Mark Steyn introducerer Også dette indlæg handler som nedenstående i høj grad om medierne, fra minut 20:00. ICLA: Brussels 2012 Conference

Mere end hver anden voldtægtsdømt indvandrer eller efterkommer

Skriver BT idag. “Det er vildt bekymrende. Send dem på kursus”, siger SF. “Lær hvordan i skal opføre jer, piger,” siger seniorforsker Karin Helweg-Larsen, medlem af Enhedslisten, Danmarks feministiske parti, med et trans og queer udvalg. Send SF og seniorforskerne fra Enhedslisten på kursus ude i virkeligheden, siger jeg. Det er en temmeligt usselt over for ofrene og en forskningsmæssig falliterklæring, at Karin Helweg-Larsen er ude og relativisere den næstalvorligste forbrydelse vi har, blot fordi den kolliderer med hendes livslange, politiske ideologi. Vil hun være læge og forsker eller politiker, når hun nu ikke magter begge dele samtidigt? Knap ti procent af befolkningen begår over halvdelen af voldtægterne. Er der en matematiker til stede, der regner overrepræsentationsprocenten ud? ?

Mere end halvdelen af dem, som blev dømt for voldtægt i 2010 var indvandrer eller efterkommere af indvandrere. Irakere, iranere, tyrkere og somaliere er voldsomt overrepræsenteret i voldtægtsdomme i Danmark. Mere end hver anden gang dommere i 2010 fandt gerningsmænd skyldige i voldtægt, var den skyldige indvandrer eller efterkommer af udlændinge, viser de officielle tal fra Danmarks Statistik. Helt præcis blev 32 med dansk baggrund i 2010 dømt for voldtægt mod 27 indvandrere og 7 efterkommere af indvandrere, ialt 34. Tager man voldtægtsdommene over de sidste syv år er mere end én ud af tre dømte for voldtægt enten indvandrer eller efterkommer – helt præcist har 156 af de 450 voldtægtsdømte siden 2004 indvandrerbaggrund. Da indvandrere og efterkommere kun udgør knap ti procent af den danske befolkning – er der altså mere end tre gange så mange med udenlandsk baggrund, der bliver dømt for voldtægt i forhold til danskere.Hveranden voldtægtsdømt er udlænding

Af Julia Caesar

Copyright Julia Caesar, Snaphanen och HRS. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

Valet 2010 kom att radikalt förändra Sveriges politiska karta och röra om i konsensusgrytan. För första gången på många år valdes ett nytt parti in i riksdagen. Sverigedemokraterna fick 5,7 procent av väljarnas röster. För den svenska journalistkåren var valresultatet ett gigantiskt nederlag. I åratal och med stigande intensitet hade journalisterna gjort sitt yttersta för att tiga ihjäl, alternativt demonisera partiet som ”främlingsfientligt”, ”odemokratiskt” och ”rasistiskt” och därmed försöka förhindra det från att komma in i riksdagen. Svenska journalister avskyr Sverigedemokraterna. Och det är ingenting som de försöker dölja. Tvärtom uppfattar de det som en viktig del av sitt demokratiska uppdrag att motarbeta SD.

Alla som med någotsånär vakna sinnen genomled medias bevakning av valrörelsen 2010 kunde notera journalisternas uppenbart problematiska förhållande till Sverigedemokraterna. Inför valet 2006 hade mediestrategin varit att tiga ihjäl partiet. SD placerades i medieskugga. Istället ägnades FI, Feministiskt Initiativ, ett medieintresse som var helt oproportionerligt mot partiets storlek. FI:s program stämde med journalisternas egna politiska åsikter. SD gjorde det inte.

Brutalt uppvaknande med SD:s braksegrar i Skåne

Uppvaknandet på valnatten 2006 blev brutalt. Yrvakna journalister kunde konstatera att SD helt utanför medias radar hade fått nära 3 procent av rösterna i riksdagsvalet och vunnit braksegrar i till exempel Landskrona med 22 procent och Svalöv med 15 procent. Från att ha varit representerade i 15 kommunfullmäktige fick SD plats i 32 av 33 skånska fullmäktige. Skånes största tidning Sydsvenska Dagbladet försökte tiga ihjäl partiet och skrev inte alls om SD under valrörelsen 2006. ”Man undervärderade stödet för dem helt enkelt” säger Sydsvenskans reporter Niklas Orrenius, numera på Expressen.

Invandringspolitiken mörkades genom tyst överenskommelse

Att försöka tiga ihjäl SD var alltså ingen lyckad idé. Inför valet 2010 gällde det att kavla upp de mediala ärmarna och ta nya grepp. Genom en tyst överenskommelse mellan de sju gammelpartierna tog politikerna över huvud taget inte upp frågor om invandringspolitiken i valrörelsen – självklart eftersom alla i sjuklövern vet att de på förhand är dömda att förlora den debatten. Att det skulle ”gynna SD” att diskutera invandringen var en helt korrekt bedömning.

Politikernas mörkande var bekvämt för journalisterna. De slapp göra sig obekväma och ta upp frågor som varken de själva eller politikerna hade någon lust att diskutera. Hellre lyssna till husbondens röst och lägga locket på. Det var givetvis fritt fram för vilken ambitiös journalist som helst att ta ett eget initiativ och bedriva grävande journalistik till exempel i frågan vad invandringen kostar skattebetalarna. Eller hur världens mest extrema invandringspolitik påverkar mottagarlandet Sverige och dess befolkning. Men det gjorde ingen. Frågan ansågs inte intressant, och resultaten skulle varken bli politiskt eller medialt önskvärda.

Särbehandling av SD utan historisk motsvarighet

Inför valet 2010 utsatte journalisterna SD för särbehandling med metoder och i en omfattning som saknar historisk motsvarighet. Det var i stor utsträckning fråga om ren mobbing på sandlådenivå – ett tydligt vittnesbörd om det hot som SD:s blotta existens utgör mot journalistkollektivets traditionella värdegemenskap. SD fick mer uppmärksamhet än inför valet 2006 men utsattes för utpräglat negativ särbehandling. Här är några exempel:

• TV4 stoppade SD:s valfilm om vilka befolkningsgrupper som konkurrerar om skattebetalarnas pengar.

• De stora morgontidningarna valde att ha en ”restriktiv rapportering” om SD för att ”publiciteten inte ska underblåsa någonting som inte sker av sig själv” (Dagens Nyheters motivering).

• Annonser och debattartiklar togs inte in.

• Kvällstidningarna Aftonbladet och Expressen markerade genomgående tydligt SD-fientliga attityder och övergick i valrörelsens slutskede till ren kampanjjournalistik med syfte att skrämma väljarna och förhindra att SD skulle komma in i riksdagen. I nyhetsartiklar (som ska vara objektiva) fick gammelpartiernas partiledare hålla upp den förstasida i Expressen som slog alla dittillsvarande snuskrekord även för kampanjjournalistik – förstasidan där SD:s valsedel ligger smutsig och ihopskrynklad, kastad i rännstenen med ett stort NEJ över. Det var maktspråk och skrämselpropaganda med fascistiska undertoner från dem som har till uppgift att granska makten men istället gosade in sig ordentligt i maktens knä.

• SD fick inte uttala sig i artiklar som handlade om dem själva. När vänsterpartiets ledare Lars Ohly på valkvällen vägrade dela SVT:s sminkloge med SD-ledaren Jimmie Åkesson fick bara den ene, Ohly, uttala sig i Expressen. Den andra parten, Åkesson uteslöts.

• Expressen valde också bort SD i tidningens egna direktsända web-tv-utfrågningar. Chefredaktören Thomas Mattsson ”ville inte släppa upp dem på sin egen scen”.

• Sveriges Television, TV4 och Sveriges radio vägrade låta SD delta i utfrågningar och debatter inför valet, även den slutliga partiledardebatten, trots att flera opinionsundersökningar tydde på att partiet skulle komma in i riksdagen.

Ny regel enbart för exkludering av SD

Argumentet var att bara de partier som redan satt i riksdagen fick delta. Det var en helt ny regel, tillkommen enbart för att exkludera SD. I flera tidigare val hade partier som såg ut att kunna ta plats i riksdagen fått delta i debatterna inför valet:

• Miljöpartiet 1988.
• Ny demokrati 1991.
• Miljöpartiet 1994 när partiet återkom efter en mandatperiod utanför riksdagen.

”2010 års val var unikt i den meningen att ett parti kom in i riksdagen som inte varit med i någon av tv:s valdebatter eller utfrågningar.”

Det skriver journalisten och medieforskaren Björn Häger i sin nya bok ”Problempartiet”, om medias förhållande till SD kring valet 2010.  I sina doktorandstudier i medie- och kommunikationsvetenskap vid Mittuniversitetet har han intervjuat 26 mediechefer och politiska reportrar i Stockholms- och Skånemedia om hur de ser på bevakningen av SD. Samtliga intervjuer gjordes före valet 2010.

”Det vore skönt att slippa dem”

Björn Hägers bok bekräftar den bild av journalisternas inställning till SD som vanliga mediekonsumenter har kunnat iaktta under många år. SD är ett höggradigt irritationsmoment som journalisterna helst skulle vilja vara utan. Journalister och Sverigedemokrater står så långt från varandra i värderingar som två grupper kan göra. Att ställa frågan ”Finns det några Sverigedemokrater på redaktionen?” är ungefär lika utsiktslöst som att fråga ”Finns det liv på månens baksida?” eller ”Finns det några homosexuella i Iran?”

”Sverigedemokraterna har inget som helst stöd på min redaktion. De åsikter som de har är det nog ingen som delar” säger Per Lärka, redaktionschef på SVT Sydnytt.

Pontus Mattsson, politisk reporter på SR:s Ekoredaktion som också har skrivit boken ”Sverigedemokraterna inpå bara skinnet” (2009),  säger:

”Jag tror att många skulle tycka att det var skönt om de gjorde ett dåligt valresultat och hamnade på två procent, då slapp man ha med dem att göra.”

SD – ett problemparti för journalisterna

Samtliga tillfrågade journalister avskyr SD och upplever det som ett problemparti. Partiet stjälper alla beprövade förhållningssätt över ända.

”Journalisterna är partiska till förmån för rådande normer och värderingar – och ett parti som driver frågor som befinner sig i avvikelsesfären kommer därför att få medierna emot sig” skriver Björn Häger.

Journalisterna anser genomgående att SD är ett främlingsfientligt parti som utgör ett hot mot demokratin. Många journalister menar att detta står i konflikt med mediernas uppdrag. När journalisterna i Björn Hägers undersökning ska beskriva SD staplas de avståndstagande adjektiven på hög; ”nationalistiskt”, ”populistiskt”, ”odemokratiskt”, ”invandringsfientligt”, ”främlingsfientligt”, ”nationalromantiskt”.

Det kan till exempel låta så här:

”Ett enfrågeparti som främst inriktar sig på invandringen. De skiljer på folk och folk, anser inte att alla människor har samma rättigheter i Sverige, tycker att invandrares rättigheter ska begränsas.”

”Ett nationalistiskt parti som har en överromantisk dröm att Sverige ska se ut som på 1940-talet, det ska inte finnas några svarta i samhället utan det ska vara riktiga svenskar och vi ska dansa till folkmusik och flaggor överallt. De har försökt kidnappa Astrid Lindgrenbilden av Sverige. Ett populistiskt missnöjesparti som har enkla lösningar på allting.

Tillåtet att kalla SD ”främlingsfientliga”

Det är bara SR:s Ekoredaktion som har en officiell policy för hur man ska behandla SD. Ingenting hindrar medarbetarna i program som P1 Morgon, Studio Ett och God morgon Världen från att kalla SD ”ett främlingsfientligt parti”. Däremot ska de inte säga ”rasistiskt” och inte heller ”högerpopulistiskt” eller ”högerextremt”, eftersom SD inte enkelt låter sig placeras på en höger-vänsterskala.

Staffan Sillén, tidigare chef för SR:s Ekoredaktion, nu stabschef i SR:s programenhet, säger:

”Ett parti som förespråkar någon slags homogenitet i befolkningen, det tycker jag i sig är problematiskt. Vi förutser i bevakningen att de som agerar står för demokratiska värden, och i de här delarna tycker jag att man kan ifrågasätta om partiet verkligen gör det.”

”Man ligger lite lågt i bevakningen av SD”

Hur hanterar då journalisterna detta problematiska parti? Eftersom man överlag i media ser SD som ett odemokratiskt parti finns flera uttalade och ännu fler outtalade regler för hur man ska handskas med partiet. En strategi som media fortfarande tillämpar är att försöka låtsas som om partiet inte finns, till exempel genom att underlåta att redovisa opinionsundersökningar där SD får höga siffror men konsekvent redovisa när SD får låga siffror. Alla sorters utelämnanden är satta i system, om än inte lika frekvent som före valet 2010.

Flera av de intervjuade journalisterna medger att den egna aversionen mot SD kan göra att de ”håller tillbaka” i bevakningen, att man ”ligger lite lågt”.

