Når en blind leder en blind  

af Henrik M. Jensen

Justitsministeren vakte for nylig opmærksomhed med sin påstand om, at vi ikke er i krig med islam, men med noget han definerede som en ‘dødskult’.

Mandag aften fik han lejlighed til at uddybe sit synspunkt i DR2’s snakkeprogram Deadline. Men ikke ét ord handlede om den ideologi, der driver unge muslimer i hobetal til at gribe til våben for at påtvinge den ikke-islamiske verden deres ideologi.

Justitsministeren kom ikke ind på emnet og intervieweren fandt heller ingen anledning til at tage det op.

Om grunden kan der kun gisnes, men den skyldes sandsynligvis at D’herrer Pind og Krasnik ikke ved meget om emnet. Og hvornår skulle en karrierejournalist og en levebrødspolitker også få tid til at beskæftige sig med et emne, der som mindstemål kræver læsning af i hvert fald én bog: Koranen.

Det startede ellers lovende med følgende udtalelse fra Pind:

Fortsæt med at læse “Sommarpratare #15 – Lars Vilks”

I dag fredag er det fem år siden Massakren på Utøya, som jeg ved skæbnens tilfælde kom til at følge meget nærmere, end jeg havde kunnet ane den 22.7.2011.

Breivik blev fra første dag politikernes og journalisternes sutteklud, og Fjordman og “dem der mente det samme som ham,” blev syndebukke. Jeg er ikke stødt på nogen, der “mener det samme som ABB” andre end andre galninge, men landet var i akut krise, så her var kun én udlægning mulig. Jeg har ellers haft rig mulighed for at møde dem.

Statsminister Stoltenberg brillierede med inden retssagen at sige offentligt, at det var ønskeligt Breivik blev kendt rask. Første psykiaterrapport blev fejet af bordet, og en ny – der givetvis var bestillingsarbejde – blev fremskaffet, og den erklærede ham rask og straffeegnet selvom også hans forsvarer i begyndelsen mente, han var gal. Men Lippestad var en god socialdemokrat, så han skiftede mening uden egentlig at begrunde det.

Norge fik en historie, som kunne bruges politisk. Den er senere blevet hamret så solidt fast af flittige journalister, at den nu er den sandhed, som står tilbage. Dommer Wenche Elizabeth Arntzen blev forfremmet til højesteret, alle var indtil videre tilfredse. Der vil gå tyve år, inden Norge revaluerer hele det forløb, som Stoltenberg i dag gentager, “det klarede så godt.” Når senere Breivik analogier går galt i byen, er det fordi det oprindelige billede af ham i vidt omfang er falsk.

“Man ser den islamistiskinspirerade terrorn och den är en väldigt stor fara, det gör att 22:e juli och faran med nationalistisk terror mer hamnar i bakgrunden,” siger den norske forsker her. Hvor lidt forankret han og Sveriges Radio er i virkeligheden, ses lettest af en Europol rapport, som lige er udkommet.

Jeg har set nærmere på, hvor “farlige de nationalistiske terrorister er.” (I Sverige kender man kun ordet “nationalist.”) Det er – mærkværdigvis ikke ret meget, hvilket ikke betyder, de ikke kan blive det, især i det plagede Frankrig.

På rapportens side 44 er der en oversigt over de 211 terrorangreb og deres fordeling på gerningsmænd i de 6 lande der har registreret terrorplaner. Oversigten er handicappet af, at Storbritannien, der står for de 103 angreb, ikke har udspecificeret på grupper. Af de resterende 108 er fordelingen som følger:

Fortsæt med at læse ““En risiko at Breivik ses som en galning””

© Snaphanen.dk Klik f. helskærm. Papirøen

Fortsæt med at læse “Papirøen, aften”

Renate Falck kom som liten flicka till Sverige. Hennes föräldrar inpräntade i henne att hon skulle uppföra sig – att de var gäster i detta land. Nu är Renate pensionär och sörjer det förlorade Sverige. Missa inte denna starka berättelse.

Renate Falcks forældre indvandrede til Sverige fra Østrig i 50 erne. Hun beskriver det Sverige, som eksisterede dengang, og sammenligner det med Sverige (Malmø) i dag (sidste tredjedel af programmet) Det er en ældre dame, der næsten ikke tør forlade sit hjem af frygt for “nysvenskere.” 40 procent af kvinder i feministlandet har det sådan. Hver 10 går slet ikke ud, når det der mørkt, hver anden tør ikke motionere alene.

Jeg tænker på dirigenten Herbert von Karajan, der havde flycertifikat. Han sagde engang om symfoniorkestret: “Det er en kompliceret organisme, når det først flyver, forstyr det ikke!” Det samme med et samfund. Da Sverige var nærmest perfekt i 1975, så politikerne sig om efter, hvad de nu kunne gøre. Jo, de kunne jo ødelægge det som et sandslot, og som sagt så gjort. Alt det værste fra 68, blev mainstream i Sverige blandt alle politikere.

Jeg fatter ikke, hvorfor de hovedansvarlige ikke sidder i fængsel nu. Intet ville være mere opmuntrende, end at se dem buret inde. Især Fredrik Reinfeldt og samtlige chefredaktører i landet. Desværre medfører politik et minimum af ansvar, men tiltrækker så mange desto flere halvhjerner – “kolbøtter”, som Asger Aamund lidt venligere siger.Sverige er i vidt omfang ødelagt, og ingen bliver stillet til regnskab.