Frimærket er lavet efter Kierkegaards halvfætter Niels Christians blyantstegning af den unge Kierkegaard. Nogle mener, det er romantiserende, men vi har ingen fotografier af ham, så vi ved det ikke.
Niels Christian Kierkegaard (1806-82). I modsætning til mange af sine samtidige lod Kierkegaard sig aldrig fotografere, eller daguerreotypere, som det hed dengang. Københavnerne blev præsenteret for teknikken så tidligt som 1842 af den wienerske portrætmaler Joseph Weninger, der i Bredgade indrettede et atelier, hvor man formedelst otte rigsdaler kunne lade sig forevige på femten sekunder. Det var åbenbart femten sekunder for meget for Kierkegaard, ærgerligt nok, men jo også ganske konsekvent af en forfatter, der skrev pseudonymt og vedholdende gentog, at læseren skulle beskæftige sig med værket og ikke med personen bag. End ikke Regine ejede et billede af sin kæreste.
Som halvfætter til Søren fik imidlertid Niels Christian Kierkegaard med et par års mellemrum lejlighed til at tegne sin sidenhen så berømte slægtning. På profiltegningen fra januar 1838 er stregen overordentligt følsom, der er noget drømmende, men også aristokratisk over den åndfulde yngling, som har sat sig i positur. På tegningen en face, udført omkring 1840, ser man den smalle ansigtsform, spidst forløbende nedefter fra de ret brede kindben, der også kendes fra Kierkegaards fader og søsteren Petrea. Øjene er skønne, evigt stirrende, mens læberne er livfulde i deres linier. Det Kongelige Bibliotek: Portrætter af Søren Kierkegaard.
Opgør med Kierkegaard. Når Kierkegaard mener, at den lidenskabelige tro er »den høieste Sandhed« er han på afveje – man skal i stedet sætte al sin lidenskab ind på fornuftens side.
Søren Kierkegaard: Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. 624 sider, kommentarbind 459 sider. Udgivet af Niels Thulstrup i 1962 på Gyldendal.
af KAI SØRLANDER
Skal man forholde sig til Kierkegaard som filosof, så står Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift i centrum. Her finder man den samlende fremstilling af hans filosofiske eksperimenteren, før han i højere grad træder frem som religiøs tænker.
Derfor tager jeg mig den frihed at destillere min omtale af dette righoldige værk ned til en filosofisk konfrontation med Kierkegaard. For det er således, vi tager ham mest alvorligt: Ved ikke blot at følge ham i hans tankeudredninger, men ved at investere os selv i et oprigtigt forsøg på at gennemtænke hans grundlæggende antagelser og spørge, om vi skal følge i hans spor, eller om der er rationelt tvingende grunde til at gå ad en anden vej.
Spørgsmålet drejer sig altså ganske enkelt om, hvorvidt Kierkegaard har ret i sit grundlæggende syn på mennesket og dets situation i verden. Og specielt, om han har ret i sit syn på det absolutte. Findes der noget, som rationelt set er absolut og eviggyldigt, eller er det absolutte og eviggyldige noget, der kun kan tros? Kierkegaard står for det sidste. I hans optik er det helt afgørende, at det absolutte ikke kan nås med fornuften – altså med en rationelt tvingende argumentation. For Kierkegaard kan det absolutte kun nås med et spring ud over fornuften – ud dér, hvor fornuften ikke kan bunde. Et sådant spring fører ud på troens 70.000 favne vand.
Hertil føjer Kierkegaard så, at hvis det absolutte skal tros i sandhed, så skal det tros med lidenskab. Lidenskaben bliver kriteriet for sandheden af ens tro på det absolutte.
»Den objektive Uvished, fastholdt i den meest lidenskabelige Inderligheds Tilegnelse, er Sandheden, den høieste Sandhed der er for en Existerende.« Og lidenskaben må være personlig. Springet må den enkelte tage på egne vegne. Her kan vi ikke hjælpe hinanden med nogen ligefrem rationel argumentation, men højst ved en indirekte meddelelse, som antyder uden nogen logisk tvang.
Denne rent formelle grundposition udfylder Kierkegaard så på sin egen personlige måde – med sit eget forpligtende spring. Med lidenskabelig tro går han ind i kristendommen og sætter den kristne gud som det absolutte, der således får skikkelse i Jesu liv og forkyndelse.
Dermed accentueres troens paradoks: det absolutte skal ikke blot tros på tværs af fornuften, men det skal til og med tros at have optrådt i menneskeskikkelse. I udfoldelsen af denne tro lægger han al sin lidenskab, som i hans seneste år fører ham ud i en kamp for at anskueliggøre den kirkelige elites forræderi imod indholdet af kristendommen.
Rent rationelt tager Kierkegaard et vilkårligt spring, når han sætter kristendommen som det absolutte. Det er ikke et valg, som han kan begrunde på anden måde end ved valget selv. Der er intet i springets logik, der udelukker, at han kunne være sprunget til et andet substantielt indhold – sågar en politisk ideologi. Rationelt set kommer vilkårligheden til at råde.
Det helt afgørende spørgsmål er så, om Kierkegaard har ret i sin fastlæggelse af disse grundvilkår for menneskelivet, eller om der findes et rationelt alternativ – noget, som rationelt set er absolut og endegyldigt. I et sådant alternativ accepteres ikke noget spring ud over, hvor fornuften kan følge med. Og man sætter ikke lidenskaben ind på at tro noget, som man således springer til at tro.
I stedet sætter man al sin lidenskab ind på fornuftens side; og man er lidenskabeligt opsat på at finde et grundlag, som er rationelt tvingende for enhver, som overhovedet kan tænke, og hvorfra man på rent rationel vis kan begrunde, hvad der absolut må gælde for vor situation som personer og for den verden, hvori vi lever.
Den umiddelbare kontrast er altså klar. For Kierkegaard bør lidenskaben være bundet til det, som man irrationelt vælger at tro. For den alternative rent filosofiske bestræbelse bør lidenskaben være bundet til at følge fornuften og ikke gå længere end grunden rationelt kan bære. Den ene lidenskab behøver ikke at være mindre end den anden. De er blot bundet forskelligt.
Kommet så langt, må man selvfølgelig spørge, om lidenskaben for fornuften overhovedet selv er fornuftig. Og her er svaret enkelt.





