G punktet refererer til Ernst Gräfenberg. – Jeg har haft tinnitus på det højre øre i mange år, det er kun naturligt når man har været rocktrommeslager og været til Jimmie Hendrix-koncert. Ude i de store svenske skove betyder det, at jeg må høre lidt radio pr. hovedtelefon, for at overdøve hyleriet i naturens store stilhed.
Der var engang, hvor der var store personligheder i dansk public service. Jeg er ikke klar over, hvor de blev af efter de døde, nu hedder de Georg Metz, Danmarks Göran Greider. De sidder på caféer og pludrer, men der er ingen der tager dem rigtigt alvorligt bortset fra en lille, indforstået sekt. Jeg kan ikke se for mig en dokumentar om Store Kongensgade 40’s moccabolle Georg Metz. Når han dør, får han en messingplade ved siden af Torben Kroghs ved baren på Cafe Blå Time, og folk vil spørge: Hvem var Georg Metz?
De vil endda ikke huske Informations legendariske fotograf, Ernst Nielsen. Det gør jeg. En smøg, en bajer og en Leica M 3, det var før digitaliseringen. Hurtrigt hjem og dyppe celluidstrimlen, sprit-tørre den og ind i en Leitz Focomat. I firserne var fotografier stadig en eksklusiv vare. Dygtige pressefotografer var hverdagskunstnere. Jeg var til jobsamtale hos Politikens billedredaktør Ove Martin da jeg var 20, men han viftede mig af og godt det samme. Han kunne ikke lide mig, og det var fuldstændigt gengældt, en værre bøffel.
Flemming Madsen havde også tinnitus. Desværre er hans tale til kalkunfarmen (vælgerne) eller hans indslag med Jacques Tati ikke at se på You Tube. Indslagene er ikke overgået siden, og det er mange år. Han skrev for årtier siden en kronik om, hvordan han håndterede sin tinnitus. Han stillede en transistorradio på sit natbord og satte den til at sende serbokroatisk på mellembølger, som han ikke forstod et ord af trods store sprogkundskaber. Sådan fik han nattero i sin mere end almindeligt aktive hjerne.
Ude i glesbygden i Sverige er det noget andet, men nu om stunder har vi alle en smartphone med FM radio, og den kunne jeg høre selvom jeg i det store hele bojkotter svenske elektroniske medier – undtagen deres fremragende P 2 klassisk på nettet, der er klasser over DR’s, musikken er bedre og ungkommunisten Lotte Heise er fuldstændigt fraværende, men nu kommer jeg til sagen i den udstrækning, der er én:
Men når man ligger helt netløs på et loftskammer og skal sove, står den på FM på mobilen. Den kan tage er en 6-7 kanaler, hvor man kan være heldig at de på alle på én gang taler svensk med tung nysvensk accent. Man er svagt irriteret over at være i ur-Sverige og høre halvudenlandsk hele tiden, ikke engang ægte serbokroatisk. Man surfer væk.
Jeg havnede på Utbildningsradion, hvor de spillede Bildningsbyrån – sex – G-punkten – finns den? Det kan måske være nyttigt at vide for nogle, men vil jeg sex-uddannes kl 24. en sommernat, når jeg blot skal have camoufleret en hyletone, er alene og skal sove? Jeg blev hængende en stund. Der var ti-tolv kaglende G-punkter og en enkelt, formodet svensk han-ekspert i dem. Det forblev uvist, om punktet findes. Hør selv, hvis du vil vide det. Er der andre end SR’s statsfeminister og mig, der overhovedet husker Shere Hite? Er det ikke bedst, at sove fra det?
Erotisk er SR’s sexuddannelse af nogenlunde lige så sexet som en dybfrossen poulard, at høre to videnskabmænd m/k og en flok svenske kvinder snakke om deres kønsorganers indretning og deres partneres evne til at betjene dem. Det er den personificerede affortryllelse af enhvers private drøm, afkønnetheden som ideal.
Jeg kan bedst lide mirakler, jeg hader stadig svensk og dansk kønsdebat, – mest svensk – enhver ung svensker er bedre tjent uden den. Lad de gamle messe deres humbug, de er ikke engang hæderlige nok til at fortælle de unge piger, at de risikerer deres liv ved at omgås såkaldte ‘nysvenskere’, en evigt tilbagevendende tragedie, der koster underklassens kvinder livet hver gang. Jeg har set på det i tredive år nu, og de velbjærgede lyver stadig om det, disse forrædere af alt, der kan forrådes.
Hallucinerede jeg alle de dildoer og sprøjte- og klitorisorgasmer? Nej, jeg var tilbage i Sverige, jeg gjorde som man gør, når man genbesøger en gammel kæreste, man har slået op med for længe siden. Man kan drikke kaffe med hende, men man skal ikke gå i seng med hende, og hvis man ikke kan lade være, skal det kun være i en uge. Jeg faldt i seng med hende – jeg hørte Sveriges Radio, det var kort, men det skete.
Jeg blev tvunget til at gentænke ordet ‘erotik’: Det er det anede, det uvisse, det forbudte og farlige, det kontrollanter vil indfange, men som unddrager sig.
Uden skjul og tabuer, ingen erotik. Henry Miller gik for at en ren pornograf i 40’erne og 50 ‘erne, USA ville ikke udgive ham, Frankrig ville, men hans spredte seksuelle beskrivelser er blot en ensom mands hunger efter kærlighed, en dreng der voksede op i et kærlighedsløst hjem i Brooklyn og beslutter sig for, at der måtte være mere i livet end den prosaiske virkelighed, der omgav ham – kunst og kærlighed var, hvad han higede efter. Han besøger senere sine forgræmmede forældre, og skriver om det, jeg har glemt hvor.
Henry Miller rejste fra det snerpede USA til det ufornuftige og frivole Frankrig, og fra Paris’ rendestene voksede hans indre verden sig stor, mens han dokumenterede sin rejse med hundredetusinder af ord om parisiske ludere og expatrierede forfattere. Miller var en forsmået romantiker, SR har bortskaffet romantikken af ækvivationen som også Orwell regnede ud: Den er kun til besvær, uberegnelighed, glæde og sorg, den bringer uorden i fornuftens regnskab.
Schopenhauer er giftig og morsom over for sex og kvinder, og der var ikke engang noget der hed SR fra 1788 – 1860. Trods hans forkærlighed for husholdersken, mente han at kønsakten var udspekuleret fornedrende utænkt af skaberen over for et menneske af ånd. Det er måske nok at stramme den, men dagens pseudofrisind trænger til at blive modsagt af nogle sure, gamle mænd og kvinder: Ekstra Bladets pubertære, daglige sex-historier – for slet ikke at tale om Aftonbladets – og, svenske RFSU pædagogers statsstøttede sprøjteorgasmer. Hvilket privillegium at være vokset op dengang, man sex-udannede sig selv ganske gradvist, og ingen med verbalvold rev sløret væk for det anede. Deres frisind er ikke en ‘erotikmesse’ værd.




