Personer med utländsk bakgrund utgjorde 28 procent av befolkningen 2013. Att jämföra med 20,5 procent år 2000. Att det är två diagram beror på att SCB numera definierar begreppen utländsk och svensk bakgrund annorlunda än tidigare (se fotnoter nedanför diagrammen), detta för att massinvandringens effekter på demografin ska framstå som mindre dramatiska. Affes vill ärligt redovisa siffrorna för båda sätten att räkna.Affes Statistik-blogg Folkutbytet ångar på, Affes tar pulsen på folkutbytet
Lyd: Kultursociologen og den frafaldne jihadist
Radikalisering 1 og 2 Morten Storms første foredrag i Danmark. PET må være løbert tør for beskyttelseskroner, for Storm måtte selv medbringe sikkerheden, en stærkt tatoveret mand. Bare en regibemærkning til de næste, der bliver dødstruede af islam. (Snaphanens optagelse fra lørdag)
Det er tid for å gjøre opp status og spørre: Bak styresett som ikke fungerer, er demokratiet selv i forvitring? Det tok bare 250 år før demokratiet gikk i oppløsning i det gamle Athen. En helt ny styreform var oppfunnet der folket styrte seg selv.
Den statsforfatningen viste seg mektig og effektiv. Velstanden økte, trusselen fra perserne ble avvist og Athen etablerte seg som den ledende makt i den kjente verden. Tidens prestasjoner i arkitektur, filosofi og kunst blender oss den dag i dag. Men da privilegier, korrupsjon og vanstyre fikk fotfeste, gikk lyset ut.
Det skulle ta 2000 år før demokratisk styre ble oppfunnet på nytt – i den amerikanske forfatningen – nå som representativt demokrati. Igjen viste folkestyre seg å være genialt. USA steg til ledende verdensmakt – økonomisk, kulturelt og militært. I Europa ble de autoritære monarkiene og fascistiske og kommunistiske diktaturene overvunnet i tur. I løpet av de siste tiårene har demokratiet spredt seg i verden slik at de gjenværende diktaturene nå utgjør en minoritet av nasjoner.
Det andre demokratiske eksperimentet er nå snart 250 år gammelt. Det har vært like vellykket som det første, men lærdommen fra Athen er at suksess ikke avler suksess. Demokrati er en styreform som må forvaltes med besluttsomhet og som vil forfalle om det ikke næres. I vår tids ledende demokratier, USA og Storbritannia, er det nå forfall. Det er ikke nok å si at disse systemene kan forfalle, de er i forfall. Om lyset går ut i mønsterdemokratiene, vil ikke demokratisk styre overleve i resten av verden. [..]
Lærdommen fra Athen er at suksess avler overmot. Folk, særlig de privilegerte, sluttet å bry seg og demokratiet ble forsømt. Det er nå seks år siden finanskrisen startet. Erfaringen fra mønsterdemokratiene så langt er at de privilegerte ikke evner å bry seg og at vi denne gangen ikke har klart å lære. Krisen startet da et avregulert finansvesen i USA og Storbritannia kom ut av kontroll, men kontroll er ikke blitt gjenopprettet. Økonomisk ulikhet videreføres til politisk ulikhet, og videre til forringelse av makt og kapasitet i styringsvesenet. Høyesterettsdommer Brandeis tok ikke feil. Han var bare forut for sin tid. Demokrati er ingen naturlig styreform
When the political and social circumstances started to turn against him, the Muslim born author fled his Islamic country, after which he traveled for several years before finding refuge in Europe. Because he lived two lives, of which the second one was in the Netherlands, he observed the Dutch and their charming behavior, misplaced optimism, and disorientated urge for responsibility from an angle where they themselves were blind.
The author shows that the Dutch, if they don’t adjust their policy regarding Muslims and set a drastically different course, will be repressed by the culture of Islam. In a worst-case scenario, they will have to admit they literally gave their already small country away. The author sheds light on the subject from different sides and clarifies with many examples that a seemingly far-fetched speculation is actually already materializing in the foreseeable future.
