Gårdsdagens to kvalmetoppere hed Heidi og Britta. Heidi Avellan fra Sydsvenskan ovenfor, som jeg ikke kender nogen der spilder tid på at læse, springer let og elegant hen over ti-femten års perlerække tilvandrede voldforbrydelser i byen, og gør parkeringsagressionen til en enkelthændelse, i stedet for det den var: den dråbe der fik bægeret til at flyde over. For en stund i al fald. Det andet kvalmepunkt hed Britta Svensson, Expressen: Han [drabsmanden] får inte hålla i sitt nyfödda barn. Han mår inte bra. Jeg er ikke stødt på en tilvandret forbryder, hvis psykiske velbefindende svensk journalistik ikke kerede sig om på den måde: “Han mår inte bra”, det er en ready-made, der sidder i deres stavekontrol. Desværre husker jeg heller ikke nogen, der havde det så dårligt og var plaget af en sådan anger, at de ligefrem tilstod deres ugerninger. Man kan derfor formode, at de mest har det dårligt over at være blevet fanget af det venlige svenske retssystem, eller også er det muligvis de empatiske journalister, der har det meget dårligt på deres vegne. Det er jo ikke længere et fag får hårdkogte, øldrikkende bisser i læderjakke. Svensk journalistik har så mange aktier i ødelæggelsen af landet, at vi ikke kommer til at opleve dem bakke endnu. Men de presses af nettet, af hændelserne i landet og af opinionen, og derfor begynder de at lyde stadig mere som en besynderlig perversion. “Åsiktsmonopolet” er brudt, de første små sprækker i falanksen er synlige. Hvis vi skulle beskrive deres situation, kunne det blive med Churchills ord: “Now this is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning.” Det er den vej vinden blæser, mine damer. Deres Stalingrad ligger et sted derude i horisonten. – Helt ovre i Canada lægges der mærke til Heidi og Brittas begyndende flaksen, fejlafleveringer og logiske kortslutninger. “All the world’s a stage”, bare dog ikke teaterrepertoiret var så forfærdelig gennemskueligt og forudsigeligt og afstedkom så mange virkelige tragedier:
Mark Steyn om ‘backlash’-frygt efter Landskrona-drabet
[…] The killing has shocked the town. The leaders of four local Muslim associations held a press conference to deplore the “accident” and warn that it could “cause xenophobia”. Indeed. That’s the real news angle here:
Sweden: Muslim Community Fears Violence After Attack On Elderly Couple
That’s the ticket: A purely hypothetical outbreak of violent attacks on Muslims always trumps actual violent attacks on non-Muslims. In a Tim Blair reader’s note-perfect parody of a Guardian headline after the 2005 London Tube bombings:
British Muslims Fear Repercussions Over Tomorrow’s Train Bombing
But, alas, this is a world beyond parody. Mark Steyn: Macheteculturalism
Den ukendte undergrund
Emnet er ganske og aldeles tabubelagt, og man vil næppe nogensinde se det belyst i mainstreammedierne, andet end som udhængning af de angivelige ekstremister og opviglere der beskæftiger sig med det. Tidligere støtter afsvor enhver association med Lars Hedegaard efter årsskiftets generaliseringsbatalje, fordi den blotte debat om dette emne antages at kunne foranledige dets virkeliggørelse – hvorfor absolut tavshed må råde. Her på Snaphanen kerer vi os mindre om hvad pæne mennesker tænker, og vi kan frit beskæftige os med noget der jo ellers burde interessere sådan cirka alle mennesker: Hvad ender det hele med, hvor peger alle de daglige nyheder om hverdagsfænomener der var stort set ukendte for 25-30 år siden, hen? Vi har flere gange her omtalt især Paul Weston og El Inglés’ tankevækkende essays på Gates of Vienna, som måske er de mest udførlige opstillinger af fremtidsscenarier der findes.
Eller jeg skulle måske sige: De mest udførlige fremtidsscenarier i den offentlige sfære. For vil nogen ved deres fulde fem hævde, at der ikke er mange, mange mennesker højere oppe i fødekæden end os ydmyge bloggere der ikke er stærkt bekymrede ved det som alle der vil se, kan se? Selvfølgelig må der være det, og der må givetvis foregå megen planlægning som vi ikke aner det ringeste om. Men fravær af viden er som bekendt ikke viden om fravær. Med henvisning til et misforstået citat af Donald Rumsfeld kunne man sige at vi ved at der er ting vi ikke ved noget om. I denne vished må der findes fortrøstning i en verden hvor på den ene side den selvpålagte blindhed hersker, og der på den anden aktivt arbejdes for ikke at nævne det unævnelige. Til disse ukendte mennesker, der formentlig slet ikke læser blogs, er denne post tilegnet (LFPC).
[…] Lastly, there is the question of the likely activities of ex-military personnel during conflict between [historic British people] and [Muslim fifth column]. At the risk of stating the obvious, it seems improbable that such folk would sit around watching the growing disorder on the television when they could be ‘contributing’ to it themselves. No longer constrained by chain of command, quite possibly full of hostility towards Muslims, certainly missing the smell of cordite in their new 9-to-5 office jobs where ‘combat’ consists of firing elastic bands at people, and with old military networks and know-how still in place, ex-military personnel are likely to flood into any organizations promising a chance to stick it to the believers on the shores of Albion itself. And there will be tens of thousands of them, many of them, one would imagine, in the police. If those in government tasked with considering these matters (as opposed to those tasked with singing the glories of our newfound diversity) are not having sleepless nights over this, then they are not doing their jobs properly. […] El Inglés: Reflections on the Civil War in Britain
Tolvårig flygtning i eget land
I Sverige polisanmäldes under förra året 5 937 våldtäkter. En ökning med 9 procent från 2008.Antalet anmälda sexualbrott var 15 693, likaså en ökning från 2008 med 9 procent.Till och med BRÅ, i folkmun kallat Brottsförnekande Rådet, uppger att bara 5-10 procent av begångna våldtäkter polisanmäls.Den verkliga siffran ligger alltså på minst 60 000 våldtäkter per år på svenska flickor och kvinnor.5 000 våldtäkter varje månad. Drygt 164 våldtäkter per dag.
Det här är berättelsen om ett av många tusen fall. Offret är en flicka som bara är 12 år gammal.Men det är inte hon som får myndigheternas beskydd. Det är gärningsmännen som skyddas och går fria och därför kan upprepa sitt brott – mot samma flicka.Det är en berättelse som är ohygglig. Men den är sann. Så här ser det ut när svenska politiker och myndigheter offrar tiotusentals flickor och kvinnor på mångkulturens blodiga altare.Kanske tycker de att det är ett lågt pris att betala för den invandringspolitik som tycks huggen i sten – omöjlig att ompröva.
Fakta:



