Nu startar de ny gratis dagstidning på nätet, danska paret Ralf Pittelkow och Karen Jespersen. Båda två har gedigen mediaerfarenhet, och har länge tillhört den krets kring vilken mycket av den danska samtidsdebatten rör sig, inte minst den som handlar om invandringspolitik och sociala motsättningar och spänningar. Pittelkow har skrivit några av de allra viktigaste skandinaviska böckerna om tiden efter 11 september 2001, bl.a. Efter 11 september. Vesten og Islam. Faktiskt var det honom jag läste allra först i ämnet.

Han har en bakgrund som litteraturvetare och har länge – mellan 1973 och 1992 – varit lektor och adjunkt på litteraturvetenskapliga institutet vid Köpenhamns universitet, samt arbetat som rådgivare till den förre socialdemokratiske partiledaren och statsministern Poul Nyrup Rasmussen.

Karen Jespersen var minister i den danska regeringen 2000-2001, fortsatte som socialdemokratisk parlamentariker fram till 2006, då hon gick över till Venstre, och har i den egenskapen också varit välfärdsminister och inrikesminister i Anders Fogh Rasmussens tre regeringar….læs videre her. (Avisens hjemmeside er her, hvor man også kan abonnere på nyhedsbrev.)

Endnu et skuddrab i Malmø – femte mord på en måned

Drab 3 den 20.12 og 4 den 1.1. Dertil drab den 20 december og den 24 november. Ingen af drabene er opklaret. Nu synes socialdemokraten Morgan Johansson “at det er rigtig uhyggeligt.” Det har jeg syntes i ti år, indvandrere har ført krig på gaderne efter behag. Man skal vel være københavnsk journalist eller kommunepolitiker for ikke at opdage, at Riksdagen har plantet en bombe på Københavns dørtrin.

Det vil blive meget værre, det kan ikke kontrolleres andet end med meget drastiske metoder, som jeg ikke kan se Sverige vil gribe til: Mennesker der vil bruge våben uden hæmninger, vil Sverige ikke skaffe sig af med, og tilgangen til illegale våben ville ikke engang kunne standses, selv hvis der var en effektiv grænsekontrol. Hvad politikerne siger i dag, er derfor den samme gang øregas, de har udgydet i årevis, og det understreger kun deres impotens. Det kommende Malmø, – om et par år med indvandrerflertal og en dag også en muslimsk flertalsby, – bliver nødvendigt at indkapsle. Et halvlangt skud ganske vist, men vis mig den tendens, der peger i en anden retning. Malmøs drabsfrekvens er nu højere end hele Danmarks. Man kan udtrykke det på en anden måde: For hver 110 normale dage, producerer Sverige lige så mange drabsofre som Anders Breivik gjorde den 22.7.

En man har skjutits till döds på Kantatgatan, vid vändzonen till Lindängsvägen.Det är en man i 50-årsåldern som har avlidit. Han är identifierad av polisen, uppger polisinformatör Helena Ralmark under en presskonferens på platsen.Den döde mannen var inte känd av polisen sedan tidigare. Vittnen har sett en eller flera gärningsmän springa från platsen. Än så länge har dock polisen ingen exakt bild över hur skjutningen gick till. Man död efter skottlossning. “Jag såg mördaren”, Vittne berättar för Aftonbladet om dödsskjutningen i Malmö. Kartläggning: Så flödar vapnen i Malmö. Dødsvold er hverdag. Man ønsker ikke, at børn skal vokse op her, siger borgere i Malmø efter fem skuddrab. Video: SVT Rapport – Allmänheten skärrad efter nytt mord i Malmö. SD om tragedin i Malmö: “Som man bäddar får man ligga”.Jimmie Åkessons pressekreterare menar att svensk invandringspolitik “kostar människoliv och ofantliga summor skattepengar – varje dag”.

Vittnet berättar att hon har bott i Malmöområdet Lindängen i 26 år. Under årens lopp har hon sett hur området förändrats till det sämre. När hon själv var liten behövde hon inte vara rädd för att råka illa ut, inte räddare än barn i andra områden. Nu säger hon att det inte kommer att fungera i längden. Hennes äldsta barn, åtta år gammalt, är fortfarande för liten för att röra sig fritt i kvarteret. – Men det blir svårt att bo kvar här när det är dags. Det händer alldeles för mycket. Lindängen är inget område för barn. Malmö är ingen stad för barn heller.För en vecka sedan blev hon vittne till hur polisen ingrep mot två gäng som sköt mot varandra. – Det var som en film.Vittne: Jag såg den döde mannen

Ungarn som de-facto vejviser

Rent praktisk kunne alle problemer med multikultur og islam formentlig løses inden for mainstreampolitiske rammer uden anvendelse af virkeligt drakoniske midler. I virkelighedens verden er dette selvfølgelig utænkeligt – vi taler om midler som hårdhændet og kynisk anvendelse af udvisninger, om fratagelse af statsborgerskaber der aldrig skulle være tildelt, om forhindring af genindrejse, og absolut konsekvent inddæmning af totalitært og voldeligt religiøst virke. Umuligheden har sin årsag i ydre fjender som EU og slyngelrettighedsindustrien, og i helt indre fjender som den internaliserede værdirelativisme og nationalfobi som det formentlig vil være umuligt at få (vest)europæiske befolkninger til at aflægge sig.

I virkelighedens verden vil evt. nybrud derfor givetvis ske uden for det toneangivende Vesteuropa, og ikke nødvendigvis i en form der er intelligent, konstruktiv, demokratisk og stueren. Teksten og klippet her angiver altså de trøstesløse alternativer mellem et Ungarn der nok er mere primitivt end vi bryder os om, og så et EU der ingen skrupler har ved at betegne Ungarn som “autoritært” og “diktatorisk”. Måske er udviklingen på nationalt plan parallel til det der skete med invandringsdebatten for årtier siden: Landsbytosser som Glistrup så situationen knivskarpt hvor visse andre (host, host) lukkede øjnene og benægtede virkeligheden. I dette perspektiv kan diverse skæverter i nye demokratiske lande måske alligevel vise fremad (LFPC).

The reforms introduced in Hungary, although troubling in some respects, contain some elements that represent a bold challenge to elite ideology. In particular, official recognition of Islam as a religion has been rescinded; and the Hungarian government has unabashedly recognised ethnicity as being a determining factor in the assignment of political rights. Ethnic Hungarians living outside Hungary will now have political representation.

Lawmakers also adopted new rules that will allow parliament to approve laws in as little as a day and without substantive debate.

They also passed a law on religion that radically lowers the number of state-supported faiths to 14 from more than 300.

Religions to receive official recognition include the Catholic, Reformed, Evangelical and Orthodox Churches as well as Judaism.

Those excluded, such as all Islamic, Buddhist and Hindu congregations, will be able to apply for recognition if they have been operating for at least 20 years in Hungary. Source

Hungary Defies the World

Tommy Robinson hos Michael Coren om overfaldet, del I

Del II

Fortsæt med at læse “Ny dansk nättidning”

Stakelbeck on Terror: December 27, 2011, On this week’s special episode of Stakelbeck on Terror: a panel of experts examine the Muslim Brotherhood’s growing power in 2011. Det er kristent tv, men CNN laver det altså ikke. – Gå heller ikke glip af Mark Steyns interview med Charles Krauthammer om de eskalerende kristenforfølgelser.

