved at høre ham her: Syrian Oppositionist Mamoun Al-Homsi: If the Alawites Do Not Renounce Bashar Al-Assad, We Will Turn Syria into Their Graveyard. Der er ingenting, der en enkle i Mellemøsten. Det er derfor, der ser ud som der gør, og derfor generationer af forskere og journalister kan skabe hele karrierer ved at skrive om dets sygdom til døden. Tidligere vicedirektør i Verdensbanken, Svend Burmester, skrev for nogle år siden: “Lad os dog vende vores opmærksomhed mod lande, der vil leve.” Han bor nu i Kina og taler kinesisk mens hans europæiske, tidligere landsmænd insisterer på at importere yderligere uløselige problemer sydfra, og de har endda endnu ikke opdaget, at der er problemer i denne verden, der ikke har nogen løsning. Man må bede til, at de har forladt deres embeder, når den fulde effekt af deres politik slår igennem og er gået op for enhver. Mellemøsten er en lukket cirkel eller The Closed Circle: An Interpretation of the Arabs, som Pryce-Jones´hovedværk hedder, og vestlige eliter er desværre hypnotiserede ind i idioti af cirklen.

Malmø 2011: 17 bombeattenatater – “and counting”

Året er ikke slut endnu, der nåede at komme et ekstra med, som ikke er i aviserne. Der er mange måder at komme ind under avisernes sigtelinje på – PPRESS for eksempel: Brandbombsattentat mot café vid Erikslust, nogle af dets copyrightede billeder her. Der er andre kilder, vi bruger – man må finde dem selv og tage et kig ned i afgrunden.

Endnu en Sverigedemokrat smidt ud af fagforening

Man tror ikke sine egne øjne. Karen Jespersen skrev for snart syv år siden artiklen Har Sverige ytringsfrihed ? i Berlingske Tidende om nogle af de dengang mest kendte, der havde lidt samme skæbne. Siden er mange kommet til, senest Leif Rogerstam i Ljungby september 2010, i oktober Jerry Nilsson i Perstorp og i februar 2011 Björn Fälth i Vetlanda. Intet har forandret sig siden da, lovligt kan det ikke være, men ingen kunne være mere ligeglade end konkurrerende riksdagspartier:

“Du är aktiv Sverigedemokrat. Därför vill vi utesluta dig ur facket.” – Det är beskedet som Fredrik Lantz har fått från Transportarbetarförbundet. Själv förstår han inte agerandet utan ser det som ett hot mot demokratin.Fredrik Lantz är nyvald som ordförande för SD i Motala. Men den positionen gillas inte av hans fackförbund Transport där avdelningen begärt att han ska uteslutas ur förbundet på grund av att han är aktiv Sverigedemokrat.

“Jag är besviken. Jag trodde att facket skulle skydda de anställda inte ägna sig åt åsiktsregistrering,” säger Fredrik Lantz. Innan förbundet fattar beslut om uteslutning har han rätt att uttala sig. Det har han gjort i ett telefonsamtal med fackliga företrädare där han har försökt att förklara sin ståndpunkt.– “Det hjälper inte, för de säger att det står i deras stagdar att man inte får vara med om man är Sverigedemokrat”. SD-politiker utkastad ur facket

Her i den søde juletid kan det være på sin plads at sende en opfordring til dem, der lider af den globaliserede dødskult, som også er en dødbiderkultur. Den fremkom i rendyrket form hos afdøde ayatollah Ruhollah Khomeini, som skrev et digt om et blomstrende frugttræs skønhed, der ødelægges af Allah. Så kan de lære det! “Islam har ikke plads til morskab,” meddelte gnavpotten. Men skønhed, forelskelse, poesi, sjov, satire, fest og farver er ældgammelt persisk kulturgods, som ikke engang Khomeinis revolutionsgardister har formået at udrydde.

