Pat Condell: Dumbing Down University
Channel 4: The Jihadist Next Door
The Jihadist Next Door’, Channel 4, 9pm Tuesday 19 January
BRÅ. Kriminalitet i Sverige, 2015
Den foreløbige statistik for 2015 er kommet. Man ser at samtlige forbrydelser (10 og 11) er steget noget til ufattelige halvanden million. Så kommer vi til mysteriet BRÅ og mord (15). (Dråp, manddrab på dansk) Der er, som man også fornemmer ved daglig avislæsning lidt under et mord om dagen, nemlig 307. om året, hvilket er voldsomt mange sammenlignet med Danmarks cirka 45 om året. Det er 6.8 gange flere (!)
Nu kommer mysteriet: Senere på året vil BRÅ fortælle, at der var cirka 90 mord i Sverige fordi en stor del af de 307 voldsomt døde i virkeligheden kom ud for ulykker eller begik selvmord. Det forekommer for usandsynligt at politiet begår så mange fejl. Nu ved jeg godt, man ikke lige skal stole på BRÅ, men så tykt vil de da ikke lyve? En talkyndig kan nok fortælle mig, hvor det gik galt, jeg må begå en fejl. Er Affe i nærheden?
Volden i Sverige er enorm (30): 84.589 grove voldssager. Det er én for hver 113. svensker. I Danmark er volden ubetydelig i sammenligning.
Ny-Sverige i Gamla Stan
Der er tre personer i handlinger her. En gammel dame kommer op ad trappen. Efter hende kommer en lommetyv, der har udset sig hendes hvide håndtaske. Til højre en mor med to små børn, som forhindrer ham i at få hånden ned i den.
“Nysvenskere” udser sig med forkærlighed helt forsvarløse ofre, deraf det svenske begreb “åldringsrån”, vi har det knapt nok i Danmark – endnu. Helt små børn er også populære ofre. Denne pragtetnikker gå dog også til angreb på den unge barnemor. Hele to gange, det er nu hans æreskultur. Ét minut og femogtyve sekunder af svenske politikeres overgreb på deres eget folk, for denne video er et lille snapshot af dem.
Småbarnsmamma stoppade hitrest ficktjuv – utsattes för sparkar, slag och spott. SVT valgte at pixellere den stakkels voldsmands ansigt trods det, at politiet meget gerne vil have fingre i ham.
Dåliga tider för kärleken i Kabul
Bröllopen i Kabul, den afganska huvudstaden, är en av landets bästa ekonomiska termometrar. Med det utbrott av optimism, som följde på talibanregimens fall 2001, blev bröllopsindustrin en av de mest lönsamma. Men idag med en raserad ekonomi och tilltagande våld är det här översvallande firandet på nedgång.
Av Silvia Ayuso. Översättning: Stig Carlsson fra El Pais, Malos tiempos para el amor en Afganistán
“It’s now or neveeer…” Nu eller aldrig. Sayed Najim sjunger Elvis Presleys hit med brusten stämma till ackompanjemang av ett gammalt dragspel. Han säger, att musiken har hjälpt honom att övervinna den depression, som drabbade honom , när han återvände till Afganistan för ett par månader sedan. Vid 28 års ålder har Najim det bra förspänt. Licentiat i psykologi från Kabuls universitet och en master i företagsekonomi från Indien, där han bott de senaste två åren tack vare ett stipendium. Han talar engelska, ser bra ut och har en god sångröst. En svärmorsdröm, som attraherar kvinnorna, afganskor eller ej.
Men Najim känner sig ändå dyster till sinnes. Vid hans ålder har flertalet män i Afganistan redan börjat bilda det som säkert kommer att bli stora familjer. Trots sin höga utbildning har han heller inte utsikter att finna ett arbete i en allt mer stagnerande ekonomi. Najim kan inte ens tänka sig att ta det första steget, att gifta sig.
Att ingå äktenskap i Afganistan är inte enkelt. Ett bröllop är inte ett bröllop, om det inte infinner sig åtminstone 1500 – 2000 inbjudna, Även om brudparet bara brukar känna knappt hälften. Och det är inte värt att kallas bröllop, om det inte firas överdådigt på en av de talrika och vräkiga salongerna, som lyser upp Kabulnatten och stundtals får den att likna ett litet Las Vegas.
Qaradawi on the hijab: It’s not just about modesty
Denne udredning af hijabens politiske betydning, er helt nødvendig og fremragende. Den tager selvfølgelig sit udspring i de muslimske masse-sexkrænkelser i Europa i nytåret, men også i at canadisk politi nu vil tillade hijab’en i politiuniformen. For de fleste i Vesten er Ezra Levant og Yusuf al-Qaradawis oplysninger om hijabens betydning nok helt nye. Som dansker føler man sig privilligeret over at have kunne læse det hos Helle Merete Brix, Lone Nørgaard og Kai Sørlander talrige gange for op til femten år siden. Danmark har haft Europas bedste og mest kvalificerede islam- og indvandringsdebat. Synd danske politikere i det store hele ignorerede den. Det betaler vi for nu og i al fremtid.