”Nu får ju folk aldrig prata på i Sydnytt i någon större utsträckning i alla fall, men det är klart att man kanske inte låter dem utveckla sina resonemang alltför långt. Det knepiga är att de har åsikter som man inte delar. Och som man tycker är direkt korkade” säger Lisa Ovesen, reporter på SVT Sydnytt.

Särskilt ångestladdat för journalisterna är all kritik mot islam. Eftersom de inte är pålästa i ämnet tolkar de all islamkritik som liktydigt med att ”hetsa mot muslimer”. Alltså måste allmänheten, och i synnerhet muslimer, skyddas från allt ifrågasättande av islam.

Kadrar av pålitliga SD-fientliga ”experter”

En annan vanlig mediestrategi är att inte släppa fram SD utan att samtidigt ha någon som kritiserar dem. Stora kadrar av tjänstvilliga och pålitligt SD-fientliga ”experter” som bygger sina karriärer på att driva mångkultur och slå ned på invandringskritik står alltid redo att rycka in. Media behöver bara lyfta telefonluren så kommer de som ett skott.

I skaran av ”experter” med en garanterat vänsterextrem världsbild finns bland andra professorn i statskunskap Marie Demker  och maken tillika statsvetaren Ulf Bjereld, professorn i socialpsykologi vid Roskilde universitet Lars Dencik, som också är expertledamot i ”Utredningen om ett effektivare arbete mot främlingsfientlighet och liknande intolerans”, åsiktsmannekängen Lisa Bjurwald, journalisterna Anna-Lena Lodenius och Annika Hamrud, Ulla Ekström von Essen, forskare vid Sveriges i särklass mest vänsterinriktade högskola, Södertörn, och givetvis personer ur Expos statsfinansierade stall av åsiktskommissarier, som Alexander Bengtsson och Daniel Poohl.

Ministerns åsiktsdiktat får stå oemotsagda

Fortsæt med at læse “Söndagskrönika: I demokratins tjänst”

Politikerne kan tage denne besked ind elller ej: Der er kun én måde, at afhjælpe ghettoproblemer i Danmark på. At bortskaffe de personer fra landet, der gør dem til en ghetto, statsborgere eller ej. Det er personer, der aldrig skulle have befundet sig i Danmark, og som vil blive smidt ud på et tidspunkt, hvis der ikke sker dem det, der er værre. Jo senere politikerne indser den enkle sandhed, desto værre for alle. Vil de ikke indse det, må man håbe at folk vælger nogle andre. Ellers er der kun ‘naturens gang’ tilbage. Men jeg skal ikke løse politikerskabte problemer, kun styre mig selv klar af dem.

Problemerne går ikke væk af sig selv eller af nogen ‘ghettoplaner’, de vokser af politikernes stadige lurepasseri. Det de vokser til, vil stå som deres skyld, og tyngden af den vokser for hvert år der går. Tænk over det: Passivitet bevarer ikke status quo for nogen, heller ikke for politikerne, der højest kan håbe på at være gået på pension, når deres frugterne af deres forsømmelser skal høstes. Valget burde være let, i morgen er det sværere, om et år endnu sværere, og hvis efterkommerne skal gøre jeres arbejde, bliver det virkelig ubehageligt.

Om der i fremtiden skal forekomme etnisk udrensning i Danmark – en kun alt for banal historisk foreteelse – afgøres af politikerne i disse år. Prevention is better than cure, og det er nu der skal forebygges. Desværre er der ringe grund til at nære nogen illusioner om, at det vil ske. Viljesløst glider vi år for år ud i mørket. Da politikere ikke engang på det økonomiske område foretager sig noget der er præventivt på 10-15 års afstand, ser jeg ikke at vi undgår at glide videre ind i den konflikt, jeg ser foran os. Jo større spændinger vi ophober, desto mindre gnist skal der til at tænde en katastrofe, og de der leverer gnisten, forekommer netop i denne historie. Det er folk med en besættermentalitet, der ikke kan undgå at provokere et voldeligt gensvar før eller senere. Gnisten leveres ikke af os, der dokumenterer det, og hvis nogen alligevel synes det, er det fordi de ikke tåler synet af virkeligheden. De har er et psykologisk problem mere end et politisk, og hvad værre er: de gør sig til medskyldige til det, der vil komme:

Køge: – Jeg kan ikke holde til det mere, og jeg er langt fra den eneste, der har det sådan.Sådan siger beboeren “Marianne” fra boligkvarteret Ellemarken, der er træt af at leve i evig frygt for sit eget og sønnens liv. Hun står frem i DAGBLADET Køge under et pseudonym, og hun håber, at andre vil stå frem med historier fra en dagligdag, der er er præget af chikane og hærværk

– Når først man er kommet i bandernes søgelys, så gør de dit liv til et helvede. Det er ikke usædvanligt at se drenge helt ned til 8-10 år gå rundt og kalde kvinder “luderso”. Depotrum bliver opbrudt, min dør er blevet sparket ind flere gange, og nu truer de også min søn. Jeg kan ikke holde til mere, siger Marianne, der nu har fået hjælp af Køge Kommune til at finde en ny lejlighed. Bange mor: Anmeld banderne

En beboer i Ellemarken føler sig belejret af unge bandemedlemmer, og nu vil hun væk. Den sidste dråbe var en dramatisk episode i juni, hvor hun frygtede for sit og sønnens liv.Der var intet, der tydede på, aftenen skulle blive et vendepunkt i » Mariannes « liv. Hun havde netop sagt farvel til sin 26-årige søn Nikolaj, der ville besøge en ven i nærheden. Hun iførte sig en morgenkåbe, og satte sig i køkkenet for at få sig en kop kaffe. Og så brød helvede løs. Hvad der skete efterfølgende har chokeret hende i en sådan grad, at hun ikke længere kan sove ordentligt om natten, og hun lever i evig frygt for drengebanderne i området. Marianne fortæller sin historie til DAGBLADET omringet af flyttekasser. Hun står frem i håb om at andre beboere i Ellemarken med lignende historier vil overvinde deres frygt og stå frem.[..]

Hun er vant til tilråbene.Omgangstonen blandt de unge er rå, og det er heller ikke første gang, at nogen forsøger at sparke hendes dør ind. For hende er det en del af den daglige rutine at barrikadere døren med brædder fra en sengeramme, før hun går i seng. Denne aften har hun ikke nået det, og hun føler sig mere sårbar end nogensinde før.-Jeg er så bange, at jeg finder en stor køkkenkniv og et rundboldbat, og så stiller jeg mig ud foran døren. Jeg har ikke lyst til at gøre nogen noget, men ingen skal slå min søn. Jeg ville helst bruge battet, men jeg var klar til til at bruge kniven, siger Marianne.Der går et splitsekund, og så forsvinder de i tre-fire biler.Politiet kommer hurtigt, og de tager min søn med sig, og så siger de, » Marianne, din søn kan ikke være her, og så tog de ham med sig. Jeg har ikke set ham siden, siger Marianne.