Poesi er der også i den italienske sang “sarà perché ti amo”, som blev kendt i Danmark i 1982, da sangduoen Laban serverede den med en dansk tekst, som er mere håndfast og mindre poetisk end den italienske, der ligner persiske kærlighedsdigte. Lyt og læs selv her. – Godt nytår – Ghostbuster

Portrætfrækhed

Man går gennem Ny Carlsberg Glyptoteket, givetvis Nordens eneste museum i virkelig verdensklasse, og kommer til den enorme samling af romerske portrætter., og pludselig står man overfor dem lyslevende. Der er ingen forsøg på portrætlighed hos egypterne, sumererne og etruskerne i samlingen, hos grækerne begynder ansatser til virkelighedsgengivelse, den slår først ud i fuldt flor som rene fotografier hos romerne. Nogle portrætter er ganske vist udført kort efter personens levetid, men man tænker alligevel, hvordan turde de beskrive den kendte verdens herskere så ubesmykket? Det er reportage 1500 år før den indfinder sig i f.eks. danske kongeportrætter. Psykopatien lyser ud af Nero og Caligulas ansigter, Marcus Aurelius og Augustus er muligvis idealiseret noget, – selv i dag kan man opleve gamle romerske kvinder der nærmest tilbeder Augustus ved hans mausoleum, – men Pompejus og Vespasian må have set sådan ud. Det er umuligt andet. For fødderne af det første portræt foregik mordet på Julius Cæsar i år 44 f.kr.: Det ville have glædet Pompejus, hvis ikke han var dræbt fire år forinden. (Fotos © Snaphanen, klik f. helskærm)

Læs mere »

It was barely mentioned in the Israeli and global media, but the following event pertains to the whole of Western civilization: Last Saturday, violent groups of Islamic-Salafi radicals burned the famous scientific institute established by Napoleon in Egypt after its first encounter with the West. Some historians consider it the start of modern times in the Middle East.

The site, L’Institut d’Egypte (1799), held some 200,000 original and rare books, exhibits, maps, archeological findings and studies from Egypt and the entire Middle East, based on the work of generations of western researchers. Most of the artifacts were lost forever, burned or looted. It’s difficult to understand the modern Middle East without these studies, which were overcome by an immense fire. The large building was situated in the center of Cairo and torching it was a symbolic, intentional act. Those who burned the building and its artifacts meant to burn the era of logic, enlightenment, research and individualism. – Egypt’s radicals eliminating country’s connection to West, but does anyone care?, Rare Volumes Destroyed in Blaze at Egyptian Institute Founded by Napoleon, Egypt Institute burns; scholars try to rescue manuscripts.

En kopp kaffe och tre kulor i hjärtat

Att gå på café i Malmö kan leda till döden. Caféskotten – en populär artikelrubrik. Är det en vecka sedan sist? En kopp kaffe och tre kulor i hjärtat. Ikväll var det dags igen.

Varför skjuts människor på café? Svaret skulle kunna vara svårt, men är förmodligen mycket enkelt: människors skjuts där man förväntas hitta dem. Det som pågår i Malmö är nämligen det som Hans Magnus Enzensberger kallade för ”det lågintensiva inbördeskriget”.

En död och två sårade. De tre offren är kända av polis sedan tidigare. “De är mycket kända av oss” säger vakthavande befäl Hans Nilsson, enligt Sydsvenskan.

Detta krig pågår förstås mellan kriminella och därför tror man att det inte angår oss. Men det angår oss i allra högsta grad. Skjutandet i Malmö är inte synonymt med gamla eller nya ensamdårar som bestämt sig för att döda. Skjutandet i Malmö är framför allt uttryck för det etniskt och kollektivt identifierade krig som pågår mellan de olika maffiagrupperna.