Whosoever reads the references to the evolution of mankind, to the argument about various forms of discrimination, and to the naivety of the Dutch, as well as the detailed explanations regarding the mentality of the Muslims, illustrated with quotes from the Koran, “Though if they oppose you, then kill them,” shall not only reconsider their own position in society opposed to the Muslims, but also look differently at the reflection in the mirror, this time with the eyes of the author, who possibly, because he basically writes against himself, could be seen as truly objective. As a side note, the author kept his true identity and location confidential, afraid to make the same mistake as author Salman Rushdie. The Land Of The Fools, The Downfall Of The Netherlands.pdf
Impromptu(fr., af lat.: in prómptu, i beredskab), egenlig det samme som improvisation, et øjeblikkeligt indfald, benyttes bl.a. som betegnelse for en art musikstykker, der gør indtryk af at være let henkastede øjebliksfostre og derfor ikke gør fordring på særlig streng udarbejdelse eller sluttet form; altså omtrent det samme som fantasistykker. Betegnelsen impromptu finder særlig anvendelse på klaverstykker af blandt andre Chopin og Schubert.
Ingrid Carlqvist forlader Sverige
Jag har tvekat fram och tillbaka – stanna i Sverige och kämpa mot vansinnet eller fly galenskapen för att kunna betrakta den på avstånd? Nu har jag bestämt mig. Adjö, Sverige – jag drar. Det går inte att leva i ett land där dissidenter behandlas som psykiskt sjuka och där myndigheterna vill spärra in samhällskritiker på institutioner.
Det är den dåliga nyheten. Den goda är att jag kommer att fortsätta granska det svenska vansinnet – men från andra sidan Öresund. LEDARE: Adjö, Sverige – mig får ni inte stämpla som psyksjuk (se de 42 kommentarer)
Martin Aagård (Aftonbladet) är smartare. Han understryker att Park förmodligen är den första svenska konstnär som har hamnat inom lås och bom på grund av sin konst. Ja, det är inte vanligt och vill man spetsa till det kan man säga att på senare tid har Sverige och Ryssland utmärkt sig genom att frihetsberöva konstnärer som protesterar mot etablissemangets politik. Aagård som någonstans ser att den vilda friheten äger något sympatiskt får dock avvisa Park som medspelare i det högerextrema lägret.
Men det finns lite mer. I konsten har man hamnat i det något besynnerliga läget att konsten hyser ungefär samma politiska korrekthet som etablissemanget, konsten blir alltså en statens tjänare vilket är något man inte är van vid (ännu lustigare att armkroken med staten utgörs av högersidan). Av tradition har konsten alltid befunnit sig i opposition mot de solida konventionerna men nu tycks det som om att granska makten har mist sin sälta. Om man antar att Parks intresse, för att inte säga besatthet, ligger i att utmana det politiskt korrekta, kan det förefalla att vara ett rimligt konstprojekt även om det naturligtvis kolliderar ofantlig med konstens rådande konsensus. Han strör omkring sig otidigheter av värsta sort och gör sig omöjlig i de flesta konstkretsar genom att konstant ge sig på de politiska ideal som föresvävar konstvärlden liksom världen utanför.
Det finns en hel del konstnärer som har haft fel politisk inriktning och som har gett uttryck för sådana ståndpunkter i sin konst. Man kan erinra om Marinetti och Ezra Pound som hyllade Mussolini eller Dali som beundrade Franco. Samtliga har blivit storheter i konsthistorien.
Fotografiets fortryllelse
Still-fotos har ikke rigtig nogen opmærksomhed i en tid, overmæt af billeder. Jeg insisterer på dets betydning. Billeder som ikke prætenderer at være kunst, skal stadig kunne påvirke og bevæge os. Ikke foto nr. 10 mio af Obama, Putin, Løkke eller Thorning, ikke barbarernes billeder fra Syrien, men de andre billeder, de sansede. Dem man tager to af på et godt år.
Jeg tog et her, der bliver ved med at forfølge mig, og et andet her, der dog var en ren foræring, jeg ikke skulle gøre nogen indsats for. Måske har jeg taget andre. Der er naturlyrik her og her, men det er noget andet.
