Genem de sidste 15 år er der kommet 57.683 såkaldte “ensamkommande flyktningbarn” til Sverige. Det er steget eksponentielt, så der i år alene er kommet 30.000. Det har usagt været forbudt at stille spørgsmål til trafikken, for det var jo stakkels børn “hvis forældre var døde,” skønt enhver kunne se at de fleste var langt over 18 år og deres familier levede i bedste velgående.
I Danmark ved vi, at 72 procent er over 18 år, man har lov at tro procenten er endnu højere i Sverige. De er de dyreste af alle flygtninge, og svenske politikere er er begyndt at vånde sig og tale om at tillade alderstester. Hovedparten er nu fra Afghanistan, verdens 206 “rigeste” land, hvor hver kvinde får 5.33 barn. Hvordan de kan undvære en enkelt søn til Sverige, er ikke svært at forstå, så det behøver regeringen ikke nedsætte en kommission for at opklare.
Udsendelsen er et studie i svensk journalistik, man burde bruge i undervisningen på den danske journalisthøjskole. Den er så åben og ærlig, som den kan være på dette tidspunkt, og den vil givet vække forargelse blandt de mange, der afskyr sandhed under enhver form og er vant til at have regeringen med sig.
Der er nogen der har sagt, at den svenske, officielle offentlighed ikke kan have mere end én tanke i hovedet ad gangen, og holdet bag dokumentaren fornemmer rigtig nok, at vinden er ved at vende i landet. Det er tid for nye tanker efter fire årtier.
Man kommer ikke i gabestok for at sige “volymer” og Anna Dahlberg skriver helt anderledes end i 2010. Hvis Sverige skulle blive “et normalt land”, som Jan Sjunnesson arbejder utrætteligt på, mister jeg de svenske dissidenter, jeg har vænnet sådan mig til at kunne lide. De har været mit broderskab. I Danmark er det næsten umuligt at have sådan nogle.









