En frygtelig følelse af deja-vu

Karen Jespersen: Efter optøjerne i Vollsmose holdt tre af regeringens ministre møde – og pressemøde – med Odenseborgmester Anker Boje.Her blev der talt om at gå på to ben i indsatsen over for indvandrere. Vi er ikke kommet videre siden 90erne.[..]

Forskere som Magnus Randstorp, Aje Carlbom og Maria Bäckman har hver for sig givet nedslående indblik i svenske parallelsamfund. I Tyskland har forskere fra Niedersachsen lavet en meget omfattende undersøgelse af voldelig adfærd i forskellige grupper. Seran Ates og andre med indvandrerbaggrund har givet beskrivelser af miljøet set indefra. De er alle sammen grundigt omtalt i Islams magt, som jeg har skrevet sammen med Ralf Pittelkow.
Den omfattende dokumentation for sammenhæng mellem kultur og adfærd havde dog mildt sagt ikke sat sit præg på pressemødet i går.
Pressemødet blev tværtimod en gentagelse af de afmægtige floskler, som jeg kun kender alt for godt. Denne gang blot i en endnu mere grel udgave. Det sidste hænger sammen med, at regeringen ikke har nogen penge til at finansiere nye projekter. Det har i og for sig den fordel, at man ikke smider skatteydernes penge ud på noget, som stort set er virkningsløst, men bare skal se ud af noget. På den anden side betyder det, at politikernes rådvildhed bliver endnu mere ubarmhjertigt tydeligt. Pressemødets politikere havde reelt intet nyt at byde på. Det er ikke tilfældigt, at den mest anvendte vending var, at »det skal vi have kigget på«. En vending der reelt betyder, at man ikke har noget konkret men nødig vil indrømme det.
Men politikerne slap nådigt fra pressemødet. De blev ikke konfronteret med virkeligheden i Vollsmose. For det første holdt de sig langt væk fra området. For det andet konfronterede ingen dem med den opfattelse af situationen der ude, som er kommet fra besindige velintegrerede indvandrere.Det gælder eksempelvis udtalelser fra Mohammed Mansour, socialdemokratisk medlem af Odense Byråd, der har boet i Vollsmose i 25 år: »Når det gik så galt, så skyldes det, at vi trods masser af projekter ikke har haft held med at integrere de unge« (jp.dk). Bag de dramatiske begivenheder i Odense ligger de bredere problemer med indvandringen. Jo større indvandring af folk, der er vanskelige at integrere i det danske samfund, jo sværere bliver den slags problemer at håndtere. Regeringen har nu åbnet for øget tilstrømning fra ikke-vestlige lande, så der er udsigt til flere problemer, som den skal »kigge på« i fremtiden. Karen Jespersen

Fransk politi beskudt med skarpt igen

FRANCE has suffered a fresh outbreak of urban unrest, with three police officers wounded in an attack by a crowd firing shotguns and lobbing petrol bombs.Two of the officers were wounded by shotgun pellets and the third by a firework used as a rocket in the incident that began late on Friday in the Grigny suburb of Paris, police said.The unrest began after a police unit broke up a fight between around 20 people. The officers were set upon as they returned to their vehicles by a crowd, some of whom fired shotguns and threw petrol bombs. Riot police were rushed to the area and used tear gas to disperse the crowd. French police shot in urban violence. Video fransk, utekstet.

Av Filippa von Platen

Solen sken när den sjätte kippapromenaden genomfördes förra lördagen i Malmö. Beväpnad med glatt humör och en davidsstjärna på ryggväskan anslöt jag mig till övriga medvandrare. En kippapromenad är en ny företeelse I Sverige och betyder helt enkelt en tur på stan med synliga judiska symboler. Säg inte annat än att mångkultur berikar vårt språk med neologismer! Tidigare promenader har lockat trettiotalet deltagare, lördagens promenad lockade till min glädje mer än tio gånger fler, kanske pga. att själva demokratiministern Birgitta Ohlsson med fler politiker var med oss. Vi har aldrig blivit angripna men så har promenaderna varit korta och hållit sig inom absoluta centrum. (Det värsta jag sett under de fyra promenader jag varit med om var en slöjbärande kvinna som när hon fick syn på oss såg ut som hon plötsligt blev kraftigt illamående. Reflexmässigt for armarna upp beskyddande runt sina barn och hon föste dem snabbt förbi.) Den här gången när 400 personer promenerade Södra Förstadsgatan upp mot Möllevångstorget märkte jag inte av någon sådan reaktion från de många araber vi mötte. Däremot verkade en del synbart besvärade. Det kändes tryggt men tråkigt med de poliser som gick med oss.