Hvorfor er det bevægende? Billedet kan noget, ord har det vanskeligt med. Jeg kan ikke svare på spørgsmålet, uden at begive mig ud i noget tvivlsomt fotofilosofisk, som Roland Barthes har gjort bedre. Øjet og hjernen bag er tilstrækkeligt til hverdagsbrug. Folk er ikke interesserede i fotos nu om stunder, der er for mange af dem. Jeg er ret ligeglad med dem. Jeg er interesseret.
Dette er et billede af menneskelig ukuelighed på den tragisk tænkelige baggrund. Det er muligvis mere end det, men så skal man vende tilbage til det og blive ved det. Hver gang jeg ser det, giver det nye associationer.
Er hun ikke klædt i det tøj, børn var i Danmark i 50’erne? Kysser hun soldaten, eller hvisker hun noget til ham på fransk, som han ikke forstår? Og hvad siger hun? Lever hendes forældre? Hvordan kan de tale sammen? Hvor passer schæferhunden i baggrunden ind? Hvorfor er den så årvågen? Alt det usigelige og ubesvarede er fastholdt i det øjeblik på et sort-hvidt negativ for 69 år siden.
Som PET-agent var han blandt andet involveret i en mission til at efterspore Anwar al-Awlaki i Yemen, og til at videregive oplysningerne til CIA. Storm hævder, at han skulle have skaffet en kone til al-Awlaki. Kvinden, der var fra Kroatien, skulle i sin kuffert have haft sporingsudstyr, som skulle tjene til at afsløre al-Awlakis opholdssted, når hun var kommet Yemen. Storms historie støttes af en SMS, som angiveligt skulle være sendt af PET’s føringsofficer, med teksten “Tillykke bror, du er lige blevet rig, meget rig”. Historien støttes desuden af, at Storm har et billede af de 250.000 dollars, der skulle være dusøren for oplysningerne.Den 30. september 2011 blev Awlaki dræbt i et amerikansk droneangreb efter at været blevet lokaliseret.Morten Storm, PET agent.
A Jewish teacher was savagely beaten by a group of Arab men in a brutal anti-Semitic attack in Paris. The attackers – who shouted “death to the Jews” and “filthy Jew” during the assault – broke the victim’s nose and drew a swastika on his chest after tearing open his shirt.
Hvis man vil koge sovsen helt ind, kan man sige at Hitler fik udskiftet Europas jøder med muslimer. Set under den vinkel, går multikulturalisterne i Hitlers fodspor hvad angår de få tilbageværende jøder. Deres muslimske klienter sørger for, at pogromen ikke dør ud. Jeg vil benytte den triste anledning til at gøre opmærksom på et tidsskrift af høj kvalitet. Mosaic Magazine, som jeg selv læser. Og nej, jeg er ikke jøde, men jeg er sandelig heller ikke antisemit, som Klaus Wivel så frisk påstod.
Først troede jeg, han var i ond tro. Nu hælder jeg til, han ikke anede hvad han skrev om. Der er så meget ukvalificeret vrøvl i omløb, også i Weekendavisen. Om jeg er “et af de mest rabiate højrefløjssites i Danmark”, vil jeg overlade til hver enkelt at bedømme. EXPO mener det, men hvor mange i Danmark udover Klaus Wivel og ‘antifascisterne’?
Man havner nok der, at når man dokumenterer islam, og ikke bryder sig om det man ser, er man højrerabiat uanset man går ind for fri hash og heroin til hårdt ramte, prostitution, promiskuitet, ytringsfrihed for Hizb ut Tahrir og kommunister, homoægteskaber, velfærdsstaten, udflippet kunst og kunststøtte, public service, forsvarer jøder, kristne og homoseksuelle, så er man ‘rabiat højre’ alligevel. Etiketten er til at leve med, det er i al fald gået hidtil.
Jeg synes dødstrafsdiskussionen er interessant, selvom den har været død i Danmark i mange år. Jeg er fra tidlig tid formet af Camus’ Reflections on the Guillotine og Orwells A Hanging, men de er skrevet i samfund, der ikke længere er de samme og ikke har de samme forbrydere. Den indflydelse bevirkede i mange år en automat-modstand imod dødsstraffen hos mig.