Dessa är förvisso ibland kopplade till det som kallades mc-gäng, men i allt högre grad bestäms det av olika ”falanger” inom olika invandrargäng som vill kontrollera vapen-, narkotika-, och trafficking-industrin. Huruvida de kör MC eller BMW ter sig allt ointressantare. Det verkligt intressanta är att människor dödas. Och där människor dödas blir också andra livrädda. En stad som lever i rädsla är inte en stad att leva och bo i.

Malmö är en stad där rädslan och våldet har sådan makt, att det bara är den mediala och politiska eliten – i Sydsvenskanhuset och i stadshuset – som tycks ovetande om den. Kvällens mord sätter ännu en tjock stämpel över stadsnamnet. Namnet på min barndoms stad, den för alltid förlorade, Malmö.

Af Thomas Nydahl – Foto: A. Nydahl.

Hamodi Al-Mahmoud mördades ikväll på vad som kallas ett kafé på Västanforsgatan i medierna och från den kvinnliga presstalesmannen hos polisen. Det finns inget kafé på Västanforsgatan i Malmö. Det är inte öppet för allmänheten. Det är en bidragsberoende arabisk svartklubb där det röks vattenpipa och medlemmarna dricker läsk. Svartklubben har funnits där i minst ett och ett halvt år med olika namn. Hos pressfotografen syns skylten med namnet Agadirs Förening. Agadirs Förening: Org.nummer: 802459-9048 Bolagsform: Ideella föreningar, Erhåller: 0,5 miljoner i bidrag/år. I rummet bakom förekommer helt öppen prostitution. Mördad på arabisk svartklubb ikväll.

Der har hidtil i 2011 været 30 skyderier i Malmø. 7 har været dødelige. Der har været 16 bombeattentater.

USA: Den dræbende julemand var muslim

Iflg. Infomedia har ingen danske medier på nuværende tidspunkt omtalt denne penible twist på historien. Også ikkemuslimske mænd går undertiden amok og dræber hele familien og derefter sig selv. Aziz Yazdanpanah havde efter det oplyste oplevet sin families opløsning og set sit hus gå på tvangsauktion, ligesom det er set i forbindelse med ikkemuslimske familietragedier. Men dertil kommer altså en særligt motiverende faktor som er unik for importerede førmoderne kulturer: Oplevelsen af tabt ‘ære’ grundet i manglende kontrol over døtre. Via Jihad Watch (LFPC).

Aziz Yazdanpanah seemed to be losing control of his life in recent months — his wife left him, his house was in foreclosure, and his 19-year-old daughter was dating a young man he didn’t like. […]

But a more ominous portrait emerged of Yazdanpanah in interviews with some of his daughter’s other classmates.

“She would come to school crying and telling us her dad was crazy,” said Lacie Reed, 18. “He wouldn’t let her wear certain things. He was always taking her phone away, checking her call history and checking her text messages.”

Friends said Nona’s father had installed cameras all around the home so he could watch the family’s comings and goings. Others said he nailed her bedroom window shut so she could not sneak out at night and see her boyfriend.

“She couldn’t date at all until she was a certain age, but when he was going to let her date she couldn’t date anyone outside of their race or religion,” Reed said. […] Neighbors horrified at news of family’s slayings in Grapevine

Fransk politiker bag Armenien-lov truet med vold og voldtægt

Turkish hackers have launched revenge attacks against the French government after the country’s lower house of parliament approved a bill that would outlaw the denial of the 1915 massacre of Armenians in Turkey as a crime of genocide.

The website of the Senate, France’s upper house of parliament which will have to approve the bill before it can become law, was down for two days over the Christmas weekend. […]

On the same day the website of Valérie Boyer, parliamentarian from the ruling UMP party in the lower National Assembly and primary sponsor of the “genocide bill”, was hijacked, this time showing a black screen with a Turkish flag. […]

Meanwhile, Valerie Boyer’s site remained down on Tuesday as she told reporters that she was filing a criminal complaint for harassment. On Monday, she told BFM radio that she had also received “threats of death, of rape, of destruction of property and of physical assault” and that her parents and children had also been threatened. […] Turkish hackers avenge France’s ‘genocide bill’ 

Tæv, et smadret ben og flere gange voldtægt for at nægte at iklæde sig de 30 gram stof som fiskerkonerne på Gl. Strand og vores bedstemødre som bekendt også gik med engang (LFPC).

