Shock and awe (2017) spillefilmen om journalisten Judith Miller, der inden krigen afslørede at den hvilede på løgne og var ved at få en årtier lang fængselsdom for det.
Af Lars Hedegaard
I går var tyveårsdagen for den amerikansk-ledede invasion af Irak, som førte til Saddam Hussein-regimets fald. Flere af de store nyhedsmedier har markeret dagen med kommentarer, og temaet er, om det nu var en klog beslutning. Skal man være ærlig, går det jo ikke synderligt bedre i Irak, end da Saddam sad ved magten, og invasionen fremmede på ingen måde friheden eller den vestlige alliances stilling i Mellemøsten.
Enkelte har i denne forbindelse følt trang til at forklare, hvad de mente om invasionen, da den fandt sted. Det vil jeg også gerne gøre, og kan fortælle, at jeg blev ringet op af en kvinde fra en dansk radiokanal, der ville vide, om jeg ville stille op til en diskussion om krigen. Hun gik ud fra, at jeg som højreorienteret var tilhænger af invasionen, men hun mistede hurtigt interessen, da jeg fortalte, at jeg var krigsmodstander. Hun gad end ikke høre min begrundelse.