Fjerde mord i Malmø på en måned

Man spørger sig, hvor smertetærsklen ligger, hvis den overhovedet findes. Jeg betvivler det. De midler der skal til for at stoppe dette eskalerende blodbad, findes ikke i en svensk politikers forestillingsverden, derfor er Malmøs politi mere og mere overmatchet af kriminaliteten. Ikke bare kan de ikke forhindre skyderierne, de kan dårligt opklare dem. Malmø (300,515 indbg.) fortsætter sin lange rejse ud i undtagelsestilstand. At København skal “Øresundsintegreres” med dette fallitbo, er et rent mareridtsscenarie hvis man tænker et årti eller to ud i fremtiden. Det er tid til endnu en socialdemokratisk “lysmanifestation,” afmægtighedens primalskrig.

Nyårsnattens mord på en 15-årig pojke i Rosengård är det fjärde mordet i Malmö på en dryg månad. – Extremt mycket, säger Börje Sjöholm, operativ chef för länskriminalen.Fjärde mordet – på drygt en månad.Ardiwan Mati på Smedjegatan med skolkamrater från Johannesskolan på Möllevången.

Når en statsminister er dybt enfoldig og/eller en slem løgnhals

Det er et spil der ligger på rygmarven hos mainstream – mainstreammedier, mainstreampolitikere og mainstreambekendte af os alle: Man tager for givet som den største selvfølge i verden at noget der for de pæne er en vederstyggelighed er på en bestemt måde. Vi oplevede det selv, omend på et beskedent plan, da vi, post-Breivik, blev tillagt uhyrlige synspunkter og et grimt hetzende sprog. Alt sammen af medier der aldrig henviste til noget vi rent faktisk havde skrevet. Der er ingen præmier udlovet for at gætte på hvem norske Jens Stoltenberg – det pæne menneske – her hentyder til:

Internett på sitt verste er når totalitære forførere får snakke uimotsagt i mørke kroker på nettet.

Dette må vi møte med fasthet. Vi skal drive dem ut med kunnskapens lys. Å ta til motmæle mot ekstremisme er å ta ansvar for fremtiden. Jeg oppfordrer alle til å bli gode digitale nabokjerringer. Ikke for å sensurere meninger eller kvele debattene. Vi skal tåle det ubehagelige. Det som irriterer, provoserer og endog sjokkerer. Men – vi skal ta igjen. Vi skal svare.

Det er å vise ytringsansvar å si: «Nei, du tar feil». Vi gjør det ved lunsjbordet på jobben. Nå er tiden inne for også å gjøre det på nettet. […] Her er hele Jens Stoltenbergs tale

Har den pæne Stoltenberg nogensinde læst noget som Fjordman har skrevet? Har en fisk brug for en cykel? Har han nogensinde fulgt debatterne i kommentarsporene efter Fjordmans essays? Har fisk brug for tandemer? Et reality check havde ellers været uhyre simpelt. Man kunne f. eks. læse Fjordmans fremragende When Treason Becomes The Norm: Why The Proposition Nation, Not Islam, Is Our Primary Enemy – det ville i sig selv være en fremragende idé, og man kunne så også læse den livlige debat efter teksten. Den evindelige tagen-for-givet gør det nødvendigt ind imellem at trække det helt konkrete frem. Her bare nogle små pluk:

I don’t agree with this article, and most of Fjordman’s articles. And I think people like him are holding back our ‘real’ debate, which is what is happening on an ideological level, and can only be fought there….. (kommentar af Blogger); Fjordman’s racial concerns are tactically and technically irrelevent…. (kommentar af Profitsbeard); Question, because I’m not entirely convinced of the successfulness of [Fjordman’s] view: What specific Christian sects, having heated debates over minor ideological differences, were you thinking of when you wrote this?….For me, the power of your analysis would greatly benefit if you’d dissolve the second perspective. The Idea Nation can i.m.o. be viewed as the symbolic representation of the welfare state apparatus itself and the historical notion of “Social Contract” society, justly criticized by Scruton and others…. (kommentar af Sagunto).

Kort sagt: En lang og interessant tråd med 157 kommentarer, et forløb der bevæger sig længere og længere væk fra Fjordmans udgangspunkt, og ikke mindst: Det handler ikke om en-bloc tilslutning til essayisten eller om skabelonagtige, stereotype synspunkter. Derimod om demokratisk debat når den er bedst – men dette ville selvfølgelig ikke kunne bruges i en varmluftig tale af en letvægter der godt ved at hans publikum ikke opdager bluffen (LFPC).

»Seje Skridt«

Af Drokles – Monokultur

“Og jeg vil sig det meget klart i aften.” sagde Thorning med en af sine karakteristiske formuleringer i sin første nytårastale, som Statsminister. “Den kommende tid vil kræve meget af os“. Meget klarere hvad det gik ud på blev det dog ikke og vi kunne derfor føle os helt trygge ved at den Thorning der “gjorde det” da hun blev statsminister er som vi forventer, mere optaget af hendes karriere som politiker end politisk indhold. For den kommende tids krav til os var ikke de investeringer ud af krisen, som hun havde stillet alle – der var naive nok til at tro på enten hende eller, og det er måske endnu værre, hendes politik – i udsigt, men derimod besparelser og Thorning så sig ikke det mindste generet ved denne kovending, som ikke engang kræver uddybning. “Regningen er ikke betalt” varslede hun senere i sin tale. Nu er der ikke længere mennesker bag tallene.

I de kommende år får vi endnu strammere budgetter, og vi må stille endnu hårdere krav til os selv. (…)

Mange vil opleve forandringer. Mange vil blive bedt at tage en tørn ekstra.

Og ja, vi vil opleve nedskæringer og besparelser.

Selv om regeringen stadig vil “kickstarte dansk økonomi” og “investere milliarder i børnehaver, veje og arbejdspladser” stod det klart at regeringen vil spare sig ud af krisen frem for at investere sig ud af krisen. Ja Thorning mente endda at den tidligere regering “førte en kortsigtet og slap økonomisk politik“. Det har hun også ret i, men i sammmenligning med Socialdemokraternes lancering af Trivselssamfundet i 2007, som med Thornings egne ord ville bliver dyr – men der var råd til det grundet den daværende gode økonomi, som hverken skulle bruges af borgerne selv eller som afbetaling på udlandsgælden – så virkede den tidligere regering uhæmmet liberalistisk. Så det var ikke hendes egne røde planer, som de er kommet og gået i årenes løb hun sigtede til da hun sagde

Også herhjemme var der et vist overmod. Mange handlede, som om de gode tider bare ville fortsætte og fortsætte.

Nej, nu hvor man har placeret sig på taburetterne – for det var det de gjorde, da Helle på valgaftenen sagde “Vi gjorde det!”, satte sig på taburetterne – er erkendelsen af økonomisk ansvarlighed mere naturlig.

Underskuddet betyder, at vi betaler velfærd med penge, vi ikke har.

Det går ikke i længden. Det siger sig selv.