Der er gået to måneder siden episoden, og hun har pakket flyttekasserne. Hun er bitter over at skulle flytte, men prisen for at blive boende er blevet for høj. -Og jeg er ikke alene. Der er mange herude med lignende eller værre historier. – Enlig mor belejret i Ellemarken, Dagbladet Køge, 21.07.2012 (ikke online)

Til avisen udtaler politiet altid at de rykker ud når borgerne ringer, men når borgerne ringer bliver man afvist gang på gang. Jeg har ringet da 9 indvandrere stoppede mig i min bil og truede med at slå mig ihjel og svaret var at trusler ikke er strafbart. Jeg ringede da 2 indvandrere angreb en af mine naboer med en cykelanhænger og en motorsav og svaret var at politiet helst ikke ville tage imod mon anmeldelse og i øvrigt ikke havde tid til at sende en vogn, da den var i Holbæk, som er en times kørsel væk……… Jeg forstår godt at politiet har berøringsangst overfor indvandrernes kriminalitet, da de ikke er bange for at opsøge politiet på deres privatadresser, men så vær dog ærlige og fortæl at I har opgivet i stedet for at lyve om at I gerne ville rykke ud og hjælpe borgerne, når det simpelthen ikke passer!

Se også: Tvunget til at flytte: Nødråb fra Ghettoen, 20 juli 2012.

I appear here before you in the city of Brussels in the year 2012, almost five years after I appeared in the same place, and for the same purpose.Brussels is the “capital of Europe”, and by all rights should be an enlightened city in the heart of an enlightened continent.Yet this is not so. The unaccountable bureaucracy of the European Union is now widely considered to be a “soft” totalitarian regime — and getting harder all the time.The death throes of free speech in Europe.by Elisabeth Sabaditsch-Wolff

Den egyptiske aktivist menneskerettighedsaktivist Iqbal Baraka sammenligner sit lands nye styre med nazismen i denne video, mener lige som mange andre, at de skal have lov at spille fallit og ryge på historiens mødding. Det hjælper dog ikke 10 mio koptere i mellemtiden. Jeg bringer ikke Condells kritiske videoer om kristendommen, fordi jeg mener de kommer 100 år for sent, og selv for 100 år siden, var kristendommen langt mere godartet end islam. Vi lever i en tid, hvor det er vigtigere at Europa besinder sig på sit kristne kulturgrundlag, end at det slår forlængst åbne døre ind.

Af samme grund mener jeg heller ikke at vor tids opblomstrende ateistforeninger opfylder noget påtrængende behov. Jeg har også oplevet dem førstehånds som et skalkeskjul for islam-kritikere, der er for pussilanime stå frem som alene det. Dette sagt af mig, et storbymenneske opvokset i en sækulær tid i en ikke-religiøs familie, som ikke engang er konfirmeret da det var aktuelt i 1965. Jeg fastholder mit medlemskab af Folkekirken ikke desto mindre.

En gammel ven af mig stiftede klubben “Ikke-rygere for rygning.” Det er omtrent sådan, jeg ser på mit medlemskab af kirken. Skulle vi få en svensk ordning, ville jeg melde mig ud. Jeg kunne ikke drømme om at være medlem af et politisk parti og slet ikke af et, der er forklædt som kirke.

Algierer dømt for at financiere Stockholmbomberen Abdulwahab

Straffen udmåles i næste uge. Taimour Abdulwahabs kone, Mona Thwany, der lige siden den 12 december 2011 har været mere røget end speget, har under retssagen leveret den ene ammestuehistore tyndere end den anden, men der må have manglet hårde beviser, for hun forbliver en fri kvinde. Den algierske med-terrorist og socialbedrager har naturligvis også løjet og nægtet gennem hele retssagen. Alle kan ånde lettet op, ikke mindst svenske politikere og presse, der snart fik en anden terrorist i Norge, der var mere efter deres smag, og som tillod deres fortrængsningmekanismer at forblive uanstastede. Der blev jo ikke dræbt 50 uskyldige stockholmere. Ikke lige den aften i Stockholm.

An Algerian national has been found guilty of funding terrorism but cleared of conspiracy to murder following a suicide bombing in Stockholm. Nasserdine Menni, who was living in Glasgow at the time of the attack, was convicted of transferring money to Taimour Abdulwahab, who later blew himself up in the Swedish capital on December 11 2010. He was also convicted of immigration and benefit fraud.Algerian jailed for funding Sweden’s first ever suicide bombing after terrorist blew himself up in Stockholm, Menni medskyldig till Stockholmsdåd

Uhrskov i Skåneland

Historikeren og JP klummeskriveren Morten Uhrskov: “Jeg læser fire svenske aviser om dagen.” Kunne han ikke nøjes med én? Vittige hunde kalder Riksdagen for “Syv-partiet.” Uhrskovs ene avis kunne man kalde “130-avisen”, så mange udkommer der, og man skal være swedolog og kunne tyde i kaffegrums, for at se forskel på dem. At tænke sig – 14 dage med Aftonbladet. Det skal godt med Karl Johan-svampe, Kräftkalas og O.P.Andersson, til at stå det igennem. Jeg aner nogle flere klummer om Sverige i horisonten. Jeg er selvfølgelig ikke helt millimeterretfærdig, bare læs denne fra idag og få et godt grin: Dan Jönsson besöker Grängesberg i ingenmansland. Der er liv hist og her, men der er langt imellem snapsene.

Jeg ser ikke fjernsyn og har ikke netadgang, når jeg er i Skåne. Jeg kompenserer ved at købe en to til fire svenske/skånske aviser dagligt. Ikke fordi jeg kan bruge den skrevne presse som nyhedskilde ud over de rene banaliteter. Jeg vil tro, at Sverige har de værste medier overhovedet i den vestlige verden. Selv i en til tider halvtotalitær stat som Storbritannien findes der dog aviser som The Telegraph og Daily Mail, som blandt alt det almindelige multikulti også har plads til det politisk ukorrekte, som f.eks. en hyldest til den bedste premierminister, Storbritannien aldrig fik, Enoch Powell selvfølgelig.

Sådan er det ikke med svenske aviser. De er fuldstændig ensrettede. For at begribe Sveriges vej mod katastrofen er svenske aviser værdiløse, helt og aldeles. Svenske journalister er statsbetalte propagandamagere, der ikke kunne drømme om nogensinde at give signalementer af formodede gerningsmænd. Jeg gentager: Aldrig nogensinde. Det forekommer bare ikke.

