“A young woman, Neda Soltani, who was standing aside with her father watching the protests was shot by a basij member hiding on the rooftop of a civilian house. He had clear shot at the girl and could not miss her. However, he aimed straight her heart. I am a doctor, so I rushed to try to save her. But the impact of the gunshot was so fierce that the bullet had blasted inside the victim’s chest, and she died in less than 2 minutes.” (Graphic!)
Neda – revolusjonens symbol. Søren Pind: Magtesløshedens manifest.Victor Davis Hanson:Why Should Obama Speak Out on Iran? Let Me Count the Ways. Styret siger 19 døde i dag. Igår lød det uofficielle tal på 250.
Abdul Wahid: Allahs steningsstøttende slave på Nørrebro
Journalistik bliver nok ikke meget ringere end dette eksempel fra Berlingeren. Jeg skrev forleden at jeg ikke fatter at nogen vil betale for at blive talt ned til af en journalist, og dette skamløse eksempel på mikrofonholderi og stillingstagen for interviewets genstand antager enten en massiv uvidenhed om Abdul Wahids udtalelser gennem tiden, eller også er det et lille lumpent stykke ønsketænkning – ‘nu lader vi som om Abdul Wahid er sådan som vi gerne ville have det’. Fordi den grimme virkelighed er at Wahid har udtrykt ønske om en fremtid i Danmark hvor dødsdømte kvinder vil blive dræbt ved gentagne stenkast mod deres hoveder, og dén virkelighed er ubærlig at måtte erkende. Man kunne af journalistens valg af fjogethed som virkemiddel formode, at netop dette ønske om selvbedrag er hvad han søger at indfri hos læserne i denne endeløse artikel – fjogetheden opstår fordi løgnen og fortielsen ligger lige under overfladen, i de kokette henvisninger som f. eks. “har taget imod og selv uddelt verbale øretæver”, der imidlertid ikke bliver gravet i af journalisten, som tværtimod prøver at skabe et enfoldigt hyggenyggebillede af imamen som en jordbunden jysk dreng.
Artiklen indeholder dog også et foruroligende eksempel på lemfældig omgang med sandheden: Det påstås at Abdul betyder ‘Guds tjener’, og det har jo også en beroligende klang af noget velkendt. Imidlertid betyder det ‘Allahs slave’, hvilket enhver kan forvisse sig om ved at google ‘slave of allah’, og se de utallige henvisninger til muslimske hjemmesider, f. eks.: “In conclusion, therefore, we may say that slave (‘abd) means the one who is enslaved by Allāh and who submits and humbles himself to Him” (Al-Uboodiyyah: Being a True Slave of Allāh). Ingen skal fortælle mig at den iranskfødte journalist ikke er bekendt med dette. Og er det ikke fantastisk at det er helt uproblematisk at støtte en hjælpeorganisation for muslimer? Hvad ville reaktionen blive hvis en kristen nødhjælpsorganisation udelukkende hjalp kristne? (LFPC).
[…] Det er langtfra første gang, at aviserne har en historie, hvor Abdul Wahid Pedersen har udtalt sig tvetydigt. Hvad mener imamen om Irans stening af kvinder og somaliske pigeomskæringer? Er han i virkeligheden en fundamentalist i hvide klæder? […]
Her bruger han tiden på at tage et andet slag. I den islamiske boghandel, der også er hans kontor, bruger han de fleste af sine vågne timer på at hjælpe verdens lidende muslimer gennem nødhjælpsorganisationen Danish Muslim Aid. […]
De første par år efter, han var flyttet til København, fik alle forbipasserende et jysk »goddaw« med på vejen. Det gjorde man hjemme i den lille landsby Rodskov, 20 kilometer fra Århus, hvor han er opvokset. Den landsbystemning vil han også have i sin nye landsby midt i København. Og så gjorde han det vist også for at provokere københavnersnuderne. […]
I snart 30 år har han udbredt islam til offentligheden. Han har taget imod og selv uddelt verbale øretæver til politikere og andre meningsdannere, siden han i 1982 tilføjede »Guds tjener«, Abdul Wahid, på arabisk til sit navn. Det var året, hvor han konverterede til islam. Siden har han taget rollen som Guds tjener for det muslimske folk bogstaveligt. Han har stiftet flere hjælpeorganisationer for at hjælpe verdens muslimer, han har været medstifter af og skoleleder på flere friskoler på Nørrebro, den seneste primært for somaliske børn. […]
Jeg er nem at kalde tvetunget, fordi det er godt at have en prügelknabe. Der er muslimer gode emner, fordi vi er nemme at identificere. Vi spiser halalkød og nogle klæder sig endda i sjovt tøj. Vi er blevet kåret til at være farlige, ligesom jøderne i sin tid blev det, og derfor er jeg så også ekstremist. Det er set ske i historien før, og det klæder ikke danskerne at være så smålige. Vi har råd til mere i det her land.« […] Nilo Zand: Allahs jyske tjener på Nørrebro
Den nødvendige antiintellektualisme
Hernede i folkedybet er spørgsmålet om kultur og kausalitet måske ret enkelt: Hvis en bestemt kulturs grundlæggende helligtekster siger noget klart og umisforståeligt, og slynglerne med denne kulturbaggrund legitimerer deres ugerninger med henvisning til samme tekster, så er der en sammenhæng. Og så er det inderligt ligegyldigt om flertallet af kulturbærere ikke handler i overensstemmelse med teksterne. Vi har et problem med denne kultur.
David Dreyer Lassens teoretiske og metodologiske indvendinger mod Nicolai Sennels’ undersøgelse af kriminelle muslimer er jeg ikke i en position til at afvise. Alligevel er der flere indvendinger at komme med. For det første den at Sennels har udført en kulegravning af et område der – vil jeg som lægmand ikke tøve med at påstå – er befængt med apologi for tredjeverdenskulturer og i det hele taget en afvisning af fremmede kulturers betydning så snart disse forbindes med samfundsproblemer. Det er let nok at grine og gøre nar, vanskeligere er det at benægte at Sennels har sparket døren ind til et område som medløberkulturen i den akademiske verden helst så blive liggende.
I og med at dette er et forskningsområde af allerstørste relevans for borgerne i samfundet, kunne man i al beskedenhed foreslå en anden tilgang end den som Lassen her tager for givet: Man kunne f. eks. prøve at afdække hvorvidt Sennels’ observationer karakteriserer noget generelt i mødet mellem muslimsk og vantro kultur der, som dette, kan aflæses i historiens empiri. Er det f. eks. en helt overvejende tendens, at hvor islam rykker ind fortrænges de vantro gradvist, og de nytilkomne tiltager sig mere og mere magt? Bemærk, at en sådan tilgang ikke nødvendiggør bestemmelse af kausalitet fra “aggregerede størrelser” til “individuel adfærd”. Eksisterer tendensen som ren empiri, så er dette svar nok – det er lige præcist dette der er relevant for os som samfundsborgere (LFPC).
[…] Skråsikkerheden i Sennels konklusioner står i grel kontrast til den videnskabelige litteratur, hvor det er svært at finde solide årsagssammenhænge mellem kultur og kriminalitet; det kan godt være, at Sennels har ret, men der er foreløbigt intet i hans omgang med samfundsvidenskabelig metode, der giver ham belæg for at hævde, hvad han gør.
Sennels , og andre med ham, begår to helt fundamentale og klassiske, fejlslutninger: Den første er det, som i samfundsvidenskabelig metode hedder udvælgelse på den afhængige variabel. Titlen alene siger jo, at Sennels har udvalgt sin helt særlige gruppe: (Unge) Kriminelle muslimer. For at se på, hvilke faktorer der bidrager til kriminalitet, også blandt muslimer og andre trosretninger, er det imidlertid nødvendigt at forholde sig til det faktum, at der faktisk er muslimer, der ikke bliver kriminelle.
Hvis vi, for at blive i den lidt krasse kategorisering, antager, at alle muslimer er vokset op med samme normer og regler, bliver det svært at opretholde konklusionen om, at det er den muslimske religions regler og normer, der alene, eller i samspil med det danske sociale system, er skyld i kriminalitet blandt muslimer. […]
Jeg ved ikke, hvorfra Sennels har den opfattelse, at der ikke er nogen sammenhæng mellem krigstraumer og kriminalitet, men han henviser, ligesom Carsten Ringsmose og Kirsten Damgaard i et debatindlæg i WA den 20. marts, blandt andet til tal fra Danmarks Statistik.
Man kan imidlertid hverken påvise eller afvise, om der er en sammenhæng mellem krige og kriminalitetsindeks baseret på Danmarks Statistiks indeks baseret på oprindelseslande. Det helt grundlæggende problem er her, at man ikke uden videre kan slutte fra aggregerede størrelser, som for eksempel forekomsten af krige, til individuel adfærd. […]
Dette forårs bud er så, at det er den muslimske kultur. Spørgsmålet er, om det ikke siger mere om en særlig dansk kultur, nemlig at gøre sociale problemer til religiøse spørgsmål. Selv, hvis der er en særlig kultur, hvad sagkundskaben åbenbart er uenige om, blandt grupper af unge med overvejende muslimsk baggrund, gør det jo ikke (sub)kulturen til muslimsk.
Man taler i USA om en særlig sort kultur, der har mange lighedstræk med de miljøer, man finder blandt indvandrere herhjemme, men den sorte kultur ses netop ikke i en religiøs optik, ej heller i en indvandringsretorik, men som en socialt betinget subkultur. David Dreyer Lassen professor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet: Fejlslutninger [Weekendavisen 19.6.2009]
France Moves to Impose Ban on Burqa
The French government says it may impose restrictions on wearing the burqa, or face-and-body-covering veil, if a parliamentary probe finds the garment degrading for women. The burqa debate is dividing politicians and the Muslim community.
Government spokesman Luc Chatel became the latest politician to wade into a growing debate over the burqa in France, telling French television on Friday the government may consider curbs on wearing the head-to-toe garment if it is found to be degrading for women.
A group of nearly 60 French lawmakers are asking for a parliamentary panel to consider restrictions on the burqa, which is also called the niqab. […] France Moves to Impose Ban on Burqa