Det sagde strengt taget også sig selv før valget. Men alt det er vand under broen, magten er opnået og ministerbiler har aircondition. Men Thorning lagde mere sentimentalt ud ved at placere sine slægters led (på mødrene side) i Danmarkshistorien efter at have sagt godaften og kort konstateret at Danmark har fået en ny regering og at Danmark (“og derfor” får man lyst til at indskyde) står overfor en alvorlig krise. Thorning ridsede det tyvende århundredes sociale landvindinger op: Økonomisk fremgang og relativ lighed, kvinderne ind i stemmeboksene og videre ud på arbejdsmarkedet og det, mente statsministeren, pegede direkte frem til de kommende generationer

Når jeg i dag ser på vores unge, ser jeg en generation, som – hvis de får lov – til fulde forstår at bruge mulighederne. I griber verden. Og ja, I kommer også fra alle dele af verden. Unge med en anden etnisk baggrund er med til at skabe et samfund, hvor mangfoldigheden bliver større, uden at Danmark bliver mindre.

Alt der bygget op ned gennem degenerationerne, som Dirch Passer kaldte det i en gammel sketch, fører frem til de unge og særligt dem, med anden etnisk baggrund, som gør Danmark større alene ved deres etniskhed. Ifølge statistikken gør de også Danmark fattigere og mere voldeligt. Men diffuse udtryk vinder altid over hårde fakta i skåltaler især mens tømmermændene fra 1982 støt stiger i intensitet. Og så blev anden etnisk baggrund ikke nævnt mere eller for andet i talen – måske fordi Thorning ikke regnede med at eventuelle unge lyttere med anden etnisk baggrund end dansk havde koncentrationsevne nok til at lytte hele talen igennem og således skulle de klappes af så tidligt som muligt. Man skal jo tænke på de svage.

Fortsæt med at læse “The Muslim Brotherhood’s growing power in 2011”

Jihad proceeds in stages. Stage One: Stealth Jihad. Stage Two: Defensive Jihad. Stage Three: Offensive Jihad.Answeringmulsims, 1.1.2012. Fremragende pædagogisk, komprimeret fremstilling til bekæmpelse af vores værste fjender: Vores tillid og vores uvidenhed. Jihad for begyndere, dvs. stort set enhver vestlig politiker. På kun 24 minutter er du bedre informeret end dem.

Dag ett 2012

Af Thomas Nydahl

Hur börjar man om? Måste man börja om? Jag tror det. Och jag tror att det finns några grundläggande saker man kan börja med. Jag gör det starkt symboliskt, efter att vid midnatt, till ljudet av stadens och byarnas pyrotekniska oljud, dricka ett sista glas vitt vin. Idag börjar en vandring som förvisso inte leder till hälsa, men som möjligen kan lindra några av ohälsans värsta yttringar. Nog pratat om det. Inget gör mig på sämre humör än de perioder då jag framför allt är en patient, en människa som är summan av sina krämpor. Dag ett alltså: med en något ansträngd och konstlad, men uppriktigt menad väg.

Allt det andra då? Det som varken är ett privat bekymmer eller ett av individer begränsat perspektiv? Jag tänker på mullret från Iran och andra diktaturer (behöver jag säga Syrien? behöver jag säga Nordkorea?).

Jag tänker på islamismens dödsbringande budskap på vår jord. Jag tänker på hur Sveriges regering skickar ekonomiskt bistånd till stater som både fördriver och mördar, och som med öppna armar slussar människor från Afrikas horn till svenska småsamhällen, som varken har arbete eller sammanhang för dem. Den sista lilla notis jag läste i nyår, handlade om ett sådant samhälle i Sverige där man med ett kommunalt klubbslag beslutade stänga fritidsgårdarna, samtidigt som man renoverar lokaler vilka med stor personaltäthet ska hysa de människor som med 2011 års värsta eufemism kallas ”ensamkommande”. Vi har sett alltför mycket av den sortens förnedring de senaste åren.

Denna politiska väg innebär inte minst ett stöd för den globala gangsterekonomi som i maffiastyrda organisationer lurar skjortan av de människor som fraktas från Afrikas horn, Arabvärlden och Afghanistan – om de väl kommer dit de ämnat sig är de uppbundna för resten av livet med smugglarkontrakt värda hundratusentals kronor. Varför ska ett litet nordeuropeiskt land spela med i detta spel? Och vad är det som gör att inte minst Afrikas horn prioriteras av Reinfeldt och hans ja-sägare?

Erfarenheten i just vårt land visar att dessa ”familjeåterföreningar” bara leder till att kvinnorna, hunsade under sina svarta, bruna eller grå tyginpackningar, könsstympade och stenhårt kontrollerade, får stå ut med khat-tuggande män, arbetslöshet och ett liv i förorterna, fjärran varje förbindelse med det svenska samhället. Vad de möjligen gör, är att pendla mellan SFI-kursen och centrum, alltid uppfyllda av en ickespråklighet som ändå aldrig förväxlar orden ”plikt” och ”förmån”.

En annan populär eufemism brukar beteckna det som ”utanförskap” – själv menar jag att det är ett falskt begrepp som lägger skulden på mig. Men handen på hjärtat – vad i hela friden skulle jag kunna göra för att somalier, män och kvinnor, skulle kunna bli en del av det svenska samhället? Det finns undantagsfall, jag vet det, men för den stora majoriteten är det bara förorten, bidragsberoendet, khattuggandet och moskén som gäller.

Vi vet hur illa människor behandlas av Försäkringskassan (dit de sjuka normalt sett ska vända sig) och Arbetsförmedlingen (dit de arbetssökande förr vände sig, men där nu alla de sjuka tar sig in genom nålsögat till något fas1, fas2 eller fas3-program för att regeringen Reinfeldt ska kunna redovisa låga sjukskrivnings- och arbetslöshetssiffror), vi vet hur dessa människor slussas från det ena fattigvårdsprogrammet (fyratusen svenska kronor i månaden) till det andra, samtidigt som regeringsföreträdare slår sig själva för bröstet och skryter om Europas öppnaste dörrar (fyratusen? åh nej, det ger mycket mer om man kastat bort pass och id-handlingar).

Om maktens organ tror att detta kommer att bidra till läkningen av blödande sociala sår tror de fel. Tvärtom kommer varje sådant beslut att fördjupa klyftor, motsättningar, rentav våldsamma sammandrabbningar mellan människor. Det som Hans Magnus Enzensberger kallade för ett lågintensivt inbördeskrig tar sig just sådana uttryck. Frågan är bara hur länge det förblir lågintensivt. Sverige är ett nygammalt klassamhälle, där överheten – inom såväl politik som industri – skor sig alldeles ogenerat, samtidigt som det forna folket numera utgör städpatruller åt medelklassen, med egen rätt att göra skatteavdrag.

Vi vet vem som får betala priset. Är det någon enskildhet som oroar mig med barnbarnens framtid för ögonen, så är det denna gigantiska miljardbluff som påverkar allt från daghem och skolor till sjukhus och ålderdomshem. Jag tänker på en av mina gamla grannar i byn där jag bodde förr. Han menade att vi båda skulle använda hans jaktgevär när vi inte längre trodde oss kunna stå emot det som väntade på hemmet (och det var ändå 15 år före blöjvägningarnas privatiserade hem, som till fromma för de snabba klippens män och kvinnor drog ner på allt utom förnedring och skändande av de gamla människor som byggt det forna Folkhemmet).