(FN filmen U.N. Me har måttet udgå af copyrightgrunde)

“Den danske permafrost”

Rubrikken “Dagens Danmarksbask” er udgået, eftersom svenske nyheder om Danmark nu kun handler om sport eller om en af de højst fem danske “intellektuelle”, der er stueren nok til at være kendt i den svenske offentlighed, fordi Danmark nu med svenske journalistøjne endelig har fået “den rigtige regering.” Dens daglige løftebrud eller og fadæser, for ikke at tale om, at den kom i mindretal fra det sekund, den var valgt, -noget af en Danmarksrekord, – ties der helt om. For slet ikke at tale om, at SF ikke vil hjælpe syge flygtninge og slet ikke diskutere ophævelse af 24-års regelen med Zenia Stampe. Det er derfor bedre at drage Carsten Jensen frem, en mand der er så anstændig i svenske øjne, at han ustraffet kan føre den suverænt mest svinske debattone i landet, uden nogensinde at få så snavsede hænder som den uheldige RAF-regering. Det er fordelen ved at være intellektuel, alt er som regel ganske gratis. Bolværksmatrosen Jensen er i dag en modig mand, fordi han gennemlevede “Pia Kjærsgaards permafrost” og forblev en agtværdig mand. Ak ja, og svenske statsmedier er alsidig information. Det er sandelig blevet brat hverdag ovenpå julefestlighederne, og så vil de Radikale efterligne Erik Ullenhags 13 halve sandheder og hele løgne, antagelig af ren uvidenhed og inkompetence, for så retlinede og renskurede mennesker lyver ikke med fortsæt.

Carsten Jensen är en modig man. Vad ska man annars kalla denne väluppfostrade humanist med hjärtat till vänster? Som tycker att kompromiss är språkets vackraste ord? Under den danska permafrosten, decenniet när Pia Kjersgaard kallade mänskliga rättigheter för “politiskt smagdommeri” har Carsten Jensens hållning väckt respekt. Att vara politiskt korrekt i Danmark har varit dyrare än här hemma hos oss. Sveriges Radio: Carsten Jensen – en modig man.

We are all individuals: Muslimsk “mangfoldighed” i UK

[…] The [Islamic Diversity Centre]’s stated purpose is challenging stereotypes of Islam. It is therefore rather stunning that when the group introduces its staff to readers of its web site, the most persistent stereotypes are abundantly confirmed.

Check out the IDC team page, which describes the individuals on the organization’s staff. This screen shot shows the top part of the page:

That’s right: the men are identified and individually pictured, but for each female staff member there is a photo of a woman wearing a burqa, so that only her eyes are showing. Not only that, it is the same photo in each case; not a picture of the female staff member at all, but a generic image of a woman wearing a burqa. […] Fighting Stereotypes in the U.K.

Kristeligt Dhimmiblad drømmer stadig om den blide sharia

[…] Sidste år kon-kluderede en rapport fra Justitsministeriet, at den al-Qaeda-relaterede bevægelse al-Shabaab, der har som målsætning at indføre en streng form for sharia i Somalia, forsøger at rekruttere unge somaliere fra Skandinavien. […] Foreninger hjælper unge væk fra ekstremisme

Fortæl det til egypterne:

The Nour Party has formed a legal committee to prepare a new constitution for the country, said Emad Abdel Ghafour, president of the Salafi Nour Party. […]

Hammad added that article two of the proposed constitution stipulates that the “provisions” and not the “principles” of Islamic Sharia law are the main sources of legislation. “We shall apply Sharia gradually so as not to cause distortions,” he said. […] Salafi party forms committee to influence constitution