…”er et spørgsmål om demokrati”. Vend den snus i munden ! Tegnefilmen for de 14-årige skal sendes i svensk TV i januar. Den er fabrikeret af de gamle vanesosser på RFSU og SVT. Da det nu er Sverige, hvor indvandrere efter de få oplysninger politbureauet har ladet tilgå offentligheden, har en 450% overrepræsentation i voldtægtssager, og hvor ikke så få unge svenske kvinder har mistet enten livet eller troen på det, går vi ud fra som en statistik selvfølge, at det er en statsanerkendt voldtægt, vi ser her. Den særlige slags, som en svensk universitets-genus-feminist kan udholde at leve med i en højere sags tjeneste, – den politiske, men underbevidste underkastelses. Det kan være nyttigt og præventivt at vise de 14-årige i prime-time, hvad deres forældre har beredt dem. “Hun ville selv,” sagde Abdurachman bagefter. Hvem lægger rør ind på Abdurachmans søster ?

Den första svenska sexualkunskapsfilmen på 25 år är här. Bakom filmen ”Sex på kartan” står UR och RFSU som märkt av en minskad sexualkunskap bland många ungdomar de senaste åren. Sexualundervisningen blev obligatorisk i svenska skolor år 1955.En av de första och den mest omtalade svenska sexualkunskapsfilmen, som också visades på bio, är ”Kärlekens språk” från 1969. Den senaste svenska sexualkunskapsfilmen på 25 år ”Sex på kartan” har premiär på SVT den 17 januari.
Det är en demokratifråga att ge människor likvärdiga kunskaper om sin egen kropp, säger Annamaria Dahlöf, projektledare på UR.Tecknat sex ska uppdatera unga.

Norge: Al-Shabaab rekrutterer lokale somalier

Et forholdsvis beskedent antal hjemvendte selvmordsterrorister er underforstået at være et worst case-scenarie. Men hvad er egentlig best case-scenariet når vi taler om somalisk/islamisk kultur, set i forhold til accept af demokrati, religionskritik og -satire, jødedom, homoseksualitet og kvinders rettigheder, herunder også retten til at sige nej til somaliske mænd? Via Gates of Vienna (LFPC).

An anonymous informant in Gothenburg that broke away from Al-Shabaab tells NRK that members of the group recruit young Somalis living in Scandinavia.

“It happens in mosques, but Imams are not involved. Other, less visible people come to mosques to recruit youngsters who are vulnerable and easily-led.” […]

Somali expert Stig Jarle Hansen, associate professor at the Norwegian University of Life Sciences in Ås, is also concerned. He says his sources in Somalia tell him there are five or six Norwegian Somalis fighting for Al-Shabaab.

“I am worried that some of those who are taken down there and come back to Norway will return with a different mindset than before they left. […] Islamic terrorist organization recruits Norwegian Somali youths

USA: Indvandring giver eksplosiv befolkningsvækst

Parallellerne mellem Europas og USAs situation er åbenlyse og skræmmende. Hvad den illegale del angår er det ikke mindst foruroligende, at USA trods åbenlys mangel på kontrol med sine ydre grænser stadig kan være splittet med hensyn til spørgsmålet om indgriben – man ville ellers have forventet at national integritet og sikkerhed skulle kunne forene alle demokratiske politiske retninger som noget selvfølgeligt (LFPC).

Today’s release of 2010 Census data reveal that the U.S. population grew by more than 27 million during the last decade – representing a nearly ten percent increase in our population in just ten years. The single largest factor in this enormous, and unwelcome, increase was excessive legal and illegal immigration.

Here is how the math works:

* During the past decade, about 13 million new immigrants arrived in the United States legally and illegally. Accounting for emigration and deaths, the net foreign-born population increased by some 8 million people.

* An additional 10 million births to foreign-born women were recorded during the 2000 decade.

* Net immigration plus births to immigrants swelled the U.S. population by some 18 million people during the previous decade, accounting for about two-thirds of the population growth during that period.

* The population surge of the 2000s was the third largest in U.S. history, exceeded only by the 1950s and 1990s.

The new data also confirm warnings by the Federation for American Immigration Reform (FAIR) that continued mass immigration places this country on an unsustainable population growth trajectory. Unless significant reductions in overall immigration to the United States are enacted, soaring U.S. population growth will further strain our natural resources and steadily diminish quality of life for all Americans. […] New Census Data Reveal Immigration is Fueling Runaway U.S. Population Growth

Hein Heinsen: “Der er noget, der tæller langsomt”

Teolog og billedhugger. Vi havde en post om Heinsen i juli.bla. om hans financiering af en oversættelse af koranen til dansk med 100.000 kroner, så “folk er klar over, hvad de diskuterer.” Han omtaler også den nærmest ikke-eksisterende koran-kritik. En kunstnerisk tekst udmærker sig blandt andet ved det, den kun antyder, det rum den tillader det uvisse – mysteriet. Omvendt med en videnskabelig eller politisk. Vi har så få kunstnere, som også er ægte intellektuelle, der kan tale med nogen vægt om andet end kunst. Hør det: Fra lommekniv til kæmpeskulpturer Besøgstid 22. december, på P1 Hør udsendelsen (57:00) (Billedet er Asger Jorns “Stalingrad,” der omtales i udsendelsen.)

Udtrykket er Mark Steyns fra God and Guns. Han mente selvfølgelig noget andet med det, end den orkan af man made global warming, der hærger landet i disse timer.

I think a healthy society needs both God and guns: it benefits from a belief in some kind of higher purpose to life on earth, and it requires a self-reliant citizenry. If you lack either of those twin props, you wind up with today’s Europe — a present-tense Eutopia mired in fatalism. A while back, I was struck by the words of Oscar van den Boogaard, a Dutch gay humanist (which is pretty much the trifecta of Eurocool). Reflecting on the Continent’s accelerating Islamification, he concluded that the jig was up for the Europe he loved, but what could he do? “I am not a warrior, but who is?” he shrugged. “I have never learned to fight for my freedom. I was only good at enjoying it.”

Taimour Abdulwahab: Sura5/vers33, Sura9/vers36, Sura 2/ vers 194

För att förklara sitt självmordsattentat i centrala Stockholm lämnade Taimour Abdulwahab tre röstinspelningar efter sig, en på svenska, en på engelska och en på arabiska. Innehållet är i stort sett lika, men i den arabiska versionen inleder han med att citera från Koranen, något som hittills inte uppmärksammats i svenska medier.
Det är ganska märkligt eftersom det är det som han bygger hela sitt tal på, säger Jakob al Shami, en kristen författare som skrivit flera kritiska böcker om islam. De här verserna triggade terroristen. (Sverige gav Taimour Abdulwahab nyt pas i 2001, 2007 og 2008.)

Det er en ubehagelig tanke, at “landsmænd” begår krigshandlinger imod os, på grund af nogle suraér. Derfor har den været fortrængt og underbelyst i svensk journalistik, man har konsulteret psykiaterne…..undskyld, islamologerne. Sydsvenskan interviewer professor Jørgen Nielsen fra Københavns Universitet. Han gør heller ikke noget nummer ud af tanken: ”Det kunde lika gärna ha hänt i Danmark”. Han kan leve i fred med sig selv og sine tanker lidt endnu. Nutidens revolutionære massemorderede er i virkeligheden bare frustrerede kloner af profet Olsen, Ole Grünbaum, Provo Knud og Ebbe Kløvedal, der er kammet lidt over fordi de ikke har det så godt rent eksistentielt på grund af verdenssituationen, arvesynden og fordi så mange taler grimt om dem. Tankerne ser sådan her ud:

För att förstå psykologin bakom Europas inhemska islamistiska terrorister bör man enligt Nielsen snarare se paralleller till exempelvis Baader–Meinhof-ligan och Röda brigaderna än till modern islamisk extremism och våld i länder som Somalia, Irak eller Afghanistan där sammanhanget ser helt annorlunda ut än i Europa.Terroristorganisationerna under sjuttiotalet lockade till sig unga, oftast välutbildade personer. De unga hade flera orsaker att sätta sig emot sina länders råhet och fel under and­ra världskriget, som Tysklands koncentrationsläger. De var också arga och fru­strerade över att deras föräldrar sköt allt under mattan. Du kan hitta flera likheter mellan dem och dagens lilla svans av unga muslimska män som at­traheras av salafism, islamism, är internationellt medvetna och som till slut går över gränsen.