Som et kuriosum kan idag tilføjes, at FN og Iran, Saudi -Arabien, Kina, Costa Rica og Egypten synes, at “Danmark skal gøre noget ved sin hadefyulde debat.” How about that? Jo, vi kunne opsige enhver konvention, der skader vores land og bede disse lande selv bestå en “menneskeretseksamen.”
“Don’t jump on german women”
Lad være med at slå dem, lad være med at holde deres hoved under vand. Lad være med at trække tøjet af dem. Elementært tysk for barbarer.
Fortsæt med at læse “Qaradawi on the hijab: It’s not just about modesty”
SD overlegent største parti: 28.8 procent
Bland manliga deltagare i panelen är stödet för SD 37,9 procent.
Mon ikke det er nytåret, der har skaffet nogle kvindelige stemmer. Det var også på tide. Ligegyldigt hvad de andre finder på, kan de tilsyneladende ikke hægte sig på SD’s hjertesag efter årtier. De er hægtet af, hvad der kun er retfærdigt. Desværre nåede de at revolutionere landet demografisk inden disse cifre. Yougov: MP får lägsta stödet någonsin – SD fortsatt största parti
Everybody must get stoned — especially Dortmund trannies
Den ville jeg godt have fundet på, men det er GoV.
Fortsæt med at læse “SD overlegent største parti: 28.8 procent”
Italiensk politolog: “Vi står foran en katastrofe”
Politiologen Giovanni Sartori: “Vi står foran en katastrofe, fordi vi har bildt os ind at kunne integrere islam. Venstrefløjen har ikke mod til at konfrontere problemet”.
Florentineren G.S. (91), som anses for at være blandt de dygtigste eksperter i statskundskab på internationalt plan, har i årevis opmærksomt fulgt dagens nøgle-emner: indvandring, islam, Europa
Hr. Professor, med disse ord siger De, vor fremtid er på spil ?
“Med disse ord siger man mange tossede ting”
Med disse ord begynder de venstreorienterede intellektuelle i Frankrig at lyde som højrefløjen. De siger, at multikultialismen har spillet fallit, at indvandrerstrømmen fra de muslimske lande ikke kan modstås, og at islam ikke kan integreres i det demokratiske Europa.
“Det har jeg sagt i årtier”
De taler også som højrefløjen?
“Højre og Venstre interesserer mig ikke, men sund fornuft! Jeg taler ud fra erfaring med tingene, fordi jeg har studeret disse argumenter imange år, fordi jeg prøver at forstå de politiske, etiske og økonomiske mekanismer, som regulerer forholdene mellem islam og Europa for at nå frem til løsninger på den ulykke, vi er havnet i.”
Hvilken ulykke?
“At tro, at man fredligt kan integrere en kæmpestor muslimsk befolkning, som holder fast ved en teokratisk monoteisme , som ikke tillader, at man skelner mellem politisk og religiøs magt, i et demokratisk vestligt samfund. På grund af denne misforståelse er den krig brudt ud, som vi befinder os i.”
Hvorfor?
“Fordi islam, som er vågnet op igennem de sidste tyve-tredive år i en ekstrem form – betændt og parat til at sprænge sig selv og bistået af ny og stadig farligere teknologier – er en islam, som ikke er i stand til at udvikle sig. Islam er en teokratisk monoteisme fra vores middelalder. Igennem lang tid, fra slaget ved Wien og videre frem, har vi ignoreret disse to fakta. Nu kolliderer de igen.”
Fortsæt med at læse “Italiensk politolog: “Vi står foran en katastrofe””
Endnu en hollandsk by i oprør over asylcenter
Jeg forestiller mig, 2016 bliver året hvor europæerne fysisk viser politikerne, at de har fået nok. Disse fortsætter uanfægtet med at lade os invadere. EU gør ingen miner til at blokere Middelhavet efter at trafikken over er øget med 2100 procent siden samme tid sidste år. De første 16 dage i januar, er 31.224 ankommet til Grækenland. IMF venter fire millioner migranter til Europa ved slutningen af 2017. Det er om under to år.
Når varmen kommer, bliver vi rendt over ende igen, blot mere end i 2015. Læg dertil en forventet stigning i antallet muslimske terrorangreb, og vi har en situation på vej ud af kontrol. Løkke og Støjberg sidder og nørkler med familiesammenføring. De er kalibreret til situationen for 10-15 år siden. De lader sig selv og os alle blive taget på sengen. Video 2. Dutch town latest to angrily protest against refugee centre – FOUR MILLION migrants expected to reach Europe by the end of 2017, as IMF increases forecasts amid mounting refugee crisis.