Der er ingen reel debat på læserbrevssiderne. Det er den ene ekspert, der taler til den anden. At venstreekstremisten Jan Guillou er fast skribent på den omtrent lige så langt ude Aftonbladet, siger det meste. I Danmark ville det svare til, at kun holdninger som Enhedslistens og Det Radikale Venstres kom til udtryk. Mindre dele hos SF og Socialdemokraterne kunne nok også være med, og det er så det. Jeg køber således svenske aviser, når jeg er i Skåne, og kan hver gang konstatere, at det ikke har ændret sig en tøddel, siden jeg var der sidst.JP Skåne

SE også: Byen som vil vokse mest økonomisk er Osl…nei, Stockholm. Da jeg fik den tilsendt fra Norge i forgårs, tænkte jeg nok at det lignede en ordentlig rapand. Stockholms vækstpotentiale er i dårligt uddannede mennesker der knapt taler svensk, ikke just i økonomi. Det viste sig da også, at Stockholm slet ikke er nævnt i rapporten, og at den SR medarbejder der kolporterede historien, ‘er taget på ferie nu.’ Sveriges Radio: Kolla aldrig en bra nyhet. – Til gengæld: Can You Guess the World’s Fastest Growing Economy? (No, It’s Not China)

A 17-year-old shouted ‘Allahu Akbar’ – Arabic for ‘God is Great’ – as he unsuccessfully tried to grab the Olympic torch during a stretch of the flame’s route through Maidstone towards Redhill. Broadcast live on the BBC, the youth lunged from the crowd to try to take the torch from the hands of its bearer Anna Skora, but was swiftly bundled away by officers.In one video posted to YouTube he can be seen waiting behind a car and as Ms Skora gets closer he lunges towards the torch. Teenager shouts ‘Allahu Akbar’ as he tries to grab Olympic flame from torch bearer’s hands as police bundle runner to safety (På denne video min. 00:42 hører man tydeligere hans råb.)

Hvis der er nogle – bortset fra polyhistor Bonnichsen(P1 forleden) – der er bekymrede for, hvordan den olympiade skal forløbe, kan de desværre roligt være det. (DR Online ignorerer motivet, og bringer historien som en sportsnyhed. Fra Teenager forsøgte at snuppe OL-ilden. – Immigration Agents Announce Strike One Day Before Olympics Begin.)

“Danskersvin, racist- du er på vores territorium”

“Ressource-beboer” fordrevet fra ‘fleksibel-udlejnings’ Nørrebro-ghetto. Kommunal integration in action:

En desperat borger har skrevet et åbent brev til medier, lokalpolitikere og ministre, der beskriver en hverdag med chikane og trusler i en Nørrebro-ghetto. Han føler sig svigtet af boligforeningen Lejerbo og ladt i stikken af ’velmenende politikere’.Da 40-årige Anders Jensen flyttede ind i sin nye lejlighed på Aldersrogade, Nørrebro i København, for godt halvandet år siden, var han lykkelig.Lejligheden var stor nok til, at han kunne drive sin forretning, og samtidig var han en del af ghetto-indsatsen ’fleksibel udlejning’. En indsats, hvor ressourcestærke borgere får førsteret til lejligheder i ghetto-områder.

Smilet i Anders’ ansigt stivnede dog hurtigt. Larm fra unge, der bankede bolde mod facader og vinduer dag og nat, kvindeklubber, der holdt ’skovture’ i baggården til kl. 3 om morgenen, og unge, der brugte hans opgang som rygerum, generede. Så en dag besluttede Anders sig for at gå ned i gården og bede om lidt hensyn. Det viste sig at være en fejl. – “Pludselig samler en stor gruppe drenge sig omkring mig, og én stiller sig helt op i hovedet på mig. De kalder mig danskersvin, siger ting, der kun kan opfattes som trusler, og fortæller mig, at jeg er på deres territorium nu,” fortæller Anders til BT.- “Jeg skynder mig ind i opgangen, men de følger efter mig. De næste dage er jeg nødt til at slå min dørtelefon fra. De står simpelthen og ringer på den hele tiden.”[..]

Tvunget til at flytte: Tiden på Nørrebro er nu ovre for Anders. Efter halvandet år er frygten blevet for stor.- “Jeg gider ikke det der med, at jeg skal være urolig, når jeg går ned og køber en karton mælk. En af dem bor i min egen opgang. Det er ikke særlig rart, siger Anders,” før han retter en svada mod politikerne: – “Man står helt alene. Velmenende politikere har bare troet, at man kan plante folk i en ghetto, og så skal det hele nok gå. Sådan hænger tingene jo ikke sammen.” Tvunget til at flytte: Nødråb fra Ghettoen (Beboerens åbne brev til Folketinget og kommunen og samtlige nyhedsredaktioner. pdf)

Geert Wilders’ brev til kommisær Cecilia Malmstrøm

Malmstrøm blev den 10 juli interviewet til Le Monde med overskfiten “Europa behøver indvandring”. Hun nævner i interviewet specifikt Wilders og de xenofobiske kræfter.” Wilders svarer hende med en invitation:

Kommissionär Cecilia Malström
European CommissionB-1049 Brussels

Den Haag den 20 juli 2012

Cecilia Malmström,

Banden mellan Holland och Sverige går långt tillbaka. Under århundraden handlade vi med spannmål, holländare hjälpte till med grundandet av Göteborg och äldre holländare tänker med varma känslor tillbaka på ‘det vita brödet’ från Sverige som markerade slutet på den långa, mörka ‘hungervintern’ i Holland 1944-1945. Vi har hittills inte haft någon anledning att se på Sverige på något annat sätt än uppskattande.

Ändå verkar det som att vi nu måste betrakta detta vackra land med andra ögon. Du vill EU-dominans där andra vill frihet. Inte en enda holländare har röstat på dig. Vi vet inte vem du är. Vi känner dig inte, men du tvingar dina idéer på vårt folk.

Intervjun i Le Monde visar att du stämplar människor som är kritiska mot massinvandring eller islam som främlingsfientliga och populistiska. Det är tydligen vad du tänker om stora delar av den holländska befolkningen. Du har även höga tankar om den ‘akademiska världen’. Låt mig poängtera att dessa högt utbildade personer inte företräder någon annan än sig själva.

Fortsæt med at læse “OL i Londonistan: ‘Allahu Akbar’”

Av Peder Jensen, alias Fjordman

Denne kronikken stod på trykk i papirutgaven av Bergens Tidende, Norges største avis publisert utenfor Oslo, den 17. juli. Den gjenpubliseres online her med samtykke av avisen og forfatteren.

