Ögonvittnet Claes, 54, om upploppet i Hallsberg: “Sverige håller på att rämna” Rämna betyder ‘gå i stykker, revne, splitres.’ Såkaldte ‘nyankomne’ gik amok på hinanden, politiet og den midtsvenske by Hallsberg. SVT redigerede bort, at de råbte “jalla”, da det kunne medvirke til at identificere dem som fremmede. “Etikken” tilsiger SVT, de skal skåne folk mod sig selv.

Det er samtalen mellem de midaldrende svenskere i bilen, man skal lytte til. Både det de siger, og den uudtalte understrøm i samtalen, der nu findes overalt i Sverige lige under overfladen. Hver dag.

Fortsæt med at læse ““Sverige håller på att rämna””

En film, jeg har ventet på en god måneds tid. Nu er den her, og det er et dokument i særklasse. Anderledes fordi den er bedre. Den har, modsat så meget man ser, et dybt kendskab og en varme for sit emne.

Neroth ser Sverige indefra og udefra på samme tid, og dobbeltheden går igen i filmens bittersøde titel: “Sverige har været vild med at blive multikulturel/ Sverige dør for at kunne blive multikulturel.”

Han er født i Malmø, men har boet mange år i London. Tak til Pelle og Paul, det er et privillegium at publicere filmen. Havde svensk tv ikke været, som det nu engang er, ville den havde været selvskreven til at blive vist i prime time. Men måske i DR og NRK?

You Tube-blogger skilles efter medie-hetz

Dette er netop hvad der tales om i dokumentaren ovenfor af bla. Göran Adamson og Nima Ali Pour. Erik på Granskning Sverige skriver:

Min fru har vädjat till mig att sluta för hennes och barnens säkerhet. Jag kommer inte vika mig för Mattsons attacker och kan därför inte tillgodose denna min frus vädjan. Därför har vi beslutat att flytta isär och min fru söker lägenhet i Kungsbacka. Jag älskar fortfarande min fru över allt i världen, men kan inte vika mig för ett etablissemang som vill definiera vad som är rätta tankar och felaktiga tankar.

Fortsæt med at læse “Pelle Neroth: Sweden – Dying to Be Multicultural”

Det er den mest interessante af de videoer, Tim Poole har lavet i Sverige. De andre er ikke noget videre i sammenligning. Den fokuserer på det mentale klima i landet, og det er der, det hele begynder. Det fysiske klima er endnu ikke så slemt, som det bliver.

Poole interviewer en svensk psykolog, der optræder helt formummet. “Det er,” siger han “første gang jeg interviewer en vestlig akademiker, der ikke tør stå frem som sig selv.” Dette er en psykolog, der også kan tage temperaturen på et samfund.

Antiintellektualismen kan man netop studere i disse dage, hvor Magnus Norell, Aje Carlbom og Pierre Durran har sluppet en rapport om Det Muslimske Broderskab i Sverige. Man skal studere kvalitetløsheden og moralismen i den kritik, der rettes mod de tre forskere. Hør f.eks. den lallende hjælpeløse og forargede religionshistoriker Frédéric Brusi. Han afskriver tre renommerede forskere, men har intet af substans at tilføje om Broderskabet.

Her har gemt sig en offentlig debat i mange, mange år, nu kommer den frem og den kører i rullestol og går på krykker. Kan man overhovedet i tide diskutere et Broderskab i Sverige, som trods alt drømmer om verdensdominans (The Project, 1982) omend med fredelige midler og infiltration, for hvorfor skulle de bruge vold når vestlige politikere indtil videre giver dem mere end de ønsker sig? Sverige fortsætter sit søvngængeri. “Whom the gods would destroy, they first make mad.”

Lördagsintervju – Pelle Neroth Taylor om synen på Sverige

Endnu et outsiderens perspektiv: Inspirerende interview med Neroth, der lavede filmen “Dying to be multicultural,” som det ikke er lykkedes mig at se endnu. Muligvis fordi den ikke er udkommet.

Når man lige har gennemlevet lørdagsinterviewet med den ufatteligt indskrænkede partisekretær Lena Rådström Baastad (S), fremstår Neroth som et intellektuelt fyrtårn af vid og lune. Med ledere som Rådström Baastad, måtte det gå helt galt. Søg trøst hos outsiderne, de siger sandheden og i et forståeligt sprog. Rådström Baastad taler i så nedtrådte klicheer,  at man tvivler på, om hun er mentalt til stede.

Fortsæt med at læse “Angst, moralisme og antiintellektualisme”

Steyn erindrer sine Sverigesture efter at have slentret sidelæns ind på historien med de løgne, journalister er nødt til at digte om Trump, for at få deres politiske hat til at passe. Så kommer vi efter fem minutter til svenske kvinder og den klapjagt svenske politikere har drevet på dem med importen af 3. verdens voldtægtsmænd. Selv om så grumme emner, er Steyn lun.

Det er tretten år siden, jeg skrev kronikken Voldtægtsbølgen i det statsfeministiske Sverige i Jyllands Posten. Endelig er katten ude af sækken. Tusinder af kvinder har fået deres liv ødelagt, flere har begået selvmord. Endelig er der kommet store huller i svenske mediers cover-up takket være udenlandske presse. Endelig er der håb om, at hovedarkitekterne og stjernehyklerene bag så megen ulykke og tab af menneskeliv, ikke kommer til at dø i synden. Endelig føles det, som om syttens års skriverier om Sverige har været umagen værd. Jeg havde egentlig opgivet og var begyndt at se Sverige som et dagligt ritual, jeg skulle igennem for at føle mig nogenlunde normal.