En anmeldelse af Marit Christensens Moren – Historien om Wenche Behring Breivik og Åsne Seierstads En af os.

Af Peder Jensen (Fjordman)

Aage Borchgrevinks bok En norsk tragedie, utgitt høsten 2012, endret debatten i Norge om Anders Behring Breivik ved å se nærmere på terroristens familieforhold. Dette var ikke blitt tilstrekkelig belyst under rettssaken.

Forfatterne Marit Christensen og Åsne Seierstad publiserte begge bøker om saken i november 2013. Christensens bok Moren, om Wenche Behring Breivik, er ikke noe tidløst mesterverk, men den har positive sider. Hun er ikke fullstendig ukritisk, og indikerer for eksempel at mor Breivik kunne være ustabil og tildekkende. Men hun er mye snillere mot terroristens mor enn Borchgrevink og Seierstad. Kanskje for snill.

Først litt kritikk: Seierstad hevder i sin bok at Breiviks tanker ikke var bisarre vrangforestillinger, men at det var mange som delte dem. Hvilke deler av hans tanker sikter hun til? Er det der han trodde at han var kommandør og kanskje kunne bli ny konge?

Seierstad omtaler meg som en “liten” mann, på tross av at jeg er over gjennomsnittlig høy, og påstår feilaktig at jeg jobbet som hjelpepleier. Hun skriver videre om rettssaken at

“Jensen hadde nektet å vitne. Fjordman hadde flyktet utenlands, der politiet ikke hadde hjemmel til å hente ham som vitne.”

Dette er ikke korrekt. Jeg har kontaktet forlegger Erling Kagge og bedt om at denne feilaktige fremstillingen korrigeres. Jeg forlot Norge sensommeren 2011 på grunn av min sikkerhetssituasjon. Det er påfallende hvor mange norske journalister som ser ut til å bruke det mot meg at jeg følte meg tvunget til å forlate landet. Det kan tenkes at dette sier minst like mye om situasjonen i Norge på denne tida som det sier om meg.

Den første gangen det ble nevnt offentlig at jeg kanskje måtte vitne under rettssaken var i desember 2011. Jeg hadde da allerede forlatt Norge flere måneder tidligere. Disse to tingene hadde ingenting med hverandre å gjøre.

Jeg nektet heller ikke å vitne. Dersom jeg var pliktig til det var jeg villig til å fjernvitne. I slutten av mai 2012 var det derimot blitt mye bråk i pressen rundt vitnefrafall fordi en rekke personer som var innkalt som vitner av forsvarsadvokat Geir Lippestad egentlig ikke hadde plikt til å vitne. Åsne Seierstad, som selv fulgte rettssaken, unngår å nevne dette selv om det bør være godt kjent for henne. Det er uredelig. Hun skriver videre i sin bok at

“Det var også galskap som ble trukket frem av dem han beundret mest. En gal manns verk, mente Fjordman. Det mente også Hans Rustad og kontrajihadistene Robert Spencer, Bat Ye’or, Pamela Geller og Baron Bodissey. De var i harnisk. Islamkritikken de hadde forfektet før 22. juli hadde vært så ren og fin. Nå hadde Breivik skitnet det hele til med blod.”

Seierstad har ikke belegg for å si at disse menneskene, som jeg i motsetning til henne kjenner personlig, var i harnisk. Det er feil. Det er ellers et lavmål å hevde at islamkritikken er blitt “skitnet til med blod.” Forfatteren sier ikke noe om at islam i seg selv kan ha blitt skitnet til med blod etter svært mange terrorangrep.

*****************

Wenche Behring Breivik hadde en ekstremt vanskelig oppvekst, med en handikappet, tyrannisk og sinnssyk mor. Hun hadde selv aldri vokst opp i en normalt fungerende familie og visste trolig ikke hvordan hun skulle oppføre seg overfor sine egne barn. I Henrik Ibsens stykke Gengangere skildres det hvordan fedrenes synder går i arv. I Behring-familien kan det virke som om det var i minst like høy grad mødrenes synder som gikk i arv.

Anders Behring Breivik ble født 13. februar 1979 i Oslo. Foreldrene skilte seg allerede i 1980. Det var hans mor som ville skille seg. Hun ble nå alenemor for to små barn, Anders og hans seks år eldre halvsøster Elisabeth.

Dette var en tid preget av venstresidens seksuelle frigjøring. Mange mennesker taklet dette på et vis, men det gjorde ikke en sårbar, skadet og emosjonelt ustabil kvinne som WBB. Til Marit Christensen fremstiller hun seg som en sjenert kvinne. Naboer og andre antyder imidlertid et bilde av en fysisk og seksuelt grenseløs mor som snakket ukritisk om sex foran sine små barn. Menn kom og gikk mens hennes to barn ble overlatt til seg selv, også på natta.

Hun taklet ikke sine barn og kontaktet myndighetene for å be om hjelp. Våren 1982 ville Wenche undersøke muligheten for å få plassert begge sine barn i fosterhjem, for å bli kvitt dem.

Rådgiveren ved det lokale sosialkontoret i Oslo vurderte at problemene i familien var en sak for psykiatrien. Ved Statens senter for barne- og ungdomspsykiatri ble de behandlet av psykolog Arild Gjertsen samt overlege og barnepsykiater Per Olav Næss. Tidlig i 1983 kommenterte barnepsykiateren at Anders manglet språk for å uttrykke følelser. Det ble likevel ansett at gutten kunne klare seg om den sosiale situasjonen rundt ham ble endret.

Det var forholdet til mor som ødela ham. Fagfolkene hadde hørt henne rope høyt til sin da snart fire år gamle sønn Anders “Jeg skulle ønske du var død!” Wenches forhold til sin sønn vekslet dramatisk mellom omsorg, fysisk og seksuelt invaderende atferd og til dels svært aggressiv avvisning. “Anders blir offer for mors projeksjoner av paranoid aggressiv og seksuell frykt overfor menn generelt,” var konklusjonen. Fagpersonalet foreslo i 1983 å ta Anders ut av familien for å forebygge en enda mer skadelig psykologisk skjevutvikling.

