19
nov
Seneste opdatering: 19/11-21 kl. 1945
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

af Henrik M. Jensen

Raskolnikovs drøm

I år fylder den russiske forfatter Dostojevskij 200 år, og lad os i den anledning mindes hans roman “Forbrydelse og straf”, hvor hovedpersonen Rodion Raskolnikov under sit ophold i straffelejren en nat gennemlever et mareridt:

“Det forekom ham, at den hele verden var fordømt til at falde som offer for en forfærdelig ubekendt pest, en pest, der var kommet fra Asien og ville udbrede sig over hele Europa. Alle med undtagelse af nogle ganske få udvalgte skulle omkomme. Der skulle vise sig en ganske egen ny art af trikiner, af mikroskopiske dyr, der kastede sig ind i menneskets krop.

Men disse skabninger var ånder, væsener, begavet med vilje og fornuft. De smittede mennesker blev øjeblikkeligt lige som besatte og vanvittige. Men aldrig og ingensinde anså mennesker sig for så vise og var så gennemtrængte af tillid til deres overbevisnings sandhed som al den tid, de havde pesten. Aldrig nogensinde have de holdt deres domme, resultaterne af deres videnskab, deres moralske overbevisninger og deres troslærdomme for så ufejlbarlige og urokkelige.

Hele landsbyer, stæder og folk blev pestsyge og vanvittige. Der rådede almindelig ophidselse og ingen forstod den anden. Enhver troede, at han alene var i besiddelse af sandheden, og alle slog de sig for deres bryst, græd og vred hænderne i smerte, når de så på andre. Man vidste ikke mere hvem man skulle dømme eller hvorledes, man kunne ikke mere komme til enighed om begreberne ondt og godt, man vidste ikke, hvem man skulle dømme og hvem frikende. I vanvittigt ondskab begyndte menneskene at slå hverandre ihjel. Man gik løs på hinanden i hele armeer, men allerede under marchen overfaldt de enkelte dele af disse armeer hinanden indbyrdes og sønderflængede hinanden.

Rækkerne løste sig op, og de tidligere forbundne krigere nedkæmpede hinanden gensidigt, stak og huggede til hinanden, bed hinanden ihjel og åd hinanden op. I byerne slog man alarm hele dagen, alle blev opråbt til fremmøde, men hvem der havde råbt og hvorfor, vidste ingen, men alle var de ophidsede. De mest almindelige håndværk blev forladt, for alle havde de nye tanker, nye ideer, nye forbedringer at foreslå, men der var ingen, der kunne komme til forståelse med sin sidemand.

Landbruget blev fuldstændigt sat til side. Her og der løb mennesker sammen i flokke, forenede sig til et eller andet formål, svor aldrig at skilles – men begyndte straks på noget andet, end hvad de netop havde besluttet, anklagede hinanden gensidigt, pryglede og myrdede hinanden. Der opstod ildebrande, hungersnød begyndte at rase, alting gik til grunde. Pesten udbredte sig mere og mere og drog videre og videre uden ophør.”

Nihilismen

Hvad forfatteren beskriver i 1866 har en forbløffende lighed med nutiden: En asiatisk pest, der har bredt sig fra Wuhan i det kommunistiske Kina, og som har forårsaget kaos i den ganske verden og sået tvivl og strid mellem mennesker i det ellers så stabile Vesten.

Folket tvivler på eksperterne, eksperterne skændes indbyrdes, og myndighederne har mistillid til folket, og folk slås med hinanden.

Men på trods af den forbløffende lighed med nutiden, var den pest, som forfatteren beskrev, en analogi på en åndelig sygdom i hans samtid: Nihilismen.

En sygdom, der havde bredt sig ikke bare i Rusland, men til hele Europa, i takt med at de intellektuelle forlod kristendommen og erstattede den med – ja hvad?

De selvretfærdige

I sin bog “Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene” slutter Søren Krarup med ovenstående citat efter en indføring i nogle af de værste demagoger, der har hjemsøgt den europæiske kultur:

En gal præst der under reformationen benyttede opgøret med Romerkirken til at gøre sig selv til Gud (Münzer) en opblæst lærer der påstod at repræsentere selve “naturen” (Rousseau) en indbildsk læge der gjorde sit psykologiske tankespind til videnskab (Freud).

Samt en halvstuderet økonom og historiker, Marx, der som Freud påstod at hans subjektive synspunkter repræsenterede en objektiv videnskab og dermed lagde grunden til det 20.århundredes totalitære ideologier, kommunismen og de deraf afledte fascisme og nationalsocialisme.

De totalitære

“De ville forvandle jorden til en paradisets have og føre deres uvidende medmenneske til hans sande og egentlige lykke. Præsten vil frelse lægmanden, læreren vil frelse eleven, politikeren vil frelse borgeren og lægen patienten – alle vil frelse alle, og den ene sandhed udkæmper sin hellige krig med den anden. Igennem gaderne drager demonstrationstog på demonstrationstog, og i kor bevidner de demonstrerende deres tro og forbander de vantro, mod de folkevalgtes pladser og de fungerendes stole slår brølet fra de forargede demonstranter, som har ophøjede syner og forbitres over jordens profanitet. Til guillotinen med forræderne lyder de besattes skrig, på bålet med kætterne! Og vold og drab og despoti skyder frem i de besattes fodspor.”

Således skrev Søren Krarup i 1969.

Og i 2021, hvor den fanatiske muhammedanisme vinder frem hjulpet af venstrefløjens multikulti-politik, hvor en masochistisk “Woke-isme” og “Identitetspolitik” har boret sig ind på universiteterne og hvor det enhedssocialistiske efterskvulp af marxisme, stalinisme og trotskisme har fået tag i verdensfjerne københavnske vælgere, er bogen mere aktuel end nogensinde.

Søren Krarup: “Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene” Gyldendal 1969. Fås antikvarisk, men bør snarest genudgives.

Foto: Søren Krarup i Bredgade i 2012 foran den russiske kirke fra 1883. Det var i denne gade, at Dostojevskij boede under sit ophold i København oktober 1865, mens han arbejdede på “Forbrydelse og straf”. © Snaphanen.dk.

5 1 vote
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

2 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
ino
ino
2 years ago

“Her og der løb mennesker sammen i flokke, forenede sig til et eller andet formål, svor aldrig at skilles – men begyndte straks på noget andet, end hvad de netop havde besluttet, anklagede hinanden gensidigt,…”
Det lyder lidt som konstitueringerne rundt om i kommunerne.

Ito
Ito
2 years ago

Bør vel heller lese hans: “Diary of a Writer”

2
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x