Hur orkar ni hålla hoppet uppe?
Jeg fandt dette lille stykke på et svensk debatforum, som er ret repræsentativt for, hvad man støder på. Dette og en voldsom vrede. Her ligger en kommende, social eksplosion og gemmer sig, det er kun et spørgsmål om tid.
Fortsæt med at læse “Endnu en hollandsk by i oprør over asylcenter”
Advokat Thorkild Høyer knalder røret på
Sagen om Lars Hedegaard, der nævner navnet på sin attentatmand, er ved at udvikle sig til en rigtig farce endnu inden Hedegaard har været i retten. Udover Hedegaard skal også forlaget Peoples Press, Katrine Lilleør og Katrine Winkel Holm i retten for at have nævnt “Børge Hansens” navn. Der er 28.600 hits på hans navn inkl. Hedegaards.
Nu nævner også Radio 24-7 navnet i, hvad de kalder civil ulydighed. Nu er “Børge Hansen” en højt profileret medarbejder for ISIS i Syrien. Alligevel holder Høyer og retsvæsnet hånden over ham selvom sandsynligheden taler for, at han aldrig kommer “hjem” til Danmark. Han bliver formentlig til atomer i et russisk bombardement, hvilket vil spare Danmark millioner for en retssag og efterfølgende fængsling i ti år.
På Facebook nævner alle og enhver hans navn, og det var egentlig meningen med, at jeg publicerede det efter at have læst tyrkiske aviser, hvor det står overalt. Jeg kan ikke gøre for, danske journalister ikke læser dem. Min gamle ven, forsvarsadvokat Arnold Rothenborg, sagde til mig, at retten er bedre end at gå i teatret. Det er gratis, man behøver ikke et ARTE abonnement, så jeg kom i Østre Landsret og så ham optræde med monokel og gule sokker. Det bliver ikke kedeligt, når alle disse mennesker skal i retten snart. Jeg er blevet ret begejstret for forestillingerne, de giver. Jeg kunne slå mig ned som anmelder.
‘Mosquebuster’ Gavin Boby i Dresden, 18.1.2016
På er relativt nydeligt tysk. Han argumenterer som andre, f.eks. Akif Pirincci, at masseindvandringen falder ind under adskillige definitioner på folkemord. Det er et af argumenterne der vil kunne bruges i en evt. kommende retssag mod multikulturpolitikerne. Et andet er, at de gennemførte deres landsskadelige politik uden om befolkningen og demokratiet. Du kan se andre taler af ham her, eller min egen fra Bryssel.
Vitne til vanvidd
Den tredje desember sa historikeren Bård Larsen i et intervju med Dagen at Peder Jensen, bedre kjent som Fjordman, var som fascist å regne. Årsak? Peder Jensen mener Europa må beskytte seg mot islam.
Peder Jensen ble landskjent etter Anders Behring Breiviks terrorhandlinger 22. juli 2011. Uten at Peder Jensen visste noe, hadde Breivik brukt hans tekster i sitt manifest, og dermed ble islamkritikeren Fjordman umiddelbart koblet opp mot Breiviks virkelighetsoppfatning og terrorhandlinger. Uten at Jensen hadde mulighet til å forsvare seg, oppstod det en historie der mytene florerte og få sjekket fakta. Nå har han skrevet bok om hva som skjedde da han ble en av Norges mest forhatte menn.
Boka Vitne til vanvidd er et forsvarsskrift og må selvfølgelig leses som det, men det gjør den ikke mindre interessant. Peder Jensen er ryddig i sin argumentasjon og utledning og han besitter en kunnskap få kan matche, noe som gjør han farlig for sine motstandere. Men hans motstandere går sjelden inn i materien, de stempler ham som ekstrem på grunn av holdningen til islam, og dermed er debatten død. Peder Jensen gir seg imidlertid ikke, selv etter den formidable motstanden har møtt, og Vitne til vanvidd bærer preg av det. Å si at Jensen burde balansert sine argumenter for å få boka tatt på alvor blir derfor feigt spill, det ville vært å kreve at han skulle gått på akkord med det han tror på.
Fortsæt med at læse “‘Mosquebuster’ Gavin Boby i Dresden, 18.1.2016”
En flygtning krydsede mit spor
Peder Jensen og Ibn Warraq i København
Hen i mod midnat den 7 august 2011 ringede min telefon: “Det er Peder, jeg står på Centralstationen, kan jeg komme”? Mine ører er vant til svensk, jeg bad ham gentage på den utydelige forbindelse. “Det er Peder, Fjordman, jeg står på centralstationen, kan jeg komme?”