Jag har också under det gångna året noterat hur den ena kriminologen efter den andra försäkrat att brottsligheten sjunker. Jag tror lika lite på det som på jultomten. I den här delen av landet ser vi dagligen vad den innebär: rån, misshandel, mord, inbrott, mordbränder, dödsskjutningar. Polisen vill få oss att tro att allt detta utspelar sig mellan olika kriminella, enskilda individer eller grupper. Det är dumt att påstå. Vi vet hur många som i den här staden fick påhälsningar av de ligor som specialiserat sig på att ta sig in till försvarslösa åldringar för att stjäla och förnedra dem. Vi vet att yrkesverksamma människor rånats i sina hem.

Det senaste rånet, där både mannen och kvinna i familjen bands och misshandlades till dess de avslöjade var pengarna fanns, ägde rum just i denna by. Så sent som den 30 december vädjade polisen genom lokaltidningen, än en gång att vittnen skulle höra av sig. Det drabbade paret hade bevakats i timmar innan gangstergänget slog till. Jag skrev själv om ett sådant brott för några år sedan för lokalpressen, och jag vet att de drabbade blir sjuka för lång tid framöver. Såren försvinner inte för att vi vänder blad i almanackan. Skåne är också platsen där flest människor i landet blir svårt misshandlade eller rentav mördade.

Ja, det är ett nytt år vi börjar idag. Men så mycket av det som präglar mitt land idag formades under en lång tid av tokiga och ansvarslösa beslut i de politiska församlingarna. Idag ser jag inte att det finns något hopp om en förändring. Jag är som bekant inte så naiv att jag inbillar mig att nationalismen är en väg framåt. De som påstår det blundar i själva verket för hur djupgående förändringarna i Sverige är. Nationalismen har hittills inte löst några problem. Däremot har den utlöst ett antal större eller mindre europeiska katastrofer. Vårt nittonhundratal är en dyrköpt lärdom inför framtiden. De som gastade högst om blodet och nationen kom också att bli de största skurkarna.

Hur skulle den nationalism se ut som fick skutan att vända? Nej, det är ingen retorisk fråga. Den är viktig att ställa för varje människa som inte vill sjunka ner i det apatiska tillstånd där man sätter sin lit till överbetalda medlemmar av de politiska församlingarna och i de beslutande organen. En av de få saker som kunnat utlösa någon form av självrannsakan, hade möjligen varit en massiv valbojkott – fast å andra sidan, varför skulle en sådan folklig protest förändra en nation som alltid tycks vända vreden inåt och ge makten fritt spelrum.

Själv vill jag först och främst vårda min närmaste krets (den är stor, med många barn och barnbarn och därför är mitt ansvar stort). Eller som Voltaire skrev: odla min trädgård. Jag har ingen trädgård. Men jag har en symbolisk sådan. Den finns i litteraturen, den finns i vandringarna vid kusten, den finns i umgänget och samtalen med de människor som finns närmast, också de som finns i brevform och som kommit att bli nära vänner, inte bara i Sverige.

Oavsett vad som sker på sociala, politiska eller kulturella arenor tänker jag använda min yttrande- och tryckfrihet och säga mitt hjärtas mening. Det finns egentligen inget tabubelagt ämne för mig. Sedan länge är jag immun mot ord som ”islamofob” och ”främlingsfientlighet”. Om man vet var man själv står måste man också tala fritt om det som i Sveriges tycks vara allra svårast. Att problematisera politiska mytologier – ”jämlikhet”, ”välfärdsstat”, ”mångkultur”, ”integration” – innebär inte att man ansluter sig till något slags rännstenskultur av självgodhet. Jag ser världen. Jag vet hur världen ser ut. Och jag vet, inte minst genom egna resor och studier, hur islamismen ser ut, både som religiöst och politiskt maktsystem. Att tala är att göra motstånd. Att skriva är att formulera den problematisering jag anser nödvändig. Vi får se vad det kommer att innebära. Det återstår många dagar på detta nya år.

Se også: Verkligheten i Sverige 2011 – en årskrönika. Blandt de mere bemærkelsesværdige indsalg i det svenske nytår, er en politistyrke på 11 mand, der angribes og såres af mænd, kvinder og børn i Sødertälje. Og det obligatoriske skuddrab. Det er tid til endnu en svensk “lysmanifestation”:

Året 32 minutter gammelt, første mord i Rosengård

Som en nøjagtig reprise af nytåret 2010 i Malmø: Samtale i natten.“Selv om jeg går i dødens og mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.” –“Träffats av 4-7 kulor. Låter ju mer som en avrättning än ett skott av misstag.” Den dræbte Ardiwan Mati fra Møllevången fik flere skud i kroppen og to i hovedet. Det er fem dage siden den seneste regulære henrettelse blandt kriminelle indvandrere i Malmø.

En ung pojke sköts i huvudet vid halv ettiden på nyårsnatten i Malmö. Han är vid liv, men tillståndet är livshotande.– Han svävar mellan liv och död, säger Anders Kristersson, inre polisbefäl i Malmö, till Sydsvenskan.Området har spärrats av och flera polispatruller är på plats. En teknisk undersökning har genomförts och flera patronhylsor har hittats. Polisen har inte gått ut med några detaljer då det finns vittnen som ännu inte förhörts. Ung pojke skjuten i huvudet i Malmö, 15-åring skjuten på Ramels väg.Under natten svävade pojken mellan liv och död, men tidigt i morse avled han av sina skador.

Britiske parlamentarikere siger nej til halal

På den ene side skal man ikke falde i svime over et enkelt assertivt tiltag i et land der er up-to-here i håbløse ghettoproblemer, shariadomstole og en suicidal multikulturalisme der river landet fra hinanden og disfavoriserer den oprindelige befolkning. På den anden side spærrer man øjnene op, fordi det trods alt handler om landets folkevalgte der her bringer sig selv i skudlinjen, når de lige så godt kunne holde mund og bide i det halalinficerede kød.

Vi ved ikke om det gøglende selvbedrag multikulturalismen, med tilhørende aggressiv islamofili, er en skrøbelig struktur, sådan cirka som Østblokken i første halvår af 1989 var det. Vi ved heller ikke om der i de europæiske befolkninger er en ulmende vrede der ved den rette anledning vil fosse ud af ketchupflasken, sådan cirka som hos den muslimske verden i starten af 2006. Vi ved det ikke. Den slags kan oftest kun konstateres i bakspejlet, og man kan kun håbe at dette hundredåret for Titanic også bliver året hvor multikulturalismen banker ind i virkelighedens isbjerg. Skal der ske noget med fremadrettede perspektiver for os alle måtte det gerne være i Storbritannien, landet der har malet sig op i et hjørne, men som i kraft af sin status har en pondus i hvis slipstrøm vi kunne lægge os mageligt (LFPC).

The Palace of Westminster has rejected demands to serve halal meat in its restaurants. Muslim MPs and peers have been told they cannot have meat slaughtered in line with Islamic tradition because the method – slitting an animal’s throat without first stunning it – is offensive to many of their non-Muslim colleagues.