Möllevångstorget är stort och är det mångkulturella Malmös centrum. Runt om ligger resebyråer med destination Mellanöstern; affärer som säljer baklavakonfekt trängs med butiker med halalslaktat kött och restauranger med alla specialiteter. Här finns frisörsalonger med neddragna persienner mot gatan som utan att väcka Diskrimineringsombudsmannens vrede lugnt kan fortsätta med att bojkotta män. (Hit går kvinnor som inte vill visa sitt hår ens under tiden det blir klippt.) Här är det heller inte ovanligt att du finner någon folder om ramadan eller Al-Aqsa Spannmåls Kommitté på din cykel om du ställt den i närheten för t.ex. torghandel. På lördagar är handeln särskilt intensiv. Majoriteten av försäljarna och kanske även dess kunder kommer från Mellanöstern och vill man förbättra sin arabiska är det ett utmärkt ställe att bege sig för att trängas med beslöjade kvinnor, matkassar och barnvagnar.

Vi kippavandrare upptog snart en fjärdedel av torget. Runt om kring oss fortsatte torghandeln och hade ett flygfoto tagits hade man kunnat notera att det inte fanns en enda slöjklädd kvinna där vi stod medan de var väl så representerade på torgets övriga tre fjärdedelar. Jag nämner detta pga. det faktum Dagens Nyheter nämnde att olika trosinriktningar fanns representerade. Det stämmer: det var betydligt fler icke-judar än judar med i tåget och flera med diskreta kors i halsen. Kanske några muslimer och hinduer gick med också, vad vet jag? Men med tanke på att islam är toleransens religion och hur väl judar alltid behandlats i muslimska länder blev jag förvånad över att det bland Malmös stora slöjbärande befolkning inte fanns en enda som gick med oss – och att ingen av dem heller var nyfiken nog att vilja lyssna på de vackra talen om tolerans och vikten av att få klä sig som man vill. Men kommunalrådet Ilmar Reepalu var ju inte heller med trots att han lovat. Han arbetar hårt för stadens bästa och har därför haft förhinder vid varje promenad.

Kärleken till vår fantastiska mångkulturella stad var ett genomgående tema när talarna avlöste varandra: ”Det spelar ingen roll varifrån man kommer och vilken religion man har. Det viktigaste är vart vi är på väg. Och på väg är vi alla malmöbor – judar, kristna, muslimer, buddister, ateister – TILLSAMMANS!” (Halleluja! tänkte jag som undrade varför det ska vara förbjudet att stanna upp och tänka till om verkligen alla Malmöbor är på väg åt samma håll? Och om tolerans betyder samma sak för alla?

Flosklerna var ju väntade men ändå blev jag ledsen när Willy Silberstein från Svenska Kommittén mot Antisemitism sade att det fanns de som försökte utnyttja situationen för Malmös judar genom att hata en annan grupp: “Men vi avskyr islamofobi lika mycket som antisemitism. De som inte inser det är inte välkomna med oss.”

Jag har varit utsatt för mycket pga. mitt ställningstagande mot antisemitism och antisionism de senaste tolv åren. Nu kändes det som om jag inte var koscher nog, och av applåderna som följde Silbersteins yttrande förstod jag att många medvandrare instämde varmt i att vi som håller yttrandefrihet och religionskritik högt och anser att islam ska och bör granskas, inte är välkomna med våra judiska symboler tillsammans med de rättänkande.