‘Jødiske heksekunster’ mod fanger på Guantanamo

Arabiske tv-kanaler er en uudtømmelig kilde til bizar underholdning. Se også Muslim Scientist Neil Armstrong Proved Mecca World Center. Man tror at sketchen hvert øjeblik kan bryde sammen i latter, men de to herrer holder maskerne hele vejen (LFPC).

“Konstant forandring” som uforanderligt apologetisk virkemiddel

Den dag en forsker fra Kate Østergaards verden opdager et islamrelateret fænomen der ikke er under “konstant forandring” skal Snaphanen nok dække det udførligt, for så står verden ikke længere. Kate “i Indonesien er der en ø hvor man fejrer Muhammed med svinekød og risbrændevin” Østergaards virkemidler er ufatteligt primitive og til ulidelighed velkendte: Postulér stadig forandring og endeløs mangfoldighed så presserende problemer på den måde relativeres og bagatelliseres – udelad afgørende oplysninger – individualisér med henvisning til civiliserede enkeltmuslimer. Det er s’gutte fordi det er sjovt at pille det fra hinanden igen og igen, men det er et snavset stykke arbejde, og nogen må jo gøre det.

Her forsøges Taimour Abdulwahab marginaliseret. Østergaard nævner ikke den foruroligende meningsmåling, afsløret af WikiLeaks, der viser at en tredjedel af britiske muslimske studerende bifalder vold i islams tjeneste:

[…] Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt handlingen er islamisk korrekt eller ej, er et spørgsmål for islamiske teologer. Vi andre kan konstatere, at bombemanden har forstået sig som muslim og angiveligt er blevet mere og mere religiøs. Han forstod tilsyneladende også sin handling som islamisk. Han ser ud til at have handlet ret alene, men har muligvis et mindre fællesskab omkring sig, der ser hans handling som beundringsværdig. […]

Her benytter Kate Østergaard det værste og mest miskrediterede kneb – påkaldelse af Koranen 5:32 uden at fortælle at den efterfølgende sura 5:33 klargør at ordene er en advarsel til jøderne, og ikke udtrykker Den Gyldne Regel. Hun nævner heller ikke problemet om mål og midler – betyder (angivelig) afstandstagen fra vold også bekendelse til demokratiet på ubestemt tid?

Ved fredagsbønnen i Sverige lød der entydige fordømmelser af handlingen og imamen Ben Mahmoud Rahmed fra Sveriges største moske har i den forbindelse sagt »At dræbe et menneske er ifølge islam det samme som at dræbe hele menneskeslægten«, hvilket er en reference til Koranen (5:32). […]

Påstanden om at selvmord er forbudt iflg. Koranen er lige så fortærsket – og lige så obligatorisk er Østergaards udeladelse af henvisning til sura 9:111, der netop lovliggør martyrdøden i islams tjeneste:

Der henvises desuden ofte i den slags sager til, at selvmord er forbudt, hvilket blandet andte står i Koranen (2:195).

Boldene kastes op i luften – alt har en mangfoldighed af betydninger, men hvad hjælper det os?

I betydningen “hellig krig” anstrenger man sig for Guds sag med våben. I koranen kan der både findes tekststeder, der kan forstås som, at jihad er en angrebs- og en forsvarskrig. Der findes derfor også alle mulige teologiske tolkninger afhængig af tid og sted. […]

Dette er så ubehjælpsomt misvisende, at man må spørge sig hvad der ligger bag. Kaliffen i et kommende kalifat er den eneste der kan udråbe offensiv jihad, hvilket er grunden til at jihadister legitimerer sig som i defensiven – islam er under angreb, og i denne situation er individuel jihad obligatorisk (“fard ayn”). I sunniretsskolen shafi’i er dette redegjort for i vejledningen ‘Umdat al-Salik (The Reliance of the Traveller), men det er fælles sunnimuslimsk dogmatik:

Den opfattelse af jihad, som blandt andet al-Abdaly giver udtryk for, er dog historisk set ret enestående. Det nye er blandt andet., at jihad er blevet individualiseret. Jihad som krig er almindeligvis blevet regnet for en kollektiv pligt, som den muslimske leder skal autorisere – ikke noget man individuelt kan bestemme. […] Kate Østergaard, “religionshistoriker”: Selvmordsangreb – hvorfor?

Som altid forbliver mysteriet: Ved Kate Østergaard og kollegaer godt at de tegner et – pænt sagt – misvisende billede, og hvis ja, hvorfor gør de det? (LFPC)

Hotet mot (tanke)friheten
kronik af Greger Mess

Aldrig förr har Sverige varit utsatt för ett så allvarligt hot som nu. Visst har Sverige många gånger varit utsatt för invasioner och invasionsförsök, senast 1809. Visst blossade kriget runt Sveriges gränser 1939-45, men aldrig förr har varje svensks fysiska existens varit så hotad som nu.

Till sakens natur hör att vi bara har en vag aning om exakt hur hotet ser ut och varifrån det kommer, men det är bevisligen (se t.ex. på Irak, Pakistan och Afghanistan) så allvarligt att yttersta försiktighet borde vara vägledande för alla viktiga beslut gällande Sveriges säkerhet. Kort sagt, självbevarelsedriften borde vara överordnad alla andra principer.

I detta läge, t.o.m. just nu efter ett angrepp som var så nära att kräva ett hundratal svenskars liv, upprepas samma nötta argument som har upprepats alla gånger som den muslimska terrorismen har skördat liv. Hur kommer det sig att det är möjligt att intelligenta människor med något uns av självaktning fortsätter att upprepa samma argument även när helt ny information kommer fram som delvis motsäger vad som tidigare har sagts? Var finns den intellektuella hederligheten? Om målet är att söka sig fram till sanningen och finna en väg att lösa ett problem eller möta ett hot, är det inte då ett normalt mänskligt beteende att ompröva sina argument och syna dem i ljuset av nya fakta? Jo, självklart, skulle alla professionella forskare säga. Det är själva kärnan i den vetenskapsteori som har gett oss alla dessa fantastiska naturvetenskapliga och tekniska framsteg under de senaste dryga 200 åren, som i sin tur har gett oss alla ett välstånd som inte ens var kungar förunnat förr.

Fortsæt med at læse “Eurocool”

On the same day the British public heard details of the unprecedented cuts in government spending that will affect almost everyone in the country, taxpayers also learnt they’d have to pay extra hundreds of millions of pounds a year to Brussels, as MEPs voted in favour of an increase in their budget. Calling the proposed 5.9% increase ‘completely irresponsible and unacceptable’, David Cameron has just managed to get the EU to limit the budget rise to 2.9%. Dispatches reveals that, despite the worldwide credit crunch, it’s still possible to get rich out of Europe. The programme details the exceptionally generous package of salary, pension and expenses that MEPs receive and how some have abused the rules to pocket as much cash as possible. While Westminster has tightened up on the expenses system, Brussels still hands out some cash allowances without the need for receipts. Channel Four, november 2010: Riding Europe’s Gravy Train(Vi forsøger at skaffe hele dokumentaren.)