Skildringene til Borchgrevink og Seierstad gir et bilde av at Anders satt fast i et psykologisk ødeleggende forhold, dratt mellom en fraværende og kjølig far og en emosjonelt ustabil og fysisk invaderende mor.

Jens Breivik virker dessverre ikke som en god og engasjert far som fulgte opp sine barn skikkelig. Anders savnet kontakt med sin far og beklaget at han ikke fikk hans oppmerksomhet før terrorangrepene. På den andre siden har Jens Breivik trolig ikke aktivt mishandlet Anders. I den grad noen har aktivt utsatt Anders Behring Breivik for det som kan kalles mishandling i barndommen ser det ut til å ha vært hans mor.

Dette utfordrer en del kulturelle stereotyper. Wenche Behring Breivik virker som en såret kvinne, ikke som en spesifikt ond person. Det forandrer likevel ikke på at hennes oppførsel mot den lille gutten Anders fremstår som en skrekkhistorie om hvordan man kan påføre sitt barn traumer og varige psykologiske skader.

Åsne Seierstad har uttalt at noe var ødelagt i Breivik allerede i barndommen, og at uten dette ville terroren den 22. juli 2011 trolig aldri skjedd. Jeg står langt fra henne politisk, men på dette punktet er jeg enig med henne. Det finnes ingen enkelt årsak til at Breivik ble massemorder. Likevel er det grunn til å tro at de dype psykologiske skadene han fikk i barndommen formet hans psykologiske avvik som voksen i vesentlig grad.

Det var kanskje hans mor som skadet og emosjonelt mishandlet ham, men det var det juridiske systemet i det feministisk influerte Norge som dømte Anders til å bli hos en mor som var åpenbart uskikket til oppgaven.

Fortsæt med at læse “Breivik: Delvis et produkt av norsk familiepolitikk?”

“Integrationen af ikke-vestlige efterkommere udvikler sig katastrofalt,” skriver Frede Vestergaard i artiklen Statistikkens Yahya Hassan i Weekendavisen, 03.01.2014 (ikke online) som tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks publikation Indvandrere i Danmark 2013.

“Dens styrke ligger ikke mindst i, at den ikke afstår fra at beskrive problemerne ved at forlige velfærdssystemet med stor indvandring af personer, der ikke har kvalifikationerne til at bidrage til velfærdens finansiering,”

skriver Vestergaard. Han skriver også at regeringen lægger “et offentligt sukkerdrys over realiteterne.” Det tror da Fanden, de gør, de er de hovedskyldige i problemerne. Endelig gør Vestergaard let grin med pseudodiskussionen Yahya Hassan, hvad der kun kan fornøje mig, der ikke har omtalt ham med et ord. Foruden at være en ligegyldig rapper, er han åbenbart også temmelig usympatisk, som det fremgik af BT’s tolv siders særtillæg om ham. Hvad der betyder noget, er fakta på slagmarken, opinionsstof er ofte flomme for salonernes theselskaber. Statistik og fotografi har det tilfælles, at forudsætningen er, at have virkeligheden lige ved hånden uden smørrebrødspapir imellem.

Danmarks Statistik bidrager imidlertid fortsat til forståelsen af indvandringens udfordringer med den særlige årspublikation Indvandrere i Danmark, som tidligere rigsstatistiker Jan Plovsing satte i søen. Man kan kalde den lille bog for statistikkens Yahya Hassan, for den forskønner ikke virkeligheden. Udgaven for 2013 har ikke vakt opsigt, hverken politisk eller i medierne. Måske fordi den sætter fingeren på et ømt punkt.

Integrationen af de ikke-vestlige indvandrere udvikler sig betænkeligt, og integrationen af efterkommerne, der pr. definition er født og opvokset i Danmark, udvikler sig katastrofalt. For indvandrerne er beskæftigelsesfrekvensen for 16-64-årige siden toppunktet i 2008 faldet med 8 procentpoint til 48 i 2012. Krisen er givetvis medvirkende, men for danskere er faldet kun 5 procentpoint til 74. For efterkommere er faldet hele 14 procentpoint til 52, så her er beskæftigelsesgabet steget voldsomt. Integrationen er ikke blevet forbedret, som Rockwool Fondens seneste rapporter fremstillede tendensen. Tværtimod.

Tallene var stort set de samme for 30-årige (se grafen). Dog med betydelige forskelle afhængig af forældrenes oprindelsesland. Dansksrilankanerne klarer sig endda bedre end danskerne. Ser man omvendt på gennemført uddannelse, havde 45 procent af mændene med ikke-vestlig baggrund afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse som 30-årige, mens det gjaldt 60 procent af kvinderne (mod 44 procent i 2004). De tilsvarende tal for danskere var 72 henholdsvis 79 procent. Der er altså en betydelig del af efterkommerne, der gennemfører en uddannelse, men også en stor del, der ikke gør. 39 procent af de 30-årige mandlige ikke-vestlige efterkommere har ikke nogen afsluttet uddannelse ud over grundskolen. Det tilsvarende tal for danske mænd er 19 procent. Blandt de 30-årige kvinder er forskellen mindre (24 henholdsvis 14 procent).

Ifølge den nye PISA-rapport forlod 14,6 procent af de 15-årige folkeskolen i 2012 uden såkaldt funktionel læsekompetence, og så var cirka 6 procent med indlæringsvanskeligheder endda forlods frasorteret, så det reelle tal er omkring 20 procent. En betydelig del er formentlig indvandrere og efterkommere. I øvrigt er der ikke noget nyt i Indvandrere i Danmark, når det gælder antallet af ikke-vestlige indvandrere på overførselsindkomst. 38 procent af alle i den erhvervsaktive alder (godt 88.000) var på overførselsindkomst i 2012 mod 23 procent for personer med dansk oprindelse. Med andre ord: Den hidtidige indvandring har øget uligheden.

In May, new census data published by the British government showed that Islam is set to become the dominant religion in Britain within the next generation. The Muslim population of Britain topped 3.3 million by the end of 2013 to become around 5.2% of the overall population of 63 million, according to figures extrapolated from a recent study on the growth of the Muslim population in Europe.

At the same time, opinion surveys consistently show that voters in Britain view Islam and the question of Muslim immigration as a top-ranked public concern. The British public, it seems, is increasingly worried about the establishment of a parallel Muslim society there.

But government efforts to push back against the Islamization of Britain have been halting and half-hearted.What follows is a chronological review of some of the main stories involving the rise of Islam in Britain during 2013. The Islamization of Britain in 2013.

“Who has the right to say that France in thirty or forty years will not be a Muslim country? Who has the right in this country to deprive us of it?” — Marwan Muhammed, spokesman, Collective Against Islamophobia in France (CCIF), Paris.

The Muslim population of France reached an estimated 6.5 million in 2013. Although France is prohibited by law from collecting official statistics about the race or religion of its citizens, this estimate is based on the average of several recent studies that attempt to calculate the number of people in France whose origins are from Muslim majority countries. This estimate would imply that the Muslim population of France is now approximately 10% of the country’s total population of around 66 million. In real terms, France has the largest Muslim population in the European Union. The Islamization of France in 2013.

Det er i det store hele lykkedes nordiske medier at overse, at undersøgelser i de tre største europæiske lande nu viser, at et stort flertal på plus 70 % af befolkningerne nu er yderst bekymrede for islams vækst i deres lande. Opinionsundersøgelser ligger selvfølgelig altid foran parlamentariske forandringer, men de vil slå igennem det kommende årti. Først i Holland og Frankrig, dernæst i England og til sidst i Tyskland.

Valget i Sverige i år bliver formentlig et halvt ‘jordskredsvalg,’ men det vil prelle af som vand på en gås på riksdagsflertallet. Befolkningerne vil indenfor systemets rammer henstille til politikerne, at de stopper islam i Europa. Sker det ikke, vil modstanden givetvis blive udenomsparlamentarisk, og europæiske politikere kommer til at underminere sig selv i tiden som følger. Deres ‘window of opportunity’ er nok snævert, ingen ved hvor snævert. Det kan i udvalgte lande allerede være lukket af demografien, uden at det er manifest endnu. Har politikerne og navnlig EU forstået dette?

Det må de selv svare på. De har allerede et ansvar, de fleste har vist sig uegnede til at bære, ja blot til at forstå. EU har det store ord, landspolitikere kan komme til at hæfte meget dyrt for, hvad andre beslutter., for hvor tror de selv eurokraterne vil være henne, når en vred befolkning udkræver ansvar over havareret velfærd og spirende borgerkrig?

Det kendte PEW studie THE FUTURE OF THE GLOBAL MUSLIM POPULATION Region: Europe fra januar 2011 viser en meget forskellig vækst af islam i Europa i de næste tyve år. Relativt beskeden procentuelt i Frankrig, Tyskland og Danmark, men en fordobling i England, Norge og Sverige. Det alarmerende ved alle tallene er dog, at de kun drejer sig om en tyve års periode fra 2010-2030.

Socialkonstruktivisme og historieløshed

“Socialkonstruktivisme er marxisme og kommunisme i ny indpakning…” skriver historikeren Torben S. Hansens i et essay som i forgårs var gengivet på Uripasposten. Det fortjener et endnu større publikum:

Den samfundsvidenskabelig forskning og de offentlige forvaltninger, der behandler sociale problemer, præges desværre af en mangelfuld ideologi – socialkonstruktivismen. Tankegangen har i praksis gjort sociologer, socialrådgivere og lærere blinde for kulturens betydning. Især i disse faggrupper har mange vænnet sig til at betragte mennesket som resultat af økonomisk-materielle processer, der kan registreres, måles og justeres.

En konsekvens bliver, at når et stort antal indvandrere fra ikke-vestlige lande skaber problemer, koncentrerer socialkonstruktivisterne sig kun om arbejdsløshed, boligforhold og indtægt. Den kultur, de pågældende indvandrere har medbragt, er derimod ikke interessant, selvom det er indvandrere fra helt bestemte lande, der skaber samme type problemer i de ret forskellige vestlige samfund fra Australien, over Danmark til Canada. Den socialkonstruktivistiske ideologi bygger nemlig på den antagelse, at personens eller gruppens kultur er ligegyldig, det er socialklassen der tæller. Så fx når unge tyrkiske kvinder i 2. generation i alt for ringe grad udnytter deres vestligt erhvervede uddannelse til selvforsørgelse, når voldtægtskrænkere i høj grad har muslimsk baggrund, samt iranske indvandrere lærer sproget på rekordtid og deres børn kan dansk ved skolestart, må forklaringen være noget ikke-kulturelt.

I denne forståelse har personer har heller ikke nogen essens i kraft af deres køn. Det er formningen der afgør hvilken retning begæret tager og hvilket køn man føler sig som. Så når små drenges hjerner lærer på en anderledes måde i skolen og seksualforbrydere næsten udelukkende rekrutteres blandt hankønnet, står socialkonstruktivisterne atter uden at plausible forklaringer.

Fortsæt med at læse “The Islamization of Britain & France in 2013”

Nå kom­mer det nye avslø­rin­ger om Jan Guil­lou. Det er tid­li­gere blitt avslørt at man­nen arbei­det for KGB. I boken “Höjd över varje mis­stanke” skre­vet av Paul Fri­gyes, ankla­ges Jan Guil­lou nå for blant annet å lyve om sin fami­lies historie.

Han har själv skri­vit i “På jakt efter his­to­rien – spio­ner, repor­tage och häxor” om sina franska röt­ter och berät­tat hur hans far Char­les och far­far Lucien hoppade av den Hit­ler­lo­jala Vichy­re­gi­mens stock­holm­sle­ga­tion.

“Min far och far­far hade öppnat de Fria Frans­män­nens Infor­ma­tion­skon­tor i Stock­holm, en kon­kur­rent till Frank­ri­kes offi­ci­ella lega­tion.”

Men när för­fat­ta­ren Paul Fri­gyes bör­jade leta i de franska arki­ven så fanns det inget spår av de två Guil­lou bland de 60 000 namn­givna mot­ståndskäm­parna. Och dessutom så påstår Fri­gyes att Lucien Guil­lou utsågs till han­dels­at­ta­ché på Vichy­le­ga­tio­nen i Stock­holm i juni 1944, vil­ket skulle inn­e­bära att han var med­lö­pare och inte motståndsman

Mot slike avslø­rin­ger har Guil­lou ett å gjøre; angrep er som kjent det beste for­svar og Expres­sen skri­ver at Guil­lou går til mot­an­grep mot beskyld­nin­gene og kal­ler boken et for­søk på karak­ter­mord. I inter­vjuet med Guil­lou i Expres­sens artik­kel Guil­lou: “Är ett försök till karak­tärs­mord” så sva­rer Guil­lou bekref­tende på at han lyver – før han sam­men­lig­ner vir­ke­lig­he­ten med roman­skri­ving – og der­etter for­sik­rer om at løgn ikke hører jour­na­lis­tik­ken til.

– Lju­ger du?
– Ja, det tror jag…

Talande tystnader

Med en karriere som Lars Lars Gustafssons, nyder man heldigvis endnu visse naturlige privillegier. Læs det hele. (Tak f. tip til HH.)

Det är inget tvivel om att vi befinner oss i en period av extrema och olycksbådande tendenser. Dit hör tsunamiliknande, snabbt växande klasskillnader, påtvingade folkvandringar med katastrofala verkningar. Vid horisonten skymtar tydliga krigshot.

Den varufetichism som Karl Marx så sinnrikt beskrev i “Parismanuskripten” hotar dränka det västerländska kulturlivet i ett tröttsamt anonymt brus. Mot en växande anonymitet och en allt anonymare vardag växer behovet av ställföreträdande liv. Skickliga ordnasare som Knausgård och Norén ersätter Ekelöf och Kyrklund. Den tid när man kunde erövra världen med 17 dikter förefaller plötsligt ligga lika långt tillbaka som Sapfo och Alkaios. Nu skall det vara ett par kilo flöde

Medan inhemsk och importerad antisemitism har gjort Malmö till en i stort sett outhärdlig stad för judar, söker pigga analytiker med ficklampa och förstoringsglas efter eventuella spår av antisemitism i Richard Wagners operor! Vem är det meningen skall skämmas?

I den glasbubbla som är de offentliga intellektuellas värld i Sverige berörs några av de allvarligaste problemen knappast med ett ord. Vi har – kort sagt – att göra med en ny prydhet. Men de förbjudna områdena är inte längre sexuella. Starkt inflammerade problemområden som skola, brottslighet, ett livsfarligt sjukvårdssystem, nedtyngt av landstingskorruption och byråkrati, kolonial utplundring av gruvsöndrade landskap,berörs knappast alls i en skönlitteratur dominerad av elaka pappor,alkoholism och relationsproblem – kort sagt en privatiserad litteratur. Jag hör ett offentligt samtal som skruvats ner till hörbarhetsgränsen. Lars Gustafsson om hotet från en kollapsad offentlighet.

Kunstneren Firoozeh Bazrafkan deltager i aftenens udgave af Deadline på DR2, hvor hun skal diskutere med komikeren Omar Marzouk med udgangspunkt i Marzouks kommentar til Tina Petersen fra Dansk Folkeparti, der er gået under jorden efter trusler fra islamisterne i Kaldet til Islam. Bazrafkans deltagelse i Deadline har ført til en trussel på Facebook, der er blevet fremsat på Marzouks Facebook side. Her skriver Sezo Sert, at han mener, at Firoozeh Bazrafkan “burde henrettes i offentligheden”. se videre om truslerne på

Egypteren mod iraneren, muslimen mod ex- muslimen, så at sige. Trusler 360 grader rundt. Jeg har aldrig truet nogen, og hvis nogen har truet mig, så har jeg lykkeligt glemt det, men det kan da nås endnu. Jeg afslået at optræde på TV og har ikke Facebook, det hjælper nok en hel del, desuden skal man nok sørge for en masse tysk og svensk og et højt lix tal, for at holde de værste fluer væk. Ingen uartige tegninger, dem kan fluerne tyde hvis de bare er på tegneserieniveau. Jaleh Tavakoli kommenterer udsendelsen, så behøver jeg ikke.

Nu indleder Marzouk dog ret flot med at kalde Bazrafkan en ubetydelig kunstner (og lad os ikke endelig diskutere kunstneren Marzouk), men hvis man vil vide mere om hende, kan man læse om hendes hovedværk Vantro i kronikken Kunsten og Koranen, Weekendavisen. Se måske endelig Deadline 4 januar fra minut 22:08

Finland: Number of deportations have risen dramatically

De illegale og kriminelle behøver bare rejse til Sverige, der har de nærmest fulde borgerrettigheder. Det sidste nye skrig er bistandshjælp til rumænske tiggere, men hvis de vil hjem, får de en gratis busrejse.

The number of people given deportation orders by Finnish authorities has risen sharply over the past four years. In 2013, the Finnish Immigration Service proposed deportation for 270 foreign nationals, around 50 more than during the previous year….The basis for deportation is either criminal activity by a foreign national or illegal residence in the country. The Immigration Service says that the increase registered in recent years is due to a more active push by police. Sharp growth in number of deportations

Skyfri himmel
Af Fjordman

Av og til – og stadig oftere – for jeg en sterk fornemmelse av at det er stille før stormen.

Kina – India. Nord – Korea – Sør – Korea. Kina – Japan. Sunni – shia. Israel – Iran (med dens satellitter). Finanskrisen som skyve problemet foran seg gjennom stadig økende gjelds-opptak,

Vesten har åpnet sine murer. De fysiske, intellektuelle og ikke minst moralske murene er revet ned av dens egne ledere. Den sovende bjørnen er i ferd med å våkne igjen. Iran har i flere år arbeidet iherdig for å samle resten av verden i en allianse mot Vesten.

Samtidig er Nord- Europa og Nord-Amerika iferd med å implodere innenfra politisk, kulturelt og økonomisk. Mens truslene øker utenfra, øker troen på illusjoner med fornektelse og ønskedrømmer innenfra. Kulturrelativismen, dyrkelsen av det materielle, fraværet av perspektiv og tidshorisonter i mediabildet, underholdning-syke, nytelsessyke, sentimentalitet og virkelighetfornektelse; alt dette er som en gift som sløver syn og hørsel.

Sansene sløves – først hos samfunnets vokterne (politikere og kultureliten) og deretter hos den jevne borger. Sykdommene som først spres fra toppene siver etterhvert ned i de bredere lag av befolkningen. Til slutt blir man kollektiv blind, døv, senil og impotent der man ligger med en selvgod mine på sykesengen.

Fortsæt med at læse “Firoozeh Bazrafkan truet før Deadline debat”

For så vidt det stadig hedder “vorherre” i Sverige endnu efter kirkemødet i 2005. Jeg har kun overværet danske gudstjenester.

Det er måske at stramme den nye svenske ærkebiskops udtalelse en lille smule, men ikke ret meget, og hun strammer den selv, når hun siger at “Sverigedemokrater hader islam.” Det har jeg endnu aldrig hørt noget medlem sige, og jeg har nok set og hørt en del mere til SD end Antje Jackelén. Men selvom de sagde det, står det da heldigvis enhver frit at hade en hvilken som helst religion, som Sakine Madon helt rigtigt siger.

Den nye ærkebiskops hovedbegrundelse for at gå ind i partipolitik, er SD’s syn på “människovärdet”, og altså ikke fordi hun vil politisere – siger hun. ‘Människovärde’ er sådan en skumgummi-klichee, enhver svensk fra the upper ten siger eller skriver en ti tyve gange om dagen, men hvad er det egentlig med det ord, der har sat svenskere politisk skakmat i årtier, og som vi danskere tak og lov sjældent har hørt i vores politiske debat siden Poul Nyrups moralske opstød?

Människovärde är ett begrepp som används i etiska och juridiska sammanhang. Man kan tala om människolivets okränkbarhet eller alla människors lika värde. Enligt den kristna principen är vi alla lika inför Gud, egentligen Guds dom. Utifrån detta tänkande har människovärdet genom historien relativiserats utifrån om någon tror rätt eller lever tillräckligt gudfruktigt.

Altså, når Sverigedemokrater vil mindske indvandringen til Sverige, er det da fordi, de ikke respekterer det kristne budskab om, at alle mennesker er lige for over for Gud, for Jackelén mener vel ikke ligefrem at Sverigedemokrater ikke er gudfrygtige nok?

Giver det mening, at svenskere der vil mindske Europas suverænt højeste indvandring, gør det fordi de mener sig bedre i Guds øjne end andre mennesker på jorden, eller mener SD ikke bare, at alle ikke er lige over for svenske nationale grænser og regler, hvilket er en uskyldig selvfølgelighed?

Svaret giver vel sig selv, det er rent humbug, den nye ærkebiskop er akkurat som de forrige, en Vänster- eller Miljöpolitiker i forklædning, der politiserer i kirkens navn, og derfor i forsynder sig mod det centrale budskab om, at give Gud og Kejseren hver sit.

Det giver derfor mere mening, hvis man siger at Antje Jackelén er ukristelig, og hun er dertil en åndelig snydepels. Sveriges Radio mener dog, at hendes politiske obsevationer bør publiceres. Måske vil de skade kirken, ligesom kongehuset også ved den mindste anledning skal have et ruf, som om Svenska Kyrkan ikke udmærket selv klarede ‘självskadebeteendet’.

Præcis derfor har Svenska Kyrkan har mistet medlemmer med en fart, der næppe er overgået noget sted i Europa, fordi det er en sekt af skinhellige, politiske spytslikkere for den verdslige magt i Sverige, tidsånden og dens seneste økologiske prut. (Hvis man ikke har få spilleren til at virke, den ser ikke helt ud, som den skal, kan man høre hende på Nya ärkebiskopen oroad av SD:s framgångar. Hav brækspanden parat.)

Sverige – Finland: 16,300 :149

Finland received 149 asylum applications from Syrians displaced by continuing violence in the country, reveal preliminary statistics given to Helsingin Sanomat by the Finnish Immigration Service. As expected, the figures published by the Swedish Migration Board look very different: 16,300 Syrian refugees applied for asylum in Sweden last year.

Last year, the number of all asylum applications to Finland totalled 3,238, while 54,259 refugees sought asylum in Sweden. Both figures are up from 2012, with Finland receiving 3 per cent more applications and Sweden 24 per cent. In 2013, Sweden granted asylum to around 29,000 asylum seekers, Finland to 1,800. The percentage of accepted applications was similar in both countries and they usually agreed to resettle Syrian asylum seekers. Finland receives 149 asylum applications from Syrians, Sweden 16,300

I dag kan man læse fire, gode statistiske grunde til, at borgerkrigen i Syrien varer ti år eller mere. Har Riksdagen tænkt på det inden den lovede enhver syrer asyl, kalkulerer den bare med, at ikke ret mange har 100.000 til rejsen, eller har den ikke tænkt, men følt som sædvsanligt? Hvor mange hundredetusinde kan nå at blive svenskere inden 2024, hvor man kunne og burde have hjulpet alle millioner i regionen og sat en prop i Middelhavet? EU? De har ikke andet svar på det eskalerende asyl- og illegaleproblem end, “Gerne, men nødigt,” og Frontex er mest nogle, der samler illegale indtrængere som ikke kan svømme op af vandet, så de kan søge asyl i Sverige. Våga se sanningen om kriget i Syrien:

• Av de cirka 125 inbördeskrig (med minst 1000 döda per år) som ägt rum sedan 1945 har genomsnittslängden varit tio år. Rimligen befinner sig därför Syriens inbördeskrig bara i sin början.

• De flesta inbördeskrig avgörs av att ena sidan vinner militär seger, i två fall av tre regeringssidan. I blott cirka vart fjärde fall slutar krigen med en uppgörelse.

• Ju fler aktörer det finns på rebellsidan desto längre drar inbördeskrig ut på tiden och desto svårare är det att nå en politisk kompromiss.

• I många inbördeskrig finns det flera aktörer (veto players) som har kapacitet att fortsätta kriget och säga nej till fred även när andra aktörer kan komma överens. Ju fler sådana ”vetospelare” som måste få gehör för sina krav (eller elimineras) desto svårare att få slut på kriget.

