Af Robert Redeker, Le Point, 10 januar 2015
Tag ikke fejl: Som Giordano Bruno og Giulio Cesare Vanini, der blev brændt levende på Inkvisitionens bål i 1600-tallet, således døde Charb, Cabu, Wolinski, Maris og Tignous fra Charlie Hebdo en heltedød. Det samme skete med Georges Politzer, den kommunistiske filosof og modstandskæmper, der blev henrettet i fæstningen Mont Valérien (i Paris-forstaden Surenes, o.a.) i maj 1942, mens han sang la Marseillaise.
De døde som helte, og de døde for os præcis som modstandsfolkene fra 1940 til 1944. De døde for at vi kunne fortsætte. Også de to politifolk, som vi ikke skal glemme, døde som helte og for os.
De døde helt åbenlyst for friheden. Alligevel undgår kommentarerne at sige, at de døde for Frankrig – for en bestemt opfattelse af Frankrig som et åndfuldt land med en strålende, boblende og uafhængig intelligens. “Ånd” er et ord med en særlig mening i Frankrig. Det er meget forskelligt fra en filosofisk, metafysisk eller teologisk mening. Betydningen fremgår af udtrykket “åndrig”. La Bruyère, La Fontaine, Voltaire, La Mettrie, Vauvenargues, Rivarol havde ånd, som også udfoldes i fransk samtalekunst.
Charlie Hebdos tegnere, der faldt for obskurantisters kugler, var denne ånds arvtagere. De videreførte denne tradition og det, der er mest originalt i Frankrigs åndsliv.
Der er ingen tvivl om, at morderne hadede Frankrig som en åndfuld civilisation. Eller rettere: De hadede de to Frankrig’er. Det ene er knyttet til en tro, som de afviser – d.v.s. det kristne Frankrig, som har sine rødder i kong Klodevigs dåb (for halvandet årtusind siden, o.a.). Det andet er den åndrige intelligens, der sætter ordenes ild og jern til de ømme punkter – sådan som det blev gjort af Voltaire, de La Mettrie, Guitry og Charlie Hebdo.
Fortsæt med at læse “Frihed til at gå for vidt”