Af Tim Pallis

Jürgen Habermas (1929-) er for nylig blevet 90, og det gik ikke stille af i journalistisk venstrepartis massemedier. Her opfattes han som den store humanist og sociolog, hvis nymarxisme vil vedblive med at være venstrefløjens ideologiske ståsted mange år frem i tiden.

Habermas er ikke en af grundlæggerne af Frankfurterskolens nymarxister, som det er blevet sagt, men anden generation efter Horkheimer, Adorno og Marcuse. De er fra 30’erne og han fra 50’erne. Begrebet borgerskab blev udviklet af Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), og er siden indgået i alle vesterlandske politiske samfunds forfatninger.

Habermas mener, at de oprindelige multikulturelle samfund som Schweiz og USA viser, at en politisk kultur ikke behøver at dele samme sprog, samme etniske og kulturelle oprindelse. Men argumentet er forkert, fordi han ikke ser en så dyb forskel mellem europæisk kultur og islamisk kultur, at de aldrig vil kunne forenes.

”Forfatningsmæssig patriotisme”

Habermas siger, at den politiske kultur skal tjene som fællesnævner for noget han kalder ‘forfatningsmæssig patriotisme,’ som skærper bevidstheden om mangfoldighed og integritet af forskellige former for samfundsliv, som eksisterer i det multikulturelle samfund.

Denne form for ”patriotisme” vil jeg kalde falsk patriotisme, som slet ikke kan erstatte ægte fædrelandskærlighed. Det er er en nymarxistisk størrelse, som drømmer om en multikulturel og føderal, socialistisk republik, hvor et gammelt lands historie og sprirituelle kultur og rødder er udraderet.

Habermas siger, at i den fremtidige føderale republik af europæiske stater vil de retsgyldige principper fra de nationale traditioner blive fortolket og bestemt på en sådan måde, at de står i relation til og er relativeret af, hvad der er fordelagtigt for andre nationale kulturer. De skal være forbundne med og samstemmende med det fælles supernationale europæiske samfunds politisk kultur.

Habermas har slet ingen bevidsthed om, at det europæiske samfunds politiske kultur til den tid vil være vigende og tilpassende en islamisk monokulturel sharia kultur. Det viser kun, at når man rækker fanden en lillefinger, tager han hele hånden. Revolutionære marxister ser kun deres ideologi og ikke virkeligheden. Irans islamisering er et godt eksempel.

Med hensyn til EU erkender Habermas, at den bureaukratiske elite har adskilt sig fra de europæiske nationalstater ved at skabe et bureaukrati, som er langt borte fra de demokratiske processer. Emigrationen fra tredieverden vil skabe spændinger, men vil samtidig skabe en ny endogen social bevægelse som fredsbevægelsen, feminismen og den økologiske bevægelse.

Habermas er åbenlyst tilhænger af masseemigration i Europa

Habermas ser desværre kun sin egen ideologi og håber på, at kultureliten og massemedierne kan spille en betydelig rolle ved udviklingen af den nye politiske kultur. Han er ivrig efter at underminere Europas nationale kulturer og fremhæver højrefløjens fremmedfjendske reaktion overfor de nye tilflyttere, som er nødlidende mennesker. Habermas er åbenlyst tilhænger af masseemigration i Europa.

Habermas taler om, at demokratisk borgerskab skal bane vejen for et verdensborgerskab, således at de enkelte nationale stater mister deres selvstændighed og uafhængighed. Verdens borgerskabets ankomst på scenen er ikke længere et fantom, skønt det stadig er i sin vorden.

Det er klart, at den oprindelige befolkning må finde sig i en faldende levestandard som følge af masseemigrationen. Habermas kalder kritikken af dette for chauvinistisk. Faktum er, at et sted i dette århundrede vil de europæiske lande blive genbefolket af mennesker fra Asien og Afrika.

Habermas er åben for, at værtslandene gerne må beholde deres politiske kultur som menneskerettigheder og demokrati, men ikke deres nationale kultur som f.eks. kristendom. Nationalstaterne må forberede sig på ikke alene at indgå i en EU regering, men også i verdens borgerskabet og tilsidst også i en verdensregering.

Derfor går Habermas ind for kultur pluralisme og integration i Europa, for en fælles europæisk identitet vil udvikle sig hurtigere og bedre, hvis den tætte indre sammenhæng af den nationale kultur i de enkelte stater kan integrere borgerne fra andre etniske eller religiøse grupper.