Jag hatar inte muslimer. Hat försöker jag för min egen skull inte känna mot någon, inte ens mot de politiker som skapat den här fientliga miljön eller de intellektuella som istället för att kritisera makten gått dess ärenden. Jag känner maktlöshet när jag upplever att sorgen jag känner över hur min stad förråas tas ifrån mig och misstänkliggörs.

”De vet ju inte vad de applåderar åt”, sa en äldre judisk man till mig till tröst. Det hade han nog rätt i. Det lät ju vackert, det Silberstein sa, och hans tal gör det säkert lättare att lyfta bidrag till Svenska Kommittén mot Antisemitism.

Vår kippavandring fick mycket uppmärksamhet både i svenska och israeliska medier. Mest intressant var SVT:s Rapport. För att lyssnarna verkligen skulle förstå varför judar mobbas här fanns det i femtonminuterssändningen först plats för ett långt inslag från Västbanken där ett palestinskt barn skulle ha blivit illa behandlat för två år sedan. Grova anklagelser framfördes utan källa och utan att någon israelisk representant fick möjlighet att försvara sig. Söta palestinska barn och sedvanliga inzoomningar på otäcka israeliska gevär. (Hallå, råder det nyhetstorka i Mellanöstern? Bashar Assad, någon?) ”Sverige sen, till Malmö…”, avslutas inslaget med. Och det var ju tur att uppläsaren säger att vi är tillbaka i Sverige när vi talar om Malmö så att inte lyssnaren får för sig något annat. (Inslaget börjar 9:12. Därefter om vår kippavandring.)

Jag har läst mycket om vad som skrivits om antisemitismen i min stad. Men jag lämnas många gånger konfunderad: antisemitism har vi men inga antisemiter. Och finns det antisemiter så är det inte araber och muslimer. Och skulle det ändå visa sig att det är araber och muslimer som trakasserar så är det judarnas fel. Malmös judar? Nej, Israels. – ( Se også Kippavandring i antisemitismens nordiske hovedstad) Antisemitic Incidents in pictures. 2011

The Oslo court has declared that Anders Behring Breivik is sane and inspired by an evil, right-wing extremist Islamophobic ideology, which also happens to be exactly what the entire political establishment from the state broadcaster NRK and national newspaper VG to Prime Minister Jens Stoltenberg wanted the judges to say. So far, none of the involved parties have indicated that they will appeal this decision to a higher court.

In the end, Breivik received three months in jail for each of the human beings he killed in cold blood, which believe it or not is the maximum punishment possible in Norway. This is being hailed as a great victory for Norway’s glorious and humane justice system.

I admit that I have mixed feelings about this sentence. First of all, if Breivik actually is sane enough to be held accountable for his actions, sentencing him to a mere three months in jail for each of his murder victims is a sick joke that makes a mockery of the entire Norwegian justice system. It’s the symptom of a society that values the right of brutal criminals over the rights and well-being of their victims.

I have never met Breivik, but to the best of my abilities I would say that he represents a difficult case somewhere between insanity — as his very twisted worldview sometimes indicates — and the calculated cynicism he displayed during his terror attacks. He might have been declared sane in the USA, for instance.

However, it is not and should not be up to random journalists to decide this legal matter, which it sadly looks like it partially was in the Breivik case. We have to question whether we live in a democracy, a society ruled by the people, or a pressocracy, a society ruled by the press and those who control it.

The simple truth is that the outcome of this trial has been largely dictated by the mass media, who conducted an extremely aggressive campaign to overturn the first report of the court-appointed psychiatrists stating that Breivik is criminally insane. We were eventually presented two different reports with diametrically opposite conclusions, and the judges chose to simply overlook the first one of these entirely.

The official statements of the female head judge Wenche Elizabeth Arntzen and her co-judges closely mirrored what many pro-Multicultural newspaper columnists have written over the past year, parroting the line that Breivik was part of a dangerous and delusional Internet-based “right-wing extremist” subgroup and that his massacre on July 22, 2011 was basically the logical conclusion of reading Islamophobic blogs.

