Større sympati for børnelokkere af fremmed herkomst end for minkavlere
Af Lars Hedegaard
Da jeg er ret tungnem, kan jeg ikke få øje på den store forskel på Støjberg-sagen og Frederiksen-sagen. I Støjbergs tilfælde var der efter de kloges opfattelse udstedt en ulovlig ordre, og det må man ikke, for så skal man i fængsel.
Det var i hvert fald det, vi fik at vide. Mette Frederiksen har også handlet ulovligt, men det skal ikke komme hende til skade, siger flere professorer, der får venlig omtale i Ekstra Bladet. Væk med alt det juridiske pjat, skriver bladets lederskribent.
Så er det meget bedre med et valg, så vælgerne kan udtrykke deres mening om statsministeren. Hvorfor gjaldt det samme ikke Støjberg? Man kunne jo have ventet til næste valg og ladet hendes vælgere afgøre, om hun var værdig til at sidde i Tinget.

