Længere reportage: “Formålet er, at Danmark ikke skal ende som Sverige”

SVT: Debatt om dansk migrationspolitik. Det var også mit formål, da jeg i 2001 overhovedet begyndte at skrive om Sverige og politik offentligt. Det faldt mig ikke naturligt modsat de fleste af mine jævnaldrende. Der skulle gå nogle år, inden ledende danske politikere begyndte at se på det ligesom jeg. Så kom de i det mindste så langt på sytten år. Politik er ikke for de virkelystne eller utålmodige. Hvis nogen ‘vil gøre en forskel’, som det hedder på reklamelingo, skal de kaste sig over noget andet. Unge håbefulde politikere skal ikke tro, de ændrer verden andet end højst til det værre.

Nyd Anders Lindberg fra Aftonbladet, en tonemester og smagsdommer med en em af 1990’erne over sig. Lindberg, der er 46 år og dog evig pubertær, taler om det danske ‘karlekammer-niveau’. Han er imidlertid er på taberkurs, ikke til Danmark eller Teodorescu, men til virkeligheden. Hans storebrorsretorik er i tiltagende grad malplaceret og tragikomisk, men han kommer til at gå til bunds med flaget i top, tvivl ikke på det.

Interviewet med venstremanden Mads Fuglede er et kultursammenstød af stor skønhed. De dansk-svenske sammenstød fortsætter med at parallelforskydes frem i tiden, men afstanden imellem vores herskende klasser ser ud til at være konstant. Ikke rent folkeligt, de største kulturforskelle mellem os befinder sig på lederplads.

Jag blir glad att vi inte har den här drängstugenivån i Sverige. Denna retorik är obehaglig och konstig. Han står och säger att det är ett problem att människor har utländska rötter. Det är inte ett problem, det finns ingen anledning att ha en diskussion om det – här i Sverige handlar det om jobb och att människor ska lära sig svenska. Det är rimligare frågor att diskutera, säger han.

Dansk multikultur i reparationsalderen

Multikulturen er ved at komme i reparationsalderen i Danmark, de politikere der kørte over demokratiet med deres idealisme, er ved at være modne for håndvasken. Både Danmark og Sverige er påført betydelige skader, hvoraf mange formentlig er irreparable. Hvad de kan udvikle sig til på et par generationer, er egnet til at fremkalde mareridt.

Langt værst er det i Sverige – se politi, skoler, sygehusvæsen, boligmarkedet, arbejdsmarkedet, stort set alt. Bevares, der er mere at ødelægge, og meget af det er nu en selvkørende proces i en ond spiral. Sverige kan måske reddes, men det kan ikke repareres. Det “ny Sverige” er væsentligt dårligere end det gamle, det er blot en banal konstatering. Hvis nogen stadig vil diskutere om det passer, er det spild af tid. Jeg diskuterer ikke, om himlen er blå eller vandet er vådt, det foregår ovre i Trads-og Uffe Elbæk-afdelingen.

Svensk godhed er som cancerceller: De er løbet amok og destruerer deres værtsorganisme

Fortsæt med at læse “SVT: ”Det danske karlekammerniveau””

In absentia: Yusuf al-Qaradawi idømt livstidsfængsel

En lille men bemærkelsesværdig historie, man ikke ser på alle forsider. Det er drøje tider for Broderskabet, Tariq Ramadan sidder i en fransk fængsel på voldtægtsanklager. Qaradawi har indrejseforbud i USA og England, men besøgte Stockholms Moske i 2003. Han er 91 år, og bor i Qatar, så han kommer nok ned i et sort hul før han nogensinde kommer i fængsel.

An Egyptian military court has sentenced eight people to death, including four in absentia, for alleged involvement in acts of violence in 2015. Another 17 people were sentenced to life behind bars, including prominent Muslim scholar Yusuf al-Qaradawi, who, along with six others, was tried in absentia on Wednesday.

Fortsæt med at læse “Tommy Robinson interviewer Jörg Urban, AfD”

“Det går hastigt ned ad bakke for “Regnbuenationen”

I Europa har fortidens ‘apartheid-crowd’ travlt med at lade som om, de ikke ser Sydafrikas eskalerende opløsning. Når man er på det godes side, vil man tilsyneladende ikke se den ondskab, man forvolder. Herunder den afrikanske racisme, der nu har fået over 4000 hvide bønder dræbt.

Stakkels, dumme Sverige

Forfatteren og journalisten Eugen Sorg skriver i schweiziske Basler Zeitung:

Den svenske regering fornægter den sammenbrudte integration. I mellemtiden opstår lovløse no-go zoner i byer.

Fra Sverige kommer Ikea, Abba og Pippi Langstrømpe –  elskede navne over hele verden. Lige så succesrig, hvis det stod til skaberne af idéen, skulle en anden svensk ide have været: Åbningen af ​​”Folkhemmet”, den socialdemokratiske velfærdsmodel, for flygtninge fra hele verden. Det kulturelt homogene Sverige skulle være multikulturelt, havde den politiske elite besluttet for omtrent 40 år siden, og grænserne skulle være vidåbne.

