Jeg sagde dette for tyve år siden, men jeg var jo “ekstremist”, ikke sandt? “Kontroversiel og rabiat.” Den økonomiske effekt kommer først til at slå hårdt mod Sverige de næste 2-3 år. Svenske politikere tror, det har været en ‘investering’, men så havde de forløbne fyrre år nok vist det. Malmø og Sødertælje har ikke været en investering, det er en lang udgift. Sandheden ankommer inden valget 2018: Velfærdsstaten vil forsvinde.
Det rører mig ikke det fjerneste at få karakterer for dårlig opførsel af rene idioter og sidste dages hellige svenske journalister. Det morer mig. Gør mig lykkelig og kald mig “racist”, som den pseudoborgerlige Ivar Arpi gjorde. Hellere racist end idiot. Svenske borgerlige er liberalister, kultur er en by i Sibirien for dem. Sig Reinfeldt eller Kinberg Batra i samme sætning som kultur, og den bryder sammen. Ganske mange svenskere, er indstillet på at gå under med dem, selvom en voksende andel, ikke er.
Sverige er et land, der er så skamredet af sine politikere, at det er i færd med at gå under. Jeg havde ret i år 2000, og jeg har endnu mere ret i dag. Fjolserne der har styret Sverige i den tid, har delegitimeret sig selv fuldstændigt. Nu er det interessant, i hvilken forfatning de vil overleve, at dissidenternes sandhed bliver den alment anerkendte. Det bliver dæleme ikke sjovt. I nat blev en politistation i Ljungby angrebet med sprængstoffer. Først Malmø siden hele landet. Dette er, hvad fagbladet Transportarbetaren beretter. Man må formode, det ikke er specielt ødelagt af svensk journalistik med tanke på den saftige rubrik.
Mord, skottlossningar, stenkastning och ständiga hot om våld. Huvudskyddsombudet Stefan Andreasson i Malmö har fått nog av att väktare och ordningsvakter tvingas utföra allt farligare uppdrag, med risk för livet. Samhället har tappat greppet.
Jeg har næsten aldrig hørt andre versioner af Brahms Alt Rhapsodi end denne. I går satte jeg mig for, at sammenligne den med flere andre for at opdage forskellene. Det falder straks i øjnene, at den er næsten fire minutter længere end nogen andre. Kathleen Ferrier er meget langsom, hun er beåndet som en stemme må være, der både omfavner verden og protesterer imod den. Sin død. Hun var døende af brystkræft et par år efter.
Alt Rhapsodien er skrevet til Robert og Clara Schumann’s datter, Julie, som Brahms var forelsket i. Dens lydkvalitet fra 1947 er ikke optimal, så jeg var fristet af Christa Ludwig og Otto Klemperer fra 1962, som er den bedste af de andre, jeg hørte.
Jeg ombestemte mig. Lyden er langt bedre, men det er noget andet, man hører i Ferriers stemme. Det er ånd, og ord må kæmpe for at beskrive dens lyd. Det er himlen vi hører tale til menneskene. Det er sjældent, og Christa Ludwig lyder ikke sådan hvor god, hun end er og hvor nær, Klemperer end står mig.
Når mandskoret fletter sig ind i hendes stemme (9:45), overgiver vi os til det liv, vi ikke kan flygte fra hvor gerne end, de fleste vil. Mandsstemmerne er som livet, der står op imod hendes død. Kathleen Ferrier er det nøgne liv selv, med hende er vi kommet hjem. Til mor og far eller ligegyldigt, hvad vi opfatter som hjem.
Jeg græder, når jeg møder noget ægte. Jeg bliver rørt, det er jeg altid blevet. Jeg må lytte og adlyde. Jeg må overgive mig i tillid til, at det er rigtigt. Noget vil bevæge mig, og det skal have lov. Jeg lader tårerne løbe i fuld tillid til, at alt er som det skal være. Jeg er kommet hjem. Græd trygt, siger jeg til mig selv, det er kun sandhedens tårer.