The stance has infuriated some parliamentarians who have eaten meat in the Palace’s 23 restaurants and cafes, having been assured that it was halal. Lord Ahmed of Rotherham said: ‘I did feel misled. I think a halal option should be made available.’ […] We won’t eat halal meat, say MPs and peers who reject demands to serve it at Westminster

Nytår på Amalienborg Slotsplads
Dronningens nytårstale.

Fortsæt med at læse “Vær velkommen !”

Når man har boet mindst fire steder på et år, heriblandt i et sommerhus i Sydsjælland, en gammel landsbyskole i Småland, på en madras bag i en Volvo 855 SE “Kombi”, som den hedder i Sverige. Det er forenklende at bo i en Volvo, man skal ikke tage stilling til, hvor malerierne skal hænge, og man kan køre derhen, hvor der nu er et bad og en gang morgenmad. Der ud over nogle venners sofaer og et par hotel- og pensionatsværelser, så blev skruen og bloggen holdt i vandet. Det gik. Årets kardinalpunkter kom i kassen. 2011 begyndte i virkeligheden mentalt lidt før med Sveriges Første selvmordsjihadist: Taimour Abdulwahab.

Man tager en robust laptop og et hurtigt mobilt bredbånd, en driftsikker kollega, halvanden håndfuld helt uvurderlige venner og sætter det hele over for at simre i 12 måneder. Tilsidst havner retten der, hvor den skal. Man er tilbage. Hjemme, man slipper ikke godt fra at ignorere, at noget er hjemme og andet ikke er. Det er endelig spisetid igen.

Jeg ved ikke om det, at jeg har rejst mere og tidligere end de fleste, har gjort mig til mere hjemmefødning, men jeg vælger at tro det. Det stadig krigsarrede Europa i 50 ‘erne, USA og Fjernøsten i 60 ‘erne. Det tog syv dage at sejle til New York med MS Kungsholm, og 30-40 dage at sejle til Manilla, Hong Kong og Yokohama med MS Arosia.

Vi, die Nachgeborene, forstod ikke hvad vi så i Hamborg, Hannover, Göttingen og Kassel midt i 50’erne, men vi var vågne børn nok til at gemme billederne på nethinden. “Nie wieder”, står der stadig på torvet i Nürnberg på en plakatsøjle hvor Villy Sørensen studerede og Albrecht Dürer blev født. Den viser et luftfoto af den udbombede by, men “nie wieder” er en enkelt generations besværgelse, den er alerede glemt. Krigen er på vej tilbage til vores børn i en anden og meget giftigere skikkelse. Det skal man ikke tvivle om, selvom man bliver udstødt af det gode selskab for at advare om det 20 år i forvejen. Jeg vil om jeg så må sige fuldstændigt skide på det gode selskab, på deres parketgulve, professortitler og phd. grader. De er intellektuelle gidsler, på denne blog skriver frie ånder, der foretrækker virkelighedsreportage frem for universitære forestillinger. Hvordan er det på gadeplan? Punktum!

Hjem fik en tidlig betydning ved at bo flere år i Østen. Man kunne sende et telegram, hvis nogen døde, ellers var alle kære væk i uvished meget, meget længe. Måske var det tidens nåde, at man lærte sig at længes i årevis. I halve år anede man ikke et klap om hjemme, den tekniske affortryllelse af verden var endnu ikke gennemført, det var givetvis også grunden til, at jeg overhovedet slog rod fjerne steder og tog dem helt til mig.

Jeg var 22 i 1973 og blev en singaporeaner med hud og hår. Derfor blev jeg først opmærksom på min baggrund ved den fuldstændige seperation og en hjemkomst, eller rettere – min kærlighed til det tabte blev først vakt, da jeg havde forladt og mistet næsten alt og var vendt tilbage. “Evigt ejes kun det tabte,” siger Ibsen. “Julesorgen”, siger min veninde med Grundtvig, hun er præst. Vi talte om den juleaften, og vi vidste uden ord, hvad den var. Vi ved først hvem vi er, når det hele er gået galt. Svenskerne gør det, det ved jeg af daglig erfaring. Sverige er dødsdømt som nationalstat, ikke af alarmisterne, men af demografien. SD er al ære værd, Åkesson er imponerende, men han kæmper en tabt kamp. Løbet er kørt i løbet af denne generation. Demografi er skæbne. Evigt ejes kun det tabte. Enhver kan tage fejl, jeg gør det ikke så tit som andre.

Sådan er vi måske: De trygge, bekvemme og selvforvissede kan spille hasard med alt, alle andre der lever på kanten eller har været ud over, kan ikke. Høj gambling er de begunstigedes privillegium, Tøger Seidenfaden f.eks. Han døde som an honourable man, efter min ringe mening nogle år for sent til at gå over i historien som et fornuftsvæsen. Hvad var hans forbindelse nogensinde til under- Danmark andet end i teorien ? Var det ikke et sundt folkeligt instinkt at foragte ham og se ham som en parodi på sin far? Tøger blev en af de landssvigere, han far bekæmpede fra Stockholm under den tyske besættelse. En kulsort ironi der først vil dæmre i Danmark i løbet af de kommende to årtier, hvis man tør vove en spådom udover ens egen levetid.

Dette års rejse, der er meget kortere end min livsrejse, satte præget på billedudvalget. Der var Skånsk/danske middelalderkirker, midsommerfolklore, Sveriges nationaldag, smålandsk natur I og II, vinterlandskaber ved Østersøen, det gamle Småland, Linnés Råshult, processen mod Lars Hedegaard, besøg i København, hvor følelsen var som en turists – Gyldendal forfatterreception, Kunstindustrimuseet, lyset i byen – og meget andet, jeg sikkert har glemt. Det ville tage år at udtrykke i skrift, hvad der er på disse fotos, men heldigvis kan jeg skyde en genvej via Leica-Lumix geniale kompaktkamera, som Henri Cartier-Bresson burde have haft, og som passer præcis til en mand i en Volvo og en kuffert, der er for doven og uvidende og utålmodig til at skrive alt for lange artikler, ja som ikke engang er tålmodig nok, til at skrive en kladde.

At gense det hele nu den 30.12 nu er livsbekræftende, den tanke at et år virkelig er så langt, at det endda kan bæres oppe på venskabers nåde, det er en stor gave og taknemmelighed. Derfor er dette års nytårspost ikke “an die Freude”, men “an die Freundshaft.” Bortset fra at holde sig fri af død og sindssyge, er der intet vigtigere end venskaber. Skilmisser er af underordnet betydning, selvom de er modbydelige.

********

Og der var Norge. I de tidlige timer af morgenen den 23 juli fik jeg en mail fra Norge, der lød nogenlunde således: “Han hedder Anders Breivik, her er et foto af ham, han har kommenteret på Document.no for to år siden. Nu bliver det ondt.” Posten inden jeg gik i seng blev: Oslo: Anholdt identificeret – Anders Behring Breivik. (160 kommentarer). Hjemkomsten til København var allerede blevet til begyndelsen på en ny rejse. Den blev ond.

Jeg har som mine venner ved, meget mere at sige om den sag, der kom til at præge resten af året langt mere end jeg kunne ane, men det kommer til at foreligge særskilt og fyldigt en gang i løbet af første halvdel af det nye år, og det er en historie, der bliver vel værd at vente på.

