I dag kan man i Århus opleve engelske arbejderklasseunge, der er blevet forrådt mindst dobbelt af deres politikere. De er blevet i mindretal i deres bydele, de har ingen repræsentanter i parlamentet og de er ved masseindvandring påført massiv arbejdsløshed, voldelige overfald, mord, voldtægter og flugt fra deres fødesteder.
Der er næsten igen danske journalister, der har demonstreret den ringeste viden om hvilke forhold, der har skabt disse unge. Der findes stort set ingen beskrivelser på dansk af af, hvordan det har været for dem at komme i mindretal i deres bydele overfor en agressiv, politisk kult som islam. Tilsyneladende vil ingen vide det, og da slet ikke de skrigende, forkælede venstreekstremister, der vil farte til Århus i dag for at lade deres poltiske luksus-had gå ud over nogle mennesker, hvis baggrund de intet aner om. DR 2 sendte forleden Channel Fours Lessons in hate and violence fra februar 2011 – kl 23 om natten. De sendte Undercover Mosque tre år forsinket på samme tidspunkt. Det tilfredsstiller måske adsidighedskravet, men ikke oplysningskravet, for en brøkdel ser det.
Men det værste er dog at høre vores politikere og journalister messe den samme salme om “højreekstremister” dag ud og dag ind. EDL er hovedsageligt, som Douglas Murray sagde i København sidste år, “et symptom på engelske politikeres enorme ufølsomhed, ligegyldighed og forsømmelser overfor de laveste i det engelske samfundshieraki.” Når eliten svigter så eklatant, vil nødvendige politiske kræfter komme til udtryk fra gadeplan, og det er ikke nogen ønskeværdig situation, men EDL er skabt af engelske politikere siden Enoch Powell, og især af Tony Blair og Gordon Brown, de værste redepissere siden Kim Philby, Donald Maclean og Guy Burgess. Deres arv til England er så eksplosiv, og man behøver ikke undre sig i Danmark over, hvorfor så mange ikke ekstremistiske englændere forventer den bliver blodig. En danske pendant er der gudskelov ikke brug for – endnu.
Der findes lødige beskrivelser på engelsk, der kan gøre ignoranterne klogere, hvis de vil. Der findes main stream TV og avisartikler, der har beskrevet den muslimske magtovertagelse af Londonbydelen Tower Hamlets og nu den seneste i Bradford ved valgsvindel og den midlertidige marionet, George Galloway. En mand, der vandt de muslimske stemmer, Labour troede de havde fået for altid, og som tror, at han selv kommer til at bevare dem. En politisk opportunist og idiot, der kun befinder sig kun få år før den situation, Malmøs borgmester vil befinde sig i. (Det er måske derfor, Reepalu efterhånden ser så stresset ud.) En mand, der appelerede til sine vælgere med rene, relgiøse underkastelsesmanøvrer:
God knows who is a Muslim. And he knows who is not….let me point out to the Muslims brothers and sisters what I stand for…..I, George Galloway, do not drink alcohol and never have… I, George Galloway have fought for Muslims at home and abroad, all of my life….what has the Labour candidate ever done for Bradford let alone Pakistan and Kashmir?… etc etc.
Se reportage: How Galloway’s cynical courting of young Muslims left Labour humiliated.- Der findes litteratur om levevilkårerne i Bradford. Og siden december 2011 findes der også denne bog om nabobyen Dewsbury skrevet af en erfaren lokal journalist Danny Lockwood. Selv The Guardian holder sig tilbage med at kaste møg på ham. Det må være den rette dag at introducere den, selvom det næppe spiller nogen rolle for “aktivister”, politikere og journalister i Danmark. To anmeldelser fra Amazon – der er otte i alt.
Dewsbury – The Canary In The Mine
In this provincial, very `northern’, factual memoir Lockwood has compiled a nostalgic work which describes the stark often sad reality of gradual cultural replacement as seen through the eyes of one man and his family. It seems the county of Yorkshire has a compadre for Canada’s Mark Steyn (`America Alone’ and `Lights Out’) – in that both authors have been dragged through the courts in an effort to silence them.





