Mehdi Nemmouche kunne have slået til i København eller Stockholm, han rejste frit i EU efter et år i Syrien. Der er over 2000 jihadister fra Europa. Man ser for sig umuligheden af at kontrollere dem, tilstanden er pt., at ingen kan garantere os beskyttelse os imod dem. Der er ikke politisk vilje til det, og tilsyneladende heller ikke ressourcer.
Læg dertil, at militæreksperter mener, Syrien kan vare lige så længe som den libanesiske borgerkrig, så er der ingen grænse for, hvordan denne sikkerhedstrussel kan vokse Europa over hovedet.
Måske skønner Thorning og Vestager, at de godt kan overleve nogle håndfulde døde jøder politisk, Hollande var jo ikke for alvor rystet forleden. Måske var de mere optaget af Løkkes boxershorts, jeg er ikke inde i hovedet på dem.
Den danske regering har nålen i samme rille, så skulle potentielle mål være advaret. Antallet af mennesker, der skal leve som Vilks, Westergaard eller Hedegaard, blev pludselig eksponentielt udvidet med mordene i Bryssel, der er 6000 danske jøder, men hvem ved, måske bliver målet en bøsse-natklub. Et enkelt magasin fra en AK-47 kan være et kraftfuldt statement i et lukket lokale. Portræt af det næste årti. Regeringspartierne afviser yderligere stramninger.
-Vi tager allerede problemet med Syrien-krigerne meget seriøst og gør alt for at forebygge, at folk tager af sted og overvåger dem desuden massivt, når de vender hjem, siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, til Information.
“Här i Sverige är debatten så banal så man vill gråta”
Weekendavisen var tidligt ude med et stort interview om Göran Adamsons bog, det var Idus Martii i år: »Svensk mångfaldspolitik er totalitær«. Intellektuelt ledende svenske aviser og tidskrifter har været tavse, som de altid er, når der er noget der udfordrer deres provinsielle verden. Det er så anstrengende at tænke og gøre rede for sine tanker og forsvare dem, hellere messe vers fra den ny-svenske koran. I dag tager lokalavisen Limhamn-Bunkeflo mod til sig, to måneder og nitten dage efter Weekendavisen, thi også svensk presse er alt andet end uafhængig af magten. Det er, hvad der tilsyvende og sidst besegler Sverige skæbne – hvad end den bliver.
– Eftertänksamhet, kritisk reflektion, en prestigelös diskussion, själva kärnan i all akademisk verksamhet, hade försvunnit ut genom fönstret. ”Mångfald i högskolan” och dess konsekvenser är ett bevis för att den akademiska världen i Sverige inte står självständig från den politiska makten. Ett förhållande som annars förknippas med totalitära samhällen, säger Adamson.
Och detta ignoranta, naiva förhållningssätt är typiskt för det exotiserande vi möter i alla möjliga sammanhang numera. Man romantiserar den etniska minoriteten och pratar bara om god mat och dans, men de tråkiga sakerna håller man tyst om – hederskultur, antisemitism, intolerans, övergrepp mot homosexuella, synen på sekularism, på jämställdhet.
– Ett debattklimat liknande det som finns i andra länder. Vi behöver inte rikta blicken längre än till Norge. Jag är inbjuden till ett seminarium där av norska LO för att prata om min bok. Där ser de min kritik som progressiv och vänster. Men här i Sverige är debatten så banal så man vill gråta. Sociolog på Malmö högskola kritiserar multikulturen – från vänster