En særlig tak til alle skribenter og kommentatorer, i er altid velkomne, et digt, en kronik, I kan højst få et afslag, men langt mindre sandsynligt end i jeres egne, statsunderstøttede medier. Og en særlig tak til vores svenske deltagere, forfatteren og vennen Thomas Nydahl, og vores kronikør og veninde, Julia Ceasar, der også lægger sit hjerte og sin faglige erfaring i sine søndagskronikker. De er ugens højdepunkt. Nu til billederne, hvoraf de mest interessante ikke engang kan publiceres endnu. Dem vender vi tilbage til. Godt nytår, allihopa! – De tilhørende videos fra året, kan findes her. (Se evt. også 2010 i billeder.)

På fotografierne: Lars Hedegaard, Katrine Winkel Holm, Kirsten Damgaard, Ingrid Carlqvist, Erik Meier Carlsen, Mikael Jalving, Rachel Ehrenfeldt, Jesper Langballe, Søren Krarup, Wafa Sultan, Søren Ulrik Thomsen, Klaus Rifbjerg, Johannes Riis, Klaus Rothstein, Niels Skousen, Henrik Nordbrandt, Ib Michael, Douglas Murray, Hans Rustad, Sørine Gotfredsen, Bent Jensen, Farshad Kholghi, Alex Ahrendtsen, Hamed Abdel-Samad og Siv Jensen. – Alle billeder kan klikkes op i helskærm.

This caricature, which first appeared on CagleCartoons.com, has been making the rounds on the Arabic blogosphere, and points to how democratic elections are serving to Islamize Egypt: average women enter the ballot box—”overseen” by the Muslim Brotherhood—only to emerge thoroughly veiled, thoroughly Islamized. [..]

Speaking of veils and the Brotherhood, here’s an interesting video of Egyptian president Gamal Abdel Nasser (1956-1970), showing just how much times have changed. Speaking before a large assembly, Nasser told of how back in 1953 he wanted to cooperate with the Muslim Brotherhood, and met with its leader. (Nasser eventually learned that the only response to the Brotherhood is suppression, not cooperation.) [..]

In other words, Sadat’s great mistake — which cost him his life —is that he conferred a degree of legitimacy on the Muslim Brotherhood, thereby allowing them to worm their way into Egyptian society. Such is the way of time: left unchecked, what was once ludicrous to suggest—for instance, the Brotherhood’s 1953 request “for every woman walking in the street to wear a headscarf”—slowly and gradually becomes part of the culture. It is for this reason that Sharia poses a threat to the West—not because it will be imposed on Westerners, but rather because, little by little, decade after decade, aspects of it may gradually worm their way in.Lessons on the Long Road to Hijab – Sammenlign evt. med Foreign Policys fotoessay: Once Upon a Time in Egypt.

Og til dem, der via DR eller Politiken skulle have fået den noget forenklede opfattelse, at myrderierne i Syrien drejer sig om en slags borgerrettighedsbevægelse, få det nuanceret lidt ved at høre ham her: Syrian Oppositionist Mamoun Al-Homsi: If the Alawites Do Not Renounce Bashar Al-Assad, We Will Turn Syria into Their Graveyard. Der er ingenting, der en enkle i Mellemøsten. Det er derfor, der ser ud som der gør, og derfor generationer af forskere og journalister kan skabe hele karrierer ved at skrive om dets sygdom til døden. Tidligere vicedirektør i Verdensbanken, Svend Burmester, skrev for nogle år siden: “Lad os dog vende vores opmærksomhed mod lande, der vil leve.” Han bor nu i Kina og taler kinesisk mens hans europæiske, tidligere landsmænd insisterer på at importere yderligere uløselige problemer sydfra, og de har endda endnu ikke opdaget, at der er problemer i denne verden, der ikke har nogen løsning. Man må bede til, at de har forladt deres embeder, når den fulde effekt af deres politik slår igennem og er gået op for enhver. Mellemøsten er en lukket cirkel eller The Closed Circle: An Interpretation of the Arabs, som Pryce-Jones´hovedværk hedder, og vestlige eliter er desværre hypnotiserede ind i idioti af cirklen.

Malmø 2011: 17 bombeattenatater – “and counting”

Året er ikke slut endnu, der nåede at komme et ekstra med, som ikke er i aviserne. Der er mange måder at komme ind under avisernes sigtelinje på – PPRESS for eksempel: Brandbombsattentat mot café vid Erikslust, nogle af dets copyrightede billeder her. Der er andre kilder, vi bruger – man må finde dem selv og tage et kig ned i afgrunden.

Endnu en Sverigedemokrat smidt ud af fagforening

Man tror ikke sine egne øjne. Karen Jespersen skrev for snart syv år siden artiklen Har Sverige ytringsfrihed ? i Berlingske Tidende om nogle af de dengang mest kendte, der havde lidt samme skæbne. Siden er mange kommet til, senest Leif Rogerstam i Ljungby september 2010, i oktober Jerry Nilsson i Perstorp og i februar 2011 Björn Fälth i Vetlanda. Intet har forandret sig siden da, lovligt kan det ikke være, men ingen kunne være mere ligeglade end konkurrerende riksdagspartier:

“Du är aktiv Sverigedemokrat. Därför vill vi utesluta dig ur facket.” – Det är beskedet som Fredrik Lantz har fått från Transportarbetarförbundet. Själv förstår han inte agerandet utan ser det som ett hot mot demokratin.Fredrik Lantz är nyvald som ordförande för SD i Motala. Men den positionen gillas inte av hans fackförbund Transport där avdelningen begärt att han ska uteslutas ur förbundet på grund av att han är aktiv Sverigedemokrat.

“Jag är besviken. Jag trodde att facket skulle skydda de anställda inte ägna sig åt åsiktsregistrering,” säger Fredrik Lantz. Innan förbundet fattar beslut om uteslutning har han rätt att uttala sig. Det har han gjort i ett telefonsamtal med fackliga företrädare där han har försökt att förklara sin ståndpunkt.– “Det hjälper inte, för de säger att det står i deras stagdar att man inte får vara med om man är Sverigedemokrat”. SD-politiker utkastad ur facket

Her i den søde juletid kan det være på sin plads at sende en opfordring til dem, der lider af den globaliserede dødskult, som også er en dødbiderkultur. Den fremkom i rendyrket form hos afdøde ayatollah Ruhollah Khomeini, som skrev et digt om et blomstrende frugttræs skønhed, der ødelægges af Allah. Så kan de lære det! “Islam har ikke plads til morskab,” meddelte gnavpotten. Men skønhed, forelskelse, poesi, sjov, satire, fest og farver er ældgammelt persisk kulturgods, som ikke engang Khomeinis revolutionsgardister har formået at udrydde.

