Av S R Larsson

Du är uppenbarligen stolt över att vara en svensk journalist. Enligt din egen utsaga ingår i din gärning att undvika att skriva sanningen när sanningen inte stämmer överens med den svenska regeringens invandringspolitik. Du säger själv i intervjun med Timbros Mediainstitut:

“…snacket om konsekvensneutralitet är ju bara nys i de här sammanhangen: jag tycker rakt av att journalistiken ska sträva efter att inte spä på främlingsfientlighet och det är uppenbart att vi ofta faktiskt går runt katten kring het gröt när vi kommer till så kallad förortsproblematik”

Till att börja med antar du att kritik av invandringspolitiken är detsamma som någon slags “främlingsfientlighet”. Du har med andra ord ideologiserat frågan redan innan du börjar analysera den och bedöma hur du ska rapportera om den. Men än värre är egentligen att du utgår ifrån att din granne, din bror, dina gamla skolkamrater inte kan hantera sanningen om kravallerna i Husby. Du tror att du, som journalist, har rätten att avgöra vad dina medmänniskor bör eller inte bör få veta om den värld de lever i.

Det är inte så lite förmätet av dig och dina journalistkolleger att ta på er den rollen. När ni journalister sätter sig till doms över sina medmänniskors intelligens och kompetens att fatta beslut, då har ni i praktiken också sagt att “kunden har alltid fel”. Ty de ni sätter er till doms över är ju, trots allt, allmänheten och allmänheten är era kunder.

Inte undra på att era upplagesiffror faller, era läsare sviker och att svenska media inte överlever utan presstöd längre.

En annan aspekt av ditt uttalande om “främlingsfientlighet” är att du och dina kolleger inom svensk journalistik aktivt stödjer regeringen i dess invandringspolitik – och därmed aktivt väljer att undertrycka en stor, skeptisk opinion bland svenska väljare som kom till uttryck i valet 2010.

Det här är kanske den värsta sidan av vad du och dina kolleger tar er för. Det finns journalister runtom i världen som blir mördade för att de kritiserar regimen i sitt land. Det finns journalister som skriver vad regimen vill för att de inte vill bli kastade i fängelse.

Riskerar du livet om du skriver något sakligt om svensk invandringspolitik? Kommer staten att kasta dig i fängelse? Självfallet inte. Du väljer av egen fri vilja att undertrycka sanningen om svensk invandringspolitik därför att du vill jobba på Dagens Nyheter och Dagens Nyheter tillåter inte saklig rapportering i den frågan.

Det är kort sagt bekvämt att inte säga sanningen om svensk invandringspolitik.

Journalistik ska i grund och botten handla om mod att rapportera sanningen och om respekt för läsaren. Ulrika By, du och dina kolleger inom svensk journalistik är varken sanningssökande eller modiga. Ni har gjort er själva till maktens knähundar.

Det är alltid farligt för ett land när journalister blir bekväma. Det är ännu farligare i ett land som Sverige där den politiska normen är likriktning, inte åsiktspluralism.

Jag tror inte du kan tillräckligt mycket om svensk politisk nutidshistoria för att till fullo uppskatta vad jag syftar på. Gjorde du det skulle du inte välja den bekväma vägen i livet. Men det gör ingenting – allt jag vill avsluta med är att jag är lika glad att jag inte bor i Sverige idag som jag är att jag inte bor i Tyskland 1932 eller Chile 1972.

Mvh,  S R Larson

Gallup: Hollænderne har fået nok af islam

The Netherlands has enough of Islam. More than three quarters of the Dutch (77 percent) believe that Islam is no enrichment for our country. More than two-thirds – 68 percent – say that there is enough Islam in the Netherlands. It is striking that a majority of voters from all political parties (from PVV to VVD, CDA, D66, PvdA, SP and 50plus) share this view. A poll conducted by the research bureau of Maurice de Hond (the Dutch equivalent of Gallup), commissioned by the PVV, among a representative sample of over 1,900 people also shows other striking results:

A majority of 55 percent favors stopping immigration from Islamic countries.

63 percent say: no new mosques.

72 percent favor a constitutional ban on Sharia law in the Netherlands.

64 percent say that the arrival of immigrants from Islamic countries has not been beneficial to the Netherlands.

Nearly three-quarters – 73 percent – of all Dutch see a relationship between Islam and the recent terror acts in Boston, London and Paris.

PVV leader Geert Wilders: “The results are very clear. The Netherlands has had enough of Islam. The majority do not want new immigrants from Islamic countries, nor any new mosques. They think that Islam is no enrichment for the Netherlands and say: Enough is enough. I will confront the Dutch government with these findings and demand that we finally stop the Islamisation of the Netherlands. For a long time is has been claimed that anti-Islamic opinions are extremist. It is clear now that they a majority of our people supports them!” Click here to read the opinion poll conducted by Maurice de Hond (Dutch) Reaction Geert Wilders to Islam poll: “The Netherlands has had enough of Islam”

Förordet till Jimmie Åkessons nya bok är en mix av S-ikonen Per Albin Hanssons ord och partiledarens egna. Tilltaget får flera tunga S-toppar att svara med ilska mot SD-ledaren. – Det visar hur borta han är. Det är förfärligt, säger förre LO-ordföranden Stig Malm.Åkessons nya bok retar socialdemokrater

At Sverigedemokraterne langt hen er socialdemokrater ligesom Dansk Folkeparti kommer ikke bag på nogen, formentlig heller ikke disse, der bare tænker med gru på, hvordan det er gået det danske socialdemokrati efter deres forræderi mod egne vælgere i universalismens navn. Når man er mere solidarisk med Mogadishu end med Malmø, vil man skabe et nyt parti. SD er deres egen opfindelse, men det kan de ikke så godt sige højt.