Men skulle Eichman og von Ribbentrop, Kaltenbrunner, Keitel og Rosenberg ikke være hængt, skulle Vidkun Quisling ikke være skudt? Skulle Auschwitz-bødlerne ikke være hængt? Hvor går den nedre grænse for dødstrafmodstanderne, hvis der findes en? Hænger modstanden rationelt sammen, eller er den emotionel? Er den lige så lidt forankret i virkeligheden, som den ubetingede pacifisme?
Jeg mener som bekendt, at Breiviks forbrydelse er så monstrøs, at når han er kendt tilregnelig i juridisk forstand, hvad der sandt at sige kan diskuteres, er det ikke nogen samfundsmæssig dyd, at man ikke afliver ham på en venlig og human måde. Det er dog en ikke-diskussion. Hvor længe ville han overleve, hvis han blev sluppet ud fra sin treværelseslejlighed med fitness-room nu og blev udsat for, hvad den almindelige Ola Nordmand mener om ham?
DR viste et meget interessant program om dødsstraffen, der ikke kan anbefales nok: Robert Blecker ønsker mig død. Her er alle de udfordringer til tanken, vi nu undviger ved at indtage det standpunkt, at dødsstraffen tilhører et lavere civillisatorisk udviklingstrin. Den dødsdømte børnemorder i programmet, som hellere end gerne vil henrettes, forekommer mig klogere end juristen, der også går ind for dødsstraf på en særdeles reflekteret måde. Den dødsdømte er praktiker, juristen er moralist, men deres diskussion er interessant.
Ved ikke at holde spørgsmålet åbent for debat, mener jeg vi begrænser vores stilling, som medlemmer af et samfund, vi er parate til at forsvare, og desuden mener jeg, multikulturen kommer til at sætte vores dødsstrafmodstand under stadig hårdere tryk. Multikulturalisterne vil komme til at fremme alt det, de mest afskyr.
Hvis ‘svenskerne’, der ville myrde så mange ansatte på JP og Politiken som muligt, og kaste deres hoveder ned på Rådhuspladsen, var lykkedes og havde overlevet, skulle de så have siddet 20 år i et komfortabelt dansk fængsel på skattebetalernes regning, eller skulle de have lidt den skæbne, enhver mand m/k på gaden ville mene, de fortjente?
Retsvæsnet skal balancere imellem hvad der er internationale idealer, og folkelig opfattelse af retfærdighed. Det skal forstå forbryderne, men den skal også imødekomme et legitimt krav om hævn, som er nødvendigt for at en retsstat overhovedet kan nyde tillid. Spørgsmålet er, om den gør det og kan fortsætte med at gøre det. Derfor introducerer jeg igen diskussionen om dødsstraf. Den er anfægtende, og ingen vil have den. Mig generer den ikke, men så kan man jo altid blive ‘kontroversiel,’ ved bare de mest spagfærdige argumenter for dødsstraffen.
Er det rimeligt, at Anders Behring Breivik skal have lov at leve 50 år endnu i en verden, han har berøvet 77 unge mennesker? Jeg mener det ikke. Min retsfølelse siger mig, han skal lide samme skæbne som dine ofre, hvis han ikke er sindssyg. Han bør ekspederes ud af den. Vi er ikke mere agtværdige mennesker, ved ikke at gøre det, vi sætter en grænse for, hvilket barbari vi vil tolerere.
Diskussionen handler formentlig, hvis vi overhovedet havde den, om hvorvidt vi bliver barbarer ved at slå barbarer ihjel, eller om vi tværtimod forsvarer humaniteten også når det gør ondt. USA eliminerede Bin Ladin eftertrykkeligt, ikke mange havde nogen problemer med det. Jeg mener ikke, det pletter os, selvom man naturligvis skal være anfægtet på sit lands vegne. Det er ikke så ligetil, at slå folk ihjel, som det var for Breivik. En stat skal tænke sig om, men den skal også kunne forsvare sig. Det er en afvejning, der ikke kan afgøres en gang for alle, den er kronisk til stede, og må justeres efter forholdene. Norge har ikke justeret sig, de har end ikke bevæbnet politiet oven på Breiviks massemord.