Poesi er der også i den italienske sang “sarà perché ti amo”, som blev kendt i Danmark i 1982, da sangduoen Laban serverede den med en dansk tekst, som er mere håndfast og mindre poetisk end den italienske, der ligner persiske kærlighedsdigte. Lyt og læs selv her. – Godt nytår – Ghostbuster

Portrætfrækhed

Man går gennem Ny Carlsberg Glyptoteket, givetvis Nordens eneste museum i virkelig verdensklasse, og kommer til den enorme samling af romerske portrætter., og pludselig står man overfor dem lyslevende. Der er ingen forsøg på portrætlighed hos egypterne, sumererne og etruskerne i samlingen, hos grækerne begynder ansatser til virkelighedsgengivelse, den slår først ud i fuldt flor som rene fotografier hos romerne. Nogle portrætter er ganske vist udført kort efter personens levetid, men man tænker alligevel, hvordan turde de beskrive den kendte verdens herskere så ubesmykket? Det er reportage 1500 år før den indfinder sig i f.eks. danske kongeportrætter. Psykopatien lyser ud af Nero og Caligulas ansigter, Marcus Aurelius og Augustus er muligvis idealiseret noget, – selv i dag kan man opleve gamle romerske kvinder der nærmest tilbeder Augustus ved hans mausoleum, – men Pompejus og Vespasian må have set sådan ud. Det er umuligt andet. For fødderne af det første portræt foregik mordet på Julius Cæsar i år 44 f.kr.: Det ville have glædet Pompejus, hvis ikke han var dræbt fire år forinden. (Fotos © Snaphanen, klik f. helskærm)

Fortsæt med at læse “Sarà perché ti amo”

It was barely mentioned in the Israeli and global media, but the following event pertains to the whole of Western civilization: Last Saturday, violent groups of Islamic-Salafi radicals burned the famous scientific institute established by Napoleon in Egypt after its first encounter with the West. Some historians consider it the start of modern times in the Middle East.

The site, L’Institut d’Egypte (1799), held some 200,000 original and rare books, exhibits, maps, archeological findings and studies from Egypt and the entire Middle East, based on the work of generations of western researchers. Most of the artifacts were lost forever, burned or looted. It’s difficult to understand the modern Middle East without these studies, which were overcome by an immense fire. The large building was situated in the center of Cairo and torching it was a symbolic, intentional act. Those who burned the building and its artifacts meant to burn the era of logic, enlightenment, research and individualism. – Egypt’s radicals eliminating country’s connection to West, but does anyone care?, Rare Volumes Destroyed in Blaze at Egyptian Institute Founded by Napoleon, Egypt Institute burns; scholars try to rescue manuscripts.

En kopp kaffe och tre kulor i hjärtat

Att gå på café i Malmö kan leda till döden. Caféskotten – en populär artikelrubrik. Är det en vecka sedan sist? En kopp kaffe och tre kulor i hjärtat. Ikväll var det dags igen.

Varför skjuts människor på café? Svaret skulle kunna vara svårt, men är förmodligen mycket enkelt: människors skjuts där man förväntas hitta dem. Det som pågår i Malmö är nämligen det som Hans Magnus Enzensberger kallade för ”det lågintensiva inbördeskriget”.

En död och två sårade. De tre offren är kända av polis sedan tidigare. “De är mycket kända av oss” säger vakthavande befäl Hans Nilsson, enligt Sydsvenskan.

Detta krig pågår förstås mellan kriminella och därför tror man att det inte angår oss. Men det angår oss i allra högsta grad. Skjutandet i Malmö är inte synonymt med gamla eller nya ensamdårar som bestämt sig för att döda. Skjutandet i Malmö är framför allt uttryck för det etniskt och kollektivt identifierade krig som pågår mellan de olika maffiagrupperna.

Dessa är förvisso ibland kopplade till det som kallades mc-gäng, men i allt högre grad bestäms det av olika ”falanger” inom olika invandrargäng som vill kontrollera vapen-, narkotika-, och trafficking-industrin. Huruvida de kör MC eller BMW ter sig allt ointressantare. Det verkligt intressanta är att människor dödas. Och där människor dödas blir också andra livrädda. En stad som lever i rädsla är inte en stad att leva och bo i.

Malmö är en stad där rädslan och våldet har sådan makt, att det bara är den mediala och politiska eliten – i Sydsvenskanhuset och i stadshuset – som tycks ovetande om den. Kvällens mord sätter ännu en tjock stämpel över stadsnamnet. Namnet på min barndoms stad, den för alltid förlorade, Malmö.

Af Thomas Nydahl – Foto: A. Nydahl.

Hamodi Al-Mahmoud mördades ikväll på vad som kallas ett kafé på Västanforsgatan i medierna och från den kvinnliga presstalesmannen hos polisen. Det finns inget kafé på Västanforsgatan i Malmö. Det är inte öppet för allmänheten. Det är en bidragsberoende arabisk svartklubb där det röks vattenpipa och medlemmarna dricker läsk. Svartklubben har funnits där i minst ett och ett halvt år med olika namn. Hos pressfotografen syns skylten med namnet Agadirs Förening. Agadirs Förening: Org.nummer: 802459-9048 Bolagsform: Ideella föreningar, Erhåller: 0,5 miljoner i bidrag/år. I rummet bakom förekommer helt öppen prostitution. Mördad på arabisk svartklubb ikväll.

Der har hidtil i 2011 været 30 skyderier i Malmø. 7 har været dødelige. Der har været 16 bombeattentater.

USA: Den dræbende julemand var muslim

Iflg. Infomedia har ingen danske medier på nuværende tidspunkt omtalt denne penible twist på historien. Også ikkemuslimske mænd går undertiden amok og dræber hele familien og derefter sig selv. Aziz Yazdanpanah havde efter det oplyste oplevet sin families opløsning og set sit hus gå på tvangsauktion, ligesom det er set i forbindelse med ikkemuslimske familietragedier. Men dertil kommer altså en særligt motiverende faktor som er unik for importerede førmoderne kulturer: Oplevelsen af tabt ‘ære’ grundet i manglende kontrol over døtre. Via Jihad Watch (LFPC).

Aziz Yazdanpanah seemed to be losing control of his life in recent months — his wife left him, his house was in foreclosure, and his 19-year-old daughter was dating a young man he didn’t like. […]

But a more ominous portrait emerged of Yazdanpanah in interviews with some of his daughter’s other classmates.

“She would come to school crying and telling us her dad was crazy,” said Lacie Reed, 18. “He wouldn’t let her wear certain things. He was always taking her phone away, checking her call history and checking her text messages.”

Friends said Nona’s father had installed cameras all around the home so he could watch the family’s comings and goings. Others said he nailed her bedroom window shut so she could not sneak out at night and see her boyfriend.

“She couldn’t date at all until she was a certain age, but when he was going to let her date she couldn’t date anyone outside of their race or religion,” Reed said. […] Neighbors horrified at news of family’s slayings in Grapevine

Fransk politiker bag Armenien-lov truet med vold og voldtægt

Turkish hackers have launched revenge attacks against the French government after the country’s lower house of parliament approved a bill that would outlaw the denial of the 1915 massacre of Armenians in Turkey as a crime of genocide.

The website of the Senate, France’s upper house of parliament which will have to approve the bill before it can become law, was down for two days over the Christmas weekend. […]

On the same day the website of Valérie Boyer, parliamentarian from the ruling UMP party in the lower National Assembly and primary sponsor of the “genocide bill”, was hijacked, this time showing a black screen with a Turkish flag. […]

Meanwhile, Valerie Boyer’s site remained down on Tuesday as she told reporters that she was filing a criminal complaint for harassment. On Monday, she told BFM radio that she had also received “threats of death, of rape, of destruction of property and of physical assault” and that her parents and children had also been threatened. […] Turkish hackers avenge France’s ‘genocide bill’ 

Tæv, et smadret ben og flere gange voldtægt for at nægte at iklæde sig de 30 gram stof som fiskerkonerne på Gl. Strand og vores bedstemødre som bekendt også gik med engang (LFPC).

