‘Islamization’ of Paris a Warning to the West, September 26, 2010
NICOLAS Sarkozy will take another lurch to the Right with a speech on New Year’s Eve calling Muslim prayers in the street “unacceptable”. After his expulsions of gypsies and a crackdown on immigrant crime, the French President will warn that the overflow of Muslim faithful on to the streets at prayer time when mosques are packed to capacity risks undermining the French secular tradition separating state and religion. He will doubtless be accused of pandering to the far Right: the issue of Muslim prayers in the street has been brought to the fore by Marine Le Pen, the charismatic new figurehead of the National Front, who compared it to the wartime occupation of France. According to his aide, Mr Sarkozy agrees with the junior Le Pen that the street cannot be allowed to become “an extension of the mosque” as it does in some parts of Paris, which are closed to traffic because of the overflow of the faithful. Local authorities have declined to intervene, despite public complaints, because they are afraid of sparking riots.Nicolas Sarkozy to target Muslim prayers (Se også 20.12: Resisting the Islamization of Paris m. bla. Tom Trento og Oskar Freysinger.)
Hijab – et religiøst, politisk og sexistisk symbol
Debatindlæg af Rachel Adelberg Johansen og Britta Mogensen, (refuseret af Ugeskrift for Læger)
Hjælp! lød overskriften på et indlæg af speciallæge i psykiatri, Ole Bjørn Skausig d. 6/12 om patienters ret til at sige fra over for hospitalspersonale, som insisterer på at skilte med religionspolitiske markører som hijab (det islamiske hovedtørklæde rettet mod kvinder) i arbejdstiden. Og Skausig har i sandhed brug for hjælp. Det er påfaldende, at Skausig helt undlader at reflektere over, at offentlige hospitaler er verdslige samfundsinstitutioner, hvor repræsentanterne burde fremtræde neutrale og upartiske.
Hvorfor forholder Skausig sig mon slet ikke til hijabens symbolværdi, som både er religiøs, politisk og sexistisk? Og hvorfor har hospitaler bøjet sig for religiøst pres om at indføre hijab som en del af en hospitalsuniform, der ellers indtil slutningen af 1990`erne har levet op til netop ordet uniform, det vil sige ensdannet. Hospitalspersonale bør naturligvis udvise empati og respekt over for patienterne, blandt andet ved at man gemmer sine personlige præferencer til fritiden, herunder ønsket om at tilsløre sig med islamisk kønsuniform som hijab. Ergo, væk med hijab i arbejdstiden, og det offentlige er fri for at bruge ressourcer på at transportere patienter unødigt rundt på baggrund af misforstået og konfliktskabende skiltning på personalet.
Lægeløftet forpligter, og det gør de etiske regler for plejepersonale også. Men Skausig afslører, at han ikke har forstået, at det er lægen, der er til for patienten og ikke omvendt. Han bringer sig i strid med lægeløftet, der som omdrejningspunkt har, at alle patienter skal behandles uagtet baggrund. Han er også i uoverensstemmelse med Lægeforeningens etiske regler §§ 2 og 4 vedrørende krav om støtte til såvel syge som raske, om omhu og samvittighedsfuldhed samt indlevelse i patientens samlede situation. Disse regler har udgangspunkt i Lægelovens § 6 om omhu og samvittighedsfuldhed.
– Nu er det gået op for ham, at lægeløftet sørme stiller sig hindrende i vejen for en rimelig beskyttelse af personalet og alene beskytter patienterne. Derfor må det, med den efter hans mening ringe aflønning, være rimeligt, at han kan trække sit afgivne lægeløfte tilbage og så afgive et alternativt – helst ét, der er i overensstemmelse med hans begrænsede indtjening. Man kunne dog overveje at aflønne ham noget bedre, så han ikke skal ”lide” under at skulle tage sig af ”uønskede elementer” (stammer denne tingsliggørelse af mennesker ikke fra 1930’ernes Tyskland?), eller man kunne tilbyde ham den psykiatriske hjælp, han så tydeligt har et øjeblikkeligt behov for. Det er en win-win situation: Ingen uønskede elementer risikerer at komme i kløerne på ham, og han har en chance for at blive normal.