Vi havde været i kontakt om anvendelsen af fotografiet af ham og Ibn Warraq i posten Vores ven Fjordman 5 august, men jeg havde ingen anelse om, at han var på vej væk fra Norge.
Åh, jo. Hovedbanen, Det var ikke romanfiguren Espen Arnakke, det var Peder Nøstvold Jensen. Det kom fuldstændig bag på mig. Norge var ukendt land for mig, jeg havde været der “på hytta” hele sommeren 1978, den sommer Thorkild Hansens Hamsun- bog udkom. Det glemmer man ikke.
Han fik adressen. “Tag en taxi,” sagde jeg. Det var femten dage efter katastrofen på Utøya. Jeg havde fulgt den nøje i norske aviser, men jeg havde ikke været digitalt i kontakt med ham. Jeg vidste, han havde meldt sig til politiet, der ikke vidste hvem han var, eller hvor han boede. De bad ham komme igen dagen efter, alt var kaos i Oslo politi. Han havde givet et interview i VG.NO med nogle fotos for at vise, at han ikke havde noget at skjule.
Jeg havde givet et interview til Politiken, efter jeg skrev Vores ven Fjordman. Aftenposten.no havde haft en forside med billeder af Peder Jensen Quisling og dømte mordere og nazister. Han skulle tage hele skraldet for mordene på 77 mennesker. Han var Norges næst mest forhadte person efter Breivik. Det var ved at blive for broget for ham. Han ville væk fra Norge.
Kort efter ransagede politiet hans lejlighed uden dommerkendelse, beslaglagde flere af hans ejendele inklusive hans laptop, som jeg skriver dette på.
Efter at have ryddet sin lejlighed, var han om aftenen blevet kørt i bil ned gennem Sverige og over Øresundsbroen. Sin mobiltelefon havde han smidt i en svensk skovsø. Lidt i midnat stod han så uden for min dør uden anden bagage end en rygsæk.
Jeg var lige flyttet ind ugen forinden, og mine flyttekasser med indbo var endnu ikke ankommet. Jeg havde kun fået malet mine vægge. Indretningen bestod af en gummimadras og en laptop, et køkken, et bad og et toilet, men jeg er vant til interimistiske forhold efter et langt rejseliv. Jeg gik ned og skaffede os en flaske rødvin, vi snakkede om det nødtørftigste, og han lagde sig til at sove på det nøgne gulv på nogle puder og sweatre i den tomme lejlighed.
I København var det sommer og lyst. Jeg havde mødt nogle norske venner på deres hotel nede ved Larsens Plads aftenen før, men anede ikke hvad der skulle til at ske bare et døgn efter.
Det næste dag gik vi op ad Strøget, Peder med hue og solbriller, Peder følte sig forfulgt, hvad jeg ikke kunne bebrejde ham. Hans forklædning varede nogle måneder endnu inden han kunne slappe af i bevidstheden om, at ingen genkendte ham.
Men Utøya var sammenligningsvis ikke nogen stor ting i Danmark efter 15 dage. Efter nogle måneder faldt han til ro og gik hver dag i de københavnske gader, som han kom til at elske de næste par år. Hver dag gik han en lang tur, som pause mellem skriverierne. Han fik et godt kamera, og blev en god fotograf, men der gik et årstid inden han var droslet ned fra en enorm stressbelastning.
Jeg skrev indledningen til denne dobbeltkronik et års tid efter 22 juli i 2011, fordi rubrikken kom til mig. Stoffet havde hobet sig op, men jeg nåede ikke længere end dette. Jeg havde læst alt, hvad Sandemose har skrevet inden jeg fyldte 18, så rubrikken lå tiggede om at blive brugt.
Jeg ved endda, han var en ubehagelig skid, fordi jeg var erotisk involveret med den underskønne Mei Mei Eskelund, der var ti år ældre end mig, og havde mødt Sandemose mange gange. Det var til en middag hos Peter P. og Ina Rohde i Hornbæk i 1974, at Mei Mei slog klørene i den unge mig. Jeg ydede ingen modstand, og Chi Yun kørte os hjem til Hareskoven som den gode mor, hun var. Jeg havde læst “Min kone spiser med pinde”, så jeg syntes, jeg kendte dem i forvejen.
Det spiller ingen rolle for min vurdering af store kunstnere. Hamsun’s og Celine’s politiske idioti spiller heller ingen rolle for mig. Jeg var forelsket i Aksel Sandemose. Da jeg endelig havde skrevet kronikken færdig, vidste jeg flere ting; Den kunne ikke offentliggøres i min levetid, måske ikke engang i Peders. Jeg ville gerne nævne alle de mennesker høj og lav han har mødt i Danmark, men så skulle jeg jo spørge alle, da han er så “kontroversiel.” Men nu hvor jeg har jeg holdt min mund i fire år, vil jeg i det mindste sige dette: