Hvem er ikke “udsat på hjertes bjerge” ? (Rilke) , Undskyld mig lige engang, men hvem er det, kommunen mener er “udsatte” ? De der færdes i “områderne”, eller de, der gør områderne utrygge ? Og kan de overhovedet selv gøre for det ?
Københavns Rådhus´ flertal , under det bjergsomme mosefund Ritt Bjerregaard, er nogle skvadronører, der ikke overkommer at tale dansk. Hvor er det sødt, de vil påtage sig vores mentalhygiejne, det er simpelthen så rørende at vi stemmer på dem igen og igen, og vi længes kun efter at give S en chance til. Københavnsk lokalpolitik er en sikkker loppetjans for folk med et velvoksent fortrængningsberedskab: bøsser ,operasangere og flipproletarer. Det er provinsen, der holder dette land flydende ved sin indtjening , sin politiske snusfornuft og dens dødsens kedsommelige samtalekøkkener og forstilte familieidyl. Arbejdssomhed og manglen på synlig passion, det er Danmarks er backbone. Hele hemmeligheden gemmer sig i det banale, det man ikke ser, fordi det er for trist at lægge mærke til. I mit kvarter er SF og R de største partier – her i området er vi interessante. Søvndal, der ikke ville kunne bestride et job som brugsuddeler i Struer, uden at stikke en løgn, men charme 50.000 pædagog-studerende, der har fået for lidt kærlighed, og Vestager, der ville få et nydeligheds-nervesammenbrud af et arbejde på sin lokale skole , Østrigsgades Skole, hvor hendes børn gudskelov ikke går, “for det er ikke den nærmeste” .Det er deres fodtusser, der leder denne by, hvor pseudo-kommunistene Enhedslisten forresten har 10 procent. Måske vi bare skulle ha lov at være “utrygge og udsatte” i fred ad infinitum, så kommer der nok en krisepykolog der hedder Mikkel Warming. Hvor der er et sår, er der et plaster, selvom Warming måske ikke lige er sindbilledet på et faderligt varmeomslag.
“Københavnere, der bor i udsatte områder, er generelt blevet mere utrygge det seneste år. Det viser Københavns Kommunes såkaldte Integrationsbarometer, der måler integrationen på forskellige områder.Det er blevet mere utrygt at færdes i København. Det mener i hvert fald flere og flere beboere i de udsatte områder ifølge Københavns Kommunes Integrationsbaromet´.
»Det er et paradoks, at selvom andelen af sigtede under 18 år, der sigtes for en lovovertrædelse, er faldet, så stiger utrygheden. Det skal tages seriøst. Det afgørende er, at der handles hurtigere, og at vi reagerer på barometret. Når der er problemer, skal det frem i lyset, og politikerne skal lytte,« siger Jakob Hougaard. Trygheden i København måles ud fra fire indikatorer, nemlig andel indvandrere/efterkommere i aldersgruppen 15-19 år, der dømmes for en lovovertrædelse, andel af borgere i de udsatte områder, der føler sig trygge, andel indvandrere/efterkommere, der oplever diskrimination, og endelig andel indvandrere/efterkommere under 18 år, der sigtes for en lovovertrædelse.For alle fire udsatte boligområder – Tingbjerg, Akacieparken, Mjølnerparken og Aldersrogade – gælder det, at andelen er faldende. Kun i Mjølnerparken er andelen over 50 procent.”
Københavnere føler sig mere utrygge i udsatte områder

Ethnic War in The Streets of Brussels
Friday evening, riots broke out in the streets of Brussels between Moroccan youth and supporters of the football club RSC Anderlecht. Thursday evening, a blog had called for attacks on the «white» supporters of the club, and «to burn pubs, houses and cars».