Today, I published at Frontpage Magazine an essay about increased surveillance of Islam-critics in Norway, which is now also seen in several other Western countries. Unfortunately, it is likely that this trend will get worse after the latest court ruling in Oslo. Siv Alsén, a senior advisor in the Norwegian Police Security Service (PST), openly admits that the security services are now closely monitoring anti-Islamic websites and groups, since they are seen as a security threat.

Til norsk presse:

Jeg gav følgende kommentar per epost til Aftenposten, men de publiserte ikke alt:

Jeg kan ikke si med sikkerhet om Breivik er utilregnelig da jeg aldri har møtt ham. Det virker sannsynlig at han utgjør et komplisert grensetilfelle. Derimot er det helt tydelig at denne konklusjonen er fremtvunget av mediepress som dommerne ikke har klart å motstå, slik advokat Morten Furuholmen korrekt har påpekt. Dette er pressens dom som de har påtvunget oss, ikke rettens dom. Etter denne dommen må vi spørre oss om vi bor i et demokrati der folket styrer eller et pressokrati, der pressen hersker og synes at den bør det.

Denne saken har rettet et kritisk søkelys mot rettspsykiatere, bloggere, politi, politikere og andre. Det er greit, men kanskje er det på tide også å rette søkelyset mot massemediene selv. Vi trenger en strukturell opprydning i pressen like mye som vi gjør det i politiet.

Hva enkeltpersoner som ikke har undersøkt Breivik måtte mene om tilregnelighet er uinteressant, poenget er som advokat Morten Furuholmen påpeker at det foreligger tvil, og da tilsier etablert rettspraksis at man skal ansees som utilregnelig. Dommerne har i dette tilfellet satt til side all vanlig rettspraksis i kjølvannet av massivt mediepress og har i stedet fulgt rådet til tungt politiserte vitner som Øyvind Strømmen, Lars Gule og Mattias Gardell. Dette svekker tilliten til rettens konklusjoner ganske kraftig.

Til Ole Asbjørn Ness fra Finansavisen har jeg skrevet følgende:

Det er godt kjent at massemediene omtaler seg selv som “den fjerde statsmakt” og ikke rent sjelden oppfører seg som om de er eller burde være den første, som dirigerer ikke bare regjeringen og Stortinget men i dette tilfellet også domstolene. Det er udiskutabelt at voldsomt mediepress etter den første rettspsykiatriske erklæringen delvis medførte at Breivik til slutt ble erklært tilregnelig, som var det resultatet pressen ønsket. Hva som er korrekt er ett spørsmål her, men et annet er om dette er noe journalister skal bestemme.

Rett før denne dommen gikk dusinvis av muslimske innvandrere fra bydelen Vollsmose i Odense, Danmark, til regelrett angrep på den lokale legevakten. I Malmø i Sverige, som snart vil bli Nordens første by med muslimsk flertall, er det jevnlig bomber. Dette skjer rett ved vår dørstokk, i tillegg til alle problemene Norge selv har på grunn av innvandring. Det er ikke “dystopisk” å si sannheten.

Det jeg har skrevet om islam, masseinnvandring og EU er korrekt, så jeg ser ingen grunn til å slutte med å si sannheten. Mange av dem som støtter dagens feilslåtte politikk er kanskje naive mer enn noe annet og skal ikke ensidig demoniseres, men det hadde vært veldig hyggelig om de samme gruppene til gjengjeld kunne la være med å demonisere kritikerne av det multikulturelle eksperimentet.

Previous posts about the trial of Anders Behring Breivik:

Norsk advokat ønsker debat om dødsstraf

Jeg skrev for et år siden, at debatten måtte komme. Den er kommet. Vi lever i en tid med wannabe massemordere og når vi har set nok af dem, vil de aktualisere dødstraffen på vore breddegrader. Ikke politikerne, naturligvis, de tilrettelægger bare betingelserne. Humanistisk politik går ud på at tilvejebringe alt det, de humanisterne ønsker mindst: Dødsstraf, overvågning, politistat, antisemitisme, totalitær religiøsitet, mafia, forfølgelse af homoseksuelle og tyranni af kvinder. Den multikulturelle, klasseløse velfærdsstat vil fremkalde sin egen antitese, og erkendelsen af det er kun ved at begynde at dæmre. Når det er en realitet, fejer det os allesammen til side, ‘de gode’ som ‘de onde’.

