9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Samme år malede Wilhelm Freddie “Sensibelt portræt”, og en revyvise blev skrevet med omkvædet „Man binder os på mund og hånd.“ Hverken Freddies mund eller hånd kunne bindes. Allerede i 1937 var han blevet berørt af den politiske virkelighed, da et af hans malerier blev fjernet fra en udstilling, et maleri, hvori han kobler Hitler med et elskende par. Det ville man ikke acceptere på den tyske ambassade. Freddie fik tilmed indrejseforbud i Tyskland. I 1944 flygtede han til Sverige. (Statens Museum for Kunst – Wilhelm Freddie, “Sensibelt portræt, 1940.)
Göran Rosenberg skriver om de særlige svenske følsomheder idag. Jeg tør godt transkribere ham kort. “Vi” burde nok være stavet med stort “V”:
“De ting, der er for svære at tale om uden at fornærme nogen, skal man tie eller i al anstændighed tale sort om. Det er et stort tilbageskridt, at vi ikke længere har mulighed for at lukke munden på dem, der vil tale ligeud af posen, og som vi ikke er enige med.”
Riget, magten og æren i det dettesides tilhører mumlegøjerne, lurepasserne og Rosenbergerne, mens eftertiden takker kætterne for livet, friheden og fremskridtet. At Rosenberg diskuterer debat-tone, mens nutidens SA’er terroriserer jøder i Sverige og blandt andet fordriver dem fra Malmø, siger det om ham, man behøver vide: Enten har han prositueret sin dømmekraft, eller også har den taget skade af andre grunde. Svensk journalistik taget i betragtning, kan man jo gætte én gang. Vi grinede et stykke tid over Rosenbergs udtryk for den temmelig primitive censur, svensk presse udøvede med stor succes indtil internettets fremkomst: “De informella överenskommelserna och gränserna för vad som kan och bör sägas offentligt……” Slå den ! Rosenberg er nu detroniseret til blot en stemme i koret, det gør ondt, kan man læse. “Vem i hela världen kan man nu lita på…?”
I Danmark kan snart sagt vad som helst sägas om invandrare i allmänhet och muslimer i synnerhet utan att det väcker uppseende. En valfilm där niqabklädda kvinnor rånar en äldre svensk dam på pensionen och välfärden är förmodligen vardagsmat i Danmark. Debattkulturen i Danmark skiljer sig kort sagt från debattkulturen i Sverige. Eller har i varje fall gjort det.
Debattkultur är inte detsamma som yttrandefrihet. Yttrandefriheten kan formellt vara densamma men debattkulturen ändå olika. Sverige har minst lika mycket formell yttrandefrihet som Danmark, i vissa stycken kanske mer, men de informella överenskommelserna och gränserna för vad som kan och bör sägas offentligt är vad som formar kulturen. Debatt(o)kulturen
Thomas Nydahl: Göran Rosenberg är arg i dagens DN. Hans text är av just det slag som kan få mig att gå direkt till soptunnan med tidningen. Vem som helst ska inte få yttra sig. Det viktiga är att Rosenberg får göra det, mot betalning.
Det är inte ofta man ser den fiiina kretsen uttrycka ett sådant förakt för andra åsikter/hållningar och meningar än deras egna.
Motsättningen tycks för Rosenberg gå mellan “yttrandefrihet” och “debattkultur”. Om vem som helst tar yttrandefriheten för given och säger sitt hjärtas mening skadas dock debattkulturen. Man skulle kunna beskriva den sortens resonemang som en förväntan om att bara vissa människors yttranden, ord och hållningar kan publiceras. Rosenberg säger att han med sin text vänder sig emot “de enkla” svaren och lösningarna. Ändå menar jag att just han gör det väldigt lätt för sig. Formeln lyder: Diskutera aldrig sakfrågor, diskutera istället “debattkulturen”.
Eftersom han nämner Danmark – det gör de flesta när de vill vara riktigt fiiina – vill jag också göra det. Där har samtliga de fiiina, från Rifbjerg till Brøgger, från Jensen till Juul, vänt sig emot det de kallar “tonen”. De har blivit upprörda över hur människor uttrycker sig. Men själva har de frikort. Ingen uttrycker sig väl så grovt, vulgärt och oförskämt som Rifbjerg. – Se resten på De fiiinas privilegium och frikort.