Det er glædeligt, at formanden for Lægeforeningens Etiske Udvalg, Poul Jaszczak, melder så klart ud og minder Skausig om lægeløftet. Her gik man og forestillede sig, at lægegerningen gik ud på at varetage patientens tarv og sikre patientens helbred. Men det er åbenlyst ikke hjerteblod for den svært politiserende Skausig. Tværtimod ønsker han patienter, hvis holdninger han er uenig i, udstødt af hospitalssystemet. Han fremmer ikke just tilliden til lægestanden med disse hadefulde udtalelser. Hans motiv? Forstå det, hvo der kan.
Af Rachel Adelberg Johansen, Sygeplejerske – Britta Mogensen, Antropolog
Anelser
Første gang jeg hørte den, var i efteråret 1966. Jeg vidste ikke den var fra 1923 og at det var Bessie Smith, der først gjorde den populær og senere Sidney Bechet, Nina Simone og Sam Cooke. Jeg vidste kun én ting, der var fester på den svenske ambassade på Sankt Annæ Plads med lyst øl og jeg var femten år, og havde gået på drengeskole siden jeg var seks, hvor vi fik masser af tæsk af lærerne på den Krebs´ske anstalt i Stockholmsgade, hvad vi hurtigt kom til at betragte som en naturlig del af livet. Men der var piger, unge kvinder på Sankt Annæ Plads, de fjerne uopnåelige væsner man kunne danse tæt med og mærke og snuse ind, så man nærmest besvimede. Øreringene, nylonstrømperne, parfumen, brystholdere, der fandtes endnu. Det er Autumn 66. Den har givet mig et begreb om, hvad erotik er. Nemlig uskyld, uvidenhed, uerfarenhed, udsathed, at skulle opdage det hele på egen hånd uden voksne eller skolers indblanding i form af f.eks. seksualundervisning, et måske nødvendigt følelsemæssigt overgreb på børn, som vi Gudskelov aldrig var udsat for. Vi anede simpelthen ikke et klap og skulle famle os frem centimeter for centimeter. Jeg ved ikke om 15-årige er affortryllede af den voksne verden idag, om de skal kunne det hele med det samme og aldrig komme til skade, men jeg håber det ikke for dem.
Bare det om vinteren, når man kørte i sporvogn hjem fra skole, at passere pigeskolen i Nordre Frihavnsgade, hvor det smukke køn stod på, var dagens højdepunkt. Herfra var turen elektrisk. Allerede da jeg gik i børnehave på den skole som fireårig, var udvalgte hunkønnede en besættelse, og forlod de børnehaven græd jeg af….kærestesorg, et lidt for konkret udtryk stærke følelser og tab. Alle børn har det sådan, det er ikke noget specielt for mig eller noget Freud har fundet på, voksne har bare glemt det.
Erotik er som kantareller, svære at fange og umulige at dyrke kunstigt. Jeg tænker på Dirk Bogardes replik i Alain Renais´ “Providence”: “My God, does he think that´s erotic?” om en mandlig tumpe, der gør sig til, en ingeniøragtig type, der tror der findes en opskrift. Nogle tror det jo, men så er det porno, græsk for prostitueret “porni”. “Erotikmesser” er altså rent svindel. Erotik er anelser, som regn – man skal være mere en god medicinmand, for at kunne nedkalde den. Det er at have sin opmærksomhed et andet sted, men samtidig være pivåben for det uventede, der rammer én. Den er svær at hegne ind i et ægteskab, den må erstattes med venskab og fortrolighed, der også er godt, men noget andet. Det er utroligt, at Stevie Winwood med sin stemme på videoen kun er knapt 18 år gammel. Den lille, blege, tynde dreng og den stemme !
Spencer Davis Group – Georgia on My Mind
live Finland 1967
Fortsæt med at læse “Islams magtdemonstrationer møder første modstand”