Bistandsadvokat Carl Bore vil efter fredagens dom i Breivik-sagen have en debat om muligheden for at indføre dødsstraf og livstidsdom i Norge. Han mener, at en sådan ordning skulle gælde i tilfælde af massakrer eller massedrab i fremtiden. – Handlingerne her er så grusomme, at jeg mener, at vi bør have en debat og livstids- og dødsstraf. Jeg har ikke selv taget noget standpunkt i spørgsmålet om dødsstraf i Norge, siger Bore.Bistandsadvokaten trækker paralleller til den norske nazist og landsforræder Vidkun Quisling og måden, han blev dømt til døden og henrettet på efter Anden Verdenskrig.Quisling fik dødsstraf, uden at dette mig bekendt har været særligt omdiskuteret i Norge. Når der er ligheder mellem disse handlinger, så kan det være grundlag for en debat om dødsstraf i helt specielle sager. Debatten skal gælde fremtidige massakrer og massedrab. JP.DK.

Dette indlæg er skrevet på baggrund af denne artiklel: Balladen i Vollsmose i mandags

Jeg vil først fortælle at jeg selv er dansker og bor i Vollsmose, hvilket jeg har gjort i mange år.Med afsæt i den ovenstående hændelse, bliver jeg både forarget, føler mig magtesløs og vedmodig, for, hvor er MIT Danmark? Det Danmark, som de fleste af os elsker, er slet ikke sådan som det åbenbart ser ud i dag. Lad mig fortælle om min oplevelse af Vollsmose.

Vollsmose er et område hvor både politiet og politikerne har givet op. De tror problemet løses ved at bevillige flere penge til lokalsamfundet, de tror kriminaliteten forsvinder hvis man bruger millioner og atter millioner på byfornyelse, f.eks på at plante hække. (Ja du læste rigtigt, hække!). Politikerne sidder og kigger i deres fine undersøgelser, som viser at kriminaliteten er faldet i Vollsmose. De fryder sig og er virkelig selvtilfredse. Men sandheden er bare ikke sådan.

I alle de år jeg har boet her, har der aldrig været mere ballade og kriminalitet end der er i dag. Størstedelen hører offentligheden bare ikke om, for INGEN tør at anmelde nogen i Vollsmose, ingen tør at vidne. Så alle statistiker og undersøgelser viser et totalt skævt billede af Vollsmose.

Den historie som politikerne ALDRIG fortæller, er at de SELV har skabt Vollsmose. I 1981 sad der 21 DYBT kriminelle familier i en flygtningelejr i Libyen (Tror jeg det var), der var ingen steder at sende dem hen, da ingen lande og kommuner turde tage ansvaret for dem. Danmark blev foreslået men regeringen turde ikke tage ansvar for dem, men mente at hvis en dansk kommune ville tage ansvaret, så måtte de gerne komme til Danmark. Der var en lille gulerod med, for hvis en kommune meldte sig på banen, ville de få xx antal millioner ekstra i støtte, som skulle bruges til at yde en ekstraordinær indsats sådan disse 21 familier ikke forsatte deres kriminelle livsstil i Danmark. Odense kommune, slog til, som den eneste kommune i Danmark i øvrigt. Gæt selv hvor de 21 familier blev indlogeret? Og hvor langt de fleste af disse familier bor i dag? Vollsmose.[..]

Når der sker noget kriminelt i Vollsmose, så drejer folk hovedet og går den modsatte vej, “Jeg har ikke set noget”. Man er bange, for vidner du, hjælper du ofret, eller sladrer du til politiet, så skal du skynde dig at flytte. For du vil være jaget vildt. Jeg har selv overværet to somaliere overfalde en ældre mand. Jeg vendte om og gik. Hvorfor? Havde jeg hjulpet den ældre mand, havde jeg fået tæsk, havde jeg ringet efter politiet, ville de jagte mig indtil jeg flyttede, for de så mig godt. De fleste beboere i Vollsmose holder sig for sig selv og vil ikke blandes ind i noget, med MEGET god grund. Alle er bange. Eller rettere, alle som ikke er en del af det kriminelle miljø herude, er bange. Hvor er mit Danmark? ( Beboere i Vollsmose tør ikke sladre.)