“Sweden’s Problem Isn’t Immigrants, It’s the Internet”
Andrew Brown er englænderen, der i sin ungdom emigrerede til Sverige, forlod det igen og mange år efter skrev den vemodige, Orwell- prisbelønnede bog Fishing in Utopia: Sweden and the future that disappeared (2009) Selvom artiklens rubrik umiddelbart ser simplificeret og psykologiserende ud, har han med sit intime kendskab til Sverige alligevel nogle vigtige, oversete pointer. Hvordan i alverden bliver en somalier eller en iraker svensk, når selv europæere har så svært ved at tyde de uudtalte koder i landet ? Med mit mangeårige kendskab til Sverige, har jeg tit tænkt, at der næppe var noget land i Europa, der var dårligere egnet til masseimmigration fra fjerne kulturer end netop Sverige, et reserveret, blufærdigt og melankolsk folkeslag, men nu blev det med vold og magt sådan på grund af elitens fikse, flyvske ideeer, Sveriges tyrkertro på konventioner og FN – så nu må det gå på bedste beskub, og det er virkelig ikke særligt vellykket eller løfterigt, når man kigger det efter i detaljerne, som sjældent står i MSM medier. Man kunne tilmed hævde, at Sveriges problem var, at de manglede internet til fri meningsudveksling i årtier, og i stedet måtte forlade sig på Europas mest venstresnoede, selvfede og konforme journalister.

As a country tries to recover from a shocking attempted attack, the normal accusations don’t really stick……..
Still, in the days since the Dec. 11 bombing, Swedish columnists on both the left and right have been eager to make the reassuring discovery that the averted catastrophe serves as further proof of their respective analyses of national politics. Jan Guillou, writing in the left-wing Aftonbladet, claimed that Sweden made the terrorism problem worse, partly by “joining in the American crusade in Afghanistan” and partly by repressive laws against “encouragement to terrorism” that would never be used against white Swedes. Meanwhile, Ulf Nilson, a former foreign correspondent writing for Aftonbladet’s right-wing rival Expressen, caused an uproar when he referred to the diminishing number of “pure Swedes” and the growing influence of Islam in the country.

What all these explanations have in common is that they assume that homegrown terrorism is a political problem with its root causes in Swedish social conditions. In reality, however, the problem is primarily a psychological one that has been enabled by broad immigration patterns and deepened by technology that fosters social alienation. Unfortunately, these causes can’t and won’t be easily undone.[…]Foreign Policy

Hvem bevogter vagterne?
Det må være en oplagt opgave for Villy Søvndal og Holger K. Nielsen. Jeg har lige set begge på gaden, uden bodyguards – dvs. Holger K. fulgtes med en kvinde i civil på Købmagergade, men hun lignede ikke PET, som jeg efterhånden kan kende på lang afstand. Mangler de muskler, ring til Marianne Jelved. Hun er en af de hovedskyldige i tingenes tilstand, men hun færdes sikkert også uden body-guard. Lige på det punkt, er R og SF billige i drift.

Chikane og trusler får vagtfirmaer til at sige nej tak til opgaver i danske ghettoer

Sikkerhedsfirmaer kan ikke få deres vagtfolk til at arbejde i socialt belastede boligområder. Smadrede biler, trusler om vold og et stigende antal arbejdsskader er konsekvenserne af, at det er blevet mere risikabelt at arbejde som vagt i de mest belastede danske boligområder. Forholdene er i de seneste år blevet så utrygge, at de ansatte siger nej tak til at arbejde i områder som Gellerupparken i Århus, Vollsmose i Odense og Mjølnerparken i København.
– De tre steder vil vores medlemmer helst ikke arbejde alene. Sikkerheden er simpelt hen ikke god nok. Vagterne oplever meget store verbale udfald og trusler. Der bliver kastet ting efter dem, og virksomhederne har fået smadret utallige biler.
I en spørgeskemaundersøgelse svarede 56 procent af vagtfolkene for nylig, at de i løbet af de seneste fire år har været udsat for trusler eller vold. Samtidig er der sket en tidobling i antallet af arbejdsskadeanmeldelser blandt medlemmerne.Hos landets største sikkerhedsfirma, G4S, har man sagt nej tak til at stille med vagter i Bazar Vest ved Gellerupparken.- Vi måtte trække os, fordi vores medarbejdere ikke ønskede at være der. Der er grupper af unge, der ikke har respekt for vagterne.Erhvervsbladet: Vagtfirmaer frygter arbejde i ghettoer Se også: Ghetto-bøller tvinger tømrerfirma til at lukke.

»Julia Caesar, som hatar det mångkulturella samhället«

Idag fik hele den svenske rikdsdag en julegave, et eksemplar af vores kronikør Julia Caesars bog. Centerpartisten Fredrick Federley, der blev pandet alvorligt ned af en “mångkulturel” bande en uge inden valget, (gerningsmændene var pressemørklagte indtil flere uger efter valget), og måtte tilbringe valgspurten på hospitalet, er ikke tilfreds med gaven. Det er jo det vi siger, vold løser (næsten) ingen problemer. Federley har som homoseksuel smagt volden flere gange, men det har været helt uden effekt på hans politiske opfattel…..øh, “menneskesyn.”

@birgittaohlsson i boken “Världsmästarna” av pseudon “Julia Caesar” som hatar det mångkulturella samhället. Alla MP:s fick den i 9:06 AM Dec 15th via Echofon in reply to birgitta ohlsson, federley

Birgitta Ohlsson er Sveriges minister for europæiske anliggender. Hun og Federley er enige om at koge politiske argumenter ned til et spørgsmål om had og kærlighed, en stavepladementalitet der gør det lidt enklere at være svensk politiker – så længe det varer. I dag var endnu en svensk politiker ved at blive dræbt. Seneste mordforsøg på en politiker, er knapt tre måneder siden. Man må nok antage, at hovedparten af Riksdagen lader som igenting, og arkiverer bogen lodret. Måske skulle resten bare holde sig fra det der twitteri, i det mindste indtil de mod forventning har læst bogen. Ser nogen andre politikerreaktioner, må de gerne tippe os

sagde Lars Vilks i sin tale i København i obtober 2007, (han kan som skåning og højtuddannet dansk,) som jeg videofilmede, den bemærkelsesværdige aften hvor “et af de største efteruddannelsesprojekter i dansk dagspresse”, chefredaktør Seidenfaden udvandrede forinden i afsmag over forsamlingen, Det er ét af argumenterne mod Vilks. Det er ikke rigtigt, Vilks kan i virkeligheden tegne, hvad han vil, selvom han krediterede Westergaard for at være den ægte karrikaturtegner af de to. Da jeg var hos Vilks i sommer,(og her) lå der fremragende tegninger på gulvet, jeg husker ikke om det var af Vespasian ,Augustus eller Nero, men den var fra Glyptotekets samling. Den ellers fornuftige Anne Libak vover sig ud på tynd is, når hun vil diskutere kunst. Hun skaber sin egen variant af Mette Winge syndromet, altså “hvis JP tegningerne bare havde været i Politiken, var der aldrig sket nogen skade. Det havde været blåstemplet kunst, og dermed politisk uantasteligt, som Rushdie.”

Altså: “Gode kunstnere, kan gøre hvad de vil. Dårlige skal makke ret.” Sikken en masse, der så skulle makke ret. Hvad med at foreslå den politisk korrekte kvalme- og bræk- kunstner Mikael Kvium det? Borgerskabet hviner af fryd over hans kontrollerede, statssubventionerede mareridt, han må kunne humme sig mere, end han allerede gør. Og hvad forresten med gode kunstnere, der har dårlige dage ? Min gamle ven, billedhuggeren, havde masser af dårlige dage. Vilks´uførelse er helt kontrolleret og bevidst, men den – stilen og teknikken – er ikke afgørende for, hvad det hele drejer sig om. Bortset fra det, er Vilks´projekt for længst uden for hans kontrol, som han siger. Han registrerer bare. Det er lidt som at blogge, tit må man bare reistrere, og i øvrigt vader vi jo nutildags i langt mere opinion, end nogen kan overkomme. (Se også: Har Lars Vilks tegnet sin sidste rondellhund?)

