Af Lars Hedegaard
Hvor mange gange har vi hørt om Ukraines ”forårsoffensiv”, der skulle tilføje russerne et smerteligt nederlag? Foråret gik, og der kom ingen offensiv. Nu er det sommer, og det hævdes, at offensiven omsider er kommet i gang – foreløbigt uden at rokke ved den stillingskrig, som har været realiteten i halvandet år. Putin holder fast på de ukrainske områder, han har erobret, og der ikke meget, ukrainerne kan gøre ved det – bortset fra at sende deres soldater i kødhakkemaskinen.
I mellemtiden har Putins ”specielle militære operation” udviklet sig til en stedfortræderkrig mellem USA og Rusland. Det var næppe, hvad den russiske diktator havde planlagt, men krige går sjældent, som de politiske og militære chefer har tænkt sig.
Vladimir Putin bærer det endelige ansvar for dette slagteri, men i den virkelige verden kan vi ikke bruge moralske overvejelser til andet end at græde. Vi må forholde os til, hvordan det går med krigen. Og det går ikke godt for Ukraine.
Fortsæt med at læse “Vesten hænger fast i det ukrainske dødvande”