Man skal ikke henrette den almindelige, affektstyrede hustrumorder, men man må overveje at applicere dødsstraffen på ekstraordinære forbrydere, som juristen i DR programmet også siger: “Vi bør henrette i USA, men efter langt snævrere kriterier.” USA henretter i global sammenhæng meget få, for mange efter min smag, men ikke nok til, at jeg kan fordømme dem.
Richard Kuklinski myrdede iskoldt over 200 mennesker for penge, men han fik lov at dø en naturlig død i fængsel, fordi New York ikke har dødsstraf. De mange ofre for hans uhæmmede psykopati, havde sikkert gerne set, at staten havde påtaget sig at gøre det af med ham.
Richard Kuklinski var morder for maffiaen fra 1948 til 1986, og slog over 200 mennesker ihjel, ingen ved helt hvor mange. Allerede inden han blev betalt for at dræbe, havde han han dræbt næsten 100 mennesker. Fuldstændig lidenskabløst, uden anger, uden frygt. Ikke som en seriemorder, der føler en seksuel eller sadistisk lettelse og fryd ved at slå ihjel. For Kuklinsky var det bare en opgave mindre, en ubehagelig forhindring mindre. At myrde, var som at gå til bageren efter morgenbrød, et lille job som ethvert andet. Han følte intet ved at myrde. Han var normalt begavet, måske over middel, og kunne indgive omverdenen et normalt indtryk, undtagen når hans heftige temperament tog over. Han dræbte med pistol, gevær, cyanid, kniv, armbrøst, hængning, ild – endda ved at lade rotter langsomt fortære ofret levende, det sidste indgav ham en smule ubehag. Langt inde fandtes resterne af noget menneskeligt.
Norsk TV fra min. 26.30. Hvis man vil høre Nina Hjerpset-Østlie, Bjørn Stærk og hvad vi i Danmark ville kalde den venstreekstreme journalist Øyvind Strømmen, kan man hoppe på lidt før. Vilks får meget ud af sine få minutter, han kan mediet, men det er TV og tungen ud ad vinduet, man skal ikke vente sig for meget. TV journalister tror selv stadig de er vigtige. Det er de heldigvis ikke, det er 25 år siden. Masser inkl. undertegnede, ser aldrig TV bortset fra en Deadline på laptoppen i ny og næ. Jeg møder af og til en tv journalist på gaden i kvarteret, jeg genkender til nød deres ansigter, men jeg aner ikke hvad de hedder eller hvor de arbejder. Vilks skriver selv om programmet:
Bland gästerna fanns Bjørn Stœrk, som är skribent på norska Aftenposten. Han har ett stort intresse för yttrandefrihet och har även skrivit en bok i ämnet, Ytringsfrihet som kom ut i fjor. Han har en uttalat liberal uppfattning om yttrandefrihet. Hans artiklar finns samlade här. I Sverige skulle det vara omöjligt att finna en så frispråkig herre i någon av våra ledande dagstidningar. Norskt och svenskt skiljer sig något åt och en del av svenskarna har inte helt oväntat sett sig själva som de överlägsna.
Yttrandefriheten och Dan Park har utvecklat sig till en såpa i tiden. I det senaste avsnittet har Park blivit häktad och åklagaren aktar att kasta honom i fängelse (se här och här). Eller som engagerade jurister ibland formulerar sig ”Du hamnar i spjället!” (en gång för ett bra tag sedan riktat mot mig för mina äventyr på Kullaberg). Man kan tycka att Dan Park borde komma undan genom att han har lite andra avsikter än ”hets mot folkgrupp”. Men denna populära paragraf tycks bygga på att det räcker långt länge med misstanken. I detta läge kan man undra var alla entusiaster för yttrandefriheten håller hus. Inte för att de nödvändigtvis skulle tala för Park, de kunde åtminstone skriva något om hur man skall göra gränsdragningar om vad som är acceptabelt eller inte. (Vilks skriver mere om Dan Park her: Ett överskridande med alltför mycket råge.)