 

(FN filmen U.N. Me har måttet udgå af copyrightgrunde)

“Den danske permafrost”

Rubrikken “Dagens Danmarksbask” er udgået, eftersom svenske nyheder om Danmark nu kun handler om sport eller om en af de højst fem danske “intellektuelle”, der er stueren nok til at være kendt i den svenske offentlighed, fordi Danmark nu med svenske journalistøjne endelig har fået “den rigtige regering.” Dens daglige løftebrud eller og fadæser, for ikke at tale om, at den kom i mindretal fra det sekund, den var valgt, -noget af en Danmarksrekord, – ties der helt om. For slet ikke at tale om, at SF ikke vil hjælpe syge flygtninge og slet ikke diskutere ophævelse af 24-års regelen med Zenia Stampe. Det er derfor bedre at drage Carsten Jensen frem, en mand der er så anstændig i svenske øjne, at han ustraffet kan føre den suverænt mest svinske debattone i landet, uden nogensinde at få så snavsede hænder som den uheldige RAF-regering. Det er fordelen ved at være intellektuel, alt er som regel ganske gratis. Bolværksmatrosen Jensen er i dag en modig mand, fordi han gennemlevede “Pia Kjærsgaards permafrost” og forblev en agtværdig mand. Ak ja, og svenske statsmedier er alsidig information. Det er sandelig blevet brat hverdag ovenpå julefestlighederne, og så vil de Radikale efterligne Erik Ullenhags 13 halve sandheder og hele løgne, antagelig af ren uvidenhed og inkompetence, for så retlinede og renskurede mennesker lyver ikke med fortsæt.

Carsten Jensen är en modig man. Vad ska man annars kalla denne väluppfostrade humanist med hjärtat till vänster? Som tycker att kompromiss är språkets vackraste ord? Under den danska permafrosten, decenniet när Pia Kjersgaard kallade mänskliga rättigheter för “politiskt smagdommeri” har Carsten Jensens hållning väckt respekt. Att vara politiskt korrekt i Danmark har varit dyrare än här hemma hos oss. Sveriges Radio: Carsten Jensen – en modig man.

We are all individuals: Muslimsk “mangfoldighed” i UK

[…] The [Islamic Diversity Centre]’s stated purpose is challenging stereotypes of Islam. It is therefore rather stunning that when the group introduces its staff to readers of its web site, the most persistent stereotypes are abundantly confirmed.

Check out the IDC team page, which describes the individuals on the organization’s staff. This screen shot shows the top part of the page:

That’s right: the men are identified and individually pictured, but for each female staff member there is a photo of a woman wearing a burqa, so that only her eyes are showing. Not only that, it is the same photo in each case; not a picture of the female staff member at all, but a generic image of a woman wearing a burqa. […] Fighting Stereotypes in the U.K.

 

Kristeligt Dhimmiblad drømmer stadig om den blide sharia

[…] Sidste år kon-kluderede en rapport fra Justitsministeriet, at den al-Qaeda-relaterede bevægelse al-Shabaab, der har som målsætning at indføre en streng form for sharia i Somalia, forsøger at rekruttere unge somaliere fra Skandinavien. […] Foreninger hjælper unge væk fra ekstremisme

Fortæl det til egypterne:

The Nour Party has formed a legal committee to prepare a new constitution for the country, said Emad Abdel Ghafour, president of the Salafi Nour Party. […]

Hammad added that article two of the proposed constitution stipulates that the “provisions” and not the “principles” of Islamic Sharia law are the main sources of legislation. “We shall apply Sharia gradually so as not to cause distortions,” he said. […] Salafi party forms committee to influence constitution

Det er ottende jul her på bloggen, det er lang tid i målt i cyberspace. Men det skal være samme jul som alle de andre år. Hver julenat kl 12 synger årtusindets tenor og naturkraft  Jussi Björling fra Stora Tuna i svensk radio. Det gør han også her hvert år, med ønsker om en glædelig jul til vores venner i Danmark, Sverige, Norge, England, Tyskland, Østrig, Schweiz, Belgien, Holland, Israel, USA og Canada og i år også Frankrig.

Fagfolk kan tale om Björlings stemme, hvordan den er fuldstændigt ren og ubeværet ligegyldigt i hvilket leje, men til syvende og sidst må de kapitulere overfor klangens egentlige oprindelse. Det er naturkraft, man må acceptere, men også et geni, der havde en høj pris. Kun 49 år blev han. Så rige gaver har Sverige givet os uden vilje og uden bagtanker, og det er det vi udlændinge holder af. Glædelig jul, alle !

Weekendavisen d.23.12.2010: Glem alt om José Carreras, Luciano Pavarotti, Roberto Alagna og Rolando Villazón.
Da det 20. århundredes største tenor skulle kåres ved årtusindskiftet, kom Jussi Björling ind på første-og andenpladser hele vejen rundt kun matchet af Enrico Caruso. Men hvor Carusos stemme og klangfarve fortaber sig i lakpladernes forvitrede ruinhob, eksisterer der indspilninger – ikke mindst fra 1950erne – med Jussi Björling, som på fremragende vis dokumenterer hans status som århundredets klassiske sangstemme. Ja, mere end det. De analoge indspilninger fra dengang, hvor mikrofonen ikke – sådan som det lyder i dag – var placeret i sangerens strubehoved, men på et stativ i studiet eller koncertsalen, skaber fylde og rumlighed omkring sangeren. Læg dertil den rytmiske spændstighed datidens symfoniorkestre spillede med, og man får et underfuldt lydbillede.[…]

Der er lidenskab og styrke i hans stemme, men også en vemod, der forankrer følelsen i dybden og vidner om skjulte lag i Jussi Björlings personlighed………Det er med O helga natt , Jussi Björling synger sig helt ind i hjertet og får mørket til at lyse. Dette lyse mørke er en del af hans egen stemme, og klokken i salmen ringer som et blødt kosmisk ekko og vidner om en anden verden, der for en stund kommer til stede. Her. Jussi Björlings stemme skaber korrespondancen mellem himmel og jord, ikke mindst i kraft af hans uforlignelige legato og linjeføring, der gør salmens gentagne slutvers til en lang glidende bevægelse, hvor han uden ophold skaber sammenhæng fra det højeste til det dybeste på melodiens tonestige. Hold da op, hvor er det godt, her i Augustin Kocks svenske gendigtning: O helga natt , o helga stund för världen, då Gudamänskan till jorden steg ned! För att försona världens brott och synder, för oss han dödens smärta led. (Weekendavisen 23.12.2010 Kultur Anm: O helga natt ! Af HENRIK WIVEL – ikke online*)

I anledning af denne jul var vi forbi det russiske julemarked i Tivoli og deres version af Vasilij katedralen. Der var stuvende fuldt!

Fra højmessen i Helsingør Domkirke søndag

Fortsæt med at læse “Glædelig jul”