Boken Motgift. Akademisk respons på den nye høyreekstremismen, redigert av Sigve Indregard, ble utgitt av forlagene Manifest og Flamme i mai 2012. Manifests Håkon Kolmannskog er en tidligere kommunistisk aktivist som i 2012 ble avløst som forlagssjef av Eivind Volder Rutle, en annen mann med bakgrunn som kommunistisk aktivist. Et par dusin norske akademikere har bidratt til denne tekstsamlingen, gratis.

Venstreleder Trine Skei Grande hevdet i en kronikk at “Islamofobi er et samfunnsproblem. Islam er det ikke.” Dette synspunktet ser ut til å være mottoet for boken. Premisset for utgivelsen er at Anders Behring Breivik hadde en rasjonell ideologi bak sin massakre. Dette er ikke uproblematisk. De første delene av hans såkalte manifest siterer tekster skrevet av andre. De seinere delene som mest opplagt er formet av Breiviks eget sinn er derimot langt mer forskrudde og forvirrede. De eneste gangene der man kan merke at personen Breivik putter virkelig pasjon bak sine ord er når han skriver om hvor mange mennesker som skal drepes, og hvordan.

Rettspsykiaterne Torgeir Husby og Synne Sørheim har påpekt at det er draps- og voldsfantasier, ikke ideologi, som dominerer i Breiviks tankeverden. Han utviser nesten seksuell opphisselse når han får snakke om dreping.

Boken skjemmes av at bidragsytere som Cora Alexa Døving, Sindre Bangstad og Shoaib Sultan nokså ukritisk benytter den kontroversielle betegnelsen islamofobi. Anmelder Hege Ulstein bemerket dessuten at den bærer for mye preg av å være et multikulturelt ekkokammer som neppe vil overbevise mange andre.

Førsteamanuensis Berit Thorbjørnsrud leverer et noe ufokusert forsvar for kulturrelativisme. Doktorgradsstipendiat Bengt Andersen avviser at det finnes innvandrergettoer i Oslo eller i britiske og franske byer, og hevder at sosiale og etniske opptøyer der er “reaksjoner på provokasjoner fra høyreekstreme grupper”.

Det finnes glimt av interessante synspunkter innimellom. Historikeren Øystein Sørensen påviser visse likhetstrekk mellom Breiviks verdensbilde, i den grad han har et, og Khomeinis Iran. Breivik siterer president Mahmoud Ahmadinejad fra Den islamske republikken Iran til inntekt for sitt ideologiske syn i hans manifest, en av flere klart pro-islamske referanser man finner hos Breivik.

Martin E. Sandbu har studert politikk og økonomi ved University of Oxford i England samt Harvard University i USA og er en ledende skibent for næringslivsavisen Financial Times. Han er sikkert en smart og velmenende mann, men klarer ikke å få islamske drapstrusler mot avistegnere til å passe inn i hans liberale idealsamfunn.

Olav Elgvin og Jon Rogstad fra forskningsstiftelsen Fafo hevder at det alltid har vært innvandring og at det derfor ikke er noe spesielt over det vi ser i dagens Europa. Det samme argumentet benyttes av historieprofessor Knut Kjeldstadli, som også er politiker og ideolog tilknyttet venstresiden i Sosialistisk Venstreparti.

Forskjellen er at verdens årlige befolkningsvekst nå er på over 70 millioner mennesker, mer enn den samlede anslåtte befolkningen i Romerriket for knapt to tusen år siden. Sagt på en annen måte vokser jordas befolkning nå med mer enn ett Romerrike hvert eneste år, det meste av veksten konsentrert i svært dysfunksjonelle land.

Milliarder av mennesker hadde ikke tilgang til interkontinental lufttransport i middelalderen. Samlet sett er det ingen tvil om at dagens innvandringsbølger i antall og tempo langt overgår alt som tidligere har forekommet i menneskehetens historie. De er mye større enn folkevandringene vi forbinder med Romerrikets fall i Europa.

Jeg har selv som student ved Universitetet i Bergen hørt professor Knut S. Vikør forelese i islams historie. Han kan mye men underslår noen vesentlige detaljer, i likhet med litt for mange vestlige akademikere med islam som spesialfelt. Dersom man leser hans essay i Motgift får man inntrykk av at jihad kun er en forsvarskrig.

Jihads formål er å utbre islamsk herredømme, til syvende og sist til hele verden. Dessuten er mange muslimers begreper om hva som utgjør angrep eller forsvar ofte radikalt annerledes enn våre. Det ansees som et angrep som må hevnes, om nødvendig med drap, dersom noen krenker islam og dets profet. En slik forbrytelse gjelder ikke bare den enkeltpersonen som påstås å ha gjort dette, men kan omfatte hele hans stamme eller nasjon. Karikaturstriden i 2006 var jihad. Dette vil en vanlig leser ikke kunne forstå ut ifra Vikørs skriverier.

Boken er til dels kjedelig og kan påkalle et undertrykt gjesp. Den inneholder lite som er nytt og friskt. En av de få gangene man kjenner blodtrykket stige i noen minutter er under bidraget fra skribent Dorte Skulstad og Knut Aukrust, professor ved Institutt for kulturstudier ved Universitetet i Oslo. Al-Andalus, de delene av Iberia som var underlagt muslimsk herredømme, omtales her som et “paradis” og et “tilfluktssted for tanken”. Deres fremstilling er så forvrengt at den etter mitt syn enkelte ganger grenser til regelrett historieforfalskning.

Gjert F. Vestrheim, førsteamanuensis i filologi ved Universitetet i Bergen med fokus på den gresk-romerske Antikken, slakter Aukrusts og Skulstads bok om en påstått tolerant islamsk gullalder i middelalderens Spania. Forfatterne opererer med dobbeltstandarder og fremviser etter hans mening klare eksempler på “tendensiøs språkbruk, feilaktige og ubegrunnede påstander, manglende kildekritikk og fortielse av sentrale fakta”.

Den danske filosofen Kai Sørlander i Weekendavisen hevder at Motgift var en skuffelse som bar preg av uhederlig akademisk slapphet. Boken etterlot ham med en følelse av at den akademiske verden jevnt over ikke vil være til mye hjelp når det gjelder å styre europeiske demokratier gjennom sine nåværende kriser.

Jeg må stille meg bak denne konklusjonen. Dersom denne boken vil bli husket om noen år, hvilket er tvilsomt, vil det først og fremst være for tomheten og unnfallenheten som preger moderne akademiske miljøer. Altfor ofte møtes man med språklige spissfindigheter fra personer som professor Thomas Hylland Eriksen, som stort sett avviser at det finnes store problemer knyttet til innvandring og gjør narr av folk som hevder noe annet.