När Anna Liback skriver att min rondellhund inte är konst begår hon flera misstag. Först att den naturligtvis är konst alldenstund den har behandlats som sådan av konstvärlden. Vilken kvalitetsnivå det handlar om är en annan fråga. Hon utgår också ifrån att konst och kvalitet i konst handlar om estetiska ideal som hon känner sig befryndad med. Det skall vara proffsigt gjort menar Liback. Det är naturligtvis en ålderdomlig uppfattning men så är Liback litteraturkritiker och har antagligen inte fattat vad som har hänt i konsten under de senaste 50 åren. Vidare kommer det inte för henne att det inte är teckningen som är konstprojektet utan den process som uppstår kring den. Hennes egen skrivning är i denna bemärkelse ett konstverk i konstprojektet och det skulle vara intressant att höra hennes synpunkter på kvaliteten i hennes egen text – som konstverk.Del 1132: Provokationens potential (billede: Rondellhunden i Rom. Det ligner kolonaden ved Peterpladsen, hvad en svensk politibil så laver der.)

I dag kan man se Vilks´skulptur over Rilkes Duino Elegier.

DR fastansætter Jakob Illeborg

Katrine Winkel Holm, medlem af DR’s bestyrelse og flittig debattør, undrede sig, da hun i fjor læste DR-korrespondenten Jakob Illeborgs bog “Danmark set Udefra”.Efter hendes opfattelse optrådte Jakob Illeborg alt for kommenterende til, at nogen efterfølgende kunne have tillid til ham som neutral nyhedsformidler. Som hun hørte Illeborg, der i anledning af udgivelsen medvirkede i debatprogrammet “Europaklip” på P1, kaldte han danskerne islamofober. Ralf Pittelkow og Karen Jespersen var fremmedfjendske. Da “Deadline”-værten Adam Holm i samme periode fik en reprimande for at skrive en kronik i Politiken, der kunne opfattes som pro-Israel, kunne Katrine Winkel Holm ikke få tingene til at stemme. Hvorfor måtte manden i London gerne mene noget, mens Adam Holm skulle lade sine holdninger forblive hemmelige?. (DR fastansætter “lyserød” korrespondent, JP ikke online)

DR er public service på papiret. Er Illeborg en public service-journalist, eller ville passe bedre i Politikens lederkollektiv ? Har han interviewet Anjem Choudhary ? Har han med et ord nævnt Channel Four Dispatsches serie af undersøgende journalistik de seneste fem år ? Har han eller DR med ét ord nævnt BBC´s fremragende dokumentar, “Rivers of Blood”, der overraskende giver Enoch Powell posthum oprejsning (se den) ? Har han med et ord, nævnt den katastofale befolkningseksplosion, England er inde i ? Med ét ord nævnt “asiaters” grooming af mindreårige engelske piger ? Har han omtalt det islamistiske valgkup i Tower Hamlets ? Har han for alvor undersøgt den kroniske, muslimske terrortrussel, MI 5 nu overvåger og forsøger at holde stangen, cirka 200 løbende terrorplots ? Har han prøvet at forstå den hurtigt voksende English Defence League ?

Dumme spørgsmål, svarene er “nej.” Illeborg er en mand med en politisk dagsorden, han har fortiet alt det, der ikke passede i hans politiske kram. Man kan sådan set bare gå ind på Migrationwatch .uk, for at se alt det, som Jakob Illeborg ikke vil nævne i sin “public-service journalistik.” Folk der vil være velorienterede om Englands brændende spørgsmål, kan ikke bruge Jakob Illeborg, men de skal naturligvis betale for hans verdensbillede formidlet af DR, Politiken og The Guardian. Leftist journalisten Robert Fisk har større, faglig troværdighed end DRs udvalgte mand i England.

Jeg forstår godt, at der sortseere, det vil sige, jeg forstår bedre at de ikke vil betale, end at de vil se “produktet”. Hvorfor ikke lade være med begge dele ? Selv ser jeg ikke TV mere, bortset fra en sjælden gang efterpå på You Tube, og når jeg igen får TV adgang, bliver det næppe andet end Deadline og DR Kanal K. DR er en anakronisme, og det er deres egen skyld. Det er synd, for i et lille land, var public service en rigtig god idé engang. Engang var de røde, men havde alligevel høj kvalitet som kulturinstitution. Idag er de nærmest pink, men kvaliteten er øer i et hav af ligegyldighed og fortielser. Kultur ? Glem det. Nyheder ? Maren i kæret, glem det. P1, “hvordan føler vi madammer, – Kjeld Koplev, Mette Starch, Vibeke Sperling og Hanne Fokdal Barnekow – det lissom idag, nu vi ikke længere har overmadammen, Egon Clausen ? Har vi behov for en coach ?” Illeborg og DR får ikke en krone af mig, det skal der en såkaldt borgerlig regering til at financiere festen. Illeborg er bare endnu en grund til at holde sig på sikker afstand af DR.

BBC svigter DR og Illeborg

BBC coverage of issues such as immigration and Europe had been weak in the past, admitted the corporation’s Director General Mark Thompson.He confessed the BBC had been nervous about tackling issues regarded as sensitive.But he claimed the broadcaster had corrected that position and forced reluctant politicians to address the matter of immigration during this year’s General Election.He admitted it should not be the corporation’s role to start ‘censoring the public debate’ and said the BBC would give space for ‘extreme and radical perspectives’.

Mr Thompson said: ‘The BBC doesn’t always get it right. I think there are some areas, immigration, business and Europe where the BBC has historically been rather weak and rather nervous about letting that entire debate happen.‘We have made some progress there but I think there are more areas where we can make progress.’ He also admitted that the public debate changes over time.He said: ‘Views which start off as extreme can become the prevailing view inside five years.’ Our coverage on immigration and Europe was weak, admits BBC Director General.

Svensson tjekker ud

Last year 39,240 people emigrated from Sweden. This year the figure is expected to be 49,000 persons, an increase of 24 percent.This shows the preliminary population statistics for 2010, according to Statistics Sweden. The increase in the number of emigrants is most remarkable, the authority considers.A total of 99,000 persons immigrated to Sweden in 2010, which is about 4000 fewer than last year.

But this year’s emigration trend may be beginning of something new, according to Annika Klintefelt, population statistician at Statistics Sweden.”Net immigration is of course still twice that of emigration, but the majority of immigrants are still returning Swedes. Declining net immigration could mean that more Swedes are choosing to live abroad, ” she says to news agency TT.Many Swedes who emigrate seems to prefer the other Nordic countries. On top of the list is Norway, where more than 7,000 people emigrated last year.According to the Swedish Embassy in Oslo is around 25,000 Swedes reported to be living in Norway, but it is estimated that as many as 50,000 Swedes have their work only in the Oslo area.Dramatic increase of emigration.Statistiska Centralbyrån: Fortfarande hög invandring.

“Det islamiske Folkematriarkat Absurdistan vil kønskvotere LEGO-dukker”

“Vort asiatiske naboland”. Vi må simpelthen have uforlignelige Skjoldungens no-nonsense-rubrik med. Han taler ivørigt bedre svensk, end de fleste indfødte. Han er ikke en hvilken som helst “swedofob.” Den såkaldte elite har mindst to dagsordener: Med den venstre hånd installerer de en kronisk borgerkig, der kan holde samtlige fremtidige generationer beskæftiget, så de ikke skal kede sig så meget, som dengang i 1975, da de var verdens fjerde rigeste og mest succesrige nation, og kun den kunstigt oppustede 70-tals vänstern syntes, at alt var noget lort. Det synes de stadigvæk, men idag er der noget om snakken, for de har selv sørget for det. Med den højre forsøger de uafladeligt at starte en kønskrig, som ingen udenfor den intellektuelle klasse gider kæmpe. Mindst af alle endnu sunde lokale kvinder og mænd. De findes, men kun på trods af de intellektuelle og indsigtsfulde fra de meget talrige højskoler og undervisiteter. Se på Hodja.