De taknemmelige ‘Ny-svenskere’ ville snart tage de dyder, de modige, flittige og noget kedelige nordboere besad til sig,  Sverige ville blive en “humanitær stormagt” og en model for et etnisk-religiøst broget samfund, men stadig et fredeligt og omsorgsfuldt samfund og et lysende forbillede for de resterende nationer. Således var de stolte socialingeniørers drømme. Det blev anderledes.

Det multikulturelle nirvana

Fortsæt med at læse “South Africa: Failed State 2.0”

“Indvandringen koster 100 mio kroner om dagen. Vi er i en overlevelseskamp mod en totalitær ideologi. Jo længere tid vi venter, desto værre bliver det uundgåelige opgør.”

Jeppe Juhl giver sit bud på, hvorfor vores politiske og intellektuelle elite valgte en katastrofal, multikulturel dagsorden i efterkrigstiden; han ser nærmere på hvad konsekvenserne har været indtil nu, og han slutter med at skildre, hvordan fremtiden ser ud for Vesten i almindelighed og Danmark i særdeleshed.

Jeppe Samuel Cholewa Juhl (f. 1961) er en dansk journalist, tv-producent og borgerlig politisk debattør. Han er søn af den berømte journalist Bent Juhl (1921-2009) og den jødiske kz-overlever Gitte Cholewa Juhl (1934-2006). Han fik i 1989 dansk journalistiks fornemste pris, Cavlingprisen. (Se også Security analyst: Europe’s politicians do not want to admit the West is in a state of war.)

Obamas portrætmaler, Kehinde Wiley

Billedet hedder Judith Beheading Holofernes (2012) Han gør det iøvrigt i motiver, som at gøre Napoleon sort. Negermaleren har så at sige brugt malenegre – selve malearbejdet outsourcede han til Kina.

Fortsæt med at læse “Jeppe Juhl: Er Danmark fortabt?”

Kvindemarch til kanslerens kontor i Berlin på lørdag

Menschenrechtsaktivistin Leyla Bilge ruft zu Demo in Berlin auf (Se video)

“Can the swedish people take back their country?”

Artiklen What Future for Sweden? er noget så sjældent som en Sverige-artikel på engelsk med et helt minutiøst lokal- og historisk kendskab som grundlag for sin analyse. “Martin Lund” er et pseudonym for en skribent, jeg mistænker jeg kender, hvis jeg mødte ham, selvom jeg ikke præcis ved hvem. Jeg ville dog ikke røbe ham, hvis jeg vidste. Brugen af pseudonym indikerer, at han befinder sig i Sverige.

“Swedens capitulation is strictly mental”

Fortsæt med at læse ““Vi ønsker ikke svenske tilstande i Tyskland””

“Ønsker vi at leve med dem? Nej, det gør vi ikke. Vores børns liv er vigtigere end deres børns liv”

“Efter at vi har opført Fort Europa, må vi fjerne de mennesker, der ikke ønsker at tilpasse sig vores orden. Denne jordlod er vores. Flygtningestrømmene er en kolonisering, en udvidelse af den islamiske verden. Det er ikke en moralsk fordømmelse. Mennesker  tager territorier fra hinanden, sådan er det bare. Grænsernes genkomst er et udtryk for vores livsvilje. Muslimer er ikke hollændere og Amagerbønder. Vores børns liv er vigtigere end deres børns liv. Desværre skal mange flere lemlæstes af lastbiler og voldtages, før vi når en undtagelsestilstand i sindet. Idag er vi stadig levende døde.”

Nord flytter sproglige grænser fra  den sump af tomme ord, vi daglig er  fanget i. (Se DR2 debatten fra igår, så ved du, hvad jeg mener.) Nye ord, giver nye mulige tanker, sprog og tanke er indbyrdes befrugtende, og de grænser Nord flytter i denne tale, medvirker ingen politiker idag til at flytte af den enkle grund at de er for indskrænkede og upersonlige. De rykker i øjeblikket blot tilbage fra deres radikale, komprommitterede positioner fra barrikade til barrikade. Se socialdemokraternes nye barrikade, der blot er et luftkastel med en god lyd.

De vover aldrig pelsen, før andre har sat en anden sproglig dagsorden. De er  ængstelsen og nederlagets politikere, skønt de har bildt sig selv ind, de er avantgarden, og vi alle skal interessere os for, hvad de siger. Jeg har ikke gjort det i mange år andet en som et patologisk studie. I mine øren, er de som den maskinelle popmusik, jeg surfer væk for ikke at ødelægge min dag mere end nødvendigt. Det kan risikere at forhindre mig som ‘politisk kommentaror,’ det tager jeg med. Det er ikke hos dem. tiden brænder på. De er mindst ti år bagud med alt, de begriber ikke engang, at det de har gjort mod deres landsmænd, har kurs mod at ramme dem selv personligt.

Johan Christian Nord indgiver håb på en kulsort baggrund
Fortsæt med at læse “Johan Christian Nord: “Europas skæbnekamp””