Af HANS RUSTAD
Dommer Wenche Elizabeth Arntzen kom i begrunnelsen om tilregnelighet til at det psykiaterne Husby/Sørheim kaller vrangforestillinger er utslag av en politisk høyreekstrem subkultur.

Arntzen/dommen ikke bare avviser at forestillingen om at det at Breivik mener han har et ansvar og kall til å bestemme hvem som skal leve og dø er en vrangforestilling, hun/dommerne mener at dette springer ut av en subkultur.

På punkt etter punkt torpederte hun Husby/Sørheims psykiatriske diagnose med at Breiviks forestillinger må forståes på bakgrunn av en høyreekstrem subkultur som har fått spre seg i Europa. Til og med terroren mener retten er en logisk konklusjon på en bestemt tenkemåte. Det er en voldsom anklage, som risikerer å politisere dommen.

Aktorene Inga Bejer Engh og Svein Holden ser betenkte ut. Begrunnelsen dommerne gir, sender nærmest rettssaken i en helt annen retning. Etter hvert som rettssaken skred frem var det Breiviks singularitet som ble tydeligere og tydeligere. Det var ingen forbindelser til noe miljø. En ting er at politiet ikke fant fnugg av bevis på et Knights Templar, men det ble heller ikke dokumentert at Breivik hadde noen utstrakt sosial kontakt, eller var del av noe miljø. Han skrev innlegg på nettet – og her nevner dommen også hans kommentarer på document.no – men som PST har sagt: Breiviks innlegg på nett var moderate. Likevel finner dommerne grunn til å nevne disse innleggene. Det blir dermed nettet og nettdebattene som utgjør Breiviks “miljø”. Det blir en meget spesiell definisjon av “miljø”, som åpner en rekke spørsmål om hvem som definerer “miljø”. Mange vil mene at definisjonen avhenger av politisk ståsted. Arntzen/dommerne virker å ha kjøpt en fremstilling av debatter de kun kjenner fra utsiden. Hvorfor ikke betegne Aftenpostens Debattcentral eller VG-debatt som “miljø”?

Det var forbausende å høre hvor langt dommerne var villig til å gå når det gjaldt å vrake psykiatriske forklaringer til fordel for politiske.Dommen vil foreligge i sin helhet så snart opplesningen er ferdig.

Går lenger enn Aspaas/Tørrissen

Af HANS RUSTAD
Dommen slik Wenche Elizabeth Arntzen leser den fremstår som et oppgjør som går lenger enn selv det andre psykiaterparet, Aspaas og Tørrissen, gjorde.

Selv Breiviks tanker om å DNA-teste den norske befolkning for å finne hvem som var nærmest etterkommer av Harald Hårfagre, og det å velge en ny regent fra Vokterrrådet til Knights Templar, betegnes som utslag av politisk ekstremisme, ikke vrangforestillinger. Dette var blant de eksempler på galskap som aktor Svein Holden nevnte da han på pressekonferansen 29. november la frem Husby og Sørheims rapport.

Spørsmålet som melder seg under opplesningen er: overspiller dommerne, går de for langt i å redusere psykiatri til politikk? Det vil undergrave dommens legitmitet og gjøre det vanskelig for påtalemyndigheten å la være å anke. Dommen fremstår som mer og mer kontroversiell. Under første halvdel kunne det merkes bifall og tilfredshet blant pressefolket, men etterhvert som Arntzen leser opp, synes man å registrere at det er oppstått en viss fallhøyde.