Det måste användas oss för att samhället ska fungera. Islam är en komplett religion. Den är inte till bara för att existera hemma eller i moskén, så kallad amerikansk islam. […] Se vad vår profet lyckades förändra ett helt folk […] och skapade en islamisk makt med väldig makt och stort inflytande. Tyvärr ser det inte ut såhär idag […]

Demonstration mod terror udenfor Sveriges Riksdag. Kuren mod muslimsk terror i Sverige er, – rigtigt gættet – mere islam. Altså “den sande islam.” Svenska Kyrkan, Vänsterpartiet og Miljöparitet, der deltog, sluttede op om parolen: “Mere sand fredelig islam.” Lektor Henrik Jensen skrev for en uges tid siden i Kristeligt Dagblad:

“Dybest set er jeg demokrat. Det er kun, når jeg overværer tv-debatter om folkeskolen – og nu, hvor jeg tænker over det, egentlig også om velfærdsstaten – at jeg kan føle mig fristet af mere autoritære systemer. Forbigående, naturligvis.”

Det er sådan jeg har det, hvis jeg i længere tid skal læse eller høre svenske politikere og debattører tale om ting, de absolut intet ved om. Alligevel forvalter de et tusind år gammelt land, og kun et lille, ubetydeligt mindretal revolterer imod dem. Jeg kniber mig i armen for at finde ud af, om jeg stadig er demokrat. Det er jeg, finder jeg ud af, men det holder temmelig hårdt. Ikke desto mindre vil jeg tro, jeg er mere demokrat end hovedparten af Riksdagen, hvadenten det nu er en selvkompliment, eller det modsatte. Nu er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Sverige er verdensledende når det gælder at forstå mordere og voldtægtsmænd, og derfra er skridtet til at forstå massemordere ikke så langt: Dr. Abdul Majeed Azad, a U.S. citizen, Chalmers University in Gothenburg, Sweden: Sweden could be a ‘catalyst of understanding’ after attack. De kommende og allerede døde vil smile huldsagligt i deres grav. (I dag: Bombe fundet i Roms metro, Større terrorangreb afværget i London. – Populære shoppingsteder i West Midlands Whitehall i London, hvor parlamentet ligger, skal ha været blandt målene.)

Två dagar i rad har företrädare för ­islam i SN (15/12 och 16/12) ­kunnat framföra löst grundade ­påståenden om sin religion/ideologi. I onsdagens ­tidning påstod en imam att attentats­mannen ”kapat” religionen ”eftersom ­islam står för att värna livet”. Vad han grundar detta på framgår inte. Däremot finns det ett stort antal verser i Koranen, inte minst i surorna 4, 5, och 9, som entydigt uppmanar de troende att döda de otrogna var än de befinner sig.

Om islams företrädare menar allvar med en ”konstruktiv samhälls­debatt” bör de börja med att rensa ut de stora delar av ­sharia, som helt står i strid mot FN:s deklaration om mänskliga rättigheter. Bertil Malmberg SD Trosa”Synen på de otrogna är avslöjande”

“Dræb for islam”

32% of British Muslim students support killing for Islam; 40% want Sharia Law. If the way young Muslims in Britain are feeling is any indication for America’s own Muslim community, then America better beware. According to a new survey done at 30 universities in Britain, the young Muslim student body in that country is extremely radicalized. The poll asked 600 Muslim students and 800 of their non-Muslim peers about politically touchy subjects like killing in the name of Islam and Sharia Law—and the results were like night and day between the two demographics. While hardly anyone in the non-Muslim sample accepted killing in the name of religion, basically one-third of all Muslim students in Britain supported this. 32% of British Muslim students support killing for Islam; 40% want Sharia Law

November 1966.

Fortsæt med at læse “Art Gallery”

Som schweizer taler Freysinger både tysk og fransk. Dette er fransk, utekstet.

»Ned på knæ og bed til Allah«

Trusler og angst i skolen i Italien: Det skete i Mirandola, hvor en 17-årig af tyrkisk herkomst, bevæbnet med en syl, truede en skolekammerat ”Læg dig på knæ mod Mecca og bed til Allah”. Det er ikke en opfordring fra en imam til en troende muslim, men en ordre fra en 17-årig tyrk til en klassekammerat under trussel af en syl mod struben.

Fra elevoprør på gaderne ind i klasseværelserne.
Den 117´ende skolevoldsepisode skete i en andenklasse på Galileiskolen i Modena. En tyrkisk dreng, som gerne lod sig fetere af klassekammeraterne med penge og mad, holdt først fat i sit offer og truede hende til at lægge sig på knæ og at bede til Allah vendt mod muslimernes hellige sted, Mekka. Scenen blev fotograferet med mobiltelefon af en klassekammerat og vist på Facebook, hvor den efter få dage blev fjernet. Sagen i frikvarteret, som blev verificeret for få dage siden, er blevet anmeldt til ordensmagten af nogle forældre til børn, som i måneder har lidt under ikke-europæiske klassekameraters chikanerier. For ikke at tale om, at også lærerne ofte er genstand for aggressive og truende holdninger.

Offeret fortalte ikke noget til forældrene af frygt for yderligere repressialier. Men klassekammeraterne fortalte hjemme hvad der var sket. Der forekommer voldsepisoder næsten hver uge på Galileiskolen, hvor der går ca. 1200 elever, af hvilke mange er udlændinge.
For ca. en måned siden gik et verbalt skænderi mellem to drenge over i slagsmål og spark og kasten med stole, som resulterede i, at de blev sårede og matematiklæreren besvimede. Denne sidste alvorlige episode viser hvilket ophedet klima der er i skolens klasseværelser.
Desværre – siger rektor doktor Giuseppe Pedrielli – lever de unge mennesker uden værdinormer. TV er en dårlig underviser, der viser negative kulturmodeller og holdninger, som børnene efterligner. Tomheden hersker, fortsætter rektor, og skolen kæmper tit alene for at hævde værdierne om værdighed og menneskelig respekt. For ikke at tale om, tilføjer han, at mange udenlandske børn, som af onkler og pårørede er bragt til Italien, viser deres indre ubehag med aggressive og oprørske holdninger. – Oversat fra italiensk af Spydpigen fra Il Resto Del Carlino, Modena,

Robin Simcox om Taimour Abdulwahab al-Abdaly

Simcox er fra den britiske tænketank, Center for Social Cohesion. SE også Wilcox om Abdulhawab i Weekly Standard: Britain’s Exploding Exports, Where suicide bombers go for higher education og i Svenska Dagbladet: “Sverige måste vara på sin vakt”

Precis som många attacker i Storbritannien misslyckades attacken på Drottninggatan. Enligt Simcox beror ett misslyckat attentat ofta på ren tur. Problemet är att det inte är hållbar lösning. I Sverige dog ingen förutom självmordsbombaren själv. Det betyder att ni hade tur. Men förr eller senare tar turen slut.

Helle Merete Brix skrev om den omtalte rapport den 16 december: Når hadets prædikanter inviteres på besøg.

Selvpålagt blindhed, selvpåførte konsekvenser

Baron Bodissey har vel her fat i den lange ende: Politikeres og mainstreammediers indsnævring af det anstændiges spillerum ud fra multikulturalistiske antagelser ender med at ramme dem selv. De får ganske enkelt ikke den fornødne information til at justere deres virkelighedsbillede efter. Man må dog nok justere dynamikken en hel del hvad angår især Danmark – trods håbløst mangelfuld og misvisende dækning af multikulturens konsekvenser i danske medier er den uddybende dækning alligevel lige ved hånden; kun sjældent fra journalisters hånd, men i debatten og i avisernes blogs er ordet formentlig friere end de fleste steder, og her trækkes de store linjer op,

Så meget desto mere gådefuldt og uundskyldeligt bliver imidlertid derfor de måske to værste indslag i debatten i det forløbne år: Mogens Jensens uhyrligt ringe kronik i JP Gør plads for islam i Europa, og Nick Hækkerups ualmindeligt svinske blogpost Skub fordommene til side, der mestrer kunststykket aldeles at ignorere alle fakta og argumenter der er fremført i årevis om den islamiske kvindeindpakning, og i stedet gøre det til et spørgsmål om frygt for det nye, og associere det med hudfarve. Blogs som denne kan måske siges at have som en rød tråd et forsøg på at indkredse gådefulde tendenser i tiden, tendenser der unddrager sig overhovedet at blive nævnt i de gamle medier. Eksemplerne her illustrerer at forsøg på at forklare altid vil ende med en rest af det gådefulde og uforklarlige (LFPC).