På mange måter er dette beklagelig. Som en skribent som befinner meg langt unna de fleste av bidragsyterne ideologisk sett hadde jeg satt pris på en skarpt formulert intellektuell bok som tok tak i reelle problemer og utløste en god debatt om disse. Det finner vi dessverre ikke her. Ikke denne gangen, heller.

The culmination of the International Conference for Free Speech and Human Rights on July 9 2012 was the reading and signing of the Brussels Declaration. The Declaration sets up a global strategic line of action against the worldwide Islamic enforcement program for Shariah Law. In the video below, Alain Wagner introduces the document, after which I read the text of the resolution, and then Elisabeth Sabaditsch-Wolff reads the eight requirements demanded of our governments.The Reading of the Brussels Declaration

»Mellemøsten vil blive irrelevant igen«

Mellemøstens oliebetydning for verden – og dermed betydning i det hele taget – kulminerede i 1974, og er dalet lige siden. I århundreder var de geopolitisk uinteressante, og de er på vej til at blive det igen. Da bør Vesten have to primære interesser i regionen: At støtte og beskytte Israel, samt at forhindre flere af landenes en halv milliard indbyggere i at krydse Middelhavet og destabilisere Europe yderligere, for når deres betydning er væk, har de selv med massiv penge- og fødevarehjælp udefra kun to virkelige eksportvarer: kaos og analfabetiske, religiøst fanatiske menneskemasser.

Blodbadet i Syrien i år er derfor kun et af mange, der vil komme, og det bør ikke tiltrække uforholdsmæssigt meget af vores opmærksomhed. Overlad den til diplomater, journalister og NGO er, der har det kroniske kriseområde som levevej. Vi bør, som Sven Burmester har sagt, vende vores opmærksomhed mod lande og kulturer, der vil overleve og blomstre. Først og fremmest BRIG landene.

Vi får brug for politikere, der kan tåle at se på menneskelig lidelse, de alligevel ikke kan afhjælpe. Tænk på alt det vås, de har sagt om Afghanistan i ti år, alle deres ‘visoner’ ligger flade på jorden som pandekager. Når støvet har lagt sig, er Afhanistan tilbage ved det gamle. Der er rigtige og forkerte indgribender. Der er synder og udeladelsessynder. Rwanda er et eksempel på, at man uden at risikere noget kunne have reddet 800.000 menneskeliv, men USA var skræmt af katastrofen i Mogadishu kort forinden og valgte forkert. At indgribe i Syrien nu, vil være en fejltagelse.

De politikere vi har nu, vil lade os trække med ned i næsten enhver konflikt i ren og skær solidaritet. Det er en amatørens refleks. De vil stabilisere Mellemøsten – det er amatørens drøm. Vi skal bruge politikere, der ikke hælder mere af Europas velstand og sociale ro ned i et sort hul og iøvrigt hasarderer vores frihedsrettigheder. Kommende generationer har vi allerede overladt den ubehagelige opgave, at skaffe sig af med de værste muslimske elementer i Europa, hvis de vil leve i fred og frihed. Det er ikke nogen arv at prale af, og det er en god idé for de sidste 30 års politikere at have forladt scenen, når det folkekrav opstår.

Europas interesser i Mellemøsten adskiller sig overvejende fra USA’s derved, at vi er så uheldige, de er vores naboer, og islams sikkerhedstrussel derfor er større. Jeg har engang forsøgt, at redde en mus fra en kat og en alkoholiker fra sig selv. Man bør vokse fra det, især når man er betroet ansvar for sine landsmænds skæbner, eller også bør man blive politiker i den udvidede, pseudo-empatiske daginstitution Sverige., hvis pædagoger og dikterende klasser har forettet ubodelig skade på deres land for en umulig sag.

Verden har andet at gøre end at redde islam fra sig selv. En værdig og overkommelig opgave ville være at redde Mellemøstens få overlevende kristne fra islam. Men her drejer det sig ikke så meget om hvad jeg mener. Artiklen nedenfor belyser fra en anden vinkel, hvad David Goldman (Spengler) siger i sin seneste bog med undertitlen “Why islam is dying”:

“Islam is chrashing and burning as it encounters the modern world. It’s going straight from infancy to senility without passing through adulthood, and we have a civillisation with a billion and a half people going into chaos, that we can’t stabilize, no matter how much we try to.”

PRESIDENT OBAMA’S pivot to East Asia is well-timed. The geostrategic importance of the Middle East is vastly overblown. The region matters to the United States chiefly because of its influence in the world oil market, but that influence has been in terminal decline for a generation, a fact almost wholly unnoticed by outside observers. A confluence of developments—including rising prices and production costs, declining reserves, and the availability of alternate fuels and unconventional sources of oil—will decisively undermine the defining role of the Middle East in the global energy market.

Meanwhile, the United States has vital interests at stake elsewhere in the world at least as pressing, if not more so, than its interests in the Middle East. These include thwarting the proliferation of weapons of mass destruction, fighting transnational terrorism and maintaining stability in key strategic locations of the world.

For centuries prior to World War II, the Middle East was considered strategically irrelevant. Alexander the Great marched across the impoverished Arabian Peninsula only because it lay between him and his goal: the fabled wealth of Persia and India. The region was merely an expanse to be crossed for traders on the Silk Road between Europe and China in the Middle Ages. The Fading Arab Oil Empire

Alexandre del Valle is an Italo-French lecturer on geopolitics and a researcher for Univesità europea di Roma, Institut Choiseul and Daedalos Institute of Cyprus. He specializes in radical Islam, terrorism, and relations between the West and the Rest. He has been an editorialist in Le Figaro, Le Figaro Magazine, France Soir, Israel Magazine, La Une, Il Liberal, etc., and has had articles published in geopolitical magazines and reviews such as Politique Internationale, Herodote, Outre Terre, Geostrategics, Stratégiques, Geopolitical Affairs, Nova Storica, Il Liberal, and many others. Apart from being a geopolitician, he is — together with Rachid Kaci — the founder of the liberal-conservative Right (“Droite Libre”), whose slogan is: “Secularity, defence of the West and Freedom, and struggle against political correctness”. His analysis has influenced French, Spanish and Italian politicians, especially the French party UMP. He is the author of nine books. Brussels 2012: Alexandre del Valle’s Speech.Alexandredelvalle.com – (Se hele Bryssel talerlisten her.)

