“En verden uden islam ville være temmelig fredelig”,
siger Sergej Trifkovic i dette klip fra ‘Islam – What the West needs to know’. (som er en af klassikerne, man bør have set.)
Jeg spurgte ham over en kasse Tuborg og 20 Kings i 2009, da vi havde komsammen på min bopæl efter hans foredrag i København, om han kunne sætte nogle tal og procenter på, og han sagde:
“omkring 90 % af konflikterne forsvinde, hvis vi eliminerede alle, der involverer islam pĂĄ den ene eller begge sider af konflikten.”
Jeg har prøvet at sætte nogle tal pĂĄ Trifkovic’ pĂĄstand: Hvis man anvender The Uppsala Conflict Data Program, der opererer med konflikter der løbende kræver over 1000 liv om ĂĄret, er der i øjeblikket 11. Af dem involverer 2 ikke islam. Hvis man udvider til mindre konflikter, der ofte har varet i mange ĂĄrtier, er der 42. Af dem involverer 7 ikke islam, men blandt disse er medtalt uafsluttede, inaktive konflikter som Nordirland og Korea, sĂĄ i virkeligheden er islams konfliktandel større. (Syrien var lidt i grænselandet, da dette oprindeligt blev skrevet i juni 2012.) List of ongoing military conflicts
Man kan krydstjekke med en anden liste, men procentandelen forskyder sig ikke. Man kan altså sige, at islam er involveret i over 85 % af denne verdens mindre og større blodige konflikter. Muslimer udgør 23% af verdens befolkning, men islam er alligevel verdens suverænt største årsag til blodsudgydelse.
NĂĄr man pĂĄ baggrund af disse tal tillader sig at ytre bekymring pĂĄ Europas fremtids vegne, er det altsĂĄ hverken baseret “zenofobi” eller “islamofobi”, men pĂĄ empiri, facts og erfaringer, som er indhøstet i nutidigt og historisk blod.
Risikoen for at islam udløser blodige konflikter i Europa, er altså langt større, end chancen for at den ikke gør: Vores statistiske chance for et fredeligt samliv med islam vil over tid være foruroligende lille. Islam kan forandre sig, men det henhører endnu i 2013 under politisk ønsketænkning og idyllisering. Vi har netop lige set et stort tysk studie, der godtgør at muslimsk fundamentalisme og konfliktparathed i Europa, er langt mere almindeligt end hidtil antaget.
Man kan sige noget om, hvornĂĄr betingelserne er tilstede, men mindre om hvornĂĄr krig bryder ud. I Europas grænseland til islam, Balkan, tog det under ti ĂĄr fra Titos død. Krigsbevidstheden var til stede med det samme i 1980, og krigen kom hurtigt. Jeg var i Kroatien og Slovenien i 1986, og luften var svanger med det ord, ingen turde udtale, for skaber ordene ikke….?
Den svenske officer Anders Lugn mente i 2008, at betingelserne for borgerkrig nu er tilstede i Sverige. Det er jeg ganske enig i. Den kommende svenske borgerkrig er nu i sin latens- eller inkubationstid. Jeg tøvede for 15 år siden med at slutte sådan, men de sidste otte-ti år har jeg ikke været i tvivl om prognosen. Mindre for hvert år der går, hvor jeg ser hvordan svenske ledere agerer og hvordan konfliktniveauet stiger systematisk i landet. Riksdagen er indstillet på konfrontation og på at betvinge virkeligheden.
Sverige skal altså i krig i dette århundrede, og det bliver en oplevelse, der kræver en radikal mentalitetsændring, hvis svensken har tænkt sig at overleve som individ og nation. Men husk at Sverige blot er os andre sat på spidsen af næsten lige så store idioter.
Deres fremmedpolitik sigter på at bringe 2 mio legale svenske våben ud af våbenskabene. Det ville være ikke så lidt af en politisk bedrift at være skyld i. Norske og danske politikere er kun grader mere oplyste og midre hasarderede og rabiate. Vi har lige set hele spektret i Danmark slå kors for sig over at DF ikke ville gøre flere muslimer til statsborgere. At forslaget er forebyggelse af en potentiel ulykke fremfor ren jura, falder på stengrund på Christiansborg. Naturligvis skal vi ikke gøre en kommende konflikt sværere for efterkommerne, end den allerede vil blive.