[…] The elite oligarchs have deliberately eliminated alternative opinions from their lofty eyries, and they suppress the expression of public dissent whenever possible. This is a fatal error. It’s similar to the one made by Stalin regarding Hitler’s intentions on the western borders of the U.S.S.R.: by closing off all but permitted opinions, he denied himself full intelligence about what was really happening.

For another Soviet analogy, consider the completely bogus statistics for industrial and agricultural production cooked up by middle-level commissars in order to satisfy the demands of the Central Committee. The communist system refused to allow negative or embarrassing information to be propagated, so that factory and kolkhoz managers just made the statistics up, and coped with the resulting shortages and chaos as best they could. After about 1929, the Politburo could no longer obtain accurate economic statistics about what went on internally within the U.S.S.R. They were flying blind right up until the day their immense jury-rigged machine crashed and burned.

The same thing is occurring amongst the trans-nationalist oligarchs who run our current system. They really don’t know what is going on below the upper levels, because they have systematically excluded accurate and complete information, exerting their control through a combination of political correctness and fiscal authority.

There they sit in the leafy crown of the tree, having pulled up the ladder to ensure that no one threatens them on their exalted perch. They don’t realize that even now an axe has been taken to the roots far below. […] An Axe to the Roots

‘Islamization’ of Paris a Warning to the West, September 26, 2010

NICOLAS Sarkozy will take another lurch to the Right with a speech on New Year’s Eve calling Muslim prayers in the street “unacceptable”. After his expulsions of gypsies and a crackdown on immigrant crime, the French President will warn that the overflow of Muslim faithful on to the streets at prayer time when mosques are packed to capacity risks undermining the French secular tradition separating state and religion. He will doubtless be accused of pandering to the far Right: the issue of Muslim prayers in the street has been brought to the fore by Marine Le Pen, the charismatic new figurehead of the National Front, who compared it to the wartime occupation of France. According to his aide, Mr Sarkozy agrees with the junior Le Pen that the street cannot be allowed to become “an extension of the mosque” as it does in some parts of Paris, which are closed to traffic because of the overflow of the faithful. Local authorities have declined to intervene, despite public complaints, because they are afraid of sparking riots.Nicolas Sarkozy to target Muslim prayers (Se også 20.12: Resisting the Islamization of Paris m. bla. Tom Trento og Oskar Freysinger.)

Hijab – et religiøst, politisk og sexistisk symbol

Debatindlæg af Rachel Adelberg Johansen og Britta Mogensen,  (refuseret af Ugeskrift for Læger)

Hjælp! lød overskriften på et indlæg af speciallæge i psykiatri, Ole Bjørn Skausig d. 6/12 om patienters ret til at sige fra over for hospitalspersonale, som insisterer på at skilte med religionspolitiske markører som hijab (det islamiske hovedtørklæde rettet mod kvinder) i arbejdstiden. Og Skausig har i sandhed brug for hjælp. Det er påfaldende, at Skausig helt undlader at reflektere over, at offentlige hospitaler er verdslige samfundsinstitutioner, hvor repræsentanterne burde fremtræde neutrale og upartiske.

Hvorfor forholder Skausig sig mon slet ikke til hijabens symbolværdi, som både er religiøs, politisk og sexistisk? Og hvorfor har hospitaler bøjet sig for religiøst pres om at indføre hijab som en del af en hospitalsuniform, der ellers indtil slutningen af 1990`erne har levet op til netop ordet uniform, det vil sige ensdannet. Hospitalspersonale bør naturligvis udvise empati og respekt over for patienterne, blandt andet ved at man gemmer sine personlige præferencer til fritiden, herunder ønsket om at tilsløre sig med islamisk kønsuniform som hijab. Ergo, væk med hijab i arbejdstiden, og det offentlige er fri for at bruge ressourcer på at transportere patienter unødigt rundt på baggrund af misforstået og konfliktskabende skiltning på personalet.

Lægeløftet forpligter, og det gør de etiske regler for plejepersonale også. Men Skausig afslører, at han ikke har forstået, at det er lægen, der er til for patienten og ikke omvendt. Han bringer sig i strid med lægeløftet, der som omdrejningspunkt har, at alle patienter skal behandles uagtet baggrund. Han er også i uoverensstemmelse med Lægeforeningens etiske regler §§ 2 og 4 vedrørende krav om støtte til såvel syge som raske, om omhu og samvittighedsfuldhed samt indlevelse i patientens samlede situation. Disse regler har udgangspunkt i Lægelovens § 6 om omhu og samvittighedsfuldhed.

– Nu er det gået op for ham, at lægeløftet sørme stiller sig hindrende i vejen for en rimelig beskyttelse af personalet og alene beskytter patienterne. Derfor må det, med den efter hans mening ringe aflønning, være rimeligt, at han kan trække sit afgivne lægeløfte tilbage og så afgive et alternativt – helst ét, der er i overensstemmelse med hans begrænsede indtjening. Man kunne dog overveje at aflønne ham noget bedre, så han ikke skal ”lide” under at skulle tage sig af ”uønskede elementer” (stammer denne tingsliggørelse af mennesker ikke fra 1930’ernes Tyskland?), eller man kunne tilbyde ham den psykiatriske hjælp, han så tydeligt har et øjeblikkeligt behov for. Det er en win-win situation: Ingen uønskede elementer risikerer at komme i kløerne på ham, og han har en chance for at blive normal.

Det er glædeligt, at formanden for Lægeforeningens Etiske Udvalg, Poul Jaszczak, melder så klart ud og minder Skausig om lægeløftet. Her gik man og forestillede sig, at lægegerningen gik ud på at varetage patientens tarv og sikre patientens helbred. Men det er åbenlyst ikke hjerteblod for den svært politiserende Skausig. Tværtimod ønsker han patienter, hvis holdninger han er uenig i, udstødt af hospitalssystemet. Han fremmer ikke just tilliden til lægestanden med disse hadefulde udtalelser. Hans motiv? Forstå det, hvo der kan.

Af Rachel Adelberg Johansen, Sygeplejerske – Britta Mogensen, Antropolog

Anelser

Første gang jeg hørte den, var i efteråret 1966. Jeg vidste ikke den var fra 1923 og at det var Bessie Smith, der først gjorde den populær og senere Sidney Bechet, Nina Simone og Sam Cooke. Jeg vidste kun én ting, der var fester på den svenske ambassade på Sankt Annæ Plads med lyst øl og jeg var femten år, og havde gået på drengeskole siden jeg var seks, hvor vi fik masser af tæsk af lærerne på den Krebs´ske anstalt i Stockholmsgade, hvad vi hurtigt kom til at betragte som en naturlig del af livet. Men der var piger, unge kvinder på Sankt Annæ Plads, de fjerne uopnåelige væsner man kunne danse tæt med og mærke og snuse ind, så man nærmest besvimede. Øreringene, nylonstrømperne, parfumen, brystholdere, der fandtes endnu. Det er Autumn 66. Den har givet mig et begreb om, hvad erotik er. Nemlig uskyld, uvidenhed, uerfarenhed, udsathed, at skulle opdage det hele på egen hånd uden voksne eller skolers indblanding i form af f.eks. seksualundervisning, et måske nødvendigt følelsemæssigt overgreb på børn, som vi Gudskelov aldrig var udsat for. Vi anede simpelthen ikke et klap og skulle famle os frem centimeter for centimeter. Jeg ved ikke om 15-årige er affortryllede af den voksne verden idag, om de skal kunne det hele med det samme og aldrig komme til skade, men jeg håber det ikke for dem.
Bare det om vinteren, når man kørte i sporvogn hjem fra skole, at passere pigeskolen i Nordre Frihavnsgade, hvor det smukke køn stod på, var dagens højdepunkt. Herfra var turen elektrisk. Allerede da jeg gik i børnehave på den skole som fireårig, var udvalgte hunkønnede en besættelse, og forlod de børnehaven græd jeg af….kærestesorg, et lidt for konkret udtryk stærke følelser og tab. Alle børn har det sådan, det er ikke noget specielt for mig eller noget Freud har fundet på, voksne har bare glemt det.
Erotik er som kantareller, svære at fange og umulige at dyrke kunstigt. Jeg tænker på Dirk Bogardes replik i Alain Renais´ “Providence”: “My God, does he think that´s erotic?” om en mandlig tumpe, der gør sig til, en ingeniøragtig type, der tror der findes en opskrift. Nogle tror det jo, men så er det porno, græsk for prostitueret “porni”. “Erotikmesser” er altså rent svindel. Erotik er anelser, som regn – man skal være mere en god medicinmand, for at kunne nedkalde den. Det er at have sin opmærksomhed et andet sted, men samtidig være pivåben for det uventede, der rammer én. Den er svær at hegne ind i et ægteskab, den må erstattes med venskab og fortrolighed, der også er godt, men noget andet. Det er utroligt, at Stevie Winwood med sin stemme på videoen kun er knapt 18 år gammel. Den lille, blege, tynde dreng og den stemme !

