Alle ved, at lyde og dufte kan bringe en mange år tilbage til mennesker eller situationer, så man pludselig er til stede lige dengang for mange år siden. Anton Kontra og John Frandsens Beethovens Romance i F-dur er en af de lyde, der bringer mig tilbage. Her er den fra LP med skrat og slid, jeg selv havde – og Anton Kontra lever ligesom musikken endnu.
Jeg er født på Christianshavn, kommet til bevidsthed på Kommunehospitalet, men da jeg var 13 år flyttede mine forældre til Strandagervej over for Tuborg, hvor også Willumsen tegnede og byggede sit enestående smukke hus i 1907. Mogens Andersen boede der dengang, og jeg forlangte friskt nok, at han viste mig huset. Han tog det venligt.
Det var ude på landet for min horisont, alt uden for Jagtvej var ude på landet, selvom det var Københavns Kommune. Min morfar, der syntes det i sig selv var lidt suspekt at bo på en vej i stedet for på en gade, kokketerede med, at han ikke rigtig kunne huske “den der vej I nu bor på.” Man har den horisont, man nu har eller vil have. Jeg havde kun 25 minutter på cykel til Østre Borgerdyd skole ved Østerport, så jeg vænnede mig efterhånden til, at jeg stadig boede i København. Det virker, som en meget gammel tid. Det var før TV og køleskabe, der kom en mand med læderforklæde hver 3. dag med isblokke til “isskabet”, og alligevel er det ikke så længe siden.
Da jeg var fem år, syntes jeg Nørrebro 800 meter væk, var nærmest udlandet, men da jeg i tyverne kørte taxi om natten, fandt jeg ud af hvor stor en by København er – 3000 kvadratkilometer. Det tog to år inden jeg havde afmærket alle hjørner af byen, så kunne jeg overskue den. Jeg kunne efterhånden trække mig tilbage til barndommens landskab, fordi jeg havde været alle stederne, ligesom jeg havde set USA, Europa og Fjernøsten. Udlængslen var stillet, den var trygt parkeret og plager mig ikke længere undtagen hvis jeg ser en film om rummet og Hubble teleskopet, så gynger grunden igen under mig.
Jorden, hjemmet, betyder mere end man først aner. Det lyder som en sang af Holger Fællessanger, men at runde Kronborg og indsejlingen til Øresund efter seks måneder til søs, gjorde mig oprørt og grædefærdig selvom jeg kun var tyve år, og skulle have appetit på alt. Jeg havde ikke et roligt sekund, til vi nåede Frihavnen. Jeg havde boet i Singapore, Hong Kong, Valetta, på en gummiplantage i Malaya og Paris, jeg troede, jeg var en ‘verdensborger’, men jeg var en hjemmefødning bundet til et bestemt område og til nogle bestemte mennesker.
Mine forældre ville helst være i Frankrig, Schweiz eller Italien, når de havde sommerferie, og så boede jeg af og til i det der hus ude på den vej som ung, når de var væk. Det er her, Kontra og Frandsen kommer ind i billedet. Min far havde alle Frandsens indspilninger. Jeg går ud fra, at han var min fars patient, for de var dedikerede, men min far overholdt lægeløftet helt bogstaveligt, han omtalte aldrig sine patienter.
Jeg har alle Tove Ditlevsens bøger. Jeg har taget en ned fra hylden, og der står “til prof. XXX med hjertelig hilsen og taknemmelighed fra Tove Ditlevsen” med hendes altid sirlige skråskrift. Hun må også have været patient. Engang jeg havde hende som passager i min taxi, sagde jeg ikke til hende “Vi må have fælles bekendte.” Hun sad tavst på bagsædet, jeg på forsædet, det var omkring dramaet Vilhelms Værelse, men jeg ville ikke bryde hendes cirkel af urørlighed. Jeg var kun endnu et menneske i den store by, hun var i færd med at forlade. Hedebygade, H.C. Andersens Boulevard og Victor.
Hun er den eneste danske kunstner, jeg ved af, til hvis bisættelse 10.000 ganske almindelige mennesker mødte op på Enghave Plads for at vise deres deltagelse og taknemmelighed. På de gulnede avisudklip, der er lagt i en af bøgerne, viser fotografierne overvejende små arbejderkoner fra Vesterbro. Vi vil ikke se det, når Klaus Rifbjerg eller Ib Michael dør. Heller ikke Hanne Vibeke Holst. Spørg mig ikke hvorfor.
Ude i det hus på den vej, satte jeg højttalerne op i de åbne vinduer og spillede Kontra og Frandsen, mens jeg serverede min sommeret for min veninde, som nu er en moden dame, jeg ikke kender. Gorgonzola med æggeblomme, rå løg og honningmelon og dertil en porter. Der var også en vinkælder med vine med orange skær og krystaller på bunden. De var også gaver fra patienter, men min far drak kun alkohol til selskab nogle gange om året, så den voksede og lagrede betydeligt med tiden. De satte standarden for, hvordan rødvin kan smage, ligesom Bo Jakobsens Restaurationen sætter standarden for, hvordan gastronomi kan være. Man skal prøve det en gang om året, bare for at minde sig selv om, hvad eminent er. Så kan man vælte sig i lort og Jensens Bøfhus resten af tiden. Det er altsammen John Frandsen og Beethovens skyld, jeg kom til at tænke på det. Sådan er det med lyde.
Vinter – i dag