Sveriges Medborgargarde

BEMÖTANDE AV “MEDIAS” LÖGNER

Tilsendt. Jeg ved ikke, hvem de er. Jeg kender dem kun fra mediernes mildt sagt anderledes beskrivelse, der synes at være fabrikeret af EXPO: Kraftigt brottsbelastat medborgargarde og Detta är de dömda för, der har et minimum af tillid her. Hvis beskrivelsen her passer, er det interessant. Lidt for interessant, måske, en svag odeur af Weimar over det. Det er ord mod ord, man må selv afgøre, hvad man tror på. Dette er kun at betragte som dokumentation.

De senaste veckorna har mordbränder härjat runt om i förorterna, polis och andra samhällsnyttiga myndigheter har attackerats av invandrargäng som vägrat underkasta sig svensk lag. Kaos och anarki har helt enkelt varit ett normaltillstånd i förorterna, ett tillstånd som ingen normal människa önskar i ett civiliserat samhälle. Polisen har i sin uppdragsbeskrivning som uppgift att stävja dylika händelser, men myndigheten har fatalt misslyckats med att stoppa de här attackerna på det svenska samhället och i en förlängning dess medborgare.

Detta är bakgrunden till att ”Sveriges medborgargarde” grundades, dvs en önskan om att Sverige skall återgå från kaos, skadegörelse och anarki till lugn och ro. Hundratals män och kvinnor samlades under den förutsättningen, dessa kom från alla möjliga miljöer och områden, men man enades genom den minsta gemensamma nämnaren – nämligen att man ville stävja förortsupploppen och angreppet på det svenska samhället.

Fredagen den 25:e maj samlades medborgargardet bl.a. på Älvsjömässans parkering för att senare gemensamt bege sig ut i förorterna och stävja upploppen. Medborgargardet åkte gemensamt till Tumba då information gått ut om att mindre bränder startats i Storvreten, de första för kvällen. Väl på plats i Storvreten så möter medborgargardet ett gäng om 20 personer i den omedelbara närheten av mordbränderna, dessa har ingen avsikt att diskutera utan börjar omedelbart att gå till angrepp på medborgargardet genom stenkastning. Ett beslut tas om att jaga iväg vandalerna så att brandkåren kan släcka de bränder som startats utan att utsättas för attacker från stenkastande vandaler.

Fortsæt med at læse “” Det är förfärligt i dagens universella samhälle””

The standard answers of the left are wrong.

From an American perspective, the Swedish riots hold at least two lessons. First, they illustrate the weakness of the left’s go-to explanation for mob violence—that it is a function of inequality and poverty. Sweden, after all, is an exemplary country in terms of both social equality and treatment of minorities. But not even in Sweden, apparently, is taxpayers’ generosity sufficient to maintain law and order, according to this standard interpretation.

Second, the riots are a reminder of the left’s inexhaustible egalitarian ambitions. Not even in a welfare state like Sweden is the left willing to abandon the idea that the solution to violence and destruction lies in ever more social programs and more radical redistribution of wealth. There is always a new, absolutely necessary social reform waiting around the corner. What is the actual situation in Sweden, then? What are the intolerable social injustices that force young men into the streets? [..]

In other words, the Swedish riots pose a real challenge to the standard progressive theory, which tends to explain social problems with reference to a lack of resources, inadequate public investments, and uneven distribution of wealth. If not even egalitarian Sweden is spared riots and violence, and if the progressive theory is the answer, to what lengths must we go in order to persuade unruly youths to channel their grievances through the democratic process? Paulina Neuding i Weekly Standard

Neuding gendriver udmærket den svenske, socialpsykologiserende standarforklaring på opstandene, som hele det politiske spektrum abonnerer på, da de alle er lige værdipolitisk røde, men hun er også selv udfordret: Hun har ikke så meget som antydningen af et eget bud på, hvorfor det skete. Er hun blank eller bange for at være ærlig?

Så skriver hun at “In the American blogosphere the idea has spread that the Swedish riots are related to Islam. This is not the case,” og det er jo rigtigt nok. Der er ikke påvist nogen sammenhæng overhovedet, hvilket dog ikke betyder, at der ikke kan være en. Foreløbig står vi altså med forkerte svar, og Neudings ikke-forklaring på opstanden (der intet havde med en machetesvingende, sindsforvirret portugisers død at gøre.) Måske er det så enkelt, at der er grupper af unge der keder sig, har en småtbegavet forkærlighed for ildebrande, som dansk politi siger, og har et medbragt, kulturelt had til statsmagter og deres repræsentanter, siden det nu gentager sig i enhver europæisk indvandrerforstad. Måske ved Säpo noget, de ikke har fortalt offentligheden? Riksdagen gør i al fald ikke, kan man høre. Én ting er sikkert – det kommer igen og også denne sommer og det rette ord for det, er lavteknisk terror uanset hvad grunden er.

Et andet bud på engelsk, der går længere i kritikken, men ikke meget i forklaringen. Måske er det som med visse sygdomme: Man kender forløbet, men ikke den præcise årsag og der er kun pseudokure for den: Åreladninger og Riksdagsdebatter. MARGARET WENTE, Sweden’s immigration consensus is in peril i canadiske Globe and Mail:

When the immigration minister, Tobias Billström, mildly suggested that “we need to discuss the volume” of immigration, his own party nearly disowned him. What accounts for this excruciating excess of political correctness?

The best explanation I have heard comes from Jonathan Friedman, an American anthropologist who is married to a Swedish woman, and lived in Sweden for several years before moving back to California. He blames a “politics of submission by Swedish elites.” Continued large-scale immigration, he told me in an e-mail, is untenable in a situation of economic decline. But Sweden’s elite “refuses to see what is really happening and instead holds on to absurd ideologies of immigration as enrichment.”

In other words, such outbreaks are bound to happen. And they are bound to create big cracks in Sweden’s famous tradition of social cohesion. As Swedes redistribute more and more of their wealth to people whose habits are culturally alien, and who are permanently dependent on the state, the immigration consensus is bound to crack. We love to envy Sweden. But really, it’s Sweden that should envy us.

– Jeg har sikkert løjet lige så meget som alle andre. Men jeg har haft den lille fordel i mit temperament, at jeg hellere ville lave skandale end lyve. Og jeg har aldrig været rigtig vild efter at høre til en gruppe, snakke nogen efter munden for at blive anerkendt. Det er mit temperament og ikke min karakter, som har beskyttet mig mod at blive så forløjet, som jeg finder min samtids intellektuelle. En gruppe jeg naturligt hører til, men som jeg foragter lige så dybt som min samtids journalister. Eller næsten lige så dybt. Jeg tror, pressen er det mest forløjede, der findes. Selv en billig luder stoler jeg mere på end på 99 ud af 100 journalister.

Omkring sidespring har jeg forsøgt at lyve. Det kan jeg godt huske. Men på en eller anden måde har det altid givet bagslag. Det bedste, man kan gøre omkring sidespring, er at sørge for, at man ikke bliver bedt om en forklaring. Så undgår man at lyve. Sentura interview med Mogen Rukov.

Jeg faldt tilfældigvis over dette pragtinterview efter at have hørte denne radioudsendelse med Rukov. Vi lyver jo allesammen, politikere og jornalister sikkert mest af alle. Løgn i politik er en del af jobbeskrivelsen. Borgmester Allerslev lyver for eksempel rutinemæssigt om hvem der mishandler homoseksuelle, og hun bliver i følge Rukov et mindre menneske hver gang, selv om hun måske betragter det som en nødløgn, der går til et godt formål. Hvis løgn er skadeligt for et menneske, må det også være det for et land, se på svenske politikere, de ved ikke længere hvem de selv er. Denne svensker løj og denne svensker løj så stærkt som en hest kan rende og hele Riksdagen er druknet i én megaløgn. Jeg lyver selv om småting for at få det hele til at glide, undskylder jeg mig. I går løj Safia Aoude tykt, da hun om en gammel sag sagde i Berlingske:

Blogindlægget handlede om, at det er farligt at benægte holocaust. Jeg klagede til Pressenævnet, fik medhold og der blev bragt et dementi i Avisen.dk,« siger Safia Aoude og tilføjer: »Når man er muslim og kæmper for islamiske sager, og islamkritikere ikke kan finde på andet, forsøger de med karaktermord.«

Se pressenævnets kendelse nederst. Det er løgn, Aoude! Jeg vil tro at Rukovs notoriske afsmag for islam blandt andet skyldes, at den har løgnen indbygget i sig, hvor sandheden er et ubetinget ideal i kristentendommen. Hvor mange muslimske forbrydere tilstår af sig selv ved danske domstole? Måske ved Aoude slet ikke hun lyver, hun har som Rukov siger, måske mistet så meget virkelighed at hun ikke aner det. – Interviewet er fra en berømt dato: 11 september 2001, men sådan er det med Rukov: Det originale og sande bliver ikke forældet.

Muslims in prison up 200%

THREE times as many Muslims are in prison than 15 years ago — sparking fears that jails could become a hotbed of radicalisation. The number rocketed from 3,700 in 1997 to 11,250 last summer. The rate of increase is EIGHT times faster than that of the overall prison population. It means 13 per cent of lags in our jails are now Muslim, compared to just six per cent in 1997.

Tory MP Nick de Bois said: “We must be focused on the risks.” Shoe bomber Richard Reid, 39 — who tried to set off explosives on a transatlantic flight — converted to Islam and was radicalised while in jail. Sun.UK.

Når oprindelige englændere kommer i mindretal

Artiklen om Office for National Statistics (ONS), May 16 behandler to grupper: Kristne i England, der kan komme i mindretal om kun tyve år (islam fordobles for hvert tiende år med den nuværende udvikling) og oprindelige, etniske englændere, der vil komme i mindretal omkring 2070, stadig forudsat den nuværende udvikling. Hvis man synes det lyder som en lovlig rabiat udlændingepolitik, skal man huske at svenskerne er på en kurs, der endnu hurtigere (og her) vil gøre dem til mindretal i eget land. Dermed opnås den åbenbart meget attråværdige idealtilstand – der vil ikke længere være nogen majoritet, men kun minoriteter og jeg går ud fra at tanken er, at minoriteter ikke kan være skyldige i ondskab.

Det svenske folk, der i dag kun er sprogligt dekonstrueret, vil være det i virkeligheden også. Det er måske den overordnede idé – at afskaffe ondskaben. Blairs idé var mindre ambitiøs, han ville bare afskaffe toryerne, en lille omskæring der er ved at fjerne hele organet. Hvad danske vil, udover ikke at støde De Forenede Diktaturer, er ikke sådan at finde ud af. Man kan måske sammenfatte det sådan: Svenskerne skal afskaffes for at gøre verden god, englændernes afskaffelse er en beklagelig collateral damage, og danskernes er noget der skete mens politikerne fumlede med at beslutte sig for noget, der ikke fornærmer nogen.

Islam is on track to become the dominant religion in Britain within the next generation, according to new census data published by the British government.

The numbers show that although Christianity is still the main religion in Britain — over 50% of the population describe themselves as such — nearly half of all Christians in Britain are over the age of 50, and, for the first time ever, fewer than half under the age of 25 describe themselves as Christian.

By contrast, the number of people under 25 who describe themselves as Muslim has doubled over the past ten years: one in ten under the age of 25 are Muslim, up from one in 20 in 2001. If current trends continue — a Muslim population boom, combined with an aging Christian demographic and the increasing secularization of British natives — Islam is set to overtake Christianity in Britain within the next 20 years, according to demographers.

Fortsæt med at læse “»Ved hver løgn bliver du mindre menneske«”

Af ANDERS ULSTEIN

Søn­dag, to dager etter 22/7 ringte sje­fen meg. Jeg hadde fre­dag skre­vet et krast inn­legg på Docu­ment om stats­mi­nis­te­rens tamme reak­sjon på bom­ben i regje­rings­kvar­ta­let. Et par måne­der senere var min tid i Actis over. Jeg var bedt om å gå.

En stats­vi­ter ved Uni­ver­si­te­tet i Oslo skrev lør­dag epost til Actis med spørs­mål om hvor­dan Actis kunne for­svare å ha en slik ansatt? Alar­men gikk. En snø­ball begynte å rulle.

Saker jeg hadde skre­vet på net­tet ble fin­lest, og etter en uke hadde Actis kom­po­nert et seks siders notat som beskrev meg som en per­son ”som har noen sam­men­fal­lende syns­punk­ter med ABB”. Det var et smed­skrift. Det var et uak­sep­ta­belt angrep på min rett til å skrive og mene som pri­vat­per­son. Jeg kunne ikke leve med det og måtte kreve det truk­ket i sin helhet.

Etter en uke var pro­ses­sen så godt som irre­ver­si­bel. Det ville stå mel­lom styre­le­der og gene­ral­sek­re­tær på en side og meg på den andre. Utfal­let var nok da alle­rede gitt.

Den 31. august ved­tar sty­ret under ledelse av fag­for­enings­man­nen Arne Johann­es­sen at de ”anser det som umu­lig at Anders Ulstein fort­set­ter i sin stil­ling” ut i fra ”den akti­vi­tet på ulike nett­ste­der og de syns­punk­ter han står inne for”. Actis ”ønsker ut i fra oven­stå­ende å avslutte arbeids­for­hol­det”, og jeg blir bedt om å komme med et ”for­slag til løs­ning i saken”.

En måned senere og etter 11 år som inter­na­sjo­nal sjef og råd­gi­ver i Actis, rus­fel­tets sam­ar­beids­or­gan, står jeg med en slutt­pakke i handa.

Arbeids­for­hol­det er over. Jeg har ingen flere krav til Actis, men saken lig­ger der. Det er en skam for Actis, det er en verke­byll for meg og det er et var­sku til samfunnsdebatten.

Det er en del av his­to­rien etter 22/7 og en av ring­virk­nin­gene ter­ro­ren fikk. Sam­men­lig­net med ter­ro­ren selv er dette ingen­ting. Jeg har nå jobb, fami­lie og trygg­het. Men det har vært to vans­ke­lige år.

Hvor­for tok jeg ikke retts­sak? Jeg ville, og jeg ville tro­lig vun­net. Men retts­sa­ken ville komme opp paral­lelt med ABB-saken. Jeg kunne bli mid­ler­ti­dig avskje­di­get. Kona hadde ikke jobb. Vi hadde akku­rat flyt­tet og bodde i kjel­le­ren hos mine for­eldre mens vi skulle bygge hus – og ikke minst, søke om bolig­lån. Vi hadde tre små barn. En skulle begynne på ny skole, en i ny barnehage.

Risi­koen for å bli behand­let av media utover i retts­sa­ken som en som ”delte noen menin­ger med ABB”, var stor. Det jeg så i ukene etter 22/7 bar preg av en hekse­jakt. Inn­sat­sen var for stor til at jeg våget.

Fortsæt med at læse “Ytringsfrihet”

Robert Spencer hos Michael Coren om Syrien, England og Frankrig. Nu må EU bevæbne Assads fjender. Fra midnat gælder EU’s nye sanktioner mod Syrien, så det nu er tilladt at sende våben til oppositionen. – Reports claim Al Nusrah Front members in Turkey were planning sarin gas attacks.

Frankrig: 1/3 af de unge er fjendtlige over for islam

Tallene er skræmmende. Ifølge et Opinion-way studie føler mere end en tredjedel af de 18-24 årige antipati over for muslimer, hvilket er ti gange mere end over for jøder eller katolikker. De unge er således mere negativt stemte end de ældre og gennemsnittet. Kun fire procent af den tror på muslimsk tolerance, og de opfatter islam som sekterisk.

Unge er mere fjendtligt indstillet over for islam end voksne. Hvordan forklarer man det?

De voksne voksede op i et samfund, hvor religionen var til stede. I deres tid gik man i kirke osv. … De unge er mindre fortrolige med det religiøse. For dem er det at have en speciel kost fundamentalisme og sekterisme. …..74% af den franske befolkningen mener, at islam ikke er forenelig med republikkens værdier, men de muslimske fundamentalister stadig et mindretal af de troende. 40% des jeunes trouvent l’islam sectaire et les juifs communautaristes (Snaphanens oversættelse) Studie: L’image et les préoccupations de la communauté juive selon l’opinion publique. Mai 2013, PDF.

Der var en svensk akademiker, – jeg har glemt hans navn – der for nogle måneder siden sagde ret lige ud, at “alle disse problemer går over, når de gamle dør.” Det er da også det normale, når nyt møder modvilje, det går over. I dette tilfælde kræver antagelsen dog, at man ser bort fra fakta. Det er velkendt at unge europæere og indvandrere mister kontakten med hinanden, når de forlader skolen. Dertil skal lægges, at de mest synlige og konkrete problemer ved indvandringen – vold, kriminalitet, muslimske særkrav og muslimske terrorsager – kun synes at blive flere og værre. Jeg ville koge svenskeren ned til: De unge vænner sig til at leve i et stadig mere konfliktfyldt samfund, og indstiller sig på det. De bevæbner sig, undgår helt visse områder, segregerer bolig- og skolemæssigt, kvinder bliver indendørs om aftenen osv. At kalde det er en lys fremtidsudsigt, kræver vist en grad fra et svensk universitet. Og den svenske opstand kan genopstå endnu inden den afmægtige Riksdag har knævret færdig om den forrige. Man kan høre Riksdagsdebatten og opstanden i dag, men jeg stod af efter tyve minutter. Det er for meget tålmodige og rolige gemytter.

Sakine Madon og Inti Chavez Perez i Weekendavisen

Journalister interviewer journalister – det gør de jo. Sakine Madon startede i sin tid som debattør på det gamle debatforum Exilen, hvorfra jeg husker hende som velinformeret og velbegavet. Hun er da også steget fortjent i graderne siden. Selvom hun efter dansk målestok er meget blød i sin argumenteren, – de naturlige grænser for at være medlem af svensk offentlighed – lykkes det hende som altid at få sagt noget prægnant, hvor det samme ikke kan siges om Inti Chavez Perez, der er den sædvanlige leftist metervare, selvom han ikke er klar over det selv. Han mener at “Sverige lysende fremtid befinder sig i forstæderne.” Jeg er også bange for, at Sveriges fremtid findes der, men den jeg ser for mig, ville jeg kalde alt andet end ‘lysende’. Fra Weekendavisens Problemer i Paradis 31.05.2013.

Sakine Madon, journalist og liberal debattør med kurdisk-tyrkisk baggrund. Hun har boet i Flemingsberg – en af de forstæder, der blev ramt af bilafbrændinger – og er opvokset i Gottsunda, som tidligere har lagt jord til optøjer. Og så har hun i Expressen erklæret, at både urostiftere og apologeter bør »skamme sig«.

»Der er debattører, som tidligere har sammenlignet optøjer med modstand mod tredjeverdensdiktaturer, og nogle som siger, at Sverige ikke er et rigtigt demokrati. Det er uansvarligt og smagløst og respektløst over for mennesker, som faktisk er blevet tortureret i diktaturstater. Jeg kan heller ikke se, hvordan det skal hjælpe de unge, når de får at vide, at hele verden er imod dem, at politiet er ude efter dem – det er simpelthen forkert,« siger Madon til Weekendavisen. I hendes optik har store dele af svensk opinion set forstadsoptøjerne udelukkende som et spørgsmål om sociale skel.

»Men det er for simpelt, for vi har mange fattige områder, hvor den slags ikke sker.« Selv om der er problemer med høj arbejdsløshed – over 30 procent af de 20-25-årige i Husby hverken arbejder eller studerer – køber hun ikke det dystopiske billede af forstæderne: »Forudsætningerne for en god tilværelse er vældig store i Sverige. Sammenlignet med de fleste andre dele af verden er forstæderne det rene Paradis.«

Fortsæt med at læse “Robert Spencer: “We have no business arming Syria””

For et par måneder siden udkom Jan Sjunnessons The Swedish Story: From extreme experiment to normal nation. Mikael Jalving interviewede ham i Jyllands Posten i “Hvordan bliver svenskerne normale?”. Her er bogens første kapitel:

Chapter 1: Land of extremes

The title The Swedish Story: From extreme experiment to normal nation needs some explanation. There is an abundance of stories and details and many heroes and villains in the follwing pages. Scandals, sex and bodily fluids will occur as well as Soviet submarines, phallic trumpets, film, fiction and welfare art tricksters. Everything has happened as written. No exaggeration is needed in the land of extremes.

The first part of the subtitle, extreme experiment, comes from economist Assar Lindbeck’s 1997 article “The Swedish Experiment” where he wrote:

“Why should foreign observers be interested in economic and social conditions in Sweden? The best answer is probably that institutions and policies in Sweden have been rather experimental, and that some of these experiments may also be relevant for other developed countries. Sweden may therefore be seen not only as a small country on the periphery of Europe, but also as a large (‘full-scale’) economic and social laboratory.”

Note here that professor Lindbeck states in a scientific article that Sweden is an existing social laboratory where planners may try out new utopian and extreme policies with real human beings. The results revealed in this book are as bewildering as the staggering costs.

The second part of the subtitle is from German writer Hans-Magnus Enzensberger’s 1992 collection of essays In defence of the normal . He states that the normal has gotten a bad reputation and surpassed by the abnormal. But by the time, being abnormal becomes the new normal, épater le bourgeois the everyday routine. The Swedish kind of welfare art tricksters will appear with their tiresome provocations that are routine rather than exception in Swedish art and politics. All attitude, no content. Ideology not art. All left.

The two sources of terms in the subtitle, an article on welfare economics and an essay on European decency, cover the areas of intellectual curiosity that make up the arguments in chapters that follow. On the one hand, politics, business, economy and law, on the other ethnology, stories, culture and morals. Together with the strange stories that will surprise most people, the story of Sweden will be told from the outsider, the normal person trying to inhabit an extreme nation. Sweden is not a normal country but may be. Only by reading this book will this fact be understood, appreciated and possibly lead to action. You as non-Swedish reader have an important role to play.

Every country needs to have its self-image criticized now and then. What was normal in apartheid South Africa seemed extreme to the rest of the world after 1960. Today North Koreans live what they believe are normal lives which for all thinking and feeling people seem maddening. During the Balkan crisis, what had been normal divisions between ethnic groups erupted into extremes. Sweden is far from any of these regions but there is a Swedish normality which is extreme by all standards. Some good, some bad. Taken together, Sweden is an extreme country which makes questioning Swedes like me and most visitors question whether it is us that are extreme in trying to uphold sanity and normality or the country? For me there is no question. We are not extreme but Sweden is. We are normal and Sweden is not. The Swedish story will give some clues, but it is not a scholarly work. It is written with a fervor that comes from living and thinking a double life. One life of extremes which is normal in Sweden and another life trying to stay normal by global standards which is extreme in Sweden. Lives that are extreme by any global and sane standards are normal in Sweden and vice versa. National schizophrenia is rampant but not diagnosed until now.

The aim of this book is threefold with two lesser goals and one gigantic:

1. To expose the shortcomings of a large welfare state and high taxation.
2. To show the Swedish conformist and silent national character.
3. To make Sweden into a normal nation, not extreme

The first has been the topic of debate of welfare economics and clientelism since many decades. In some OECD countries, Sweden has been used as a sorry example of those wanting to tax and spend a sclerotic dull welfare state with totalitarian tendencies. Others, including leading economists and newspapers in USA and UK, praise Sweden for what is considered its clever and stable economic policy. Critique of large welfare states from the center-right field of politics will surface in the forthcoming pages, but these conservative or libertarian critical comments will not solely be in focus here. Instead will the steady Swedish support for the welfare state from all political areas including the political parties to the right be discussed. The historical roots for this broad support are much deeper than usually noted when blaming socialist and ambitions welfare state policies. National traits run much deeper than politics and the Swedes like their state to take care of them. They willingly pay high taxes and get something in return, even if they never completely understand how much they pay and what they get back. Still Sweden functions well, even if lower taxes and a smaller government will be needed in coming decades. The current changes of welfare economics go in the right direction, so there is less to worry about, in contrast to the second aim for this book.