Islams monokulturelle fanatisme

Nu kommer vi så til islam. Her siger han overordnet, at det er nødvendigt at anvende liberale værdier for at kunne imødekomme muslimerne. Og det er jo det centrum venstre og partier langt ind i de liberale demokratier allerede har gjort i 40 år uden at kunne integrere flertallet af muslimer i vort samfund. Habermas er en kommunistisk intellektuel, som ikke har begreb skabt om virkeligheden, og er ganske uvidende om islams monokulturelle fanatisme.

Habermas er meget glad for udtrykket ”forfatningsmæssig patriotisme”. Den forfatningsmæssig patriotisme skal realiseres i og med EU’s føderale republik. Det vil sige at forbinde folk til institutionerne og udvikle deres følelse af stolthed over statens institutioner i modsætning til deres tilknytning til slægt og venner som basis for almindelig patriotisme. Således skifter man sin fædrelandskærlighed ud med en kærlighed til institutionerne under den lange march gennem dem. Velbekomme!

Habermas tror fuldt og fast på, at der er et stort behov for at gennemføre de universelle marxistiske idealer i det post traditionelle samfund. Her vil den forældede patriotisme blive kritiseret og revideret. Nationale traditioner og enhver historisk baggrund må ikke være basis for vor identitet, men bør kritiseres og opgives. Istedet skal der fokuseres på rettigheder, retfærdigheder og demokratiske processer.

Det er utroligt, så kritisk og filosofisk, man kan skrive om denne revolution, som med en udemokratisk magtideologi vil skabe et helt nyt EUSSR og verdensorden. Overvindelsen af en påstået fascisme og racisme vil også skabe et nyt historisk perspektiv, hvor en post national identitet tager form omkring universelle nymarxistiske principper, love og demokrati.

Den traditionelle hævdvundne moral, som bygger på love og regler underkastet sund fornuft og støtten til nationale traditioner, slog desværre grusomt fejl i 30verne og kunne ikke forhindre Det Tredje Rige. Her anklager Habermas faktisk almindelige nationalstaters nuværende samfund for denne nazisme.

Den europæiske superstat eller fremtidens verdensstat, som den kommunistiske idealisme har for øje, er på visse punkter besynderlig nok samenfaldende med det liberale demokratis økonomiske globalisme. Det er en stat, hvor de sociale bånd snarere skal være juridiske, moralske og politiske end kulturelle, geografiske og historiske. Det er ideologisk hardcore-humanistisk universalisme.

En verdensregering

Vatikanet kan også være med. Pave Benedict var kritisk overfor islam og blev derfor gået af de storpolitiske magter – ingen nævnt ingen glemt. Den nuværende meget venstreorienterede og islam imødekommende Pave Francis blev indsat i stedet.

Han har ofte tilkendegivet, at han foretrækker en verdensregering indrettet i lighed med FN. Det er lidt interessant, at FN’s nuværende Generalsekretær Antonio Guterres både er socialist og katolik. pave Francis har ofte fordømt en ”nationalist” som Italiens Indenrigsminister Matteo Salvini, som forsøger at beskytte italienerne mod islamisering og afrikanisering.

Habermas beskriver forfatningsmæssig patriotisme lidt uklart, som en patriotisme basseret på en tydning af vedkendte universelle forfatningsmæssige principper indenfor sammenhægen af en bestemt national historie og tradition.

Afkulturalisering og afetnificering

For mig ser det ud som om, forfatningsmæssig patriotisme er et middel til at afkoble vor gamle kultur og fædrelandskærlighed og istedet begrunde følelsen af patriotisme på en konstruktion af marxistiske universelle værdier. Det kan man kalde for afkulturalisering og afetnificering.

Men så må nymarxisterne også være dybt uvidende om islams 1400 års gamle monokulturalisering af deres erobrede lande fra Spanien til Fillipinerne.

I og med forfatningsmæssig patriotisme skulle national identitet være et muligt valg, men kun som en støtte til de institutioner og love, som opretholder de universelle værdier. Den er ikke basseret på, hvad folk er, som f.eks. den traditionelle fornemmelse af national identitet, hvor historie og ikke-politisk identitet er vigtigst. Det er en slags definition på kommunismens nye menneske.

Islam har også en religiøs og politisk idealistisk forestilling om det rigtige muslimske menneske med den rette bevidsthed og de evige guddommelige sharia love, som dette menneske bør efterleve. Her er der også tale om ufraligelige universelle og monokulturelle love og værdier institueret af Koranen og Haditherne.

Det ser ud til, at den eneste metode, hvorpå forfatningsmæssig patriotisme eller shariaens love kan erstatte traditionel fædrelandskærlighed i de gamle kulturer og civilisationer, er ved at gennemføre en forceret sterilisation af rødderne (generne) af vor hellenistiske/romerske/kristne og videnskabelige kultur.

