Syv norske forlag refuserte Peder Jensens bok om 22/7 og alt som fulgte. Han måtte til Danmark og Trykkefrihedsselskabets forlag for å finne en forlegger.
Men hvordan skulle boken spres i Norge? En norsk bok kan ikke selges fra Danmark.
Document forlag har et samarbeid med Trykkefrihedsselskabets Bibliotek. I begge land merker vi at ytringsfriheten er under press, nå også til den ultimative pris. Skuddene mot Krudttønden.
Skulle vi bøye oss for de som har lyst Peder Jensen fredløs? Refusjonen er en skam for norsk offentlighet. Det ville ikke skjedd med noen annen forfatter. Det sier mye om hva man kan si og ikke kan si i dagens Norge.
Kunne ikke Raga Rockers sang ha passet godt på disse tause portvokterne? – Det er godt å ha noen å hate?
Vi mener norsk offentlighet fortjener bedre. Vi mener det finnes ganske mange som er uenig med Peder Jensen, men vil forsvare hans rett til å komme til orde.
Genem de sidste 15 år er der kommet 57.683 såkaldte “ensamkommande flyktningbarn” til Sverige. Det er steget eksponentielt, så der i år alene er kommet 30.000. Det har usagt været forbudt at stille spørgsmål til trafikken, for det var jo stakkels børn “hvis forældre var døde,” skønt enhver kunne se at de fleste var langt over 18 år og deres familier levede i bedste velgående.
I Danmark ved vi, at 72 procent er over 18 år, man har lov at tro procenten er endnu højere i Sverige. De er de dyreste af alle flygtninge, og svenske politikere er er begyndt at vånde sig og tale om at tillade alderstester. Hovedparten er nu fra Afghanistan, verdens 206 “rigeste” land, hvor hver kvinde får 5.33 barn. Hvordan de kan undvære en enkelt søn til Sverige, er ikke svært at forstå, så det behøver regeringen ikke nedsætte en kommission for at opklare.
Udsendelsen er et studie i svensk journalistik, man burde bruge i undervisningen på den danske journalisthøjskole. Den er så åben og ærlig, som den kan være på dette tidspunkt, og den vil givet vække forargelse blandt de mange, der afskyr sandhed under enhver form og er vant til at have regeringen med sig.
Der er nogen der har sagt, at den svenske, officielle offentlighed ikke kan have mere end én tanke i hovedet ad gangen, og holdet bag dokumentaren fornemmer rigtig nok, at vinden er ved at vende i landet. Det er tid for nye tanker efter fire årtier.
Man kommer ikke i gabestok for at sige “volymer” og Anna Dahlberg skriver helt anderledes end i 2010. Hvis Sverige skulle blive “et normalt land”, som Jan Sjunnesson arbejder utrætteligt på, mister jeg de svenske dissidenter, jeg har vænnet sådan mig til at kunne lide. De har været mit broderskab. I Danmark er det næsten umuligt at have sådan nogle.
Det är en viktig signal från rättsamhället: det är inte okej att åka ner och begå brott mot mänskligheten i andra länder, säger statsminister Stefan Löfven. Löfven om terrordomen: ”En viktig signal”
To “svenskere”, Hassan Al-Mandlawi og Al Amin Sultan fra terrorfæstet Gøteborg, tog til Syrien og skar hovedet af folk, filmede det og lagde det online. Så tog genierne “hjem” til Sverige, hvor nogen desværre for dem havde set filmene.
I dag fik de livstid i et hyggeligt svensk fængsel. I dommen hedder det, at “ofrene må have følt stor dødsangst og smerte ved at få hovedet langsomt skåret af.” At sige, at “det ikke er ok at skære hovedet af folk”, er vel århundredets underdrivelse, men det er mere end det: Det er komisk, og det er vel også sådan folk mest opfatter den hund i et spil kegler, der for tiden er svensk statsminister. På billedet der følger med artiklen, ligner han da også en melankolsk bulldog, der mest ser frem til sin næste lur. Et sprudlende, retorisk vid bliver det aldrig til med ham.
Det meste svenske politik er i det hele taget lattervækkende for tiden. I går kunne man høre Tomas Tobé (M) forklare, at hans parti nok burde have ført en anden udlændingepolitik, nemlig Sverigedemokraternes kan man formode.
– Som altid, når folk udtrykker sig primitivt, undrer man om de bare ikke kan tale, eller om de heller ikke kan tænke. I Löfvens tilfælde kan jeg ikke afgøre det. Jeg ser nu, at Per T Ohlsson skrev i november om “Mannen utan språk”:
När terrorn hade slagit till mot Paris den 13 november 2015, Frankrikes och Europas 9/11, hade Stefan Löfven detta att säga om dem som reser från Sverige till Syrien för att ansluta sig till mordmaskiner som Islamiska staten, IS: ”Det är inte okej.”