The second topic, the dull, conformist and totalitarian streaks in the smooth welfare state, has also been the topic of studies and stories over the years. However, this book gives an updated version of the Swedish conformism and correctness in media, education and policy, among citizens and undemocratic repression of free thought. The last decades of identity politics and dominance from the cultural left play a large role building on earlier traits of rural awkwardness and welfare state social engineering, resulting in self-censorship, learned helplessness and a pathological need for security. While the first aim to change Swedish welfare state foundations are both unwanted and not yet immediate, the aim to stop repression of free thought and open debate is something this book supports strongly. Paying high taxes might do, but silence not. Combination of the two is maddening, to pay and shut up, which is what most Swedes do. The dominance of political conformism and citizens’ fear to speak their mind are becoming worse and going in the wrong direction, especially after the racially and right-wing politically motivated Norwegian massacre of 2011.

Fortsæt med at læse “Hvordan bliver svenskerne normale?”

The man, of African appearance, is captured moving in and out of the shadows to spray the monument in London in the early hours on Monday.The Monument to the 55,573 Bomber Command veterans lost in the Second World War, which was opened by the Queen last June, had the word “Islam” sprayed on it in red paint. The same night the £2million Animals At War memorial nearby was plastered with the word “Islam” and other messages, also in red paint. The damage came days after the murder of soldier Lee Rigby, 25, allegedly by Islamic extremists of African origin. WATCH: Vile vandal who daubed Islam on Bomber Command war memorial caught on film

RAF Bomber Command Memorial ligger centralt ved Hyde Park Corner og blev indviet så sent som i 2012, da Bomber Commands indsats i mange, mange år var kontroversiel på grund af brandbombningerne af Hamborg og Dresden. Bomber Command havde med 50 procent den højeste dødelighed af alle værn. Se evt. Bomber Boys – BBC Documentary.

Send Us Your Violent Bigots, Yearning to Butcher Our Citizens

Also last week, immigrants, mostly Muslims, began rioting in peaceful Sweden — burning schools to the ground, torching cars and throwing rocks at the police. (Who among us hasn’t lost his temper trying to assemble an Ikea china cabinet?) Supporters of the West’s current immigration policies can’t keep ducking reality. So they try to shut down debate by calling their opponents racists, xenophobes, know-nothings and fascists.

The English Defense League (EDL), for example, is portrayed in the media as a bunch of racist football hooligans. So I was surprised to learn that the EDL has not only a Jewish division, but a gay division. (Harvey Fierstein could be their president!) They expressly support Israel against Muslim terror and burn Nazi flags at their rallies. Apparently it is considered “fascist” to oppose actual fascists immigrating to your country. Ann Coulter (Lee Rigby had to be identified by dental records.)

 Der er en elefant i stuen

Indiskfødte Mrutyuanjai Mishra stiller op for Sverigedemokraterne til næste års valg i Sverige. (Mishra og Thilo Sarrazin, 2013)

af Mikael Jalving

Islamismen breder sig fra Indien til de vestlige samfund, mener indiskfødte Mrutyuanjai Mishra, som er født i Indien, bosat i Skåne, har en dansk universitetsgrad i menneskerettigheder og demokratisering og er kendt som blogger på jp. dk. Og så er han opstillet til det kommende valg til Riksdagen i Sverige for det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterne.

Partiet står til at blive landets tredjestørste med omkring 10 pct. af stemmerne efter Socialdemokratiet og Moderaterne, selv om ingen partier i Rigsdagen vil samarbejde med dem, og til trods for, at de etablerede medier systematisk modarbejder dem, og bl. a. benævner partiet som “indvandrerfjendsk” eller slet og ret “racistisk”. Mishra, hvordan kan du finde på at risikere dit gode navn og rygte ved at stille op for SD?

»Nu har jeg boet ca. halvdelen af mit liv i Indien og den anden halvdel i de to skandinaviske lande Danmark og Sverige. Kort fortalt oplever jeg, at Sverige er ved at begå de samme fejl, som Indien begik, mens jeg boede der. Man skal huske på, at Indien var hovedmålet for islamisk terror før den 11. september 2001. Det er i de seneste 12 år, at islamiske jihadister har flyttet deres fokus til Vesten.

I Indien gjorde man præcis, som man gør i Sverige i dag, nemlig undgår en ærlig og direkte debat. I den politiske korrektheds højborg Sverige forsøger man på alle mulige måder at tie debatten ihjel. Mange journalister sympatiserer med Miljøpartiet eller de andre venstreorienterede partier. Det afspejler sig i deres nyhedsdækning og vinkling af leder-og andre artikler.Man nægter at fortælle sandheden.« »Jeg oplever på ingen måde, at SD er et racistisk parti. Tværtimod.

Derfor er bedre kontrol med indvandring en del af løsningen, ellers løber det hele løbsk. Det er vigtigere, at man integrerer de indvandrere, som er kommet for at blive end at blive ved med at hente endnu flere mennesker til landet, som gør køen af arbejdsløse og folk på socialbidrag endnu længere. Politikerne i Sverige er nødt til at indse, at de simpelthen ikke kan fortsætte, som de har gjort. Problemets omfang er blevet for stort.Hvor svært kan det være? I Sverige er de nødt til at se, at der er en elefant i stuen.«

Jyllands-Posten 31.05.2013.