Spencer Davis Group – Georgia on My Mind
live Finland 1967

Fortsæt med at læse “Islams magtdemonstrationer møder første modstand”

Af Julia Caesar:

Copyright Julia Caesar, Snaphanen, HRS och document.no. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

(fotos 1 og 3 © Photoimagine.)

Sverige är ett sjukt land. Sjukdomen är långt framskriden, symtomen allvarliga och prognosen oviss. Diagnos: den speciella form av förljugenhet och verklighetsförnekande som går under namnet politisk korrekthet. En vecka har gått sedan islamisten Taimour Abdulwahab, 29, sprängde sig själv i luften i Stockholms city. Under den veckan har rikoschetterna smällt överallt i Sverige. Allting tyder på att Abdulwahab hade planerat att ta ett stort antal julhandlande människor med sig i döden. Att självmordsattentatet inte blev en massaker med hundratals döda och skadade kan bara hänföras till hans amatörmässiga fumlighet med sprängmedel.

Hur mycket Taimour Abdulwahab egentligen sprängde kommer att framgå i ett längre tidsperspektiv. Men det är uppenbart att han lyckades spränga mer än sig själv i luften. Hans rörbomber fortsätter att detonera varje dag, i sinnena på den svenska allmänheten. Men det är framför allt i betraktandet av bombkrevaderna i svenska media jag drar slutsatsen att Sverige är ett svårt sjukt land med dyster prognos. Åtminstone är den svenska medieeliten mycket illa däran. Ett hopp om tillfrisknande känns avlägset.

Kommentariatets diktatur

På bara en vecka har de mest högljudda skrikhalsarna i den offentliga debatten lyckats med den remarkabla bravaden att på typiskt svenskt vis vrida perspektivet 180 grader. Från att en islamistisk terrorist var ytterst nära att ta livet av ett okänt antal människor och i den ljudfil han skickade till Säpo och TT säger:

”Nu ska era barn, döttrar och systrar dö lika som våra bröder och systrar och barn dör. Våra aktioner kommer att prata för sig själva. Så länge som ni inte slutar ert krig mot islam och förnedrande mot profeten och ert dumma support till grisen Vilks.”

Till att muslimers ständiga offer- och kränkthetsfixering står i fokus för hundrasjuttioåttonde gången och vi ser imamerna tåga in och avlösa varandra i radiosändningar och TV-soffor.

Det här är vad ledarskribenten Sanna Rayman på Svenska Dagbladets ledarblogg kallar ”kommentariatet” (”ofta ett vansinnigt avtrubbat släkte”) som breder ut sig i media och gör allt som står i deras makt för att avleda uppmärksamheten från vad som faktiskt har hänt. Det är kommentariatets diktatur, tyckarelitens egen lilla lekhage där de sin vana trogen debatterar uteslutande med varandra utifrån gamla cementerade positioner.

Likt kommandosoldater rycker proffsdebattörerna oombedda ut till muslimers försvar – som om muslimer i största allmänhet behövde försvaras. ”Det är inte muslimernas fel att en enstaka stackars sinnesförvirrad man tar livet av sig.” Nej, vem har sagt det? Har vi hört det förut? Den pensionerade islamologen Jan Hjärpe kastar sig till och med djärvt in på ett nytt vetenskapligt område, psykiatrins, och ställer diagnosen ”utvidgat självmord” på den explosive självmordsbombaren. Det är en psykiatrisk fackterm för familjetragedier där en person – oftast fadern och oftast i samband med en separation – dödar hela sin familj och till sist sig själv, vanligen utan några som helst jihadmotiv. Och Jan Hjärpe tillåts göra det, för svenska journalister ifrågasätter ogärna dem som de uppfattar som auktoriteter, i synnerhet inte islamologer – inte ens om de bokstavligen är ute och cyklar som amatörpsykiatriker.

Vältrande i kollektiv skuld

Svenska folket och dess självutnämnda företrädare i media vältrar sig i kollektiv skuld – men för vad?

• För att vi i vårt land har tagit emot omkring en halv miljon muslimer som säger sig ha flytt från krig och förföljelse och gett dem bostäder, social välfärd, försörjning, yttrandefrihet, religionsfrihet och demokrati – men just inte ställt några krav?

• För att vi inte är roade av islamisters politisk-religiösa extremism och ogillar tanken på att bli sprängda i luften som tack för kaffet?

• För att många muslimer energiskt och i enlighet med koranen segregerar sig själva från det svenska samhället och vägrar beblanda sig med ”otrogna”? (Att ta emot våra pengar i försörjningsstöd och andra bidrag verkar däremot gå alldeles utmärkt.)

Nej, det var inte bara Taimour Abdulwahab som sprängdes. Chockvågorna skakar hela PK-etablissemanget. Deras världsbild har fått sig en allvarlig törn. Enligt logiken i ”Om man förnekar problemen finns de inte” tävlar de i den ena mer fantasifulla avledningsmanövern än den andra, allt i syfte att limma ihop sprickorna i sin krackelerade världsbild och återta makten och tolkningsföreträdet. Så hoppas de kunna fortsätta styra den fåkunniga pöbeln i önskvärd riktning. ”PK-piskorna är desperata att återta sitt problemformuleringsprivilegium. Det sprängdes som bekant i luften tillsammans med Taimour Abdulwahab förra lördagen” skriver bloggen Allra Underdånigast.

Imamerna och deras taqiyya

Det är en plågsam föreställning när imamerna marscherar in och blir gullade med av journalisterna. Uppenbarligen vet flertalet journalister ingenting om islam och dess politiska form islamism. På svenskt vis sväljer de okritiskt allt vad imamerna säger och bedyrar rakt in i radiomikrofoner och TV-kameror. I Sverige tror vi ju på vad folk säger.

Sådan är vår tradition och kultur. Hur skulle det vara att läsa på en aning? Vad jag kan se har journalister i allmänhet aldrig hört talas om taqiyya och kitman, de tillåtna formerna av lögn inom islam.

På den efterlämnade ljudfilen erkänner självmordsbombaren Taimour Abdulwahab själv sin taqiyya och exponerar sitt flexibla samvete. Han säger att han har ljugit för sin familj när han har sagt att han har rest till Mellanöstern för att arbeta. I själva verket tränades han i jihad för att ta livet av ”otrogna” svenskar.

Muslimer får lära sig att vara ärliga mot varandra, om inte lögnen är så liten så den inte räknas – ett högst ungefärligt mått, kan man säga. En helt annan logik gäller hur man handskas med sanning och lögn gentemot “otrogna”, det vill saga icke-muslimer. Då är det tillåtet att ljuga hur mycket som helst om syftet gagnar islam och en själv. Det är också tillåtet att vinna de ”otrognas” tillit för att sedan utnyttja deras sårbarhet och besegra dem.(Foto: Imam Abd al Haqq Kielan alias Leif Karlsson.)