“Danske terrorsager er politiseret mindretalsforfølgelse”

Man spørger sig selv, om Jan Guillou overhovedet kan læse dansk. Enhver der har fulgt bevisførelserne i danske terrorsager, lige fra Northwest Orient i 1985 (det var også ‘svenske’ terrorister) over Glasvej, Vollsmose, Westergaard angrebet til Hotel Jørgensen bomberen og de seneste JP-svenskere, finder denne klumme er fordrukken, grov beskyldning. Det kunne jo være, at PET var skrappere end deres svenske kolleger til at vente med at gribe ind, indtil de var sikre på at have en sag. Guillou er en af de få journalister, der ikke får en til at falde i søvn, – og det er allerede ikke så helt lidt i svensk journalistik, – men man må frygte at det skyldes at hans dyre vinkælder er steget ham permanent til hovedet.

Det är möjligt att de svenskar som i början av sommaren dömdes som terrorister i Köpenhamn faktiskt är skyldiga. Det föreligger en del bevisning i form av beslagtagna vapen och, givetvis, avlyssnade telefonsamtal och buggning av privatbostäder.Ändå finns det skäl att hysa tvivel. Det handlar, som oftast, om ett brott som inte har ägt rum. Och det var en dansk terroristrättegång och i Danmark slutar alla sådana med fällande dom, ungefär som i svenska spionmål under det kalla kriget. [..]

Ändå – och nu kommer äntligen den goda nyheten – har Sverige klarat sig bättre från politiserad minoritetsförföljelse än vad Danmark har. I Danmark frikänns ingen terroristanklagad muslim. I Sverige har elva muslimer ställts inför rätta anklagade för terrorism. Bara två dömdes, de andra frikändes. Skandaldomen på 4,5 års fängelse för våldsfantasi i Göteborgs tingsrätt upphävdes av en enig hovrätt.

Det lykkes ham at skrive én rigtig ting, men der skulle mange ord til, før han ramte den. Det er nok en tastefejl:

Svenska journalister är nämligen aktivt ointresserade av att bevaka terroristrättegångar utom i fallet Breivik. Svenska muslimer döms på förhand – och ingen bryr sig

Det blev tidligere påstået, at det måtte være løgn, at der var udstedt en tilladelse fra højeste sted, at jihadister som led i deres indre kamp kunne få udvidet deres bagindgang ved sodomi, så den lettere kan rumme eksplosiver til at dræbe vantro med og skabe en virkelig stor åbning bag på jihadisten. Men her er den altså. Allah er stor og mægtig, eller også er han bare en pragmatiker, der tillader hvad der alligevel foregår i ummahen i stor stil. Send krigsskibene hjem og frem med gummihandskerne og rektoskoperne, London OL, MI5 og MI6, eller opfind en Rullemarie på størrelse med en snudebille. Jeg mistænker dog at spørgeren i programmet er mere interesseret i at lade sig sodomisere, end at sprænge sig selv i luften, og nu bare vil høre Allahs almindelig indstilling til det.

Herhjemme diskuterer vi mandlig omskærelse – det har vi gjort med faste fireårs-intervaller siden islam lavede tallet om fra et par håndfulde omskårne, jødiske drenge om året til nu jeg ved ikke hvor mange tusinde, og politikerne siger hver gang, at de må vide mere. Man kan aldrig blive for klog, og det kan aldrig gå for langsomt. Studieværten og eks-kommunisten og eks-jøden Kjeld Koplev siger om sin egen forhudsfjernelse: Det var den rene tortur. Han må have en fænomenal hukommelse. De få jødiske drenge, der bliver omskåret i Danmark, bliver det 8 dage efter fødslen, med mindre de bliver jøder som voksne, hvad der sjældent forekommer. ‘Spiritualitet’ – som religiøs åndelighed jo hedder nu for tiden, – er en sag, der har det med at bevæge sig syd for bæltestedet. Også i dag. – London-Based Shiite Cleric Abdallah Al-Khilaf: Wahhabi Fatwa Permits Sodomy to Widen the Anus as a Means to Jihad

Bruce Bawer: Calls for a European First Amendment Grow

A group called the International Civil Liberties Alliance held a conference in Brussels last week featuring speakers from all over Europe. I wasn’t there – I didn’t know about the event beforehand – but one of the highlights appears to have been a talk given by Elisabeth Sabaditsch-Wolff, who, it will be remembered, was found guilty not long ago in an Austrian court of law for articulating uncomfortable truths about Islam.

Sabaditsch-Wolff, who entitled her presentation “The Death Throes of Free Speech in Europe,” did not say anything that will be new in substance to regular readers of this website: but she said them, as is always valuable, in a way that was forceful, memorable, and inspiring. For example, she noted that Europe’s oligarchs, in silencing honest talk about Islam, are employing totalitarian methods, the only difference being that they’ve been more successful than the Nazis, Fascists and Communists, because they’ve accomplished their goals “quietly and peacefully, with no need for concentration camps or gulags or mass graves or the shot in the back of the neck in the middle of the night.”

Like Geert Wilders and others, she called for a European version of America’s First Amendment, adding that Europeans must “take our countries back from those thieves who sneaked them away from us while were lulled into somnolence by our wealth and our pleasant diversions.” Frontpage Magazine.

Gå hjem og vug, København !

På 25 dage har der i Gøteborg været 15 skyderier, en større provinsby på 550.000 mennesker. Jeg er ikke bekendt med ét i København i den periode. Danskere tror, at svenske politikere blot har indvandret Malmø i smadder med kriminelle, statsforagtende, uintegrebare lomme-mafiosoer, der render bevæbnede rundt. Desværre, enhver større svensk by er ramt af Riksdagens hærværk. Politiet mangler redskaber, Riksdagen, der er 25 år bagud for den afvikling, de har skabt, holder ferie. Det er slemt nok, den har gjort dette, men det er værre at den har fortsat sine ødelæggelser længe efter at resultaterne blev utvetydige. Værst er det, at den vil fortsætte til pengekassen er tom eller et flertal tager sig sammen til at stoppe den, og den dag er ikke i lige sigte.

Sedan midsommar har Göteborg skakats av ett femtontal skottlossningar – en av dem slutade med ett dödsoffer. – Det har inte varit begränsat till en stadsdel, som tidigare. Det har varit överallt, säger Lars Klevensparr.– Jag tänkte att nu får det vara nog och drog igång den här nya insatsen. Vi kallar den “Calma”, det betyder lugn.

Trots att man bär vapen på offentlig plats blir man i dag bara anhållen och sedan släppt. Jag skulle vilja se att minimistraffet för grovt vapenbrott höjs, och att det blir obligatorisk häktning för dem som misstänks för grovt vapenbrott. Man måste sitta häktad tills man får en dom. Insatsen Calma ska få ner våldet i Göteborg, Polismästare i Gbg om grovt kriminella: “Nu får det fan vara nog”