Vi er følelsesmennesker i en verden, der kræver masser af fornuft, men vi skal leve med begge dele. Uden en af delene er vi invalide. Vi skal både tænke og føle, ellers går det ikke. Vi skal ikke frygte hverken vores tanker eller vores følelser. Vi skal ikke lade os korrumpere af falske, underordnede hensyn. Uskylden er også det Sverige, jeg kender. De kan være politiske idioter, og det er de virkelig, men de er godhjertede, og jeg føler med dem.
Kathleen Ferrier har alt, hvad man kan ønske sig foruden den gode lyd. “Menneskelighed, lutter menneskelighed”, som dirigenten Jasha Horenstein sagde om sit indtryk efter mødet med Carl Nielsen. “Menschliches, Allzumenschliches.” Goethes tekst er metafysisk, men det er Ferriers stemme også. Ikke af denne verden. Når mandskoret sætter den i relief, er det en salme for os, der lytter 69 år senere. Hun beder for os.
Hun er som Jussi Björling, et guds ord fra landet og en naturkraft. Det bevægende ved hendes stemme er uskylden og inderligheden, man lyder enten sådan, eller også gør man ikke. Vi andre kan enten høre det, eller vi kan ikke. Stemmen er sjælens fingeraftryk, der ikke kan forfalskes, og der findes ingen magen til blandt millioner andre. Det er summen af ånd og den personlige historie. Hendes historie blev kort, ligesom Björlings. Hun blev kun 41 år gammel.
Jeg ville have lavet en kavalkade over årets højdepunkter, som jeg plejer, men af tidsnød blev det ikke muligt. Jeg nævner nogle af dem, der falder mig ind: Julia Caesars kronik om Fjordman. Det er en helt central kronik for forståelsen af vor tid. Her mødes alle konflikter i et enkelt punkt, i en enkelt person. Han måtte lide for sandheden, men Danmark hjalp ham. Der var også også 17 maj: “Ja, vi elsker dette landet,” hvor Fjordman var i Vor Frelsers Kirke og ærede sit fædreland, og hvor hvor jeg også er døbt i september 1952.
En dag med Tommy Robinson fra lufthavn til midag på en thai-restaurant på Halmtorvet på Vesterbro. Paul Weston og Anne Marie Waters var der også foruden Lone Nørgaard og Torben Hansen. Tommy Robinson gør et uudsletteligt indtryk på alle, der møder ham. Det kan man mildt sagt ikke sige om nogen dansk politiker. De er voldsomt forglemmelige, og jeg har mødt de fleste.
Et dansk-svensk-norsk møde med professorerne Friedman i Lund. Det bedste islamforedrag i lange tider med Hamed Abdel Samad, der i sjælden grad ved, hvad han taler om, Roger Scruton i Trykkefrihedsselskabet og fem venners tur til Wittenberg, som helt ufrivilligt blev en kolossal, tysk pressesucces. 20-30 mio tyskere bevidnede vores lille udflugt takket være bla. min Chromebook og en mobiltelefon.
Desuden er der en masse koncertoplevelser i 2016 med hende, der selv ved hvem hun er, min kære gode ånd, der holder bålet brændende. Vi måtte sige farvel til mange i 2016. Jeg har kun fæstnet mig ved ved savnet af Leonard Cohen, Claes Kastholm og Mogens Camre. Lad os hædre dem. Popmusikere er mig ligegyldige, de kan leve eller dø, som det passer dem. Det klarer de jo også meget godt. De dør på stribe. Forhåbentlig vil de også udrydde pop musikken ved at forsvinde. De har nok en hemmelig plan for at frelse verden fra lort og støj. Godt, dø alt det, I kan.
Et af tidens tegn er, at 50-60-årige ikke er kommet længere end til heavy-metal musik. Det fortæller om kulturtabet, vi er udsat for. At vi risikerer at gå under, fordi vi har glemt, hvem vi selv er: Ærlige, uskyldige og inderlige i en verden, der er alt andet.