The official story is that the problems began on Sunday, after the Belgian Cup Final between RSC Anderlecht and AA Gent. RSC Anderlecht won the Cup, but after the match its supporters and Moroccan youths had clashed near the metro station of Saint-Guidon nearby the Constant Vanden Stock Stadium where the match was played. Since then, the atmosphere had been tense in and around Anderlecht, but on Thursday, a blog was created on Blogspot calling for attacks on the «white» supporters of the football club and to burn pubs, houses and cars.It seems there may be more to this story than the media are tellingus. Brussels Journal
Gregorius Nekschot and the Dutch Political Situation
Skånskan
Det er ikke fordi der står noget epokegørende nyt i Alf Ronneby´s kronik. Det er mere for at gøre opmærksom på, at der findes en avis i Skåne, hvor man kan trække vejret friere end i den klaustrofobiske Sydsvenskan. Dette kan være nyt for deres under- og fejlinformerede læsere:
Idag är det inga islamska trupper som tränger in i Europa. Invasionen tar sig andra former. Europa har de senaste 20 – 30 åren utsatts för ett islamskt tryck. Stora invandrar- och flyktingströmmar har kommit från islamska länder. I boken The third Islamic Invasion of Europé, sägs att det är ca 30 miljoner muslimer i Europa idag – och de fortsätter att komma i stora skaror. Om 20 år är de kanske dubbelt så många. […]
Men på sikt finns det kanske ett mycket större problem med den muslimska invandringen. Det som gör islam specifik som religion, är att islam i sig är tydligt politisk. Islam är inte “bara” en religion. Islam skiljer inte på civilsamhället och staten. Det islamska samfundet är också staten och politiken. Islam skiljer heller inte på det andliga och det världsliga. Alla allmänna såväl som privata angelägenheter faller under den heliga lagen, Sharia. Islam är i hög grad traditionsbärare och därför politiskt konservativ, vilket är uppenbart i muslimska samhällen.
Att vara muslim är inte en privatsak. Religionen och dess levnadsregler genomsyrar det muslimska samhället och kommer till uttryck i religiöst grundade lagar. I enlighet med dessa principer kan ingen rättrogen muslim integreras i ett icke-muslimskt samhälle. Här har vi en av anledningarna till att sanna muslimer tex i England kräver att sharialagar ska gälla för dem. Europa under attack Europe Shall Bleed, Once Again og Svensk lærestykke
“Snart bliver kunst brændt på bålet”
To malerier af nøgne kvinder er blevet flyttet fra et rådhus i Holland efter klager fra både muslimske og ikke-muslimske borgere. Det giver nyt brændstof til kritikerne, der mener, at Holland indskrænker kunstneres frihed Nøgenmalerier flyttet fra hollandsk rådhus
Martin de Krasnique: Moi, la France et l’attitude d’oikophobia
Ringeagt for smålig dansk provinsialisme er som bekendt ikke af ny dato, og slet ikke i varianten der især hylder fransk storhed som modeksempel. Dermed selvfølgelig ikke sagt at denne modstilling ikke kan falde ud til trøffelspisernes fordel, men Krasniks benovelse står og falder med hvorvidt den franske tilgang på længere sigt vil være et værn mod islamisering, ghettodannelse, voldspotentialet her, ‘æres’drab/familiehenrettelser, jihadisk vold/terrorisme, indpakning af kvinder, ret for muslimer til at forlade denne ideologi, og frihed for Robert Redeker til at gå i tryghed på gaden igen, og for andre til at udtrykke lignende kritik af Muhammed. Dernæst skal Krasnik også bedømmes for om han kan fremvise bare ét eksempel på et fredeligt, pluralistisk og harmonisk samfund med en stor muslimsk befolkningsandel, hvilket må være en forudsætning for overbærende at tale om at “Dansk Folkeparti ikke [vil] stoppe deres krav, før muslimerne er holdt op med at være muslimer”. Kan Krasnik ikke ved positive eksempler sandsynliggøre at dette krav er urimeligt, er hans ord blot tom skryden som ikke fortjener at blive taget for andet end selvprofilering.
Intet i denne artikel antyder, at Krasnik kan levere dette belæg (LFPC).
[…] Er der f.eks. ikke noget naragtigt over fransk udenrigspolitiks oppustethed og noget dejligt ved den jordnære danske realitetssans?