I forbindelse med publiseringen av den danske versjonen av hennes bok om Anders Behring Breiviks massakre var Åsne Seierstad den 26. mars 2014 i samtale med sin danske forfatterkollega Carsten Jensen på Det Kongelige Bibliotek i København. Diskusjonen mellom dem hadde sine interessante momenter, blant annet når det gjaldt Breiviks psykologi, oppvekst og det norske samfunnets og politiets manglende terrorberedskap i 2011.
Carsten Jensen har tidligere uttalt at Anders Behring Breiviks forbrytelser var så uhyrlige og hadde et slikt omfang at han begynte å tvile på sin egen prinsipielle motstand mot dødsstraff. Akkurat dette ble ikke diskutert denne gang. Det var likevel noen diskusjoner om ondskap. Kanskje enkelte mennesker velger å gjøre det onde, selv om de hadde andre mulige valg?
Åsne Seierstad og Carsten Jensen er relativt intelligente og artikulerte personer, selv for dem som ikke deler deres politiske synspunkter. Likevel var noe av det mest interessante ved deres møte det som ikke ble sagt eller bare kort antydet.
Åsne Seierstad gjorde til dels narr av de første rettspsykiaterne som mente at Breivik lider av paranoid schizofreni. Dette på tross av at hun selv kvelden før uttalte til dansk TV på DR Deadline at ABBs mormor hadde psykopatiske trekk, og nok var schizofren i tillegg til dette. Denne påstanden underbygges av andre kilder. Hun utviklet stadig sterkere paranoide vrangforestillinger i voksen alder.
At nære slektninger av Anders Behring Breivik i direkte genetisk og sosial linje kan ha hatt samme lidelse som ABB først ble diagnostisert med er en meget vesentlig opplysning. Mange forskere tror at genetisk og sosial arv kan gjøre visse personer mer disponert for å utvikle paranoid schizofreni. Dette betyr at Seierstad ignorerer de mulige konsekvensene av informasjon som hun selv fremsetter.
Åsne Seierstad har vært i land som Irak og Afghanistan. Hun burde ha innsikt i noen av de mer militante og undertrykkende aspektene ved muslimsk kultur. Hun sa selv under debatten i København at tsjetsjenske muslimer bokstavelig talt synger vuggesanger til sine barn om at når de blir store så skal de skjære over strupen på russere. Dette utsagnet utløste tilløp til latter i salen.
Verken Åsne Seierstad eller Carsten Jensen stilte derimot det neste logiske spørsmålet: Hva slags mulige konsekvenser har det for de nordiske landene og resten av den vestlige verden at vi nå masseimporterer personer med en slik mentalitet hit, om at ikke-muslimer skal bekjempes og kanskje drepes?
For øyeblikket er det en rekke muslimer som reiser til Syria for å delta som jihadister i den brutale borgerkrigen der. Det blir regelmessig publisert videoer på internett der muslimer i Syria skjærer over strupen på eller halshugger sine fiender. Dette er altså ikke et spørsmål som er av bare teoretisk interesse.
Slike temaer ble ikke berørt i samtalen mellom disse to forfatterne. Seierstad refererte ukritisk til innvandrings- og islamkritiske miljøer som “ekstremister”. Hun fremhevet at Breivik er spesiell, en utpreget narsissist og trolig psykologisk skadet som barn av sin mor. Hun mente likevel at han er en rasjonell, politisk terrorist.
Åsne Seierstad nevnte videre Carl I. Hagen, som var formann for det norske Fremskrittspartiet fra 1978 til 2006. Hun mente hans retorikk er tilnærmet identisk med Breiviks retorikk. Hun fikk ingen kritiske motspørsmål til dette fra Carsten Jensen. Han har selv fremhevet Dansk Folkeparti og deres kritikk av muslimsk innvandring som en del av bakteppet for Breiviks massakre.
Dersom man tror på Åsne Seierstad og Carsten Jensen er det liten grunn til å frykte muslimsk innvandring. Derimot er det stor grunn til å frykte påståtte ekstremister som advarer mot negative konsekvenser av muslimsk innvandring.