”Gud, lämna ingen av dem i livet”

För fem år sedan avslöjade Dagens Eko i Sveriges Radio imamernas budskap, i efterdyningarna av terrordåden i USA 11 september 2001 (mer än 3 000 döda), Madrid 11 mars 2004 (191 döda, mer än 2 000 skadade) och London den 7 juli 2005 (52 döda och 700 skadade).

Med dold mikrofon spelade Ekots journalister in böner och samtal med imamer i 15 olika muslimska församlingar. Flertalet imamer tog avstånd från terrorism och att döda civila människor. Men reportrarna frågade givetvis inte om detta gäller även för ”otrogna”.
En imam uttalar följande under en inspelad fredagsbön i november 2005:

”Gud, håll islam och muslimer högt och skydda islam
Gud, förödmjuka de otrogna
Gud, förödmjuka fienderna till islam
Judar, amerikaner och britter
och alla dem som ger dem stöd
som samarbetar med dem
och som är i allians med dem
Gud, förstör dem alla
Gud, lämna ingen av dem i livet
Gud, skänk seger till mujahedin överallt”

Abdulkader Habib från Sveriges Unga muslimer förklarade imamens dödliga bön med ”okunnighet” – men medgav att liknande böner förekommer:

”Jag tror inte att det här är helt isolerat för en imam. Jag måste vara öppen och säga att det säkert är flera imamer som uttrycker sig väldigt klumpigt och fel. De måste utbildas och inte isoleras ännu mer.”

Är ”pursvenskt” rasistiskt?

Frågorna om risken för fortsatta terrorattentat i Sverige, imamernas trovärdighet och vad islam egentligen innebär får dock i tyckarelitens begränsade lilla PK-värld ge vika för den betydligt intressantare frågan huruvida Expressens mångårige medarbetare Ulf Nilson har gjort sig skyldig till ”rasism”, ”nazism” och ”brun sörja under tofflorna” sedan han använt ordet pursvensk i sin krönika.

Ulf Nilson skriver:

”Faktum är att vi, ja svenskarna, faktiskt är på väg att avskaffa oss, om än sakta. Obs! att nu raljerar jag inte längre. Sverige har sen länge minskande befolkning, ja om vi ser till pursvenskar. Varje par föder statistiskt sett färre än två barn, lika med minskning. Våra invandrare, numera omkring 20 procent, av vilka 400 0000 muslimer (varav de flesta naturligtvis inte är islamister) föder betydligt fler. Det är oundvikligt att det muslimska inflytandet växer. Kort sagt: vi befinner oss i krig, Sverige liksom alla andra europeiska länder (och naturligtvis ”den store satan”, USA). Det är ett krig på sparlåga men livsfarligt likafullt.”

Ulf Nilson har rätt i sak. Svenskar föder för få barn (1,89 per kvinna) för att reproducera oss själva. Utrikes födda föder 2,2 barn per kvinna. Det är SCB:s siffror från 2009. Skillnaden låter inte anmärkningsvärd, men då ska man komma ihåg att siffrorna ligger på var sin sida av den gräns där man reproducerar sig själv, nämligen 2,1 barn per kvinna. Man ska också räkna in ett inflöde av utlänningar till Sverige i storleksordningen 100 000 personer per år. Men mer behövdes inte för att topplocket skulle flyga i luften och kräkreflexerna utlösas kollektivt hos PK-eliten. Att ens ha mage att påstå att det finns ett folk som heter svenskar – ja pursvenskar – är ett betydligt större problem än att Sverige och svenskarna uttryckligen hotas av fler islamistiska terrordåd låter tyckareliten förstå. Ulf Nilsons krönika har hittills föranlett fyra JK-anmälningar.

Långtidsmarinerade i nationellt självförakt

Vi svenskar finns inte, har en ihärdig PK-elit beslutat åt oss. Om vi inbillar oss att vi finns är vi självklart ”rasister”. Alla andra folkslag finns, men inte vi. Inte har vi någon egen kultur heller. Genom att under årtionden ständigt smutskasta, förneka och förlöjliga allt svenskt har politikerna och chefsideologerna inom tyckareliten systematiskt velat undergräva den svenska identiteten, beröva svenska folket dess nationella självkänsla och medvetet skapat ett nationellt självhat. Det har varit ett viktigt led i att psykologiskt bereda marken för massinvandring från andra länder och kulturer. Ett folk som fråntas rätten att vara stolta över sig själva och sitt land har ingenting att sätta emot utländska styrkor, vare sig de kommer som fientliga trupper i krig eller genom politiska beslut om massinvandring. Ett folk som har långtidsmarinerats i nationellt självförakt kan inte förväntas göra motstånd när främlingar tar över deras land.

De som skriker ut svenskfientliga budskap högst av alla är synnerligen förutsägbara (de mest förutsägbara bryr jag mig inte om att citera. Ingenting tråkar ut mig mer än förutsägbarhet.) De har givetvis fritt tillträde till medias megafoner. Ett exempel är Dagens Media.

“Det har länge varit obegripligt varför spaltutrymme ges åt Ulf Nilson. Kan han inte skriva på Politiskt inkorrekt, som sina meningsfränder?”, twittrar Andreas Ekström, PK-journalist på Sydsvenskan.

Johan Wirfält, chefredaktör för Rodeo: “Ulf Nilsons rader om “pursvenskar” bör vara bland det brunaste en svensk journalist tillåtits skriva sedan 30-talet. Någon form av gräns har passerats i och med publiceringen av Ulf Nilssons krönika i dagens Expressen. Ska bli intressant att se följderna”.

Övergrepp från Sveriges Radio

Fortsæt med at læse “Søndagskronik: Taqiyya är inte pursvenskt”

Acta Musicae, Kongsberg Kirke, Norge. (B.S. Ingemann, 1850.)

klik. f helskærm.

John Lennon: Serve Yourself

1979 var året hvor Bob Dylan sprang ud som bekendende kristen med albummet Slow Train Coming. Åbningssangen Gotta Serve Somebody inspirerede den på dette tidspunkt hjemmegående “house husband” John Lennon til svarsangen Serve Yourself. Nummeret nåede aldrig længere end til et antal hjemmeindspilninger før Lennon blev dræbt året efter, og det er heller ikke til at vide om det overhovedet var planlagt udsendelse uden for hans eget hjem. Lennons demoindspilninger og kompositionsbånd er et kapitel for sig, og det er en direkte konsekvens af hans død at de overhovedet nåede ud til offentligheden, idet Yoko Ono stillede dem til rådighed for den meget lange radioserie The Lost Lennon Tapes fra slut-firserne og frem. Lennon var humorist til fingerspidserne, og man skal lede længe efter noget så spontant underholdende som disse demooptagelser. På rigtig mange slår han f. eks. pludselig over i en parodi på Dylans sangstil fra 1965-66. Versionen her af Serve Yourself bliver leveret i stærk skotsk accent (eller måske Liverpooldialekt?). 1979 var en langt mere uskyldig tid, og John Lennon skænkede formentlig ikke omtalen af Muhammed mange tanker: “You say you found Muhammed / kneeling on a bloody carpet / facing the East”. Se forresten også dette forrygende outtake fra den uudgivne dokumentarfilm Eat the Document om Dylans 1966-turné med The Band. Lennon og en meget skæv Bob Dylan i Dylans limousine (LFPC).

»Hør, hør, hør !«

Don Juan skal ifølge Kierkegaard ikke ses, men høres! – “hør, hør, hør Mozarts Don Juan”

Erotikkens element

“De umiddelbare erotiske Stadier eller Det Musikalsk-Erotiske” er en æstetisk afhandling om Mozarts opera Don Juan. Søren Kierkegaard var besat af dette musikdrama, og efter endt læsning forstår man hvorfor. Operaen bliver første gang opført på Det kongelige Teater den 5. maj 1807 med stormende succes. Ti år tidligere opførtes den første Mozart-opera Cosi fan tutte (med 19-årige Adam Oehlenschläger som statist), men det blev en tilsvarende stor fiasko. Fra 20erne kommer Figaros Bryllup og Tryllefløjten på programmet.

Fortsæt med at læse “»Fred over jorden«”