Den platta frasen, ”inte okej”, är ett av Löfvens retoriska favoritgrepp när han kommenterar allvarliga ting. Som när det för några månader sedan cirkulerade uppgifter om att Ryssland hade övat för landstigning på Gotland: ”Det är inte okej att överhuvudtaget planera sådana saker.”
5-8 november 2015: Panelists include Peter Hoekstra, Daniel Greenfield, Daniel Pipes & Bruce Thornton. Gå i al fald ikke glip af Greenfield minut 15 og Daniel Pipes minut 31. Han fokuserer på Sverige, “the most dramatic case.” Ordstyrer Stakelbeck har ikke ret i, at halvdelen af “Malmøs befolkning er muslimer,” halvdelen er indvandrere og efterkommere. Hvor mange der er muslimer, ved vi ikke, men gæt på 30 procent.
Eva Selsing: “Løkke kører os ud over afgrunden”
Politik handler om i dag og i morgen, når det går højt om i overmorgen. Det handler ikke om dine børn og deres fremtid om tredive år. Når politikere derfor ikke gør det eneste nødvendige, som de vil blive nødt til senere, er det fordi det er ubehageligt og fordi de kalkulerer med at være døde, pensionerede eller forfremmede til FN, når det ikke kan udskydes længere. Det nødvendige skriver Douglas Murray om i Migrant Crisis? Europe Hasn’t Seen Anything Yet:
“One question I ask politicians whenever I get a chance is: why do they not do now the things which they will end up having to do at some point down the line? If you speak with Australian officials who dealt with a similar refugee boat-crisis in their country last decade, they will tell you that you have to keep the migrants out of your country and dissuade others from coming….”
Eva Selsing bekymrer sig mere om sine børn og sit land end de fleste borgere og politikere. Løkke er ved at stille os over for et demografisk fait accompli, som svenskerne er blevet for over ti år siden:
Lars Løkkes svigefulde ageren og hans regerings destruktive migrantpolitik er farlig. Farlig for Danmark, farlig for vores børns fremtid.
„Willkommen liebe Mörder, fühlt euch wie Zuhause, nichts nehmen wir euch übel, Empörung? Nicht die Spur, ihr habt halt eine andere Umbringekultur“ (hele teksten)
Dette ubændige had
Af Geoffrey Cain, cand. mag. og art. i spansk, engelsk og fransk
I en interessant selvransagelsesproces spurgte Politikens Michael Jarlner, hvorfor de politisk korrekte ikke var opmærksomme på de uheldige følger af masseindvandring. Var de ikke blevet advaret? Jo da, i højeste grad. Folk som Søren Krarup og professor Ole Hasselbalch havde råbt vagt i gevær lige siden den skæbnesvangre udlændingelov af 1983, der gjorde Danmark til et åbent markland med fri adgang til alle. Og som tak blev de dæmoniseret og ganske ofte fysisk truet. Allerværst gik det ud over Pia Kjærsgaard, der hurtigt blev et symbol for ondskaben selv. Et Ondskabens Ikon.
Det skrev jeg to bøger om – den første, Ondskabens Ikon med et bidrag fra cand. mag. Preben Breds – kom i 1999, den anden, Gensyn med Ondskabens Ikon, kom i 2006. Den sidste blev stort set ignoreret, men den første, Ondskabens Ikon, vakte en del postyr. Venstrefløjen var enig om at fordømme den, men alligvel var der en vis anerkendelse af, at bogen havde fat i noget. Eksempelvis David Rehling, der alle dage har næret et ubændigt had til Pia Kjærsgaard (”det monster, der har glammet i familien Danmarks stuer…og tilmed spredt sin nødtørft”) men som alligevel kunne se, at noget var galt. I Information (10. februar 2001) måtte han efter den obligate bagatellisering nølende indrømme at
”nærværende anmelder er ikke fornøjet over de af eksemplerne, der fremstiller Kjærsgaard som morder eller luder. (…) En ubehagelig sandhed har Cain fat i, når han peger på, at der i de ekstreme fordømmelser af Kjærsgaard ligger en betydelig grad af selvgodhed og jungsk arketype-projicering af ubehaget ved inderst inde at ane sig enig med hende”.
Det der med arketyper, altså grundsymboler, bragte ham snublende nær bogens anden pointe, at de politisk korrekte fordømmere brugte – uden at ane det – de samme symboler, som nazisterne brugte om jøderne. Det vil sige, at det i virkeligheden er dem, der er nazismens arvtagere, fordi de – igen uden at ane det – har overtaget nazisternes menneskesyn.