Jeg så den for længe siden, da jeg rejste i Mellem- og Fjernøsten i 60’erne, men krigen er først kommet til de fleste nu, og de er forvildede. De forstår ikke, hvad politikerne har påført dem, de er forsvarløse. Det er smerten ved at leve i dag. At vi er på vej ud i krig, og at de ikke forstår det. 2016 har været blodigt, og de forstår det stadig ikke. De er mere uskyldige, end godt er.
De har ikke smertens visdom, men de vil få den, og jeg føler med dem, som en engel føler med et menneske. Det er nytår. Jeg forsoner mig. Et par dage. Men sorgen er den dominerende følelse. Den alternerer med vrede, og det er den ene af de to. Ingen andre.
Jeg håber selv, jeg får et par år endnu, men lige nu er det uvist. I januar skal jeg være syg og forlade mig på skæbnen og lægerne. Jeg kan være borte herfra, jeg ved det ikke før 6 januar og jeg ved ikke, hvad jeg videre vil skrive om det. Det er sådan, som det er. Måske bliver det overstået, måske kommer mit nummer ikke ud denne gang.
Man må være tryg, mens man venter, og trygheden findes i sandheden og inderligheden. Jeg er ikke bange. Alt er, som det skal være.
Carl Nielsen – Helios, ouverture
Hver nytårs nat ved klokkeslaget spiller dansk P 2 blandt andet Carls Nielsens Helios Ouverture. Det er det rigtige at høre ved den lejlighed.
Klokken 16.15 den 29. december 2016 modtager jeg en opringning fra en ven i Sverige. Jeg har kendt ham i mange år og ved, at han ikke finder på historier.
Min ven er lige kommet tilbage fra et nyindrettet flygtningecenter, der ligger lige over for hans hus i en lille sydsvensk landsby.
Før han gik derover, havde han haft besøg af en lille muslimsk pige, der bankede på og sagde, at hendes far gerne ville tale med ham. Og da min ven ikke er nogen bangebuks, gik han over til centret på den anden side af gaden.
Her mødte han pigens far, der præsenterede sig som palæstinenser og meddelte, at han var 42. Han var smykket med det obligatoriske salafistskæg og udstrålede de onde og hovne øjne, som flere og flere af os vesterlændinge har lært at kende.
A smooth-talking stealth jihadist continues his rise to the top of the Norwegian cultural establishment.
Who is Mohammed Usman Rana? He’s a 31-year-old Norwegian doctor and newspaper columnist who first appeared on my radar in 2007 when, as an undergraduate at the University of Oslo, he took part in a debate about Muslim attitudes toward gay people. Rana, who at the time was head of UiO’s Muslim Student Association, said that he personally opposed executing gays, but refused to criticize countries that punish homosexuality with death. Pressed further on the issue by his opponents, Rana pulled a slick switcheroo, charging that it was not he but they who were displaying intolerance. How dare they sit in judgment of Islamic law?
MI 6: Tyskland har 7000 uovervågede, terrormistænkte jihadister
Germany has 7,000 terror suspects at large, ‘almost impossible’ to monitor them
Ex-MI6 counter-terror chief highlights scale of task for German authorities Richard Barrett said 550 ‘really extreme potential terrorists’ were in the country.But he warned a 7,000 strong wider group of potential suspects was ‘almost impossible’ to keep track of.
Horowitz er en ærlig dokumentarist, han beretter, hvad han ser, men han mangler baggrundsviden. Siden 1975, hvor Riksdagen besluttede at Sverige skulle være “mångkulturelt” – uden at have begreb om, hvad den gjorde – er antallet voldtægter steget med 1395 procent. Komplet ignoreret af medier og politikere i det såkaldt feministiske land.
Og man skal ikke regne med, de 17 procent “udenrigsfødte”. Andelen af fremmed herkomst er nu 30 procent af befolkningen. Den kritiske masse er nået for mange år siden nu drejer det sig for politikerne om, ikke at blive draget til ansvar. Pressen fejer stadig dygtigt for dem, som fejere på en curligbane, selvom den fører lidt mere frisprog af pseudodissidenterne, der stadig gerne vil beholde deres job. Når vinden vender, kommer de sidste dages hellige til.