De kan kalde sig socialdemokrater, konservative, liberale, de kan kalde sig jurister, sociologer, journalister, de forråder dine efterkommere under alle omstændigheder i en skala, der er uset i dansk historie. Deres attitude adskiller sig ikke væsentligt fra Samarbejdspolitikernes, bortset fra at disse dog ikke selv havde inviteret nazisterne til landet, gjort dem til statsborgere og givet dem statslig forsørgelse. Nazisterne måtte stjæle og plyndre det, de ville have. Mine forældres generation var rigtig nok regeret af svæklinge, men ikke af landsforræddere. Der var ingen Quisling, der tog over efter 9 april eller efter folkestrejken.
Et oprør imod den reprise af Europas skæbne 1914-1945, kan kun komme nedefra. Via stemmesedlen, eller hvis tidspunktet som jeg personligt frygter er forpasset, gennem geværløbet. Krigen kommer ikke til at skyldes nationalisme, men tværtimod opløsningen af nationerne og ikke mindst som vist – islam og dens koransanktionerede politiske aspirationer og iboende voldelighed..
Det er disse fakta, man kaldes ekstremist for at nævne, i hvad der dårligt kan kaldes god tid. Heldigvis er jeg i en position, hvor jeg ikke kunne være mere ligeglad.
Jeg er ikke medlem af nogen klub, jeg har ingen karriere, nogen kan ødelægge. Jeg er ikke medlem af “Counterjihad”, et begreb som underinformerede journalister som Expo og norske Bjørn Stærk og Simen Sætre opererer med. Hvis de ikke var sĂĄ uvidende og politiserende, kunne de mĂĄske have fĂĄet et opklarende interview, for jeg kender glimrende alle de personer og skribenter, som de fabler om mens de sørger for at holde sig inde i varmen hos de eliter, der hiver tæppet væk under deres folk og deres nation.
Men der er ikke nogen ‘counterjihadbevægelse’, der er intellektuelle i hele Vesten, som udfordrer det officielle billede af islam, og det er problemet, de ikke kan komme til rette med med andet end mumlen og shaming, fordi de har investeret sĂĄ meget i en potentiel katastrofe.
Deres perspektiv er karriere, øjeblikkelig vinding og begrænset viden. De kontraintellektuelles – der som regel er betydeligt mere pĂĄlæste – er deres børns liv og fri, ærlig information. “Counterjihadbevægelsen” er et gigantisk løst og porøst græsrodsnetværk af faste og løse forbindelser, af folk der mĂĄske aldrig har mødt hinanden andet end pĂĄ Skype. Det er folkeligt, demokratisk og derfor pr definition ikke ekstremistisk, selvom norske Breivik for en kort tid gav dem et hĂĄb om, at det var.
Nævnte Sætre sagde endda til Peder Jensen i forbindelse med portrætbogen, at han ikke vidste noget videre om hans emner, men at han var politisk imod skriverierne alligevel. Det er en sjældent ærlig og for næsten enhver europæisk politiker og journalist fuldstændig typisk replik. “Jeg aner ikke en skid om, det du siger, men jeg tager pĂĄ det skarpeste afstand fra det.” Det er nordisk uddannelses- intellektualisme anno 2013.
Jeg skriver, hvad jeg ser. Min samvittighed har ikke flere herrer at tjene, mine begrænsninger er kun min viden. Tager jeg fejl, ser jeg skævt, gør det ikke ondt at revidere det. Man kan være ligeglad med mig, men at være ligeglad med at flere og flere ser det samme, er i færd med at tangere en forbrydelse.
Man kan synes, at en forudsigelse af krig er en vidtgående påstand, som jeg dog kalder en sandsynlighedsberegning, men modsat spørge hvorfor det skulle gå anderledes med islam her, end dusinvis af andre steder på kloden og tidpunkter i historien. Det er mere vidtgående og luftigt, så meget desto mere som menneskehedens historiske erfaring er, at krig er et livvilkår på linje med fødsel og død. Freden er undtagelsen.
Desværre er over-Europa ikke det ringeste indstillet på forebyggelse, så det hele på denne blog vil formentlig vise sig at være skrevet i vand, ligesom Churchill skrev i vand i 1935. Hvad der kommer til at ske, står derfor allerede skrevet på væggen, og vi der advarede, vil få skylden når vores anelser bliver virkelighed, men til den tid satser jeg alligevel på at være død, så det vil ikke vedrøre mig.
Det skulle de virkeligt skyldige ogsĂĄ gøre. “Vel død er hele sagen”, siger Ambrosius Stub. Dø derfor mens du stadig har ridderkors og stĂĄr i kraks blĂĄ bog, alt andet vil være synd for de efterladte. Genpostering, revideret fra 14.6.2012 “En verden uden islam ville være temmelig fredelig”