Nymarxismen appellerer til universelle værdier som demokrati og menneskerettigheder. Men det var jo ikke den terminologi, som den oprindelige klassekamp brugte. Den kom med de intellektuelle sociologer og nymarxister fra Frankfurterskolen.

EU’s føderale republik kan ses som fremtiden af en post-national verden, fordi den med Romtraktaten faktisk blev skabt som en forkastelse af nationalismen. Den skulle give folkene en ny fornemmelse af identitet blottet for national kultur. Istedet skulle fornemmelsen af europæisk identitet grundlægges på en forpligtelse til et fake demokrati og kommunistiske menneskerettigheder.

Man kan sige, at på denne snedige måde bliver almindelige mennesker og studenterne på vore institutioner oplært i eller tvunget til at afvise deres egen nationale kultur. Istedet bliver de uden rigtig at forstå, hvad det hele drejer sig om, opfordret til at tilslutte sig et had til deres land og deres historie. Det kan jeg kun kalde ideologisk korruption, hvor Habermas erstatter fædrelandskærlighed med had.

Den hindring, som for nymarxisterne er den aller vigtigste i deres drøm om en kommunistisk utopi, er det de kalder falsk bevidsthed. Den tilknytning, almindelige mennesker har til deres kultur, er den store hindring for drømmen om den kommunistiske revolution. Politisk korrekthed er midlet til at bryde denne tilknytning, og hvis det er muligt, at udslette forestillingen om a national kultur.

Det multikulturelle samfund er  blevet en illusion i og med importen af islams kultur

Den israelske samfundsforsker Yoram Hazony understreger i en ny bog om, hvad han anser for nationalismens fortrin, at vi takket være årtiers voldsomme immigration står i et vejkryds, der fører enten til nationalisme eller imperialisme.

Det Danmark vi kender og dens tilhængere ønsker at bevare det politiske selvstyre og den nationale kultur og dens traditioner. Imperialismen (læs nymarxisme og globalisme) ønsker omvendt at integrere stadig flere menneskelige aktiviteter i overstatslige institutioner og retssystemer som EU og FN og gøre kloden til ét ”internationalt samfund”. Det er en konfrontation mellem national konservative og liberale socialister.

Det multikulturelle samfund er imidlertid blevet en illusion i og med importen af islams kultur. Folk ude i verden bliver dog aldrig ens, og der bliver flere og flere opsplitninger i mindre stater. Alverdens små folk vil gerne have selvstændighed.

Det der stimulere de enkelte sproglige og kulturelle enklaver er en national eller kulturel bevidsthed, dvs. det, der adskiller dem fra de andre. Alle konflikter der findes i verden, handler egentlig talt om etniske og religiøse forskelle. Og langt de fleste har noget at gøre med islams kamp mod vantro.

Det er “racisme” at have en speciel kultur, hvis man er hvid

Hvad vi ser, er det som prof. Eric Kaumann har kaldt “asymmetrisk multikulturalisme”. Den stiller reelt set et ensidigt krav om, at befolkninger med europæisk baggrund skal opgive deres etnicitet, kultur og egeninteresser. Det er “racisme” at have en speciel kultur, hvis man er hvid.

Vi mødes med det krav, at vi bør være universelle og kosmopolitiske. Vi skal have en “negativ etnocentrisme”. Men kravet gælder ikke de ikke-europæiske grupper. De må gerne dyrke deres kultur, være stærkt etnocentriske og skal reelt set ikke give afkald på noget.

Demografien er blevet stærkt politiseret, og venstrefløjen ser masseindvandringen som en måde at bevare magten på i al fremtid. De får nemlig stemmer til deres politik af det indvandrende proletariat. Det er en global tendens, som vil gøre Vesten mere multi-kulti.

Man skal være ganske klar over, hvad den nymarxistiske kritik af nationalstaterne egentlig går ud på. Det hele drejer sig om at afsløre og bekæmpe de mange forskellige variationer af ”racisme” og ekskludering, således som de i deres misforståede opfattelse af verden ser det.

I denne ideologi siges det, at Europas nationalstater er vansiret af racisme. Der er en sygelig angst for kulturelle forskelle og langvarig social, økonomisk, uddannelsesmæssig og kulturel underpriviligering og institutionel diskriminering.

Den borgerlige verden er en systematisk svigten med hensyn til social retfærdighed og respekt for forskelle. Alle disse ting er derfor brændstof i en stivbenet forestilling om national identitet og kultur. Det vil ikke forsvinde uden en vedvarende politisk kamp.

Nymarxisternes yndlingsofre

Dette vedrører i høj grad nymarxisternes yndlingsofre, som er de muslimske tilflyttere og illegale indvandrere til de europæiske nationalstater. En hvilken som helst misbilligelse af muslimsk emigration medfører prompte en beskyldning af racisme.