Det har vidtrækkende implikationer. Om tyve år (plus/minus) er oprindelige svenskere under 50 procent af befolkningen, hvilket igen peger hen imod, at andre kan overtage den politiske magt i Sverige i dette år hundrede, og da en stor del af dem vil være muslimer, kan man jo gætte på, hvem der vil række ud efter den. De gjorde det allerede ved valget i 2006.
Rapporten er et lynnedslag for Angela Merkel. Eksperten i forfatningsret Udo di Fabio, kommer efter juridisk gennemgang af den nuværende indvandringskrise til et opsigtvækkende resultat: Den føderale regering brød med sin uvilje til at kontrollere grænserne klart forfatningsretten. I rapporten hedder det: “
Den føderale regering er af forfatningsmæssige årsager (…) forpligtet til en effektiv kontrol af de føderale grænser, hvis den fælles europæiske grænsesikkerheds og indvandringssystem er midlertidigt eller varigt ude af kraft” […]
Ifølge di Fabio rapporten er Merkels politik en overtrædelse af loven. Kritikken forventes nu at blive mere højlydt af kansleren, der med et pennstrøg tilsidesatte loven og proklamerede sine egne regler for lov og moral. Især ude i Europa er de oprørte over Merkels exceptionalisme. Merkel vil nu blive beskyldt for at have udløst en forfatningskrise, der medførte en kædereaktion af lovbrud, som i sidste ende kulminerede med angrebene Köln. Rapporten berører direkte kanslerens troværdighed, og den efterfølgende debat vil sandsynligvis blive meget ubehageligt for Merkel. Gutachten: Rechtsbrecherin im Kanzleramt! Wer stoppt diese Frau?, Udo di Fabio: Merkel ist Verfassungsbrecherin (Snaphanens oversættelse) Bayern kan gå sine egne veje i Forbundsrepublikken: Ist Merkel eine Verfassungsbrecherin?
Det låter kanske absurt, men vad skall man tro när man läser dagliga nyhetsreportage om allt våldsammare händelser.
Vad är det som sker i Sverige ?
Det svenska rättssamhället tycks vara på väg att haverera och trycks steg för steg tillbaka av krafter som inte har någon respekt för det. I stort sett dagligen rapporterar media om hur:
– Det skjuts, sprängs och knivhuggs.
– Bilar bränns och egendom vandaliseras.
– Kvinnor våldtages och poliser stenas.
– Det religiösa våldet och förtrycket växer.
– Antalet s.k. NoGoZonerna växer.
Landet styrs av en politisk elit och dess medlöpare inom framförallt media och kultur. Dessa har sedan länge förlorat all kontakt med folkviljan och stämplar varje opposition som någon föraktfull ”-ism”.
Interviewet er med et par gamle forældre fra Hildesheim, der er i Berlin for at besøge deres søn på hospitalet. Han ligger i koma efter terrorangrebet. “Tak, fru Merkel, jeg stemmer ikke på dit parti i resten af mit liv.” Tyske socialdemokrater er blevet voldsomt nervøse for det kommende valg, alene deres sidste udspil om bøder til Facebook for “falske nyheder,” viser desperationen. Man ser at de rød-grønne tyske journalister, ikke agter at lade Merkels fejltagelser komme hende og socialdemokraterne til skade. Jeg finder ingen omtale af interviewet andet end på noget, der hedder Epoch Times på tysk, og jeg tror ikke det er MSM:
“Tak, fru Merkel. Jag kommer aldrig til at stemme på dig igen, og jeg tror heller ikke nogen i min familie gør, siger en vred far til et af terrorofrene fra Berlin i et interview med danske TV 2. Mens den bevægende video er delt hundredetusinder af gange på Facebook og Twitter i hele verden, og endda har været i konservative, engelske aviser, mørklægges klippet som er politisk dynamit i Tyskland af alle tyske medier. Ikke ét eneste tysk medie finder det umagen værd at vise interviewet. Tyske medier mørklægger interview (Snaphanens oversættelse) Se også ”Alternativa medier garanterar vår demokrati”