“En million er ikke meget, i det rum de kommer fra, bor der flere milliarder…De der hjælper, hjælper altid for lidt….De unge europæere, der er dygtige og ikke ønsker “den svenske vej”, vil udvandre til Canada og Australien. De forsørger hver to hjælpeløse. Så bryder systemet sammen.”
Front National win could lead to civil war, warns French PM
Det er lovlig meget ammunition at fyre af af frygt for at tabe et valg – hvad hans parti gør. Hvis valget skulle stå mellem borgerkrig nu og senere, må man desværre foretrække den nu, hvor den kan vindes. Og hvem har da anlagt den, FN eller Socialisterne?
The rise of the Front National could lead to civil war in France, Prime Minister Manuel Valls has warned, ahead of the second round of regional elections on Sunday that could bring real power to the far-Right party.
De kunne få afkræftet deres tomme påstande på de sølle 12 minutter det tager at høre Raheel Raza remse nogle få statistiske facts op. Islams totalitære og voldelige potentiale er langt, langt større end nogle få jihadister, og tørre tal viser det. Som tingene er, er disse politikere desværre ved deres uvidenhed og nonchelance at sende os alle ud i en hidtil uset voldelighed. At sige, man føler lede ved dem, vil være for mildt udtrykt.
“Vi har fortrængt volden”
Jeg havde fat i professor Baberowski for fire dage siden – Alt hvad der er kært for os, vil forsvinde på grund af masseindvandringen – og igår havde Weekendavisen et længere interview. Hans pointer ses tydeligst i Sverige. Ingen befolkning er mere uvant med vold, og ingen befolkning er hurtigere blevet påført et højt voldsniveau. Ingen anden befolkning har en stærkere tro på civillisationens uafbrudte fremskridt. I forgårs blev en 89 årig olding banket ihjel af “en drengebande”, “Fy fan vad stryk han fick”, Tyg på den, fremskridt! Det er ikke “långsökt” at gætte, at nogle vil forbinde volden direkte med svenske politikere, og slå tilbage med vold imod dem. Hvis jeg – Gud forbyde det – var politiker, ville jeg skænke det en tanke, ikke bare hygge mig i forvisningen om, at volden rammer andre sociale lag.
»Vi står i Europa ualmindelig dårligt rustet til at håndtere volden. Problemet er kort sagt, at vores kultur de seneste årtier har glemt og fortrængt, hvad det er, og hvordan det er at leve i samfund med meget vold. Vi har simpelt hen alt for længe haft kultur med for mange illusioner om civilisationens fremskridt.
Jan Milld er dens nestor. Der er mange forfattere, bloggere og enkeltpersoner. Jeg er stolt over at blive nævnt af Milld i selskabet. Han var den første der ville publicere mig i 2002, da der var helt lukket for alternative tanker i svenske medier og internettet var meget ungt. Den oplevelse fik mig til at spørge flere gange, om Sverige mon er et demokrati. Mit svar var “nej, ikke rigtigt.” Uden ytringsfrihed intet demokrati. Man har ikke nogen offentlig debat, hvis det kun er nuancer af magtens anstændige meninger, der kan publiceres. Man har et teater, en kulisse, hvilket netop er grunden til, at Sverige er kørt så langt ned i grøften. Men en fungerende presse, kunne det ikke have ladet sig gøre.
I dag er min version af det, i færd med at blive den almindeligt accepterede, jeg kunne have skrevet Expressens ledere. Men de der taber mest prestige spræller endnu, og de sidder endnu på den politiske magt. De prøver tvunget af nødvendigheden at omfortolke den, det er hvad der sker i øjeblikket. Man skal være en slem idiot, for at have tillid til dem.
Først idag er der noget videre rammer for svensk opinion, men den kontrol der stadig er, skal sikre at alle dem, der tog katastrofalt fejl, og godt kunne lide at lukke munden på os de var uenige med, ikke mister magten af den grund. Deres dagsorden er gennemført, så enhver nok så rigtig kritik kommer nogle årtier for sent nu. ‘Nu høster enhver svensker frugterne af et dysfuntionelt demokrati og af journalistikkens aktive angreb på det frie ord: Velfærdsfallit, mord og voldtægt og senere måske endnu værre: Borgerkrig.
Idag har landssviger og antidemokrat numero uno fået et nyt, prestigefyldt job. Der er nogle, der altid flyder ovenpå, og det er den folkelige flegma, der overhovedet gør det muligt. Reinfeldt var den største af syv syndere siden 1975, men han slipper af krogen. Löfven sidder med hans abe, fordi han ikke havde analyseevne nok til at sige nej til jobbet. Det goda Samhället skriver i dag: I Fritt Fall:
