Netherlands: Worrying That Population Experiences Islam as Threat
Vice-Premier and Social Affairs Minister Lodewijk Asscher considers it worrying that part of the population experiences Islam as threatening.
“The increasing visibility of Islam in our society, the different traditions and views, and the association with violence and radicalisation have led to part of the people seeing Islam as a threat. This is a worrying development because this threatens the cohesion and stability in society,” writes Asscher in answer to questions from the Party for Freedom (PVV). Nisnews
Multiulturens trafikulykker
Det er kendt gennem undersøgelser, at 3 verdensindvandrere er indblandet i 2-3 gange flere ulykker end andre. Set med den viden, er tallene om Malmøs trafik helt forventelige. Når man opløser en by og et land, ses det på ethvert parameter.
Malmö hade högst antal omkomna och skadade människor i trafiken per capita under 2012. 660 skadades eller dödades per 100 000 invånare på kommunens vägar. I Stockholm var siffran 391 och i Göteborg 246. Det visar statistik från Transportstyrelsens olycksdatabas som Nationalföreningen för trafiksäkerhetens främjande, NTF, och Statoil låtit sammanställa.
“Det är naturligt att kommuner med lite trafik har få olyckor i förhållande till folkmängden. Men att skillnaderna är så stora mellan våra större städer är uppseendeväckande”, säger Rickard Cosini, kommunikationsansvarig på NTF, i ett pressmeddelande. Malmö värst drabbat av trafikolyckor
Frimærket er lavet efter Kierkegaards halvfætter Niels Christians blyantstegning af den unge Kierkegaard. Nogle mener, det er romantiserende, men vi har ingen fotografier af ham, så vi ved det ikke.
Niels Christian Kierkegaard (1806-82). I modsætning til mange af sine samtidige lod Kierkegaard sig aldrig fotografere, eller daguerreotypere, som det hed dengang. Københavnerne blev præsenteret for teknikken så tidligt som 1842 af den wienerske portrætmaler Joseph Weninger, der i Bredgade indrettede et atelier, hvor man formedelst otte rigsdaler kunne lade sig forevige på femten sekunder. Det var åbenbart femten sekunder for meget for Kierkegaard, ærgerligt nok, men jo også ganske konsekvent af en forfatter, der skrev pseudonymt og vedholdende gentog, at læseren skulle beskæftige sig med værket og ikke med personen bag. End ikke Regine ejede et billede af sin kæreste.
Som halvfætter til Søren fik imidlertid Niels Christian Kierkegaard med et par års mellemrum lejlighed til at tegne sin sidenhen så berømte slægtning. På profiltegningen fra januar 1838 er stregen overordentligt følsom, der er noget drømmende, men også aristokratisk over den åndfulde yngling, som har sat sig i positur. På tegningen en face, udført omkring 1840, ser man den smalle ansigtsform, spidst forløbende nedefter fra de ret brede kindben, der også kendes fra Kierkegaards fader og søsteren Petrea. Øjene er skønne, evigt stirrende, mens læberne er livfulde i deres linier. Det Kongelige Bibliotek: Portrætter af Søren Kierkegaard.
Opgør med Kierkegaard. Når Kierkegaard mener, at den lidenskabelige tro er »den høieste Sandhed« er han på afveje – man skal i stedet sætte al sin lidenskab ind på fornuftens side.
Søren Kierkegaard: Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. 624 sider, kommentarbind 459 sider. Udgivet af Niels Thulstrup i 1962 på Gyldendal. af KAI SØRLANDER
Skal man forholde sig til Kierkegaard som filosof, så står Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift i centrum. Her finder man den samlende fremstilling af hans filosofiske eksperimenteren, før han i højere grad træder frem som religiøs tænker.
Derfor tager jeg mig den frihed at destillere min omtale af dette righoldige værk ned til en filosofisk konfrontation med Kierkegaard. For det er således, vi tager ham mest alvorligt: Ved ikke blot at følge ham i hans tankeudredninger, men ved at investere os selv i et oprigtigt forsøg på at gennemtænke hans grundlæggende antagelser og spørge, om vi skal følge i hans spor, eller om der er rationelt tvingende grunde til at gå ad en anden vej.
Spørgsmålet drejer sig altså ganske enkelt om, hvorvidt Kierkegaard har ret i sit grundlæggende syn på mennesket og dets situation i verden. Og specielt, om han har ret i sit syn på det absolutte. Findes der noget, som rationelt set er absolut og eviggyldigt, eller er det absolutte og eviggyldige noget, der kun kan tros? Kierkegaard står for det sidste. I hans optik er det helt afgørende, at det absolutte ikke kan nås med fornuften – altså med en rationelt tvingende argumentation. For Kierkegaard kan det absolutte kun nås med et spring ud over fornuften – ud dér, hvor fornuften ikke kan bunde. Et sådant spring fører ud på troens 70.000 favne vand.
Hertil føjer Kierkegaard så, at hvis det absolutte skal tros i sandhed, så skal det tros med lidenskab. Lidenskaben bliver kriteriet for sandheden af ens tro på det absolutte.
»Den objektive Uvished, fastholdt i den meest lidenskabelige Inderligheds Tilegnelse, er Sandheden, den høieste Sandhed der er for en Existerende.« Og lidenskaben må være personlig. Springet må den enkelte tage på egne vegne. Her kan vi ikke hjælpe hinanden med nogen ligefrem rationel argumentation, men højst ved en indirekte meddelelse, som antyder uden nogen logisk tvang.
Denne rent formelle grundposition udfylder Kierkegaard så på sin egen personlige måde – med sit eget forpligtende spring. Med lidenskabelig tro går han ind i kristendommen og sætter den kristne gud som det absolutte, der således får skikkelse i Jesu liv og forkyndelse.
Dermed accentueres troens paradoks: det absolutte skal ikke blot tros på tværs af fornuften, men det skal til og med tros at have optrådt i menneskeskikkelse. I udfoldelsen af denne tro lægger han al sin lidenskab, som i hans seneste år fører ham ud i en kamp for at anskueliggøre den kirkelige elites forræderi imod indholdet af kristendommen.
Rent rationelt tager Kierkegaard et vilkårligt spring, når han sætter kristendommen som det absolutte. Det er ikke et valg, som han kan begrunde på anden måde end ved valget selv. Der er intet i springets logik, der udelukker, at han kunne være sprunget til et andet substantielt indhold – sågar en politisk ideologi. Rationelt set kommer vilkårligheden til at råde.
Det helt afgørende spørgsmål er så, om Kierkegaard har ret i sin fastlæggelse af disse grundvilkår for menneskelivet, eller om der findes et rationelt alternativ – noget, som rationelt set er absolut og endegyldigt. I et sådant alternativ accepteres ikke noget spring ud over, hvor fornuften kan følge med. Og man sætter ikke lidenskaben ind på at tro noget, som man således springer til at tro.
I stedet sætter man al sin lidenskab ind på fornuftens side; og man er lidenskabeligt opsat på at finde et grundlag, som er rationelt tvingende for enhver, som overhovedet kan tænke, og hvorfra man på rent rationel vis kan begrunde, hvad der absolut må gælde for vor situation som personer og for den verden, hvori vi lever.
Den umiddelbare kontrast er altså klar. For Kierkegaard bør lidenskaben være bundet til det, som man irrationelt vælger at tro. For den alternative rent filosofiske bestræbelse bør lidenskaben være bundet til at følge fornuften og ikke gå længere end grunden rationelt kan bære. Den ene lidenskab behøver ikke at være mindre end den anden. De er blot bundet forskelligt.
Kommet så langt, må man selvfølgelig spørge, om lidenskaben for fornuften overhovedet selv er fornuftig. Og her er svaret enkelt.
FEMEN and Combo present exhibit on wall in Paris for National Day 14 july.FEMEN activists posted the Combo collage on a wall in Paris for French National Day. His work was inspired by Delacroix. Police tried to prevent FEMEN from leaving their HQ throughout the morning. Flere fotos på FEMEN and Combo present exhibit on wall in Paris for National Day
Delacroixs berømte maleri er her. Peter Carlsen har lavet en dansk version. Det er min bedste ven gennem 35 år fra 1958 til hans død i 1992, Henrik Rønning, med foldboldhatten til højre for Claus Carstensen. Jeg ved ikke hvor sjov jeg synes hans ironi over nationen er. Peter Carlsen er en kerndansk sosse fra den midtsjællandske provins i Anker-traditionen, en kunstens Roald Als. Jeg ved ikke, om han er blevet klogere siden jeg kendte ham. Jeg nærer ingen videre illusioner om danske kunstneres politiske indsigt. Er Femen dagens virkelige, uakademiske kunstnere, vor tids Joseph Beuys, Nash og Thorsen? Er akademierne rent statsunderstøttet bagstræb?
Måske mere interessant, Delacroix var ven af Frédéric Chopin og George Sand, hun har skrevet om det og hans dobbeltportræt er kendt. Man havde næppe husket George Sand, havde det ikke været for Chopin. Endnu et eksempel på patriarkalsk chauvinisme og endnu en gang vås, eftersom chauvinisme betyder overdreven patriotisme. Chopin var en vigtigere komponist, end Sand var forfatter. Længere er den ikke.
Der findes en bog om Henrik Rønning, “Jeg kendte dem alle”, som jeg skal forsøge at uploade her. Det er jo som om, at hvis man døde inden internettet, fandtes man ikke rigtigt, og jeg vil gerne riste en gammel ven en digital rune.
Ligegyldigt hvor mange asylanter, er det aldrig nok
Disse er altså asylbehandlede og afvist efter en proces, der er i overensstemmelse med den ‘generøse’ svenske lov. Ikke desto mindre kalder journalister og politikere dem ‘papirløse’, som om de burde have svensk pas, men ved et rent uheld ikke har det. De kan nu blive i landet, få lægehjælp, tandlægehjælp, og deres børn kan komme i skole. Alligevel er det ikke nok, selvom det er et de facto amnesti. Sverige behøver i virkeligheden ikke nogen love eller noget Migrationsverk, de har underkendt sig selv. Lovgivningen var bare for sjov. Det rygtes naturligvis ude i verden og afspejler sig i asyltallene. Bare tag til Sverige og bliv der, Riksdagen synes det er helt i orden.
Tidligere ville det have heddet en ‘besættelse af fremmede magter’, jeg ved ikke hvad de kalder det nu. De har sluppet tøjlerne, nu må det gå sin gang. Medelsvensson selv tror stadig myndighederne ved, hvad de foretager sig. De betaler lydigt ved kasse 1 i milliarder og menneskeliv. Senest i forgårs kostede multikulturen endnu en ung svensk kvinde livet. Life is cheap – en af de racistiske mordere, der halalslagtede Daniel Wretström i år 2000, har lige optrådt for svenske ungsossar, SSU.
Wretström ville være fyldt 30 i år, havde det ikke været for Khaled Odeh og Danilo Henriquez. Odeh sad og ævlede om Allah i retten, så de rationelle svenskere mente han måtte være sindssyg og dømte ham til 18 måneders psykiatrisk ‘skyddstilsyn’ for tortur og overlagt mord. Svennes liv er billigt i handel og vandel, man kan spørge sig, hvem der er sindssyg.
Svenske aviser skrev, at Wretström var nazist, for at kunne leve med sig selv, og de lever da endnu. Med deres grovkornede løgne, fik de skabt en svensk martyr. Wretström var hverken skinskalle eller nazist, og selvom han havde været det, var mordet på ham alligevel et racistisk angreb på Sverige og enhver menig svensker. Wretström er kun et af mange hundrede svenske dødsofre for multikulturen, og det er for optimistisk at tro, at ikke mange flere skal af med livet i de kommende årtier. Hvad er et helt nyt samfund værd i dødsofre ? Kun svenske vælgere kan besvare det, og der er ikke meget håb at hente der.ASYLSTAFETTEN 2013.En lång vandring för en mänskligare politik, ”Det finns inga illegala människor”
Three Nights of Muslim rioting in Hamburg Altona
For three nights in a row there have been heavy Muslim riots in Hamburg-Altona. On Thursday evening a mob attacked policemen. Last night they burned cars and hurled stones. About 150 young people gathered Friday night in Chemnitz Street and in Holsten Street. “They wanted to let loose,” said a police spokesman. First the rioters only lit firecrackers; later they torched cars.
In Karl Wolff Street a car was completely gutted. Another car was set on fire in Hospital Street, but was able to be extinguished. Some time later the tires of another car were burning. More than 100 police officers were out in force. They used pepper spray against the rioters. In response the mob hurled stones at the officers. A 21-year-old man was arrested.
The following night on Sunday again around 80 young people gathered in Holsten Street, and fireworks were ignited again — luckily nothing more happened on the third night of riots. “The situation has become very calm,” said the spokesman for Hamburg police on Sunday morning. The riots started on Thursday night when a group of youths blinded car drivers with a laser pointer. The police moved in – and suddenly saw a group of over 150 people moving towards them. 16 rioters were detained.
There was an aggressive mood and the situation escalated. In the media, not much was said about the cultural background of the rioters, but in the photos and videos it can be seen: There are ‘Asians’ and women with headscarves. Also, the battle cry “Allahu Akbar” can be heard in the video. Vlad Tepes, The Hamburg-Altona Intifada, Video på Bild Zeitung
Ny SCB statistik bekræfter, at oprindelige svenskere kommer i mindretal i landet omkring år 2050. Man taler ikke så meget om det, men 2050 er årstallet der dukker op hver gang nogen gør. Man må formode, det er nogenlunde akkurat.
Hittills i år har 642 nyanlända svenskar bosatt sig i länet, enligt siffror framtagna av Migrationsverket. En tydlig ökning i jämförelse med förra årets total på 524. Antalet mottagna 2013 avser perioden januari till och med maj månad.
– De som kommit är till 75 procent anhöriga till en person som redan fått uppehållstillstånd, till anhörig räknas partner eller minderåriga biologiska barn. Kärnfamiljen kan man säga. Ökningen fanns med i prognosen redan 2012 och baserades på antal asylsökande, berättar Gisela Andersson, integrationsdirektör på Länsstyrelsen Kronoberg.
I antal nyanlända räknat på länets befolkning placerar sig Kronobergs län jämförelsevis högt, det dubbla mot exempelvis Kalmar län.
– Vi är ett län med generöst flyktingmottagande och har varit det länge. Länet hade tidigt flyktingförläggningar, i Alvesta redan på 1960-talet. Alvesta som hittills i år tagit emot 90 personer och där samtliga är självbosatta. Till självbosatta räknas även ensamkommande flyktingbarn. Kraftig ökning av anhöriginvandrare till Kronobergs län
Rescue Workers Attacked by “Jeunes” Who Were Looting Corpses
This train crash has been extensively reported by the mainstream media. Less widely reported is the fact that “jeunes”, French journalist code for Muslims, attacked the rescue workers and looted the corpses of the victims.
It’s an incredible scene that met police officers when they arrived in Brétigny-sur-Orge. While they were trying to bring help to the victims of the derailment of the Paris-Limoges train, in which at least six people died, they had to deal with stones being thrown at them by a small group of ‘jeunes’. At the origin of the attack: looters who had come to steal from the bodies of the dead and wounded whatever they could carry away.
“They seemed to be helping the victims”. Nathalie Michel, from the Alliance police trade union, describes the scene on air on Europe 1: “At 5.30 pm, while our colleagues were deploying, they see a group of ‘jeunes’ who approach and seem to be helping the victims. Very quickly, they realise that these individuals are there to rob the victims and especially the first corpses,” says the trade union member indignantly. IVE
G punktet refererer til Ernst Gräfenberg. – Jeg har haft tinnitus på det højre øre i mange år, det er kun naturligt når man har været rocktrommeslager og været til Jimmie Hendrix-koncert. Ude i de store svenske skove betyder det, at jeg må høre lidt radio pr. hovedtelefon, for at overdøve hyleriet i naturens store stilhed.
Der var engang, hvor der var store personligheder i dansk public service. Jeg er ikke klar over, hvor de blev af efter de døde, nu hedder de Georg Metz, Danmarks Göran Greider. De sidder på caféer og pludrer, men der er ingen der tager dem rigtigt alvorligt bortset fra en lille, indforstået sekt. Jeg kan ikke se for mig en dokumentar om Store Kongensgade 40’s moccabolle Georg Metz. Når han dør, får han en messingplade ved siden af Torben Kroghs ved baren på Cafe Blå Time, og folk vil spørge: Hvem var Georg Metz?
De vil endda ikke huske Informations legendariske fotograf, Ernst Nielsen. Det gør jeg. En smøg, en bajer og en Leica M 3, det var før digitaliseringen. Hurtrigt hjem og dyppe celluidstrimlen, sprit-tørre den og ind i en Leitz Focomat. I firserne var fotografier stadig en eksklusiv vare. Dygtige pressefotografer var hverdagskunstnere. Jeg var til jobsamtale hos Politikens billedredaktør Ove Martin da jeg var 20, men han viftede mig af og godt det samme. Han kunne ikke lide mig, og det var fuldstændigt gengældt, en værre bøffel.
Flemming Madsen havde også tinnitus. Desværre er hans tale til kalkunfarmen (vælgerne) eller hans indslag med Jacques Tati ikke at se på You Tube. Indslagene er ikke overgået siden, og det er mange år. Han skrev for årtier siden en kronik om, hvordan han håndterede sin tinnitus. Han stillede en transistorradio på sit natbord og satte den til at sende serbokroatisk på mellembølger, som han ikke forstod et ord af trods store sprogkundskaber. Sådan fik han nattero i sin mere end almindeligt aktive hjerne.
Ude i glesbygden i Sverige er det noget andet, men nu om stunder har vi alle en smartphone med FM radio, og den kunne jeg høre selvom jeg i det store hele bojkotter svenske elektroniske medier – undtagen deres fremragende P 2 klassisk på nettet, der er klasser over DR’s, musikken er bedre og ungkommunisten Lotte Heise er fuldstændigt fraværende, men nu kommer jeg til sagen i den udstrækning, der er én:
Men når man ligger helt netløs på et loftskammer og skal sove, står den på FM på mobilen. Den kan tage er en 6-7 kanaler, hvor man kan være heldig at de på alle på én gang taler svensk med tung nysvensk accent. Man er svagt irriteret over at være i ur-Sverige og høre halvudenlandsk hele tiden, ikke engang ægte serbokroatisk. Man surfer væk.
Jeg havnede på Utbildningsradion, hvor de spillede Bildningsbyrån – sex – G-punkten – finns den? Det kan måske være nyttigt at vide for nogle, men vil jeg sex-uddannes kl 24. en sommernat, når jeg blot skal have camoufleret en hyletone, er alene og skal sove? Jeg blev hængende en stund. Der var ti-tolv kaglende G-punkter og en enkelt, formodet svensk han-ekspert i dem. Det forblev uvist, om punktet findes. Hør selv, hvis du vil vide det. Er der andre end SR’s statsfeminister og mig, der overhovedet husker Shere Hite? Er det ikke bedst, at sove fra det?
Erotisk er SR’s sexuddannelse af nogenlunde lige så sexet som en dybfrossen poulard, at høre to videnskabmænd m/k og en flok svenske kvinder snakke om deres kønsorganers indretning og deres partneres evne til at betjene dem. Det er den personificerede affortryllelse af enhvers private drøm, afkønnetheden som ideal.
Jeg kan bedst lide mirakler, jeg hader stadig svensk og dansk kønsdebat, – mest svensk – enhver ung svensker er bedre tjent uden den. Lad de gamle messe deres humbug, de er ikke engang hæderlige nok til at fortælle de unge piger, at de risikerer deres liv ved at omgås såkaldte ‘nysvenskere’, en evigt tilbagevendende tragedie, der koster underklassens kvinder livet hver gang. Jeg har set på det i tredive år nu, og de velbjærgede lyver stadig om det, disse forrædere af alt, der kan forrådes.
Hallucinerede jeg alle de dildoer og sprøjte- og klitorisorgasmer? Nej, jeg var tilbage i Sverige, jeg gjorde som man gør, når man genbesøger en gammel kæreste, man har slået op med for længe siden. Man kan drikke kaffe med hende, men man skal ikke gå i seng med hende, og hvis man ikke kan lade være, skal det kun være i en uge. Jeg faldt i seng med hende – jeg hørte Sveriges Radio, det var kort, men det skete.
Jeg blev tvunget til at gentænke ordet ‘erotik’: Det er det anede, det uvisse, det forbudte og farlige, det kontrollanter vil indfange, men som unddrager sig.
Uden skjul og tabuer, ingen erotik. Henry Miller gik for at en ren pornograf i 40’erne og 50 ‘erne, USA ville ikke udgive ham, Frankrig ville, men hans spredte seksuelle beskrivelser er blot en ensom mands hunger efter kærlighed, en dreng der voksede op i et kærlighedsløst hjem i Brooklyn og beslutter sig for, at der måtte være mere i livet end den prosaiske virkelighed, der omgav ham – kunst og kærlighed var, hvad han higede efter. Han besøger senere sine forgræmmede forældre, og skriver om det, jeg har glemt hvor.
Henry Miller rejste fra det snerpede USA til det ufornuftige og frivole Frankrig, og fra Paris’ rendestene voksede hans indre verden sig stor, mens han dokumenterede sin rejse med hundredetusinder af ord om parisiske ludere og expatrierede forfattere. Miller var en forsmået romantiker, SR har bortskaffet romantikken af ækvivationen som også Orwell regnede ud: Den er kun til besvær, uberegnelighed, glæde og sorg, den bringer uorden i fornuftens regnskab.
Schopenhauer er giftig og morsom over for sex og kvinder, og der var ikke engang noget der hed SR fra 1788 – 1860. Trods hans forkærlighed for husholdersken, mente han at kønsakten var udspekuleret fornedrende utænkt af skaberen over for et menneske af ånd. Det er måske nok at stramme den, men dagens pseudofrisind trænger til at blive modsagt af nogle sure, gamle mænd og kvinder: Ekstra Bladets pubertære, daglige sex-historier – for slet ikke at tale om Aftonbladets – og, svenske RFSU pædagogers statsstøttede sprøjteorgasmer. Hvilket privillegium at være vokset op dengang, man sex-udannede sig selv ganske gradvist, og ingen med verbalvold rev sløret væk for det anede. Deres frisind er ikke en ‘erotikmesse’ værd.
Findes der moralske principper, som er universelt gyldige, eller findes der ikke sådanne principper? På sin blog på Berlingske (den 4. juli 2013) præsenterer Kasper Støvring en amerikansk filosof, Jesse Prinz, som argumenterer for det sidste, og som derfor hævder en kulturrelativistisk position, der indebærer, at vor dybeste moralske forpligtelse er kulturelt begrænset. Da dette spørgsmål er helt centralt for forståelsen af vor situation i verden, er der grund til at se nærmere på, om Jesse Prinz’ argumentation holder.
Jesse Prinz udelukker selve muligheden for at begrunde en objektiv og universelt gyldig etisk fordring, som er forpligtende for alle personer uanset etnicitet, religion, køn og andre partikulære forhold. Og det gør han – ifølge Støvring – ved at tilbagevise tre forskellige bud på, hvorledes man kunne tænke sig at begrunde en sådan fordring. Tre forskellige bud på, hvor universaliteten i en sådan fordring skulle komme fra. Det ene er fra religionen – fra Guds bud; det andet er fra den menneskelige natur – fra evolutionsbiologien; og det tredje er fra rationelle principper – eller begrebslogiske deduktioner. Og så tilbageviser han i tur og følge, hvert af disse forsøg på at begrunde en objektiv moral.
Da jeg er fuldstændig enig i, at man ikke kan begrunde et universelt forpligtende etisk princip på religion, og at man heller ikke kan begrunde det på evolutionsbiologi (menneskets natur), så går jeg direkte til det centrale spørgsmål: Giver Jesse Prinz en gyldig – og universelt forpligtende – begrundelse for, at det er umuligt rent begrebslogisk at begrunde et universelt, rationelt forpligtende etisk princip? Hvorledes begrunder Jesse Prinz – ifølge Støvring – at det er umuligt? Der er to hovedpunkter i Jesse Prinz’ argumentation.
For det første hævder han, at rationaliteten er et neutralt instrument i forhold til at vurdere menneskelige handlinger. Men er det rigtigt? Rationaliteten siger, at to plus to er fire. Rationaliteten er altså ikke neutral med hensyn til, om man hævder eller benægter den påstand. Og det at hævde eller benægte påstande er også menneskelige handlinger. Så det er ikke korrekt at sige helt generelt, at rationaliteten er et neutralt instrument til at vurdere menneskelige handlinger. Således er rationaliteten heller ikke neutral med hensyn til, om man bøjer sig for Gödels bevis eller ikke, selv om de færreste forstår dette bevis.
Så langt er der altså noget elementært galt i Jesse Prinz’ argumentation, men lad os gå videre til næste punkt, som er det centrale. Her hævder Jesse Prinz, at i bedste fald kan rationaliteten fortælle os, hvilke af vore værdier der er uforenelige, og hvilke handlinger der vil føre til opfyldelsen af vore mål; men rationaliteten kan ikke sige noget om, hvilke af vore uforenelige værdier vi skal opgive, og den kan ikke sige noget tvingende om, hvilke mål vi skal forfølge.
Er dette så korrekt? Det afgørende her er, at vi kan følge mål, og at vi kan lade vor viden indgå i den kausale determination af de mål, som vi følger. Og spørgsmålet er, om rationaliteten så kan sige noget om, hvilke mål vi bør følge. Eller mere præcist: om rationaliteten kan sætte nogle principielle betingelser for, hvilke mål vi bør følge. Jesse Prinz hævder, at rationaliteten sætter én sådan betingelse. Den siger, at vi ikke bør have mål, som er uforenelige, og som derfor står i vejen for hinanden. Men Jesse Prinz hævder i næste omgang, at rationaliteten aldrig kan sige noget tvingende om, hvilke af de uforenelige mål vi bør opgive.
Der knytter sig nogle spørgsmål til det formodede attentat: Hvad var grunden til, at fredagsbønnen var en time forsinket? Der foreligger intet om det fredag aften. Endvidere rejser en engelsk ven nogle spørgsmål:
Has anyone actually looked at the mosque location in Google maps? The mosque is the third building along Binfield Street, about 20 meters from the junction with Victoria Street. The police reports say that the explosion took place on the disused railway line behind the mosque. At the closest point to the mosque, that’s about 15 meters away.
In June, a small home-made bomb was left outside a mosque in Walsall, a few miles north-east of Tipton. The device was reported to be about the size of a mobile phone. Now, reports say they heard a dull thud. That sounds consistent with the size (you’ve all heard the noise the pressure cooker bomb made in Boston). A bomb that size would have a dangerous range of (educated guess) about 5 meters. This does not add up for an attack. The location is just too suspicious. Anyway, just tongue in cheek, the Park Methodist Church is nearer … how do know it wasn’t a Methodist terrorist?
Tillykke med de 78 år, Kurt Westergaard
Drengen fra Døstrup, der blev verdenskendt med et pennestrøg, da han tegnede religionsstifteren Muhammed med en bombe i turbanen, fylder i dag 78 år.
For 78 år siden kom Kurt Westergaard til verden i landsbyen Døstrup nær Randers. Efter en skoletid, hvor han var klassekammerat med Mogens Camre, uddannede han sig i 1958 til lærer på Ranum Seminarium. Herefter arbejdede Westergaard i en årrække i åndssvageforsorgen, mens han sideløbende dyrkede interessen for at tegne på et semiprofessionelt plan som teatertegner for blandt andet Aalborg Stiftstidende (det nuværende Nordjyske, red.). I 1988 blev Kurt Westergaard ansat som tegner på Jyllands-Posten. Her fortsatte han frem til 2010, hvor det konstante terrortryk mod avisen, fik Jyllands-Posten til at sende Westergaard på pension…læs videre
Svensk politik er skræddersyet til at øge asylstrømmen
Resultatet udebliver ikke: 18.855 ansøgninger første halvår 2013. Indtil 31.5 i Danmark: 2.143.
Asylsökande det första halvåret 2013. Under tiden januari – juni 2013 har det kommit 18.855 asylsökande till Sverige. Det är 15 procent fler än förra året under samma tid, då det kom 16.338 vilket är 15 procent fler än förra året. (En enkel fråga: Hur länge kan antalet asylsökande till Sverige, varav 94 procent vägrar visa id-handlingar som kan styrka vilka de är och varifrån de kommer och varför, som inte får jobb och som inte kan – eller inte vill – integreras, öka?)
Østeuropa har hidtil ikke trukket megen muslimsk indvandring – på grund af fravær af velfærd, givetvis, men den der er grund til at tro, at polakkerne har en anden tolerancetærskel overfor dårlig opførsel og besættermentalitet, end den vi hidtil har set i Vesteuropa. Som i England, Danmark, her i Sverige og i Frankrig her nedenfor. Jeg vil tro, polakkerne ligefrem tager krigserklæringer helt bogstaveligt: terrorplots, voldtægter, mord, røverier og deres øvrige gangster- og trusselskultur. Jeg tvivler på, de gør det i varmluftballoner som Venstres støjsender Ingrid, der jo “vil blive straffet i Helvede”. Primitivt og helt utilgiveligt ekstremt i Vesten, men det kunne da være interessant at se ummahen forsøge at trille bæ med polakkerne.
Fransk politi overfaldes i Paris, tysk politi i Hamborg-Altona
I wrote about this incident here a couple of weeks ago. It’s fairly typical these days. Police enter Muslim no-go area in force to arrest a criminal, then are attacked by a mob that forms almost instantly around them. A video recently surfaced showing some of what happened, however. Here it is.
The basic narrative goes something like this. Police move in to arrest a criminal called Makan. As they are doing so, Makan’s brother Mohammed tries to intervene. The police later arrest him too. A Muslim mob forms. Makan and Mohammed’s mother is part of it. The police used tear gas and flashball guns to disperse the mob. During use of these weapons, the criminals’ mother is hit by something and later loses her eye in hospital.Paris: Video of Muslim Mob Attacking Police (Villemomble : une femme perd un oeil après le tir de flash-ball d’un policier.) – Le Parisien har tilføjet tekstforklaringer undervejs i videoen.
Jeg maler gerne profeten på Inger Støjbergs husmur
Tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) skriver i en kronik i Politiken (8. juli 2013), at hun gerne maler profeten Muhammed på sin husmur. Jeg ved ikke om, Inger Støjberg har evnerne til at udføre et murmaleri. Men da jeg ikke alene har skabt et af Danmarks mest omtalte murmalerier – i Brande sommeren 2005 – og desuden er uuddannet fra Det Jyske Kunstakademis malerskole ved billedkunstner Tomas Lahoda, vil jeg gerne uden beregning bistå Inger Støjberg og male et portræt af religionsstifteren Muhammed på hendes husmur.
Jeg har allerede en del erfaring med hensyn til portrætter af mytologiske figurer, så teknisk er jeg i stand til at udføre et vellignende billede af profeten på Støjbergs husmur. Jeg har fremsendt mit generøse tilbud til Inger Støjberg, men har endnu ikke fået en tilbagemelding fra politikeren. m.v.h. Uwe Max Jensen, kunstner.
Svensk selvinnsikt
Hakelius skriver klummer i Aftonbladet. De er ikke af umistelig interesse, det er interviewet i norske Minerva her til gengæld:
Johan Hakelius mener svensker i bunn og grunn er tyskere, at de dertil er henfalne til rasjonalisme, og dårlige til å håndtere forskjeller. Dette er vanskelig å endre, men han håper de kan få bedre innsikt i sin problematiske natur.
Det ene problemet er at Sverige er et veldig lite land. Når en type politisk korrekt mentalitet har fått et grep om toneangivende stemmer, blir den veldig dominerende fordi det er få andre rivaliserende standpunkter. Sverige er alltid bare én sak av gangen, og nå er det politisk korrekt. Det andre problemet er at Sverige i bunn og grunn er et aristokratisk og ganske snobbete samfunn. I det ligger det også en moralisme, en tilbøyelighet til å fortelle andre hva de burde synes og hva de burde gjøre. Det politisk korrekte passer fint inn i dette mønsteret.
En annen forklaring på forskjellen mellom de skandinaviske landene er at det i Sverige finnes et ekstremt behov for ikke å være uenige. Det er for oss noe forstyrrende, noe smertefullt, ved sterk uenighet. Man klarer ikke helt å la det ligge, akseptere at de forstyrrende meningene er der. Følgen blir at man enten prøver å finne et kompromiss som alle kan være med på, eller at man prøver å fryse ut dem som bryter konsensusen.
Mange utlendinger som bare er på besøk i Sverige, synes Sverige fremstår som et veldig åpent samfunn. Jeg pleier å fortelle dem at de synes det fordi de ikke skjønner hvordan Sverige fungerer. For svensker synes lette å omgås med på overflaten, men det er fordi alt er skjult. Om du er på en middag i USA eller en del andre land, og for eksempel bruker feil bestikk eller bryter annen etiketteregel, vil oftest den som sitter ved siden av deg, henvende seg til deg og forklare at ”her gjør vi det sånn”. Men i Sverige vil den som sitter ved siden av deg, henvende seg til den som sitter på andre siden av ham, og si: ”Så du hva han gjorde?”
Svensker er i bunn og grunn tyske. Tyske i nesten alle ting. Men etter 2. verdenskrig har svensker trodd at de er amerikanere eller briter, en form for skandinaviske angelsaksere. Men det er de ikke, og det skaper mange problemer. Svensker tror for eksempel at de er veldig åpne. De tror at Sverige er et åpent samfunn som er lett å komme inn i. Og det er jo åpenbart feil. Det er kjempevanskelig å komme inn i det svenske samfunnet, nettopp fordi det finnes så mange skjulte regler som gjelder, og regulerer all adferd. Minerva.no
…bortset fra for dem, der lever af at sælge dem. Hvad siger man til de såkaldte myndigheder, når man kommer og skal have nyt pas for 20. gang? Ingenting, såmænd, og et svensk pas er et adgangskort til hele EU, hvad siger andre lande til denne trafik? Mon ikke matriarkatet også tilbyder pastaberen en krisepsykolog?
De senaste åren har antalet svenska pass som anmälts som stulna eller borttappade ökat kraftigt. Från drygt 45 700 2008 till årets prognos på över 60 000. Polisen har flera exempel på personer som på kort tid tagit ut många pass – upp till 20 stycken. Något man kan göra utan att frågor ställs. Någon rätt att kalla en sådan person till förhör har inte polisen:
Nu har polisledningen tillsatt en grupp som ska utreda hur vanligt det är att svenska pass hamnar hos människosmugglare och ta fram ett förslag för hur missbruket ska kunna stoppas. – Kanske ska man kallas till förhör efter tre tappade pass, säger Sören Clerton. Vi vet att andra länder laborerar med det och det är kanske den väg som också Sverige ska välja. 60 000 svenska pass tappas bort i år.
Shooting the Messenger
by Fjordman
On June 26, 2013, the newspaper VG in Norway published a full-length essay by Kjetil Jakobsen, a historian of ideas, who directly compared me to the senior Nazi leader Heinrich Himmler and the exceptionally brutal SS. He declared with certainty that I represent a “modernized Nazism,” nothing more and nothing less than that.
As it happens, on that very same day, the United Kingdom barred entry for two activists engaged in combating the real, Islamic Nazi movement of our age. The high-profile American authors and bloggers Robert Spencer and Pamela Geller were told by British authorities that they could not gain entry to the UK because their anti-Islamic views are “not conducive to the public good.” These two entirely peaceful anti-sharia advocates had planned to join Tommy Robinson and Kevin Carroll of the EDL in laying flowers at the site of the soldier Lee Rigby’s public murder and beheading by a Jihadist thug in Woolwich, London, in honor of Armed Forces Day.
What these two seemingly unrelated events have in common is the phenomenon known as “shooting the messenger”; that is, blaming those who bring bad news for creating it in the first place. If you warn against rising tensions and violent threats due to Muslim immigration, fingers are quickly pointed at you for causing these sad developments, especially by those who have done the most to promote policies leading to this result.
On June 25, 2013, Norway’s Minister of Culture Hadia Tajik, whose family is of Pakistani Muslim descent, published an essay in the daily VG. In it, she claimed that she’s in favor of free speech and supports the grant given to me by Fritt Ord, the Freedom of Expression Foundation in Norway, for my upcoming book about the Breivik case, Witness to Madness. That’s nice, of course, although it’s unclear why senior government representatives should have an opinion about how a private organization such as Fritt Ord choose to spend their own money.
Hadia TajikCoincidentally, in January 2013 the same Minister of Culture Hadia Tajik from the Labour Party strongly denounced political rivals such as the deputy leader Per Sandberg and others from the Progress Party. They had dared to question the direct support given by all of the country’s taxpayers to the Norwegian Centre against Racism, despite their lack of political balance. The left-wing Minister of Culture considered it “a serious attack on freedom of speech” if organizations with pronounced left-wing sympathies cannot receive public funding.
Apparently, you can only have real “freedom of speech” and be truly “independent” if you are funded directly by the taxpayers for your activities, although for some reason, this rule does not seem to apply to organizations that are critical of mass immigration. They are frequently classified and mapped as “haters” or “extremists” by state-funded organizations. Minister Tajik disingenuously emphasized that the Centre against Racism supposedly represent “innovation,” although they have merely parroted the same message again and again for decades, regardless of how many problems mass immigration has actually caused in real life.
In her VG essay from June 2013, Tajik stated that what she feared the most was not my allegedly horrible viewpoints but her own inability to counter my arguments, which is a remarkable admission. The Minister of Culture spent the rest of the essay harping on what a dangerous and loathsome “extremist” I am.
She used the expression “det gode selskap” about those who agree with her views. This might be translated to English as “police society,” but it’s stronger than that, and in this case tends to mean simply “those who are good.” I looked for traces of irony in the text but couldn’t find any. Neither did others who read it. Apparently, the Minister of Culture in all seriousness defined those who agree with her views on Multiculturalism, Islam and mass immigration as the “good” people. Does that make those who disagree with her evil?
Minister of Culture Hadia Tajik from the Labour Party emphasized that it’s necessary for the democratic system to defend itself against “attacks” from evil people like me. The newspaper VG published an editorial saying essentially the same thing a few days earlier. That Tajik may disagree with some of my views and voice her opinion on this is just fine with me, but it should be taken into account that she stated this as a sitting Minister representing the largest political party in Parliament, not as a private citizen. Should senior government representatives go after individual citizens with no criminal record to publicly define them as beyond the pale?
.JPG){kind=link}