Breivik declared war on humanity. And he won

At the start of his trial I wrote a piece in which said I wished the police had simply shot him while they had the chance. Nothing that’s happened in the months that have followed have caused me to re-evaluate that view. It’s all worked out as his he hoped. From the moment he stepped foot on Utoya island and began tightening his grip on the trigger of his rifle, to the moment his the sentence was read out, everything has gone according to plan. In fact it probably exceeded his expectations; Breivik believed he would be killed during his “assault”. But instead he lived to have his day in court, and read out in person sections of his 1,518 page manifesto of hate. When the prison term was handed out the court room camera focused on Breivik. There was no remorse, or fear, or even anger. Just a quiet smile of satisfaction. Anders Behring Breivik declared war on humanity. And he won. Dan Hodges: Anders Breivik’s sordid victory is complete (Breivik modtog sin dom med et smil.)

Siger ‘ studerende’ 31-årige Tarek Abdol Hamid på DR Update. Jeg ville have forsøgt at finde en mere tillidsvækkende repræsentant for det angiveligt civilliserede og fredselskende Vollsmose, hvis jeg var så uheldig at være journalist på DR. Mellem 2003 og 2008 fik Abdol Hamid tre domme for tyveri, trusler på livet og seks ubetinget måneders fængsel for særdeles grov vold mod en dansk kvinde, der tillod sig ikke at gengælde hans tilnærmelser: “Din familie skal dø, fucking luder og kælling”, hvorefter han sparkede hende bevidstløs. – Mafiosoerne i Vollsmose skal ikke ud af bydelen, de skal ud af landet. “Alt andet er snak”, skriver Jalving. Det vil måske ske en dag, men ikke under de nuværende politikere, der har præsteret den lammeste gang mundsvejr over Vollsmose hørt i lange tider. Man tør slet ikke tænke på hvad de kunne finde på at mumle, hvis der gik en jihadistbombe af og dræbte 100 mennesker:

Så er psykologerne på vej til Vollsmose. Som hvidklædte, våbenløse FN-tropper ruller de ind i den parallelle virkelighed, hvor så godt som alt er finansieret af offentlige kasser. Ikke blot psykologerne, men de stigende udgifter til sociale programmer, integrationskonsulenter, mangfoldighedssociologer, byfester, koncerter, modersmålsundervisning, klubhuse, morgenvækning og hele det fintmaskede net af velvillighed og velfærdsstat, der er spændt ud under Integrationsdanmark. På kommunens foranledning skal psykologerne bearbejde urolighederne og trøste beboerne, indtil karrusellen kører igen.

Det ligner efterhånden en industri med en eksemplarisk arbejdsdeling: De unge indvandrere og efterkommere går amok, fordi de er ”frustrerede”, ”marginaliserede” og ofre for sociale omstændigheder; politiet fanger under en tyvendedel af voldsmændene, men høster anerkendelse for at have udvist ”besindelse”; politikerne siger, at de er ”chokerede”, men ikke mere, end at de i kor understreger, at der kun var tale om nogle få, brodne kar i et ellers tiltrængt bidrag til den danske leverpostejskultur, eller at voldskulturen udspringer af danske forhold, og derfor ikke har det fjerneste med den mellemøstlige kultur at gøre.

Bøllerne bør forlade Danmark, sagde landets statsminister, men her burde der være et samvittighedsfuldt menneske i statsministerens inderkreds, der fortalte hende, at det gør de skam ikke. Disse mennesker bliver betalt for at bo i Danmark og lave ingenting og har klart bedre fremtidsudsigter i Europa end i den arabiske verden, hvis de overhovedet skulle have lyst til at slå sig ned dér. Disse ”bøller” rejser ikke frivilligt, det kan vi være vis på. De skal enten smides ud eller standses ved grænsen. Alt andet er bare snak.Indvandring og velfærdsstat AF MIKAEL JALVING

“George Orwell for venstreorienteret til en statue foran BBC”

Det er en virkelig eksotisk indvending netop fra hans gamle arbejdsplads under krigen, BBC. Man kan skændes længe om, hvad Orwell var, men der er i al fald ikke mange ‘venstreorienterede’ forfattere, der bruger hele deres liv på at kritisere venstrefløjen, og dertil går over i historien som ikoner for udogmatiske fritænkere og konservative. Få har som Orwell analyseret og afklædt politiserende humbug-sprog, ikke mindst kommunismens, men hver tid har sin newspeak:

But far more importantly Orwell came to accurately foresee the prevailing mode of thinking, a set of ideas that is generally called “political correctness”. PC, for want of a better expression, describes a set of acceptable beliefs, outside of which it is not permitted to step – and that has been a very significant development. Among the various characteristics of political correctness is the branding of dissident thinkers as racists, sexists or homophobes (thoughtcrime) the necessity of holding two contradictory ideas together (doublethink) and attempts to change the language to change politics (Newspeak).