Jeg har det jo lidt vanskeligt med ham, som jeg også skrev i Glistrup 1926-2008. Glistrup ‘ ville ikke det han kunne, og kunne ikke det han ville’, skrev jeg. Jeg skrev også, at han var en højtfungerende autist, hvad jeg stadig mener. Allerede i 1973 havde jeg det svært med ham, men det er et rigtig godt radioprogram af 24-7 at blive klog af.
Naturligvis knuste en forvildet stat Glistrup, og naturligvis inviterede han staten til at knuse sig. I 37 år kæmpede han mod systemet, han sammenlignede sig selv med doktor Dampe, og han endte som en sørgelig karrikatur, som en dokumentar fra hans sidste år viste nådesløst. Man kan se filmen om Spies og Glistup her, sådan ikke helt autoriseret. Den er ikke bare underholdende og velspillet, den er også tankevækkende. Glistrup mobiliserede en folkelig strømning, han ikke selv forstod og ikke kunne udnytte. Han fik alt serveret på et fad, og formøblede insisterende det hele.
Hvordan fornuftige mennesker kunne blive fremskridtsfolk, går stadig noget over min forstand, og alligevel har han et uægte barn i Norge, der ganske vist ingen lighed har med faderen. Anarkisme bliver aldrig main-stream, men det er svært ikke at føle med mennesket Glistrup i hans uhjælpelige Sisyfos-kamp. He fought the law, and the law won.
En diskussion? Nu beder jeg Dem, Fru Heilbunth!
Det er der som bekendt rigtig mange i Sverige, der slet ikke er intereserede i. Se Aftonbladets og Expressens politiserende ævl, se endda Svenska Dagbladets 70 faste kolumnister, der er ansat som et værn imod den folkelige stemme. Plebs skulle nødigt mene noget i det svenske teaterdemokrati, de 70 er en angst for folket illustreret.
Bare hør på den snart forhenværende statsminister Reinfeldt eller den kommende Stefan Löfven. Af og til, har jeg tænkt over den svenske muskétered, ikke at samle de hundredetusinder ‘fremmedfjendtlige stemmer op’, der må friste enhver levebrødspolitiker. Man kan se musketéreden virke i praksis her.
Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvad den drejer sig om. Man siger rigtignok “Together we stand, divided we fall,” men svenske politikere har lovet hinanden, at de vil falde i samlet flok, og ve den, der svigter. Ve den, der bryder falanksen, han bliver smidt ud af Moderaterna, hvad der sker hver måned.
Det er i det lys, man skal tolke den kommende valgretorik, også fra medierne, naturligvis, som er deres tro tjenere, prostituerede, politiske og luderkarle og frøkener. Den svenske politiske elite har tænkt sig at gå under i samlet flok. Det er vældig flinkt af dem.
Det egentligt nye her, er at dissens overhovedet når frem til DN Debatt. Iraneren Tino Sanandaji, PhD University of Chicago och forskare vid Institutet för Näringslivsforskning, er ligeglad med statsministerkandidaterne i ”Undermålig rapport motar inte främlingsfientligheten”:
I en artikel på DN Debatt (21/3) menar nätverket ”Oss alla” att detta i själva verket är myter. Artikeln bygger på en gemensam rapport av tankesmedjorna Reforminstitutet och Arena Idé, kopplade till Svenskt Näringsliv respektive LO. Det vore skönt om dessa samhällsproblem bara vore myter. Så är dock inte fallet.
Elever fra Åsedaskolan i Småland i Sverige blev mandag præsenteret for teaterforestillingen Smålands mörker, men forestillingen endte i tumult og vandalisme, da flere elever gik amok, fordi de følte sig krænkede over en sekvens med tegnede billeder af nøgne kroppe og kønsorganer.
Da billederne af de nøgne kroppe og kønsorganer blev vist, blev nogle af eleverne så oprørte, at de forlod lokalet. Siden vendte de imidlertid tilbage og begyndte at vandalisere lokalet samtidig med, at de skreg. Stemningen blev ifølge Sveriges Radio så aggressiv, at skuespillerne måtte føres i sikkerhed, og politiet tilkaldes.