RT (Russia Today) is an arm of the Russian government, so we must assume that it serves the interests of the Russian state. With that caveat, however, it should be noted that RT produces some of the most interesting and comprehensive news coverage that can be found on the web.

Its news reports are not occluded by the thick blanket of politically correct smog that shrouds virtually every Western media outlet. The following report dares to address the British “grooming and pimping” scandal in terms of religion and — gasp! — race. And, surprisingly enough, a couple of British journalists are willing to discuss the issue in the same terms. RT & GoV.

Swedish riots could represent Europe’s future

En stor del af den ikkenordiske rapportering om opstanden i Sverige er præget af et Sverigesbillede der forsvandt da Olof Palme blev skudt, eller i al fald gjorde det i 1992 da masseindvandringen kom op i femte gear. Enkelte røster har hele tiden været helt helt opdaterede som Bruce Bawer og Soeren Kern, men nu dukker der hele to bekymrede og kritiske artikler op i venstreorienterede Economist – Is the integration of immigrants failing? og Sweden’s riots A blazing surprise, – så er der noget i gære. Sveriges regering bevarer the stiff upper lip, regeringspartiet fyrer et medlem for at sige noget andet mens det alt mere ligner end luftkaptajn der vil nødlande et fly, mens han fortæller passagererne at der ingen fare er og alt er helt normalt. Washington Times skriver:

Thanks to government policies which offer new immigrants free housing and social welfare when they arrive, Sweden has long been one of the world’s most popular destination for asylum seekers. Sweden itself is a country of emigrants. In the southern region there is even an emigrant museum which is one of the best facilities in the world for genealogy research. Combined with its progressive philosophy Sweden has long had open-door immigration policies which, until recently, have been a source of national pride.

The unrest happening today in Sweden is similar to what occurred in the past in London and Paris, though most observers say it is to a lesser degree. Much of Sweden’s problem is the result of ignoring immigration policies that encourage the establishment of parallel societies within the country. With such open policies, it is understandable that Sweden would have a high density of immigration from a multitude of nations

Fortsæt med at læse “Islamic Sex Slavery in the UK”

Kunstneren Abel Azcona udfører “jihad 191” sammen med tre nære slægtninge til dødsofre for de attentater, der blev begået i Madrid d. 11. marts 2004. [191 refererer til antallet dødsofre, 2050 blev såret.]

I værkets første del tappes blod af de tre slægtninge (en far, en søn og en søster), overvåget et hold sygeplejersker. Derefter præsenterer kunstneren A.A. projektet “jihad 191” i Madrid.

Azcona udfører i sin nye kunstneriske aktion en “performance art” – en kunstnerisk installation som fordømmelse af den islamiske terrorisme.

Aktionen/udstillingen finder sted søndag d. 2. juni kl. 17 med opstilling af 191 eksemplarer af Koranen. I den spanske hovedstad foretager kunstneren A.A. “performance art” ved med sine hænder og pincetter at smøre slægtningenes blod samt hver af de 191 ofres navne og data på hver af koranerne.

Azcona har lært både fornavne og efternavne på hvert af de 191 ofre udenad for at fremhæve betydningen af at mindes dem. Denne “performance art” varer fire timer, og blodet drypper fra de opstablede Koran-eksemplarer. Efterfølgende kommer hver bog, en video med de fire timers optrin plus en serie fotografier til at udgøre 191 kunstværker, der sættes til salg, hvorefter en del af dem sendes til enheder, som bekæmper terrorismen.

Vanskelighederne og risikoen i dette optrin har nødvendiggjort, at det flyttes fra det sted, der oprindeligt var udset, til et andet prestigefyldt kunstgalleri i centrum af Madrid. Her har man af sikkerhedshensyn – og fordi A.A. ved flere tidligere lejligheder har modtaget trusler – anmodet om hemmeligholdelse af adressen. 120 inviterede personer vil overvære aktionen. De har overfor notaren forpligtet sig til af sikkerhedshensyn ikke at afsløre de tre medarbejderes identitet. (Pressemeddelelse oversat fra spansk af Torben S Hansen.) Tidligere her på bloggen: Abel Azcona: Stening.

Azcona møder Lars Vilks, Bjørn Nørgaard og Niels Bonde på Østerbro i Københavnden 4 juni. Se nærmere her.

Kvinder på bænk

Willumsens Bretagnekoner passerede bevidstheden, men de har jo træsko på. (klik foto)

Hastværkere

Byen gør sig behjertede forsøg på at markere Kierkegaard, og det er ikke helt tosset, der er blandt andet udstillinger på Det Kongelige Bibliotek og i Københavns Domkirke, men det er jo ikke Andersen, og folk har ikke læst det. Det er næppe Allerslev og Warmings godnatlæsning, har jeg på fornemmelsen. Her ved Strøgets udmunding ved Kongens Nytorv.

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg der|10for seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand? Af Enten – Eller, »Diapsalmata«, se ovenfor, SKS 2, 33