As Orwell wrote in 1984: ‘The B vocabulary consisted of words which had been deliberately constructed for political purposes: words, that is to say, which were intended to impose a desirable mental attitude upon the person using them.’ One only has to look at how words such as “elitist” or “discrimination” have been altered since Orwell’s death to see how changing the meaning of a word can make the terrain of debate very difficult for one side. All these practices were alive in Orwell’s day, in Soviet Russia, where a more brutal form of correct thinking was imposed, but the essential principle was the same – “designed to make lies sound truthful”, as Orwell said. That was the quote used by Bradford headmaster Ray Honeyford to describe the process of multiculturalism in action, and in that particular area the state becomes the most Orwellian, from its “diversity is strength”-style posters to its rewriting of national history, not to mention the disturbing policies that followed the Macpherson report, where teachers were even asked to monitor the language of young infants for thoughtcrime.

That’s why today Orwell, and in particular his final work, is quoted far more by the Right than the Left, and why you’ll find few objections to a statue from conservatives. Perhaps that’s not the real reason, and the Beeb are just saving the spot for Antonio Gramsci. George Orwell, the prophet of political correctness, does not belong to the Left, George Orwell is ‘too Left-wing’ for a statue outside the BBC’s new headquarters. ((Benyt lejligheden til at se dokumentaren “The Real George Orwell med blandt andre Roger Scruton.)

Monitoring Islam-Critics in Norway
By Fjordman

LO, the influential Norwegian Confederation of Trade Unions, has intimate – some say organic – connections to the ruling Labor Party. Together, the two organizations have arguably made up the country’s most important network of power for generations. Sections of LO will from 2012 on donate half a million kroner every year to the Norwegian Centre against Racism to combat right-wing extremism. “To be against the Multicultural society, as Breivik says, is nothing other than what Hitler espoused,” says Leif Sande, who represents one of LO’s subgroups.

Kari Helene Partapuoli, leader of the Centre, which already receives millions in direct state support annually, says the money will partly be spent on mapping international networks opposed to multiculturalism. Partapuoli earlier warned against the dangers of “subconscious” racism, stating that there is a racist in all of us. She didn’t explain what kind of mental exorcism will be required to drive out our racist inner demons, however. Shoaib Sultan, the former General Secretary at the Islamic Council of Norway, currently works for them as an advisor on how to deal with extremists who oppose the colonization of their country through mass immigration.

In late 2011 there was a demonstration against racism at Youngstorget in Oslo arranged by LO. Its powerful national leader, Roar Flåthen, promised that the labor unions will fight relentlessly against racism and intolerance throughout society and in the workplace. “We want a Multicultural society. This is enriching,” he told the crowd. Flåthen is also a politician for the Labor Party and sits on the board of A-pressen, a large national media company partially controlled by LO that is the whole or partial owner of dozens of local or regional newspapers.

The leaders of LO have been known to consult with – or, as critics claim, instruct – the Prime Minister on how to deal with certain sensitive political matters, especially when the PM comes from the Labor Party. Although a few critical comments can be heard about this, by and large this state of affairs is considered acceptable in Norway.

Post-Breivik, writer Øyvind Strømmen has been hailed as one of the country’s “leading experts” on the counterjihad movement, which triggers roars of laughter from those of us who actually know it well. He has even lectured for the police plus Minister of Justice Grete Faremo from the Labor Party on how to increase surveillance on the Internet of alleged extremists who are critical of the Labor Party’s immigration policies……fortsættes her.