Multikulturalismen er en post-nationel ideologi, hvis ultimative formål er at udslette nationalstaterne. Denne destruktions filosofi er i overensstemmelse med den kommunistiske agenda, som allerede er formuleret i Marx og Engels ”Det kommunistiske manifest” fra 1848 og som videreføres af Frankfurterskolens nymarxisme.

Man kunne kalde hele denne ideologi for en ”multikulturel post-nationalisme”, som understreger, at multikulturalismen i forening med masse emigrationen i sidse ende skal resultere i en udslettelse af værts-nationerne. Den multikulturelle tanke er at destruere det etnokulturelle samfund og nationalstaten.

I nymarxisternes multikulturelle univers bør vi altså ikke have en fælles kultur, sprog og historie som grundlag for samfundet. I stedet skræbes der efte en politisk kultur med universelle kommunistiske værdier.

De multikulturelle samfund vil med Habermas’s forfatningsmæssige patriotisme og republikansk ideologi have en politisk kultur, hvor alle religiøse og kulturelle livs former bliver set som lige, skønt de er nok så forskellige.

Asymmetrisk multikulturalisme

Men selv om borgerne bør integreres i denne universelle politiske kultur, behøver de ikke nødvendigvis forenes i én og samme kultur, fordi enhver assimilation er forkert. Emigranterne behøver ikke at forkaste deres egen kultur.

Måske kan man kalde denne kummunistiske ideologi for assymmetrisk multikulturalisme, fordi den kræver, at folk med europæisk baggrund skal opgive deres kulturelle og etniske rødder. Det bliver åbenbart defineret som racisme at have en traditionel vesterlandsk bagrund.

Vi hører hele tiden, at vi skal være universelle og inklusive, men det gælder bestemt ikke for OIC landenes indvandrere, som ikke behøver at give afkald på deres kultur og religion.

Men pas-identitet som eneste borgerskabs identitet er ikke nok for at holde sammen på et gammelt land som Danmark. Habermas forfatningsmæssige patrioter ønsker at uddrive landets historie og kultur fra de civile institutioner og genopfylde dem med emigrant kulturer for for at skabe en multikulturel befolkning.

For at gennemfører dette projekt stimulerer de nymarxistiske ideologer et had og en uvilje til landets kultur, flag og historie. Det habermaske synspunkt er, at alle borgere også emigranterne skylder staten deres troskab. Men samtidig tolereres det, at disse emigranter og andre fjendtlig stemte grupper gerne må udfordre den gamle nationale kultur og dens traditioner.

Det nymarxistiske samfund har ingen loyal forpligtelse overfor nationalstaten, og multkulturalisterne afviser enhver forestilling om en national kultur. Det kunne man så kalde for en multikulturel post-nation.

Det gælder altså om at afskaffe nationalstaten og erstatte den nationale kultur med universelle marxistiske værdier og internationale menneskerettigheder. Jeg tænker tit på om der overhovedet findes menneskeforpligtelser i hovederne på disse ideologer.

Denne superstat utopi, som ligner et utopisk ønske om en verdensregering a la FN er allerede i fuld udvikling i og med den europæiske føderalisme. Men lad mig sige det så klart som muligt. Nationalstaten er ikke afdød endnu, fordi den er en inkarnation af vesterlandsk civilisation. Og det er noget ganske enestående i verden, som ikke kommer igen, hvis den afløses af islamisk sharia.

Habermas  er talsmand for, at emigranterne bør angribe den natioale bevidsthed

Der er ingen tvivl om, at de mange intellektuelle ulykker, som Habermas’s nymarxistiske samfundsfilosofi har skabt på de fleste universiteter i verden – især med hensyn til EU og masseindvandring fra OIC landene. Habermas vidste godt, at denne emigartion ville skabe sociale spændinger, som han i sin uvidenhed om islam tror kan overvindes politisk ved at skabe en ny social bevægelse hvis kodeord er fred, økologi og feminisme.

Det er skræmende, at Habermas faktisk åbenlyst er talsmand for, at emigranterne bør angribe den natioale bevidsthed. Det er jo racekrigs politik og gemmer på et anti-hvidt racehad. De såkaldte antiracister har allerede i mange år vist, at racekrigs politik skal bruges til at frembringe en revolution, der skal vælte det vesterlandske samfund og ødelægge nationalstaten.

Men pas og menneskerettigheder vil aldrig skabe national samling og fredelig sameksistens, som har taget århundreder at grundlægge. Det, Habermas er talsmand for, er det modsatte af patriotisme og har til hensigt at skabe skel og konflikter.

Andre artikler af Tim Pallis på Snaphanen

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.