D. 2. januar 1492 kapitulerede emiren Boabdil af den muslimske by Granada til det spanske kongepar “los Reyes Católicos” – Isabel og Fernando. De ligger begravet i Capilla Real på den anden side af gaden, og derfor er der tradition for en offentlig mindehøjtidelighed, arrangeret på den centrale Plaza de Carmen af bystyret – med deltagelse af politikere, militære repræsentanter og civile borgere.

Også i år fejrede spanske patrioter denne “dia de la toma” (erobringsdagen), der satte et punktum på den islamiske besættelse efter invasionen år 711 og i øvrigt bekræftede unionen mellem de to monarkers respektive riger León-Kastilien og Aragonien-Katalonien. Og også i år samledes folk fra den ekstreme venstrefløj til en protestdemonstration mod “el dia de la toma”. Den stemples som en racistisk utålelighed mod demokratiet. Blandt initiativtagerne var andalusiske separatister, nogle feminister og en gruppe muslimer ved navn “Fredens Moské”.

I Spaniens civilsamfund og til dels i statsapparatet er der mindre eftergivenhed – “kortere lunte” – i konfrontation med provokerende islamister. For et par år siden klagede en muslimsk organisation i et åbent brev til kongen over en anden nationaldag, som fejres i katedralen i Santiago (Galicien). Her står en statue af Sankt Jakob, som dræber en drage. Traditionen er, at kongen og statsministeren hvert andet år er til stede ved en festgudstjeneste til minde om Spaniens befrielseskamp, der – med pauser – foregik fra 718 til 1492. “Og det vedbliver vi med!” skrev kong Juan Carlos i et venligt svarbrev til de fortørnede muslimer.

– Af Torben Snarup Hansen – se også Izquierdistas radicales pretenden boicotear los actos conmemorativos de la Toma de Granada. Cheradenine Zakalwe er i Granada og poster egne videoes og fotos.

Migrationsverket søger svenske asylboliger – i udlandet

Svenske politikere er i transit fra tragedie til parodi:

I fjol sökte 54 259 personer asyl i Sverige. Mer än en tredjedel av dem var syrier. Andelen bifall har på två år ökat från 22 till 64 procent – och fortsätter att öka. Just nu söker Migrationsverket efter nya flyktingplatser – både i Sverige och ute i Europa.

Migrationsverket letar just nu med ljus och lykta efter fler platser i anläggningsboende och fler mottagningsplatser i kommunerna. Verkets personal söker även efter nya platser i utlandet.Migrationsverket står i år värd för en serie konferenser för att locka fler EU-länder att ta emot kvotflyktingar från Syrien. På uppdrag av UNHCR ska verket försöka slussa 30 000 flyktingar från tältläger i Syriens grannländer till 28 olika EU-länder. Sverige söker plats åt flyktingar utomlands

Karolinska må indhente krigskirurgisk ekspertise i udlandet

Ökningen har gjort att svenska sjukhusens kirurger får gå på kurser i Sydafrika och USA som har en längre erfarenhet av kniv- och skjutskador. Runt fyra till fem procent av alla skador har tidigare varit penetrerande våld, det vill säga skottskador och framförallt knivskador.

–Nu har det vassa våldet ökat till 10 procent, säger Louis Riddez, överläkare och kirurg vid Karolinska sjukhuset. Sedan ett par år tillbaka får Karolinska sjukhusets kirurger gå på kurser för att bättre ta hand om skadorna. Kirurger från Sydafrika och USA har kommit hit för att utbilda de svenska kirurgerna. Allt fler offer för knivar och skjutvapen

“Giv magten til dem der ikke vil have den, for de der higer, vil ikke alle mennesker godt,”

har én sagt, jeg husker ikke hvem. En af dem, der egentlig helst ville være fri for magten, var Jens Otto Krag som blev Danmarks dengang yngste minister i en alder af 33 år i 1947. Han var embedsmand og ville hellere ud af se verden, nu krigen var afsluttet, nedlægge kvinder, skrive romaner og male billeder, men Hedtoft ville have ham som handelsminister. Så sad han sad fast i politik i 25 år. Seks forskellige ministerposter fik han, for hverken han eller socialdemokratiet kunne se bort fra hans talenter. Han blev velfærdsstatens arkitekt og bygherre i samme person.

I baghovedet drømte han om at finde et påskud til at slippe fri for det, men han slap ikke ud i tide. Da han endelig gjorde det, opdagede han, at politik havde taget ham som gidsel og var blevet hele hans liv, og at der ikke var meget tilbage at realisere af ungdommens drømme. Han døde få år efter formodentlig af druk. Det er jo skrækkeligt at tænke på, hvor mange mindre begavelser som bliver hængende i politik hele livet af nogenlunde samme grunde.

For os der husker ham tydeligt, var han den første “TV-statsminister”, den første der måtte indse, at han havde sit væsen imod sig på TV reserveret, stiv og akademisk, som han var. Jeg husker ham ikke smile, før den dag han sagde sit job som statsminister op, og jeg husker vi gjorde grin med hans stivhed som børn. Men han var også sammensat, for han var en festabe og en skørtejæger af Kennedyske dimensioner privat, og så var han en af det 20 århundredes få, store politiske begavelser i Danmark. Krags mange evner lå delvis på et sted, der ikke passede ham, og som han var led og ked af, hvad vi ikke-politikere sagtens kan sætte os ind i. Man vælger i livet, men livet vælger også rundhåndet af én, og der er tider hvor det er svært at afgøre, hvem der er førstevælger.

Det er i korthed, hvad der gør Krags person og skæbne meget interessant, og her er et område hvor Bo Lidegaard taler med stor autoritet, efter som han har skrevet den anerkendte biografi Jens Otto Krag. 1914-1961 og 1962-1978 om ham. Det ville måske ikke være Lidegaard, hvis ikke han også fik sagt noget om “den meget højreorienterede del af modstandsbevægelsen”, skal det være Holger Danske?, men det generer ikke helhedsbilledet. Cordua og Stenos nytårsudsendelse anbefales.