My opinion as a Norwegian is that Mr. Stoltenberg is personally unsuited for the task of being the Secretary General of NATO. Assigning him the job will further weaken the organization. Yes, this is mainly a symbolic position with limited power. However, the world is full of symbols because we realize that symbols can be important in real life. Elevating Jens Stoltenberg to such a position would send out the wrong signals.
For instance, it is a documented fact that Jens Stoltenberg was one of quite a few left-wing politicians in Western Europe who had a file with the KGB because they considered him to be a friendly contact. There are no indications that he did anything that was outright illegal with these friendly talks, but they were certainly unwise and reflect poorly on his character. The KGB was the secret police of the totalitarian entity known as the Soviet Union. Back then it was NATO’s primary enemy and a very real military threat. It would look strange if a man who was classified as a friendly contact by NATO’s primary enemy a generation ago were to become head of NATO today. Moreover, as Norwegian Prime Minister, Jens Stoltenberg has in recent years been very weak in dealing with Islamic aggression.
I Sverige begås enligt BRÅ minst 36.000 våldtäkter per år. Över 100 om dagen! Det är en ökning med 1000% på 20 år. Mörkertalet, 80-90%, vågar man knappt tänka på. Detta kan inte förklaras av att lagen 2005 ändrades så att fler brott betraktas som våldtäkt. Internationell forskning ger heller inget belägg för att det skulle skett någon ökning av anmälningar just i samband med lagändringen.
Enligt FN:s statistik begås i Sverige 53,2 våldtäkter per 100.000 invånare. I Norge är siffran 19,8, i Finland 17,2, i Danmark 7,3, i Japan 1,2. I Norge är man som bekant mer ärlig i debatten. Den norska polisen meddelar att ALLA överfallsvåldtäkter i Oslo begicks av invandrare under den senaste perioden. Liknande uppgifter finns i Danmark. Det är svårt att tro att det skulle vara annorlunda i Sverige.
Kvinnor levde tryggare i Sverige på 1200-talet än i dagens samhälle. Birger Jarls kvinnofridslag utkrävde mycket stränga straff för våldtäkt. Gärningsmän dömdes till förlust av egendom, vanära och fredlöshet. Bara att kalla någon för hora kunde leda till dödsstraff på den tiden.
Som far och morfar blir jag rasande när detta går upp för mig. Att våldta svenska kvinnor för att demonstrera sin kulturella överlägsenhet är ju en skamlöshet utan motstycke. Lägre kan man inte falla. Det är ju inte bara en fruktansvärd förbrytelse mot svenska kvinnor. Det är en krigsförklaring mot hela det svenska folket och ett utstuderat hån mot svenska män som inte kan försvara sina kvinnor i ett samhälle där själva problemet förnekas och därmed i stor utsträckning tolereras – ja t.o.m. uppmuntras genom denna ofattbara flathet och godtrogna bortförklararanda.Kalla mig rasist men… här går gränsen för tålamodet!
I Sverige er der en ekstrem mørklægning af, hvem der begår voldtægterne. I ubemærkede delstudier er sandheden dog sluppet ud, 80 % er tilvandrede. I Norge og Danmark er der mere åbenhed, skønt ikke helt. Man er ikke en politiker med røde ører, uden at man laver et cover up, der måske holder ens tid ud.
I Danmark blev 67 % af voldtægterne på landsplan og 75 % i København begået af indvandrere i 2004. Daværende justitsminister Lene Espersen lovede en etnificeret kriminal- og voldtægtsstatistik, men det blev hurtigt ‘glemt’, og ingen konservativ top-kvinde er mig bekendt blevet voldtaget siden da, hvad der kan skyldes glemsomheden.
Det er en barok tanke, at de Radikale og Politikens feminismeparadis er landet, hvor man gør alt for at mørklægge rekordstore voldtægtstal og hvor man ikke kan beskytte kvinder imod det mest elementære af alle overgreb og krigserklæringer: Voldtægt.