Henryk M. Broder interviewer Thilo Sarrazin
Det er langt, vi får det næppe oversat, men hvis nogen vil tippe os, hvis der dukker en oversættelse op ? “Es war ein langer und lauter Furz”. (Sarrazin ligger nr. 1 i magasinet Fokus´ afstemning over årets best betydningsfulde personer foran præsidenter og Nobelpristagere: Wer ist Ihr Mensch 2010? Man kan stemme.)
Lidt godter fra Abdul Wahid Pedersens ‘hele pakke’
Det hele bliver let for akademisk uden levende billeder. Problemet er selvfølgelig at dem på den anden side af kløften slet ikke ser den slags, eller tolker det helt uden sammenhæng med frivillige tørklæder, osv. (LFPC).
Skulle man have yderligere behov for illustration er der her en optagelse af hvad der skulle vise en stening i Iran i 1994.
Akademikere er traditionelt bange for at bryde med meningskonformiteten
Nu er oraklet Johannes Andersen vistnok i særklasse som mediedarling når der skal postuleres luftige sammenhænge og forklaringer på alt mellem himmel og jord, men mon ikke de fleste har bemærket den eksplosive vækst de senere år af overskrifter der indledes med ‘Ekspert:’? Der synes at være et umætteligt behov i tiden for at belægge fænomener i dagligdagen med et skær af autoritativ bedømmelse. Men pointen her er at niveauet for disse fænomeners lødighed og relevans i samme omfang synes at være i frit fald, og ligeledes svælget mellem de empiriske data og banaliteten og forudsigeligheden i konklusionerne. Her udfolder Andersen sig om seneste resultat fra samfundsvidenskabernes frontlinje, hvorfor holder unge DF-vælgere oftere jul alene end gennemsnittet?
[…] Mere end en tredjedel af de 18 til 35-årige, der stemmer på DF skal nemlig holde jul uden familien i år. Det viser en ny undersøgelse, foretaget af Gallup.
Hver syvende dansker at holde jul uden de nærmeste familiemedlemmer, så når en tredjedel af DF-vælgerne dropper den traditionelle familiejul, er det langt over gennemsnittet. […]
Og at DF-vælgerne placerer sig over gennemsnittet kommer ikke bag på professor og valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.
– Dansk Folkepartis vælgere er traditionelt mere angste for omverdenen og ukendte ting end resten af befolkningen. Derfor er der en tendens til, at de isolerer sig mere både fra familie og venner, siger han. […] Unge DF-vælgere undgår familiejul
Spørgsmålet er selvfølgelig om ikke samfundsforskningen gør sig selv en bjørnetjeneste ved at stille op med luftigheder for masserne, og i stedet ender med at devaluere begrebet ‘ekspert’ (LFPC).
Løbsk lægelig tale om diskrimination
Vi bringer et tilsendt gæsteindlæg af en læser med familiære forbindelser i hospitalsvæsenet:
Man forundres dagligt over den åbenbart bundløse afgrund af uvidenhed, uvilje til at se sammenhænge, fejlslutninger og ønsketænkning store dele af de højtuddannede befinder sig i. Her på Snaphanen, Uriasposten, DanskKulturDebat, Morten Uhrskov og andre steder præsenteres vi hver dag for ”kunstnere”, politikere og PH.D afhandlinger der vidner om dyb og uendelig uvidenhed. Det er noget nyt at det er ved at brede sig til sundhedsvæsenet, som demonstreret på Næstved Sygehus da en hel afdelingsledelse med den ledende overlæge i spidsen valgte mobning, grænsende til lægeligt svigt, af en patient der ikke brød sig om bastante religiøse markeringer under sit ophold på hospitalet.
Her er et indlæg fra Ugeskrift for Læger af administrerende overlæge på Dianalund, speciallæge i psykiatri Ole Bjørn Skausig. Vi botaniserer lidt i den ærede Skausigs betragtninger. Citaterne er desværre IKKE en joke, det er ordret fra artiklen..
Desværre stiller lægeløftet sig vist hindrende i vejen for en rimelig beskyttelse af personalet, og jeg appellerer derfor til Etisk Udvalg om retningslinjer for bortfiltrering af uønskede elementer.
Her fortæller den gode doktormand at han er fascist. Uønskede elementer er som talt ud af Stalins og Hitlers munde, og det er stærkt bekymrende at en speciallæge i psykiatri tingsliggør sine patienter. Det er lige før man hører vendingen ”forhenværende mennesker” hvisket i baggrunden. Han kalder dem dog ikke for aber og svin.
En del patienter kan ikke styre sig for at meddele mig deres for mig besynderlige synspunkter på indvandrere og flygtninge. Oftest er det patienter, der ikke har noget at lade andre høre.