Verdens ældste avis har fødselsdag

Den første udgave af Berlingske Tidende, 3. januar 1749. Avisen hed dengang Kioebenhavnske Danske Posttidender, men kom til at hedde Berlingske Tidende i daglig tale efter grundlæggeren, bogtrykker Ernst Henrich Berling.265 avisforsider fra 265 års historie

Muhammedkrisen i 971 ord

Jeg har forlængst forladt Muhammedkrisen i 2006, så sandt som islam betyder ‘krise’ og Europa nu hver uge har sin større eller mindre Muhammedkrise takket være…nå,ja. Man blir’ så træt i masken, universiteterne kan gnaske i den og producere nogle Muhammedkrise-specialister og seniorforskere, tænker jeg. Jeg holdt op med at læse Tøger Seidenfadens efterfølgende, volumniøse sorgarbejde længe inden han døde fra sit livs fejltagelse.

Det er ingen skam at blive klogere, som nu f.eks. Stig Dalager og andre kunstnere så sagte gør, ja måske en dag ligefrem Klaus Rifbjerg og Suzanne Brøgger, det er bare af begrænset offentlig interesse at læse om resultatet af deres psykologisk-politiske udvikling i slow motion nu syv år efter. Det er ingen skam at blive klogere, men det er en skam at kloge sig på noget, man er blank på, det var hvad Politiken segmentet gjorde i 2006.

Maren i Kæret, hvortil jeg heldigvis hørte i 2006, tænkte umiddelbart: “Her er sgu’ noget galt”, – hvor galt opdagede jeg på Islamofobi-konferencen i Bella Centret i maj 2006, et rædselskabinet af islamister og danske flagellanter – men man skal være venstreintellektuel eller hedde Uffe Ellemann, for ikke at tænke sådan, eller som Orwell skriver:

You have to be an intellectual to believe such nonsense. No ordinary man could be such a fool.

Erhvervsmanden Asger Aamund fremstiller, hvad det hele gik ud på på et læserbrevs længde, og jeg tager det kun op her, fordi det er så kort og faktaspækket. Det er det abstract, man kan nøjes med i stedet for en rapport på 400 sider. Andre vestlige intellektuelle og politikere, især da svenske og norske, hvis dømmekraft svigtede dem over en bank, bør læse med så de er forberedt på det næste, mafiøse anslag fra OIC. Aamund skriver virtuost, han har ikke gået på Journalisthøjskolen, eller hvad det hedder lige pt. Asger Aamund: Abens sidste hyl:

Islamiske organisationer har længe kæmpet for kriminalisere islamkritik i Europa. Man satsede på at bruge Storbritannien som løftestang, men det blev den danske Muhammedkrise som leverede varen. De demokratiske lande kan stadig prale af at have bevaret ytringsfriheden. Men de tør ikke bruge den.

Exodus – Immigration and Multiculturalism in the 21st Century – by Paul Collier, En Oxford professors analyse af Morten J. Lintrup, civ.ing.

Professionelt er Paul Collier ingen almindelig økonom. Han er professor i Oxford og centerdirektør for studier af afrikanske økonomier. Han har tidligere skrevet to prisvindende bøger fra sit fagområde:

The Bottom Billion om den fattigste milliard mennesker, og problemerne i de lande, de lever i, og The Plundered Planet om hvilke udviklingsstrategier, der er mest effektive. Det er ikke nødvendigvis de politisk foretrukne. ­– Med tanke på Grønland gælder, at internationale koncerners udnyttelse af naturressourcer i lande med små økonomier og uerfarne ledere står i toppen af Colliers liste over, hvor begrænsede støttemidler kan anvendes mest effektivt.

Senest har Paul Collier skrevet bogen Exodus (Penguin, 2013, se slutnote) om indvandring og multikulturalisme i det 21. århundrede. Han er selv et globaliseret menneske, gift med en hollænder, der er opvokset i Italien. Han har en søn, der er født og nationaliseret i USA, og den nærmeste familie tæller også egyptere og irere. Den nye bog er skrevet i Frankrig, og han har boet og arbejdet over store dele af verden. Bogens emne er han kommet til at interessere sig for ikke som nationalist men som forsker i de fattigste landes problemer. Fx har han set, hvordan de allerfleste haitianere med en uddannelse søger væk fra Haiti, og hvordan denne trafik er med til at fastholde Haiti i politisk kaos og desperat fattigdom.

Collier er opmærksom på, at ikke ethvert spørgsmål, der kan analyseres økonomisk, primært er et økonomisk spørgsmål. Denne overbevisning er han gradvis kommet frem til, og bogen rummer væsentlige eksempler på forfejlede analyser af indvandringsspørgsmål med afsæt i et snævert økonomisk fokus. Derfor inddrager Collier filosofi og kulturkritik i sine analyser. Det magter han heldigvis også, og han går gerne til kilderne, fx Kant. Han reflekterer også over sin egen livsstil og overvejer, om den måske kun er mulig på en baggrund af nationalstater med borgere, hvis primære identifikation er med nationen eller med endnu mere lokale enheder.

Collier ser således ikke nutidens nationer som noget vederstyggeligt. De allerfleste moderne nationer har lært at være fredelige, og deres primære funktion er positiv. De er uden for konkurrence og i særklasse den vigtigste spiller, når det gælder opbygning af social kapital, inddrivelse af skatter og omfordeling mellem borgerne til fordel for ligheden og de svageste i samfundet. Collier ser en sammenhæng mellem tiltagende despekt for nationalstaterne og den aftagende accept af beskatning og omfordeling fra rig til fattig i de fleste udviklede og velstående lande. Collier bemærker også, at

”[…] hvor jeg arbejder – i de multikulturelle samfund i Afrika – er de negative konsekvenser af en svag national identitet fremtrædende.” (p. 5)

Collier er – som det vil fremgå af artiklens sidste, lange citat – selv opmærksom på, at hans analyser kan støde an mod fordomme, som forekommer selv på ekspertniveau. Han har efter betydelige overvejelser alligevel valgt at præsentere sine resultater på bogform nu og give sit svar på, hvad der i de udviklede lande er den rigtige politik på indvandringsområdet. Han gør det i en forhåbning om, at samfundet har nået et punkt,

”[hvor] det er muligt at skelne mellem begreberne, race, fattigdom og kultur.” (p. 21)

Man kan dertil tilføje, at han både selvstændigt råder over de nødvendige analytiske evner, og har nået en alder og en stilling i samfundet, som på samme tid kan styrke hans professionelle integritet og minimere hans professionelle risiko ved at skrive bogen.

Som allerede nævnt har Collier fundet det nødvendigt at inddrage andre fagområder end økonomi for at gennemføre sin analyse. Hans overblik går dog begge veje, og han er også opmærksom på, at den økonomiske videnskab for ikke længe siden, i 2011, har bidraget med en teori for det økonomiske rationale ved tabuer og fordomme:

”Deres formål er at beskytte en identitetsfølelse ved at skærme mennesker mod indtryk, der kunne udfordre den.” (p. 14)

Personligt har Collier selv en særlig baggrund. Han er 3. generationsindvandrer efter en farfar, der emigrerede fra Tyskland til Bradford, England før 1. verdenskrig. Dér stiftede han en familie, fik seks børn og stablede en forretning på benene. Men lynet ramte, da 1. verdenskrig brød ud. Som tysker blev farfaderen interneret. Derfor måtte Paul Colliers far overtage driften af familiens forretning, da han var bare 12 år!

Faderen fik derfor aldrig en uddannelse. I 1928 ramte depressionen, og senere fulgte 2. verdenskrig. Det meste af faderens liv var en kamp for at klare dagen og vejen. Sit eget liv fik han ikke lejlighed til at prioritere og udvikle. Alligevel blev han aldrig bitter eller vendte sig mod det engelske samfund, som gav ham så vanskelig en tilværelse, tværtimod. Det var faderen, som skiftede familiens tyske navn, Hellenschmidt, ud med det ’Collier’, som sønnen voksede op med.

Paul Collier skriver, hvordan arbejdet med bogen har givet ham et nyt syn på hans far og en stor respekt for faderens positive og konstruktive måde at forvalte sit liv med de begrænsede muligheder, der blev ham til del. Paul Collier noterer også forskellen til de indvandrere, der senere er flokkedes til Bradford, som i dag er et af de mest indvandrertunge steder i England.

På farfaderens tid var Bradford i rivende økonomisk udvikling og indvandrere kom for at få del i mulighederne. I dag er Bradford et nedslidt sted med få muligheder. Alligevel kommer der flere og flere indvandrere. Men nutidens indvandrere kommer i vidt omfang for at få del i velfærdsydelserne i samfundet, – et samfund hvis udfordringer, de ikke tager kampen op med, og hvis bærende værdier, de ikke kommer til at identificere sig med.

På den baggrund – og ud fra sit omfattende kendskab til den nyeste forskning – er et af Colliers centrale budskaber, at kultur er betydningsfuld. Det kan fx forekomme, at en migrant umiddelbart kan tjene det 10-dobbelte i et modtagerland, af hvad hun kunne i sit oprindelsesland. Ved en omtrentlig økonomisk overvejelse modtager enhver arbejder cirka værdien af sin arbejdskraft i løn. Den store forskel må derfor primært tilskrives forskelle i samfundsstrukturerne. Collier konkluderer:

”Migranter flygter grundlæggende fra lande med dysfunktionelle samfundsmodeller. [..H] vis en anstændig levestandard er noget værdifuldt, så er alle kulturer ikke lige [gode].” (p. 34-35)

Fortsæt med at læse “Indvandring og multikulturalisme i det 21. årh.”

Endnu engang med tak til SR P 2, der kan få mig til at glemme næsten hvad som helst, eller koncentrere mig, hvis det er det. Oh, at surfe elegant uden om Helle Thornings nytårstale og alle de stjerner eller kokkehuer, den får og ikke får. At høre den omtalt af Sørine Gotfredsen og Sanne Søndergaard i P 1, var alt rigeligt til at glæde sig over slalomevnerne. Det er svært at blive ‘politisk kommentator’, når man sjældent kan vride sig til at lytte til politikerne, fordi man har hørt det meste for længe, længe siden. Jeg kommer heller ikke i biograferne, før jeg ved, reklamerne er slut. Begge dele smutter selvfølgelig en sjælden gang, men jeg sigter stadig på at nå 100 procents træfsikkerhed.P1 Debat: Sygelig fokus på tryghed?

»Ni är ett folk«

Av Anahita Solimanaznavi

Ni kommer bli bestulna på ert land, och jag antar att det är ok. Så länge ni inte anser er ha ett land. Så länge ni inte ser värdet av det, eller ser något problem med att så småningom behöva göra avkall på de värderingar, och den kultur som ni är uppfostrade med. Så länge ni inte tycker att det är ett problem att ert land håller på att gå under.

Om ni inte bryr er om att generationer av era mor- och farföräldrar offrat blod, svett och tårar för att bygga upp ett Sverige – som nu raseras i en takt snabbare än ett korthus rasar – då är det helt förståeligt. Om ni anser att det gradvisa förråandet av samhället ska få fortgå, där människor som jobbat hela sina liv här får stå tillbaka för en solidaritet som sträcker sig till flyktingboenden, men inte till äldreboenden; till hemlösa romer men inte till härbärgen; som sträcker sig till världens alla nödlidande men inte till ert eget folk.

För jo: Ni är ett folk.

Lika mycket som kurderna. Lika mycket som assyrierna. Lika mycket som indianerna. Lika mycket som alla andra grupper vars gemenskap byggts upp av gemensamma värderingar, normer och seder. Vars grundsten byggts av ett språk och ett land.

Och ni har rätt till ett land. Och ni har rätt till en kultur. Även om jag vet att det finns många som vill försöka få er att tro det motsatta. Till och med era egna ledare. Och jag förstår att det tar emot. För ni är ett fint folk. Ett omtänksamt folk. Som inte är vana att ta för er och helst inte vill tro att ni är något. Men ni blir utnyttjade. Korrumperad av era egna.

Och jag tror att det är dags att säga ifrån nu. Medan ni ännu kan

Anahita Solimanaznavi